De trætte øjne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2014
  • Status: Igang
Angst: "(Vedvarende) ubehagelig, negativ følelse ved tanken om noget uønsket eller ubehageligt der ofte er svært at definere eller forklare viser sig fx som uro eller nervøsitet" (ordnet.dk) En novelle om angsttilstanden.

3Likes
8Kommentarer
141Visninger
AA

2. Stilhed før storm

I begyndelsen havde jeg ét tilflugtssted. Ét eneste sted, hvor jeg kunne være alene med mine tanker, mine unævnte ord og mine kommende handlinger. Det sted, hvor jeg følte, jeg kunne være mig selv. Hvor vi alle var ens; ung som gammel, glad som trist. Stedet var efterhånden blevet min eneste ven. Selvom et sted, en fysisk konstellation, ikke kan snakke, lytte eller så at sige hjælpe, så var det stedet, hvor jeg fandt tryghed og ro.

 

Biblioteket. De gamle biblioteksdamer med en hang til kaffe og fredagskage gik ofte og satte bøger på plads. En sjælden gang i mellem kom en vildfaren borger, som havde brug for en faglitterær bog, som skulle løse hele vedkommendes omdrejningspunkt dén uge. 

     Jeg kunne bruge flere timer på biblioteket. Det kunne jeg i det mindste dengang. Dengang, inden mørket kom og slugte mig.

 

Jeg kunne dengang søge ned i de kaffeplettede, støvede bøger. Indsnuse duften, som ofte ville give mig en allergisk reaktion. Læse ordene. Røre de ru sider. Alting var anderledes dengang. Alting var rart. Jeg var alene, men jeg var ikke ensom. Jeg accepterede min situation, respekterede, at det nok var min skæbne. Jeg strittede ikke i mod, jeg tog ikke kampen op. Jeg tog ikke den livsvigtige kamp om. Jeg kæmpede hverken for levende eller død. Jeg kæmpede slet ikke. Jeg bevægede mig ikke. Jeg sad stille i min sandfærdige bobbel, glanede en enkelt gang i mellem ud vinduerne, flygtede fra solens lys og gled tilbage til mine gamle rutiner. Gled tilbage i min hule. 

 

Biblioteket var gennem kort tid blevet min kampanile. Som en kirke har brug for et tårn, havde jeg brug for mit bibliotek. Jeg havde brug for min tryghed, min stolthed, min værdighed. I de sidste dage før mørket brugte jeg al min tid på biblioteket. Jeg sank ned mellem de høje reoler, gemte mig fra omverdenen og slugte ord for ord, bog for bog. Jeg tilbragte mere tid på biblioteket, end jeg havde tilbragt hjemme. Alt, jeg lavede hjemme, var at spise et måltid om dagen, derefter sove. Skolen blev gennemført med sindet i den anden ende af byen. Så snart den sidste time var forbi, var jeg på mine gåben med musik i ørerne på vej til det efterhånden så velkendte sted. 

     Man skulle tro, jeg kendte biblioteket ud og ind, men det skulle vise sig, at jeg ikke havde nogen ide om, hvor jeg egentlig befandt mig i størstedelen af døgnets fireogtyve timer. Selvom jeg altid var beskæftiget, selvom jeg aldrig havde gjort et fejltrin, så skulle jeg bedømmes, bedrages og betages senere hen. Jeg kendte ikke min fremtid. Jeg tænkte end ikke på den. Alt, jeg ønskede, var at forenes med noget, jeg kunne kende mig selv i. I bøgerne blev jeg bedste venner med hovedpersonen. En enkelt gang havde jeg i mit sind en affære med vedkommende. Bøgerne på biblioteket blev min redning. Indtil det gik galt.

 

Den eneste dag, jeg ikke fik besøgt biblioteket, var dagen før mørket kom. I skoletidens travle time ringede min telefon. Da jeg var på vej ud af døren med tårer i øjnene, blev der naturligvis råbt "der er vidst en, der skylder kage", efterfulgt af en klasses grin. Jeg var ikke vant til opkald eller sms'er. Gennem de sidste to år havde jeg ikke modtaget en eneste. Dog gik jeg altid rundt med min telefon på mig, i tilfælde af, at der skulle ske noget alvorligt. Det skulle der denne dag. Dagen før mørket. 

     Da jeg kom ud af døren, så jeg, det var min fars navn, der stod på den grønne displayskærm. Mit hjerte hamrede. Den stikkende fornemmelse under øjnene, man får, når man skal til at græde, var konstant. Jeg rystede, da jeg fik beskeden:

 

Sygehus,

indlæggelse,

kræft,

blodprop,

...

død.

 

Den dag havde jeg brug for menneskelig tryghed. Menneskelig omsorg. Ikke mit bibliotek. Ikke mine bøger. Ikke de gamle, brunplettede kaffedamer og fnisetanter, ikke de meterhøje bogreoler, ikke de lange, ensomme gange, ikke kulturrummet, ikke noget af det. Alt, jeg havde brug for, var et simpelt kram, et ord, et "det er jeg ked af", et håndtryk eller en nik med hovedet. 

Jeg havde brug for alt det, jeg ikke kunne få.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...