My wingman

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2014
  • Opdateret: 15 jan. 2015
  • Status: Igang
Amy Simpson, Justin Bieber og Ryan Butler har været bedste venner i godt og vel 14 år. De kender til alle hinandens hemmeligheder og elsker hinanden meget højt, dog kun som venner. Hver eneste aften, den ene har brug for en flirt, sex eller mere, så tager de sammen ud i byen for, at hjælpe hinanden med at score en. Men hvad sker der, når Justin får følelser for Amy? Ifølge "The Golden Wingman", må man ikke bryde reglerne ved at være sammen. Bliver Justin's følelser forstærket når de igen, skal spille kærester til deres fædres virksomhedsfest (Justin er ikke kendt).

144Likes
123Kommentarer
26749Visninger
AA

23. Kap. 22 - Hvorfor kyssede du mig

Justin's synsvinkel

"Nu holder du din kæft, er du med", sagde jeg med en hård tone og tog fat i hans krave på trøjen. Han grinede håndende og smilede flabet til mig, "hvorfor? jeg siger bare sandheden", svarede han vredt og skubbede mig tilbage, så jeg slap hans trøje.

Jeg kunne simpelhen ikke holde den lille nar ud, nu skulle han kraftedme få. Jeg knyttede mine næver og før jeg vidste det, slog jeg ham utallige gange i ansigtet og maven. 

"Så hjælp dog Chris en eller anden", hørte jeg Susan råbe. Jeg blev bare mere vred af hendes skinger stemme, hvilket gjorde, at jeg fortsatte med at slå ham. 

"Justin, nu stopper du", sagde en bekendt stemme, hvor jeg efterfølgende blev skubbet tilbage og landede på jorden. Jeg kiggede op og så min fars vrede blik. "Du skulle komme tilbage for, at undskylde. Ikke slå", råbte han arrigt og fægtede med armene.

Jeg spændte i kæben og rystede lidt på hovedet, "for hvad? det eneste du tænker på, er kraftedme din udstråling. Din fucking uperfekte familie skal spille så fine og alt det, de ikke er. Jeg gider ikke det pis mere", svarede jeg surt og rejste mig op. 

Min stillede sig mellem min far og jeg, og lagde en hånd på mit venstre bryst. "Justin. Gå op på dit værelse med Amy. Hvis du intet godt har at bringe, så bliv væk og hold så op med at sige sådan noget sludder", vrissede hun skuffet. Jeg fjernede hendes hånd fra mit bryst og så ned på Chris, der lå bevidstløs. Susan havde desuden sat sig ned til ham.

Jeg rettede på mit trøje og fnyste, "fint", svarede jeg lavt og drog over mod elevatoren. Jeg kunne høre nogle trin gå efter mig og jeg var godt klar over, at det var Amy. Man kunne høre det på hendes stilletter. De havde jo den klik klak lyd.

Vi kom ind i elevatoren og jeg trykkede hurtigt på knappen, som førte os op til vores etage. Dørerne lukkede, i takt med at jeg stirrede koldt ud i vejret. "Hvad fanden er der galt med dig?", mumlede hun surt. Jeg blev irriteret over, at hun hele tiden skulle blande sig, som om hun var min mor.

"Hold dog kæft", bad jeg snerpet og lagde mine hænder ned i lommerne på bukserne. Dørerne gik op og Amy løb nærmest ud af elevatoren. Hun fik åbnet døren til værelset og vendte sig om, så hun kunne se mig. "Du er fandeme for latterlig. Jeg har ikke gjort andet end, at støtte dig eller hjælpe dig. Bare fordi, at du er sur på en, så lader du det gå ud over alle", sagde hun surt, men lavt, dog ikke så lavt, at jeg ikke kunne høre det.

"Hjulpet mig? Du har bare været ligesom min far Amy", fastslog jeg og kastede mig ned i sengen. "Hvis det er sådan du ser på tingene, så fint. Det er sgu heller ikke min skyld, at du ikke kan tænke længere end dine egne fingrespidser", svarede hun flabet og lagde sig også ned i sengen. 

Jeg orkede egentlig slet ikke, at diskutere med hende og hendes følelser for mig kunne heller ikke udvikle sig, hvis jeg var sådan her. Men hun irriterede mig satme meget lige nu, det var sgu da hende, der slet ikke kunne tænke man. 

"Du kan tale til mig igen, når du har fundet en ordentlig tone. Jeg finder mig ikke i den måde, du snakker til mig", mumlede hun bestemt. "Hey hey...undskyld", nærmest hviskede jeg, mens jeg kørte mine hænder igennem mit hår. 

Hun svarede mig ikke, hvilket fik mig til, at hive i hendes arm, så hun så på mig. Hun sendte mig et koldt blik og sukkede tungt. "Det har bare været en helt igennem lorte dag", indrømmede jeg og smilede skævt. Hun grinede kort og nikkede enig. "For en gangs skyld, giver jeg dig ret", fniste hun og smilede. 

Hun rystede lidt på hovedet, hvilket medførte, at noget af hendes hår røg ned i hendes ansigt. Jeg var ikke langsom til, at fjerne det. Jeg lagde det bag hendes øre og placerede derefter min hånd på hendes kind. Hun lå bare og smilede så bedårende til mig og det var bare hendes helt fantastiske smil. 

Jeg lænede mig ned mod hende og pressede mine læber på hendes. Jeg nød det fuldt ud, men blev stoppet, da hun skubbede mig væk. Hun satte sig hurtigt op og sendte mig et forvirret blik, "Jus? Hvad laver du?", grinede hun en smule undrende.

Jeg trak hurtigt på skuldrene, "jeg havde bare lyst", indrømmede jeg nervøst. "Jamen...det kan du ikke bare gøre", fastslog hun og lagde sig ned igen. Det lød ikke som om, at hun blev sur over det, men tog det med et smil. Var det ikke positivt? eller? "Det gjorde du da", pointerede jeg og hentydede til festen.  

Hun slog mig kort på armen, "det var slet ikke det samme. Der var en sammenhæng, men ikke her", sagde hun og grinede kort. 

♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...