Just Like A Brother | Niall Horan

Lucy på 16 år vinder den fedeste præmie, da hun tilfældigvis går på 'English Directioners' på Facebook, og ser alle fortælle om en konkurrence, og hvorhenne man kan deltage. Hun vinder et ophold med selveste One Direction! Hun bliver især rigtig gode venner med en af drengene - Og måske lidt mere end det ? <3 Men hvad sker der, da Lucy's ekskæreste pludselig dukker op, og laver rod i det hele? Kan Lucy og Niall klare presset ?... PS. Se video/traileren! <3

198Likes
205Kommentarer
20873Visninger
AA

21. You will see...

Lucy Williams synsvinkel:

 

"Hallo."

"Hvem er det?" Spurgte jeg.

"Det er mig. Harry."

"Hej..." Sagde jeg.

"Vil du mødes med Niall og os andre på Lima Floral om et kvarter?" Spurgte han. Om et freaking kvarter!?

"Ja." Svarede jeg. Kort og enkelt.

"Godt. Så mødes vi snart." Sagde han.

Freak freak freak freak! Jeg har herre travlt nu!

Jeg skyndte mig op af sengen. Tog min elskede lyseblå crop top på hvor der står: I love food med sort skrift. Så tog jeg mine sorte stramme jeans på, og mine Batman-sokker.

Jeg lavede en høj hestehale, og tog nogle lange øreringe på. Jeg fik hurtigt lavet makeuppen. Til sidst sprøjtede jeg min elskede Chanel parfume på halsen, og gik nedenunder, hvor jeg som sædvanlig tog mine sorte stilletter på. Jeg sagde ikke farvel til mine forældre, men styrtede bare ud af døren og ud på gaden. Lima Floral lå kun i gåafstand herfra.

Imens jeg gik, kørte der en masse tanker igennem mit hoved. Hvorfor var Niall ved mit hus den dag, hvor Emmy kyssede mig? Var han virkelig taget hele vejen hjem bare for at besøge mig? Min mave begyndte at gøre virkelig ondt nu. Hvad tænkte jeg dog også på? Jeg fatter ikke, at Niall overhovedet gider og se mig igen.

 

Niall's synsvinkel:

 

Vi var nu på Lima Floral. Det var faktisk meget rart, at komme lidt ud. Vi sad og ventede på betjeningen. Drengene sad og snakkede, men jeg sagde ikke en lyd. De prøvede hele tiden at smile til mig, men jeg kunne ikke smile tilbage.

"Niall, jeg bliver lige nødt til at fortælle dig no..." Begyndte Harry, men han kom aldrig videre, da en smuk pige trådte ind i restauranten. En smuk pige som sårede mine følelser. En pige som jeg er virkelig sur på, men som jeg inderst inde elsker rigtig højt, og som jeg savner forfærdeligt. Lucy.

Hun så meget nervøs ud, og gik lige så stille hen mod os. Hvorfor havde drengene ikke sagt noget om, at hun kom!? Vreden kom frem i mig, og jeg kunne ikke styre det.

"Hvorfor fanden har i ikke sagt noget!?" Råbte jeg til drengene. Folk i restauranten kiggede nu alle på mig.

"Jeg prøvede men..." Sagde Harry, men jeg afbrød ham.

"Det er også freaking lige meget!" Argh! Hvorfor skulle jeg også lige bruge Lucy's udtryk!?

Jeg rejste mig vredt op fra stolen, og gik min vej.

 

Lucy's synsvinkel:

 

Niall var lige gået, og jeg stirrede bare tomt ud i luften uden at sige en lyd. En enkelt tåre bevægede sig ned af min kind, og den udviklede sig til flere. Lidt efter kom Liam hen, og holdte om mig.

"Kom Lucy." Han prøvede at trække mig hen til bordet, men jeg stod som forstenet på det samme sted.

"Lucy..." Jeg hørte ikke resten af hvad han sagde, men gik bare stille ud af restauranten og hjem. Drengene stoppede mig ikke, og det tror jeg var klogt af dem.

 

••••••••••••••••••••••••••••

 

"JEG HADER MIT LIV!" Råbte jeg pludselig, og kastede en pude hårdt ned i sengen. Jeg lå på min seng, og stirrede op i loftet.

"Hvad sker der Lucy?" Kom min mor brasende ind af døren. "Er du okay?"

Jeg svarede hende ikke, men stirrede bare stadig op i loftet.

"Lucy?" Prøvede hun. Hun satte sig ned viden siden af mig på min seng, og strøg sin hånd igennem mit hår.

"Lucy, du har ikke været syg i al den tid vel?"

Jeg rystede blidt på hovedet, mens tårene trillede ned af mine kinder.

"Du ved, at du altid kan snakke med mig." Sagde hun beroligende.

"Ja." Svarede jeg stille.

"Har du lyst til, at fortælle mig hvad der sker søde?" Spurgte hun opmuntrende. Skulle jeg? Jeg har jo ingen andre at snakke med, og måske har hun nogle gode råd.

"Ja." Svarede jeg stille.

Jeg fortalte hende det hele. Om Niall og jeg. Om Emmy. Alt. Og hun tog det overraskende godt. Hun virkede slet ikke sur.

"Jeg forstår dig. Du står i en meget svær situation. Men du kan ikke gøre mere. Det kræver tid. Måske opsøger Niall dig en dag, eller måske hjælper drengene dig med at finde sammen med ham igen. Jeg ved det ikke. Men du bliver nødt til at vente og finde ud af, hvad der sker, også komme videre. Kom ud og oplev noget nyt. Så lover jeg dig, at det hele nok skal gå."

"Tak mor. Det vil jeg gøre." Det var nogle gode, men triste ord. Hun har jo fuldkommen ret. Jeg kan ikke gøre mere.

Jeg blev stadig hjemme fra skole, og havde aftalt med min mor, at være det en uge mere. Jeg var kommet ind i en fase, hvor jeg var sur på alt og alle. Lige nu var det Emmys tur. Jeg tog irriteret min mobil og ringede til ham. Han tog den.

"Hej." Sagde han. Han kan for freak da ikke bare sige hej!

"Jeg er simpelthen SÅ rasende på dig!"

"Mig!?" Svarede han surt.

"Ja dig!"

"Og hvorfor lige det!?" Spurgte han.

"Ja, det tror jeg nu godt lige du ved." Svarede jeg. "Niall var mit livs kærlighed, og du har nu ødelagt det hele!"

"Det er jeg altså ked af..." Ked af? Er han ked af det over det? Jeg blev lidt roligere.

"Er du ked af det over det?" Spurgte jeg stille.

"Ja selvfølgelig er jeg det. Jeg holder jo meget af dig. Det var derfor jeg prøvede, at kysse dig men jeg kan godt se, at det var meget dumt af mig." Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. "Jeg vil godt prøve at gøre det godt imellem jer igen." Sagde han.

"Det tror jeg ikke er så smart Emmmy..."

"Du får se..." Sagde han og lagde på.

 

___________________________________________________

 

Hvad tror i Emmy har tænkt sig at gøre?

Tak til Freeyaaa som huskede mig på, at bluser hvor man kan se noget af maven hedder crop tops :-P.

Tak til alle der læser med! <3

Knuss...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...