Under my wing(Janoskians)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2014
  • Opdateret: 26 okt. 2014
  • Status: Igang
Den 19 årige pige Aura har del problemer I sit liv. Hendes forælder vil skilles, hendes søster døde i en bilulykke og er udsat for mobning hverdag. En dag begynder Aura, at skærer i sig selv, men der sker noget da hun møder de kendte drenge fra Janoskians. Den søde Luke tager Aura under hans vinge og begynder at hjælpe hende igennem alle hendes problemer. Kan Luke og de andre rede hende? Eller ender hun i en ond cirkel?

11Likes
5Kommentarer
655Visninger
AA

3. Kap. 1

Endnu en ondskabsful latter rammer mine ører, da en af de rige snobber åbner døren til en af toiletbåsene. Jeg bedre dem om at gribe slip på mit hår, men de forsætter med holde et fast greb. En dreng lukker låget op på toilettet og 2 andre løfter mig ind i båsen. Skolens toiletter ligner et stort rod og selv skolens rengørings folk har sagt op. Endnu en latter rammer mine ører. Det bliver svagt da de første gang stikker mig hovedet ned i toilettet og trækker. De trækker mit hovedet op og griner over mit ansigts udtryk. Det var ikke rart. Hvorfor mistede jeg lige min søster? Det her kunne ikke være min skæbne. Mine tanker blev afbrudt af endnu en dæmpet lyd. Denne gang holdt de mig nede i længere tid. Jeg kæmpede for at få hovedet op af vandet, men kraften fra de to fyre, som holdt mig blev tungere. En kvalme bredte sig i min mund. Jeg troede det var sidste gang jeg skulle leve til de endnu en gang hev mig op af toilettet.

”Vær sød at stoppe” sagde jeg, da jeg endnu en gang havde fået vejret. De 2 fyre kiggede op på ham, som de kaldte lederen. Han så ned på mig og bed de to fyre om at gå. Tilbage stod lederen, som faktisk var min søsters kæreste. Han var vred på mig, fordi min søster var død. Han mente det var min skyld og hadet mig for at have slået hende ihjel. Han var sikkert for bange til at se sandheden i øjne. Jeg kunne mærke tårene presse på, da han tog fat i mit hår.

”Husk nu på, at det hele var din skyld” Han slap mit hår og forlod toilettet. Min søsters kæreste var 20 år. Der var alligevel kun 2 års forskel på min søsters kæreste og mig. En gang snakkede jeg godt med ham, men min søster endte i biluheldet og han ændrede personlighed. Alle kaldte ham Holler, fordi det mente at det var sejere at sige folk efternavn, men jeg syntes det lød åndsvagt. Han hed rigtigt Daniel. En mørk håret fyr, som var lige så dum som en blondine. Jeg rejste mig op og tørrede mit ansigt i min trøje. Jeg hørte lyden fra klokken, men jeg havde ikke lysten til at dukke op til timen. Jeg valgte derfor bare at forlade skolen uden et ord. Jeg havde ikke i tankerne om, hvor jeg skulle gå hen. Jeg havde heller ikke lyst til at tage hjem, for de 2 gamle havde kun i tankerne at skændes hele dagen. Da jeg kom ud i skolegården, ramtes jeg af en ensomhed, som ikke kunne beskrive med ord. Lige nu, havde jeg bare lyst til at lukke mig selv inde. Inde i min egen verden og den eneste mulighed var musik. Jeg valgte at gå ned til den lokale musik handler for at høre nogle cd’er. De fleste havde iPhones, som de har musik på. Desværre havde jeg ikke råd til andet end en gammel Nokia. Den holder til gengæld til alt. Det var grunden til jeg stadig lytter til musik nede i forretningen.

 

Da jeg nåede derned fandt jeg mig til rette i den stol, som jeg altid sad i. Væggene fyldt med plakater af kendte stjerne omkredset mig. De mange reoler med cd’er og de blå vægge, som gav rummet liv. Den lille tørstige plante der stod op af væggen og en masse kunder. Jeg var bare hjemme det sted. Jeg snakkede tit med de ansatte, de havde ikke så meget tid, men de gav altid tid til mig.

”Hej Aura, hvordan går det? ” Jeg svingede mit mørke hår til siden og smilede sødt til en af medarbejderne. Han var et år ældre end mig og han havde de flotteste brune øjne. Hans hår var kort og passede godt til hans rundehovedform.

”Det går som det plejer, Xander. Intet har ændret sig derhjemme” Jeg havde faktisk kendt Xander siden folkeskolen. Efter folkeskolen valgte han bare at gå en anden vej. Heldigvis kunne jeg stadig savle over ham i musik butikken. Jeg ville personligt ikke sige vi er tæt, men vi snakker tit og han kender til mine problemer.

”Aura, har du lavet noget ved dit hår? Er det blevet mørkere? ” Jeg havde aldrig fået farvet hår. Det kunne ikke falde mig ind, da min hårfarve var den samme som min søster. Mange folk siger jeg ligner hende. De mørke øjne, det brune hår og det dejlige smil.

”Du ved jeg aldrig ville farve det” Jeg grinede venligt i mens jeg kørte en hånd gennem håret. Han smilede og begyndte at sætter cd’er op på hylden. Jeg tog et par høretelefoner på og lyttede til en ny cd, som var kommet i butikken. Jeg nød lyden af stemmerne og de fik mig til at leve mig ind i min egen verden. Jeg lukkede øjne og sukkede tungt:

//Aura, Aura// En stille stemme rammer hendes ører gang. Den er svag, men stadig væk klar nok til at høre den.

”Søs er det dig? ” Aura begynder stille at træde ud i det sorte indre. Hun kan ikke se og kan ikke føle nogle væg overhovedet.

//Aura, du skal ikke give up. De kommer snart// Aura bliver ivrig og løber for den svage stemme er ved at visne.

”Hvor er du henne? Ally, jeg har brug for dig” Hun falder. Hun stopper ikke med at falde. Det forsætter bare ud i ingenting.

 

Jeg vågnede med et sæt. Den drøm havde ikke været som andre. Jeg mærkede en vibration fra min lomme og jeg tog min mobil frem. En besked fra mor:

//Hvor er du henne?//

 

Min mor brød sig ikke om at jeg hang ud ved musik butikken. Hun gad ikke at høre på mig når jeg fortalte om alt det musik jeg hørte. Jeg havde nemlig en bred musik smag og jeg snakkede altid om at gifte mig med de kendte. Jeg fortalte og hver gang bad hun mig holde mund. Hun sagde altid, at jeg burde lære virkeligheden at kende og ikke leve i min egen fantasi verden. Jeg tog høretelefonerne af og hang dem på plads. Jeg rejste mig fra den brune stol og gik mod indgangen. Jeg vinkede til Xander, inden jeg forlod butikken. Han smilede roligt og lod blikket glide tilbage til en cd, som han var meget opslugt af. Jeg sukkede tungt og valgte at gå igennem parken, som en genvej. Jeg havde stadig ikke lysten til at vende hjem, så jeg ventede lidt i parken på en bænk. Jeg rettede roligt på det lange hår og kiggede mig omkring. Jeg hev forsigtigt op i ærmet på min sweater for at se på de sår, som jeg havde givet mig selv. Hver gang jeg skar i mig selv, følte jeg at alting blev meget lettere. Jeg sukkede tungt og kørte en finger hen over sårene.

”Dit håndled” jeg så op på en fyr med mørk pjusket hår. Jeg kunne mærke mine kinder rødme og jeg så forsigtigt ned på mit håndled. Jeg trak hurtigt det sorte ærme ned over sårende igen. Jeg kunne mærke hans øjne nær studere mig. Et par fyre råbte efter ham eller jeg regnede med det var ham. De kiggede nemlig i retningen af os. Jeg kunne mærke mit hjerte banke hurtigt og mine øjne havde ikke lyst til at møde hans igen.

”Hey Luke, kommer du ikke? Ronnie venter på os i bilen” En fyr tog fat i skulderen på ham, som havde set mit håndled. Den ny ankommet fyr gav mit et koldt elevatorblik. De lignede hinanden meget. Gad vide om du var i familie?

”Undskyld, men kan vi hjælpe med noget? ” Han lød irriteret og ikke særlig oplagt til et svar fra mig. Jeg så roligt på ham, men enden jeg nåde at svare fik den anden fyr lukket munden på ham.

”Beau, slap af. Undskyld, tag dig ikke af ham. Jeg hedder Luke” Fyren rakte hånden frem og smilede sødt. Hans mørke øjne skinnede og hans smil bredte. Jeg så roligt på ham, men jeg kunne ikke bringe et smil frem på mine læber. Der var noget ved ham, som jeg ikke kunne tage.

” Undskyld, jeg skal hjem” Jeg rejste mig op og gik forbi de to drenge. Luke var den første person, som nogensinde havde set mine sår på mit håndled og jeg kendte ikke engang fyren. Et stykke bag Luke og hans ven stod de andre fyre og så nysgerrigt på mig.

”Vent lidt. Jeg har ikke fået af vide hvem du er” Jeg stoppede op ved siden af de andre drenge og svingede rundt på mine hæle.

”Det får du heller ikke af vide” råbte jeg vredt og rakte tunge af ham. Drengene begyndte at grine højlydt og jeg vendte mig om for at forlade de grinende drenge. Lige meget hvilket ord de råbte efter mig, vendte jeg mig ikke om. Jeg havde ikke tid til at snakke med de pæne, skønne og dejlige fyre. Nu fortrød jeg, at jeg ikke havde sagt mit navn. Min mor blev nok sur, hvis jeg ikke kom hjem, så jeg kunne ikke vende mig om.

 

 

                                                                                                 ***

Da jeg kom ind i mellemgangen til vores lejlighed, hørte jeg råb og skrige. Inde i stuen stod min mor og far og skændes. Min far havde flere gange slået min mor og selvom han gjorde det meldte hun ham ikke. Jeg sukkede tungt og stillede min taske i gangen. Med rolige og afslappende skridt nærmede jeg mere og mere de 2 forældre. Jeg stoppede op og for første gang havde jeg løst til at svare dem igen. Det havde jeg aldrig gjort.

”Mor, Far. Har i glemt i har en datter? En datter, som faktisk elsker jer? ” De 2 voksne stoppede med at skændes og så over på mig. Jeg åndede lettet ud.

”Selvom i mistede søs er jeg har stadig. Hvis i vil skilles er det fint. Så slipper jeg for den ene af jer” Jeg sukkede tungt og gik ind på mit værelse. På væggene af mit værelse hang der en masse plakater af forskellige idoler. I vindueskarmen stod en visen plante. Jeg satte mig ved det hvide skrive bord og tændte min Mac book. Jeg søgte på youtube og fandt de youtubere, som alle så. De sammen. I mens jeg gik deres videoer igennem faldt jeg for en speciel video. Janoskians. De drenge virkede velkendt. Det var nemlig de drenge jeg havde mødt tidligere på dagen. Hele aften sad jeg og fandt information om dem og fandt ud af, hvem min yndlings var. Det var tydeligt at det ikke mindre var drengen Luke. Desværre ville jeg ikke have nogen chance. De havde hverken mit navn eller noget andet. Ville jeg nogensinde se dem igen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...