Number 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2014
  • Opdateret: 30 dec. 2014
  • Status: Igang
Hvordan er det at leve i skyggen af sin bror hele sit liv? Og blive nummer to til alt? Det ved Jacob alt om Hans bror er verdenskendt mens Jacob er mere kendt inde for politiet. Jacob hader hans familie, især hans bror som alle så godt kan lide. Men hvad nu hvis han bliver tvunget til at leve med ham i 6 måneder?!

7Likes
4Kommentarer
745Visninger
AA

19. Jacob/Evil Or Good?

{Jacob's synsvinkel}

(Nogle dage senere)

"Skal jeg bare blive normal? Skal jeg?? Jeg har jo fået venner nu.. Er jeg blevet svag? Er jeg?! Hvad fanden sker der? Skal jeg bare opgive det der 'bad boy' noget? Kan jeg få noget ud af det? Kan jeg? Jeg kan da ikke være sød mod Calum! Kan jeg? Det ved jeg ikke.. Jeg ved det virkelig ikke! Hvad skal jeg gøre? Skal jeg holde fast i at være led eller skal jeg blive god?" Tankerne fløj rundt i hovede på mig.

"Someone help me" Hviskede jeg ud i mørket, de andre drenge sov nok, så de kunne sikkert ikke høre mig.

"Med hvad?" Hviskede en stemme ud i mørket.

"Hvem er du?" Hviskede jeg lidt forbavset over at en eller anden var vågen på denne tid af døgnet.

"Hvem tror du?" Hviskede stemmen.

"Calum" Hviskede jeg, det mindede mig lidt om da vi var yngre. Vi lå altid og hviskede til hinanden til langt ud på natten.

"Ja.. Hvad skal jeg hjælpe med?" Hviskede Calum tilbage.

"Ikke noget" Mumlede jeg, der gik lidt tid og pludseligt tænde en telefon sig. En skikkelse rejste sig fra en køje og gik hen til min. Skikkelsen trak gardinet fra min køje og pludselig så jeg Calum stå i boxers og lyse på mig med sin telefon.

"Sig det nu" Sagde han og lyste mig i øjnene.

"Jeg ved ikke om.." Startede jeg men jeg blev afbrudt af Calum.

"Jeg tør" Færdiggjorde Calum sætningen.

"Ja" Sagde jeg lavt.

"Skal vi gå ind i 'stuen' og snakke videre, så vi ikke vækker nogen andre" Sagde Calum og smilede ud i mørket.

"Det ved jeg ikke" Mumlede jeg.

"Kom" Sagde Calum og begyndte at gå hen mod 'stuen', jeg rejste, mig fra køjen og fulgte med Calum. Calum gik ind i 'stuen' og satte sig i en af sofaerne. Jeg lukke døren ind til 'stuen', og satte mig i den anden sofa. Lyset var meget kraftigt så jeg blinkede mange gange før jeg kunne se normalt igen.

"Bare snak" Sagde Calum og smilede.

"Jeg ved ikke" Sagde jeg og kiggede ned i gulvet.

"Du kan fortælle mig alting bro" Sagde han.

"Calum.. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklar det" Sagde jeg og kiggede over på ham.

"Du kan starte fra starten" Sagde han hurtigt.

"Okay det startede da vi var mindre.." Startede jeg men det var som om at jeg havde en stor klump nede i min hals hver gang jeg skulle snak.

"Ja?" Sagde han og smilede.

"Mor gav dig altid opmærksomheden, jeg levede i din.. Skygge" Sagde jeg og pludselig kunne jeg mærke noget vådt på min kind.

"Hvad er det der er på min kind!" Sagde jeg forbavset.

"En tåre" Sagde han og smilede.

"Græder jeg?" Skreg jeg.

"Ssshh.. Ja du gør" Sagde han lavt. Jeg tørrede hurtigt tåren væk.

"Skal jeg fortælle videre?" Spurgte jeg, det var som om klumpen blev større og større.

"Ja gerne" Sagde Calum.

"Jeg blev altid nummer to, mor roste altid dig og når jeg prøvede at få ros, skælde mor mig bare ud og sagde at jeg skulle prøve at være som dig. Hun sagde altid da vi fik vores karakter skulle jeg være som dig og få gode karakter. Du kan da godt huske at jeg kun fik 8 i alle fag?" Sagde jeg og kiggede ned i gulvet igen.

"Du fik altid 8" Sagde Calum.

"Jeg kunne bare ikke holde skolen ud. Da du startede i det der band, vendte du hele min verden på hovede. Jeg var ikke så meget sammen med dig, du vidste godt at jeg ikke havde nogle venner, alle på skolen kunne ikke lide mig, de kaldte mig mærkelig. Men du havde så mange andre venner, og så mange øvninger med bandet at du helt glemte mig. Jeg blev mere og mere ensom og ligeglad med andre mennesker" Sagde jeg og en tåre til trillede langsomt ned af min kind.

"Jacob.. Ikke græd" Sagde Calum og rejste sig fra sofaen, han gik hen til mig. Han satte sig på min højre siden, han tog stille sin hånd og kørte den langsomt op og ned af min ryk.

"Hvad er det her?" Spurgte jeg og en tåre til trillede ned af min kind.

"Følelser?" Sagde Calum lavt.

"Hvorfor har mennesker følelser?" Spurgte jeg og begyndte fuldstændigt at græde.

"Det ved jeg ikke" Sagde Calum og kørte sin hånd roligt op og ned af min ryk, det gjorde mig faktisk tryg.

"Jeg hader følelser!" Græd jeg.

"Det gør jeg også nogle gange Jack" Sagde Calum trist.

"Han kaldte mig Jack!!" Tænkte jeg.

"Jeg har truffet mit beslutning! Og den er.." Tænkte jeg

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...