Number 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2014
  • Opdateret: 30 dec. 2014
  • Status: Igang
Hvordan er det at leve i skyggen af sin bror hele sit liv? Og blive nummer to til alt? Det ved Jacob alt om Hans bror er verdenskendt mens Jacob er mere kendt inde for politiet. Jacob hader hans familie, især hans bror som alle så godt kan lide. Men hvad nu hvis han bliver tvunget til at leve med ham i 6 måneder?!

7Likes
4Kommentarer
733Visninger
AA

11. Calum/Policestation

Calum POV.

 

"Han er ingen steder! Vi har kigget hele byen igennem!" Sagde Michael som næsten var ved at blive sur selvom det sker sjældent. Jeg stod bare og kiggede rundt.

 

"Kære Gud.

 

Jeg ville ønske at jeg kunne finde min elsket bror Jacob. Han betyder meget for mig selvom at han er svær at leve med af og til men han er min bror og jeg elsker ham. Jeg ved at han har lavet ballade, det er ikke så svært at finde ud af fordi han har været væk i mere end tre timer nu. Jeg ville også sige at jeg savner den gamle ham. Ham den kærlige, søde, sjove, alvorlige, beskyttende og min bedste ven. Jeg savner ham. Ham der kom ind til mig når jeg græd om natten fordi jeg fik mareridt og trøstede mig. Ham som jeg altid var sammen med. Ham der kunne få mig til at smile selvom jeg var i dårligt humør. Jeg ville altid elske ham selvom han er en idiot nogle gange. Jeg forstår ikke hvorfor han er sådan nu? Engang var han anderledes. Det skete lige efter bandet blev lavet. Altså han kunne godt være med i bandet hvis han kunne spille på noget men det kan han ikke. Da bandet blev lavet var det som om den gamle ham forsvandt. Han forsvandt hver gang jeg gik til øvning med drengene. Han måtte godt komme med og høre os og give sin mening men hver gang jeg spurgte ham sagde han bare nej tak det er bandet der skal øve og han gider ikke afbryde dem eller noget. Jeg savner den gamle Jacob som jeg kunne kalde bror eller Jack, men det må jeg ikke mere. Gud please hjælp mig med at finde ham og få den gamle ham tilbage. Jeg ville gøre alt for at han bliver som han engang var. Nogle gange græder jeg når de andre drenge sover så de ikke for skyldfølelse eller noget, jeg græder og tænker på at dø. Hver gang han siger noget grimt til mig er det som om jeg dør en lille smule indeni. Han er mit et og alt, jeg er hans kød og blod! Bogstaveligtalt, han blev jo født først. Han har altid passet på mig, hver gang jeg kom i slagsmål kom han og bankede ham der ville slå mig. Gud nogle gange tænker jeg på at dø det er ikke noget jeg overvejer men jeg tænker stadigt på det. Gud hjælp mig med at finde min elsket bror og gør ham til den han engang var.. Please    -Din Calum" Sendte jeg en tanke til gud. 

 

"Hvem ved hvor han nu kan være?" Sagde Luke og kiggede ned i jorden.

"Mig!" Sagde jeg da det slog mig hvor han måske kunne være.

 

"Hvor er han?!" Spurgte Luke og kiggede forbløffet op på mig.

"På politistationen!" Sagde jeg og smilede.

 

"Lad os gå der hen" Sagde Ashton og smilede kort. 

 

"Hvem kender vejen derhen?" Spurgte Michael og kiggede rundt på de andre.

"Øhh det gør jeg faktisk" Sagde en af de vagter vi havde taget med.

 

"Så kan du vise os vej" Sagde Luke og smilede.

 

Vagteren begyndte at gå. Vi andre fulgte med.

 

 

 

 

 

"Hvem går der ind?" Spurgte Michael da vi stod udenfor politistationen. 

"Jeg synes at Calum skal gå der ind samme med en vager" Sagde Ash og kiggede hen på mig.

 

"Det er jo min bror så jeg går der ind. Hvem af jer vagter vil med?" Spurgte jeg og kiggede over på de to vagter.

"Det kan jeg bare gøre" Sagde en vagter og gik hen til mig.

 

"Okay lad os gå ind" Sagde jeg og begyndte langsomt at gå hen til politistationen.

 

Da vi kom til døren begyndte mit hjerte at hamre virkeligt meget. Det var som om det var på vej ud af mit bryst. Jeg tog fat i dørhåndtaget og tog en dyb indånding. Jeg åbnede døren op og gik så ind. Jeg gik hen til en disk hvor en herre sad ved en computer.

 

"Hvem leder i efter?" Spurgte manden og kiggede op fra sin computer.

"Jacob Hood" Sagde jeg og smilede.

 

"Det har vi desværre ikke men vi har en Calum Hood" Sagde han og kiggede tilbage på computeren.

"Hvor sidder han henne?" Spurgte jeg lidt irriteret.

 

"Hvordan kan han bare tage mit navn?!!!" Tænkte jeg mens jeg smilede lidt til herren.

 

"Han sidder i venteværelset C9" Sagde herren kort og koldt.

 

Jeg løb næsten ned til C9 eller jeg vidste ikke hvor det var men jeg løb bare indtil jeg så det. Da jeg fandt de brasede jeg bare ind i lokalet. Alle kiggede på mig men jeg var ligeglad nu havde Jacob gjord mig sur. Jeg gik hen til hans stol og sagde "Hvad fanden sker der for at stjæle mit navn Jacob!".

 

"Undskyld" Sagde han kort.

"Du kan ikke bare sige undskyld og tro at alt er godt igen! Sådan er det ikke! Du har såret mig men det her er for meget!" Råbte jeg, jeg var ligeglad med at andre hørte mig.

"Jeg er virkelig ked af det" Sagde Jacob.

"Jeg tror ikke at du er virkelig ked af det! Tænk at jeg overvejet at dø for dig!" Råbte jeg, ordene fløj bare ud af mig.

"Hvad mener du?" Sagde Jacob og rejste sig op.

"Ikke noget" Sagde jeg kort og kiggede ned i jorden, jeg kneb øjnene samme så jeg ikke begyndte at græde men det hjalp ikke.

"Jo hvad mener du bror?" Sagde han og tog en arm om min skulder.

"Bror?" Sagde jeg og kiggede op på ham. Han smilede venlig til mig. Jeg krammede ham, og han gengældte krammet.

"Jeg har savnet dig" Hviskede jeg ind i hans øre.

"Jeg har også savnet dig" Hviskede han ind i mit øre. Jeg kunne mærke noget vådt på min skulder.

"Græder du?" Spurgte jeg mens jeg græd som en eller anden.

"Undskyld" Sagde han og snøftede nogle gange.

"Det gør ikke noget. Jeg græder også!" Sagde jeg og snøftede lidt.

"Lad vær bror. Jeg ville ikke have at du græder! Hvad mente du med at dø for mig?" Spurgte han nysgerrigt. 

"Da du var led græd jeg om natten i min seng når de andre drenge sov så de ikke kunne høre mig, og nogle gange overvejede jeg at dø" Sagde jeg og brød ud i gråd.

"Det måtte du ikke gøre. Den eneste grundt til jeg var sådan var at jeg troede jeg ikke var din bror mere du havde aldrig tid til mig. Du øvede kun med det bandt og glemte helt mig. Jeg følte mig forladt også tænkte jeg at du ikke gad mig mere, jeg lod dig være og gad dig ikke mere. Men da jeg hørte at du ville dø for mig kom jeg tilbage" Sagde Jacob og brød også ud i gråd.

"Jeg elsker dig bror" Sagde jeg og grad lidt.

"Jeg elsker også dig bror" Sagde han mens hans tåre løb ned af min skulder.

"Skal vi ikke komme ud herfra? Men lov mig lige en ting" Sagde jeg og trak mig fra krammet.

"Ja?" Sagde han og kiggede på mig, hans øjne var helt røde og der kom stadig nogle tåre ned af hans kinder.

"Lov mig at du stopper med sådan noget her okay?" Sagde jeg og fjernede nogle af han tåre på hans kinder.

"Jeg lover at jeg stopper med det her bror" Sagde han og smilede han eget smil som jeg ikke havde set længe. Jeg begyndte helt at græde igen.

"Nej stop" Sagde han og tog tårene væk.

"Undskyld det var dit smil" Sagde jeg og snøftede.

"Det var min skyld" Sagde han og smilede igen.

"Lad os komme væk" Sagde jeg da jeg kigge rundt i lokalet og så de forfærdelige mennesker der sad i lokalet.

"Ja" Sagde han kort og glad.

 

Jeg begyndte at gå ud mod døren, Jacob og vagteren fulgte efter mig. Jeg åbnede hurtigt døren og gik hen mod udgangen.

 

Da vi kom til udgangen sagde manden bag disken "Hey han kan ikke gå nogen steder han har en bøde han skal have betalt".

 

"På hvor mange?" Spurgte jeg og stoppede.

"1999 dollars" Sagde manden og kiggede op fra sin computer.

 

"Jeg har 2000 dollars behold resten" Sagde jeg da jeg fandt en seddel nede i min lomme. Jeg gav sedlen til manden og han smilede venligt.

"Så nu kan han gå" Sagde manden da han havde tjekket sedlen grundigt.

 

Jeg åbnede forsigt døren og kom så ud til de andre drenge som kiggede direkte hen på os.

 

"Nå?" Sagde Michael som ikke havde opdaget Jacob.

"Han er selvfølgelig med" Sagde jeg og smilede.


"Hvor meget skulle du af med?" Spurgte Luke og smilede.

"1999" Sagde jeg glad.

 

"Hvad har han gjord?" Spurgte Ashton kort.

"Spørg ham selv" Sagde jeg og trådte til siden så de kunne se Jacob.

 

"Hvad har du gjord?" Spurgte Ashton og smilede.

"Jeg stjal noget meget meget grimt tøj" Sagde Jacob og kiggede ned i jorden.

 

"Det er okay! Du indrømte det da" Sagde jeg og lagde en hånd på Jacob's skulder.

"Jeg er ikke særlig glad for det jeg har gjord" Sagde han og kiggede op mig.

 

"Det er okay. Det er fortid nu" Sagde jeg og smilede til ham.

"Undskyld for alt jeg har gjord mod jer og alle andre mennesker på jorden" Sagde han og jeg så en tåre trille ned af hans kind.

 

"Den du skal sige undskyld til er mor" Sagde jeg og fjernede tåren på hans kind.

"Du har ret! Må jeg låne din telefon når vi kommer hjem?" Spurgte han og små grinede, det grin har jeg så meget savnet.

 

"Ja det må du. Men nu skal vi hjem" Sagde jeg og smilede.

Alle drengene sagde "Ja" i munden på hinanden.

 

Vi begyndte ligeså stille at gå hjem.

 

"Endelig fik jeg ham tilbage" Tænkte jeg da han lagde sin arm rundt om mine skulder.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...