Et med stjernerne{one-shot}

”Altid er et anseeligt ord Stella, du kan ikke love for evigt uden skæbnen ved din hånd!”

1Likes
2Kommentarer
296Visninger
AA

1. Et med stjernerne

”Jeg er bange”, hviskede han ud mørket. Den bratte afbrydelse af stilheden fik mig straks til at vende mig om. Jeg ved ikke, om det var lyset der spillede mig et puds, men hans grønne øjne så ud til at være et par toner dybere end normalt. Hans blik var fokuseret på mit ansigt og så samtidig ikke, som om han så lige igennem mig.

”Bange? For hvad”. Min stemme knækkede på det sidste ord og en kuldegysning løb ned af min ryg. Hvad var han bange for? Han havde altid været den stærke, den modige og den der ikke tøvede. Det var mig der var bange og ikke turde at tiltale fremmede mennesker. Jeg var den der gemte mig bag hans ryg, mens han spurgte den søde kvinde bag disken, hvor Stella skulle hen.

Mine tanker vandrede i den lange tid, hvor intet blev sagt mellem os. Hvad kunne det være, som skræmte ham for første gang i alle disse år? Hvad kunne man være bange for under stjernerne, der blinkede på himlen. De stjerner der var så gamle, ligesom vores venskab og som maler billeder deroppe på himlen. Det var det perfekte øjeblik, kun mig helt alene under stjernerne.

”Jeg er bange for hvad der kommer”. Jeg sprang op fra græsset ved lyden af hans sitrende stemme. Jeg havde glemt at han var der, min bedste ven, ligesom jeg havde gjort de sidste fem måneder. Jeg havde glemt ham under hans mors sygdom, jeg havde ikke reageret da hun var forsvundet ud af hans liv. Jeg havde ignoreret ham fuldstændig på grund af Jack, bare fordi han havde sagt, at han ikke kunne lide Art. Men det var ovre nu, og jeg havde indset at Art var vigtigere for mig end nogen anden i verden, så hvad kunne han være bange for. Fremtiden så lys ud for os, efter at jeg havde set hvor meget han betød for mig, så der var intet at være bange for, var der?

”Hvad der kommer, hvad mener du Art?”. Mit perplekse ansigtsudtryk spejlede sig i hans smaragdgrønne øjne. Jeg kunne virkelig ikke forstå, hvad han mente med det hele.

”Hvad der kommer, og hvad der må komme i samspil med det der har hændt skræmmer mig”. Ordene blev udtalt sikkert uden den mindste bæven. Hans blik veg ikke fra mit, mens hans sagde det, han så mig ind i øjnene uden at blinke.

”Fremtiden er det hvad du er bange for? Vores fremtid?”, min stemme gav udtryk for det hulk jeg undertrykte, tydeligere end jeg havde haft intention for. Den salte smag i min mund og kildren på kinden afslørede også, at tårerne havde frit løb. Endelig ændrede hans ansigtsudtryk sig, da det gik op for ham at han havde såret mig. Han lagde armen om mig for at berolige, og med den anden hånd tog han et fast tag i min.

”Nej, jeg er angst for, hvad der kommer den dag, hvor vi ikke kan have en fremtid sammen længere”. Hans øjne viste mig en dyb tristhed og han knyttede hånden hårdere om min. Hans øjne var samtidig åbne, han bad mig indtrængende om at forstå. Jeg kunne bare ikke, vi ville da altid være sammen, bedste venner for evigt. Han havde altid sagt at han altid vil være der for mig, ligegyldigt hvad.

”Den dag vi ikke kan være sammen længere. Hvad mener du? Vi vil da altid være sammen, det lover jeg”. Uden ham ville mit liv ikke være et liv og smil ville blive tårer. "Vi er der altid for hinanden, og det vil vi altid være. Pinky promise". Jeg tilbød ham min lillefinger ligesom vi altid gjorde, men han tog den ikke. I stedet blev jeg trukket længere ind mod ham i et tæt knus.

Jeg kunne ikke tolke hans ansigtsudtryk, for jeg kunne ikke se det, i den pause der var, før han sagde: ”Altid er et anseeligt ord Stella, du kan ikke love for evigt uden skæbnen ved din hånd!”, hans øjne var glasklare omkring dette punkt: ”En dag vil vi skilles uden nogen tvivl, det er uundgåeligt, fordi en dag er der ikke flere slag i vores hjerte eller åndedrag i vores lunger og hvad sker der så?”.

Han talte om døden, hvorfor havde jeg ikke indset det. Det var kun naturligt for pårørende til kræftpatienter at bringe sådanne emner på banen. Jeg var dog ikke klar til at give op, selv døden ville ikke skille os. Jeg tænkte derfor et par sekunder, før jeg svarede: ”Så vil vi være sammen i Himlen, fordi det ikke vil være Himlen uden dig”. 

”Men hvad nu hvis vi ikke kommer i Himlen, hvis vi ikke eksisterer længere efter hjertet stopper og sjælen kvæles?”. Han så fuldstændig kvæstet ud, og hver tåre regnede ned på hans trøje, men han sagde det alligevel uden tøven. Hulket rystede min krop og mine lunger gispede efter luft, hvordan kan han sige sådan noget? Hvordan kunne han sige det. Vi vil altid være sammen, ALTID.

”Hvad er det dog for noget at sige Art, selvfølgelig vil vi altid være noget og altid sammen. For evigt!”, min stemme lød panisk, og den samme følelse gik gennem min kop. Jeg var bange for at miste ham, miste det vi havde. Hvordan magtede han at sige sådan noget? Det føltes næsten som at få en dolk i ryggen, og dolken blev holdt af ingen andre end min bedste ven.

”Jeg siger ikke at jeg ikke ønsker at være sammen med dig, men jeg tror at døden er en befrielse fra pinslerne i livet," hans stemme lød sikker og stærk, "Min befrielse vil være alene og det samme vil din”. Han havde overvejet dette længe, længe nok til at vide sig sikker på sine ord. Noget i ordene var også trøstende, som om han ønskede at jeg forstod det, som han forstod for længe siden. Jeg forstod det også, men var endnu ikke klar til at give op. Min sidste gerning i livet vil være at jeg holder fast, jeg giver aldrig slip! Jeg kan aldrig give slip på ham.

”Men jeg ønsker ikke at være foruden dig”, min stemme forsvandt henimod det sidste ord, kvalt af min angst. Jeg hulkede åbenlyst, og trøjekanten var lige så våd som græsset vi sad på.

”Jeg ønsker heller ikke at være foruden dig, men det eneste jeg ønsker efter døden er at være et med stjernerne for evigt”. Han gispede efter luft nu, var ved at blive kvalt i tanken om døden, men hans udviskede øjne forlod aldrig mine. ”Jeg elsker dig Stella, men intet holder for evigt og en dag må du lade mig gå”, han hviskede de næste ord ud i den kolde nat: ”Den dag kan komme snarere end du tror”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...