Under my wing(Janoskians)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2014
  • Status: Igang
Den 19 årige pige Aura har del problemer I sit liv. Hendes forælder vil skilles, hendes søster døde i en bilulykke og er udsat for mobning hverdag. En dag begynder Aura, at skærer i sig selv, men der sker noget da hun møder de kendte drenge fra Janoskians. Den søde Luke tager Aura under hans vinge og begynder at hjælpe hende igennem alle hendes problemer. Kan Luke og de andre rede hende? Eller ender hun i en ond cirkel?

11Likes
5Kommentarer
662Visninger
AA

2. Prolog

Alle kendte til den smerte, som jeg pakkede i min rygsæk hverdag. Hverdag gik jeg med en indre uro, som hele tiden fortalte mig, at jeg ikke var god nok. Hele skolen kendte til min baggrund og derfor brugte de det i mod mig. De synes det var sjovt og selvom jeg snakkede med min lærer og mine forældre, så stoppede det ikke. Mine forældre havde nemlig ikke tid til at tage sig af mine problemer. Nej, de havde deres egne. Efter Miras død, havde de to højlydt råbt af hinanden nat og dag. Til tider kunne jeg ikke sove, for de kunne ikke ens om, hvem der skulle sove i deres dobbeltseng.

Mira var min storesøster. En pige, som elskede livet. Hun havde veninder, kæreste og ikke nok med det var hun god i skolen. En dag da hun var ude at kører en tur i sin nye bil, kørte hun galt. Før min søster døde havde jeg et godt liv og jeg havde ikke problemer i skolen, men efter tabet var det blevet værre. Jeg husker stadig hendes øjne og elevernes øjne, da jeg stod på skolen efter bilulykken. Alle sagde jeg var fed og jeg var skyld i min søsters død også selvom alle kendte grunden til hendes død. Det værste var at jeg troede på deres ord. Hver nat græd jeg og fortrød jeg levede og mine forældre råbte bare endnu højere for at overdøve min gråd. Sådan var det hver aften. Mine forældre havde sagt de ville skilles og det havde jeg taget tungt. I skolen sagde de endnu engang at jeg var skyld i det. Det var jeg. Jeg var ingenting. Kun en dum, lille pige, som aldrig ville få et liv. Den byrde, som jeg bare på mine skulder ville aldrig forsvinde. De ord, som sad fast i min hjerne. Ikke en af disse ting ville jeg glemme. Jeg begyndte at skærer i mig selv. Når en blodråbe faldt til jorden, kunne jeg mærke lettelsen. Jeg følte mig fri og anderledes. Unormal. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...