My wingman

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2014
  • Opdateret: 15 jan. 2015
  • Status: Igang
Amy Simpson, Justin Bieber og Ryan Butler har været bedste venner i godt og vel 14 år. De kender til alle hinandens hemmeligheder og elsker hinanden meget højt, dog kun som venner. Hver eneste aften, den ene har brug for en flirt, sex eller mere, så tager de sammen ud i byen for, at hjælpe hinanden med at score en. Men hvad sker der, når Justin får følelser for Amy? Ifølge "The Golden Wingman", må man ikke bryde reglerne ved at være sammen. Bliver Justin's følelser forstærket når de igen, skal spille kærester til deres fædres virksomhedsfest (Justin er ikke kendt).

144Likes
123Kommentarer
26773Visninger
AA

18. Kap. 17 - Juliet og Pattie

Justin's synsvinkel  

Amy og jeg stod inde i lobbyen ved disken for, at få noget information om, hvilket hotel værelse vores mødre boede i.   "Kan jeg hjælpe den næste", sagde en kvindelig stemme.

Jeg mærkede et greb om mit håndled og blev trukket med henimod kvinden af Amy.   "Ja, vi vil bare høre, hvilket værelse Pattie Mallette og Juliet Simpson har værelse", sagde Amy og sendte ekspedienten et smil.  

"Øhm, vi kan desværre ikke udlevere sådan nogle informationer", svarede kvinden med et flabet smil. Jeg kunne føle, at det ikke kun pissede mig af, at hun svarede os sådan.  

Amy begyndte og grine, og slog sin hånd med på disken, nu ville hun lave sin berømte lektion, som altid. "Nu skal du høre her...", begyndte hun og lænede sig over disken for, at læse kvindens navneskilt, "Mia".  

"Justin og jeg skal til vores fædres jubilæumsfest og skal skynde os op til vores mødre. Det kan simpelhen ikke passe, at selv deres egne børn ikke kan få skide svar på, hvilket værelse, deres forældre bor på", råbte hun lidt arrigt og slog endnu engang hænderne på disken.  

Mia, som ekspedienten nu hed sank en spytklat og rettede på sit slips, det var noget der hang med på hendes uniform. "Jeg..jeg kan P..", "ja gør du hellere det", afbrød Amy hende irriteret.  

"Amy...rolig nu", sagde jeg stille og trak hende ind til mig, da jeg godt kunne se, at det skræmte den såkaldte Mia.  

Amy trak sig ud af mit greb, "nej, det kan sgu da ikke passe, at hun bare kan slippe afsted med det der", udbrød hun vredt og pegede på Mia. Jeg sukkede og hev hende endnu engang ind til mig, "hold kæft", grinede jeg og kyssede Amy på panden.  

Jeg kunne høre, at hun sukkede i krammet. "Mia, kan du ikke skynde dig lidt", bad jeg med en sød tone og smilede. Hun skyndte sig at nikke og tastede et nummer ind på telefonen. Lad os håbe det ikke var sikkerhedsvagten.  

Efter lidt tid smed hun røret på og smilede til mig, "Juliet Simpson sagde, at hun havde bestilt værelse til jer lige etagen over dem. Deres værelse er 538 og jeres mødres værelse er 468 og 476", informerede Mia os og rakte mig en nøgle, hvor der sjovt nok stod 538. Hvorfor havde de bestilt er værelse til Amy og jeg? Vi boede jo tæt på?    

"Tak for hjælpen", vrissede Amy surt og hev nøglen ud min hånd, hvor hun efterfølgende gik mod elevatoren. Jeg fulgte efter hende og nåede med ind i elevatoren.  

"Hvorfor var du sådan overfor hende?", spurgte hun fornærmet med krydsede arme. "Er du da jaloux?", grinede jeg drilsk. Jeg så Amy smile, "du var lidt lun på hende?", udbrød hun med et stort smil klistret på læben.  

Jeg skyndte mig, at ryste på hovedet, "hvad? Nej", fastslog jeg højt og trykkede på tallet 7 inde i elevatoren, så elevator dørerne lukkede.  

“Hvorfor trak du mig ellers væk på den måde? Du plejer, at lade mig råbe og skrige lungerne ud”, konstaterede hun undrende og skød sit ene øjenbryn i vejret.   

Jeg sukkede og begravede mit ansigt i mine hænder, “kunne du ikke se, at hun var skræmt?”, spurgte jeg dumt og sendte Amy et seriøst blik. Hun nikkede hurtigt, “jo, det burde hun også være”, indskød hun koldt og kiggede på nummer viseren, der viste en, hvilket etage man var på.   

“Hun var jo nærmest ved, at ringe til sikkerhedsvagterne”, pointerede jeg og iagttog Amy gå ud af elevatoren. “Jaja, men lad os bare glemme det så”, sagde hun håbeløst og grinede. Jeg nikkede enig, da det var rimelig latterligt at snakke om.   Vi nåede endelig ud foran en af vores mødres døre, vi vidste ikke hvem der havde hvilket nummer, men bare numrene. “Hvilke nummer værelse havde de nu?”, spurgte Amy nysgerrigt og så rundt på alle dørene.   

“468 og 472 tror jeg”, svarede jeg usikkert og lagde hænderne i lommen. “Det her er 462, så det må være et par enkle døre ned ad”, sagde hun og satte tempoet lidt op.           

Vi stod ude foran værelse nummer, 468. Amy satte en knyttet hånd op og bankede på døren med 2 slag. Jeg smilede stort, da jeg så min mor komme til syne, "Hejsa", udbrød hun glad og trak Amy ind i et kram, derefter mig.

"Hvordan har i det?", spurgte min mor nysgerrigt og iagttog os tage jakker & sko af. "Super dejligt, er det her dit værelse?", kom det spørgende mig, mens jeg kiggede rundt. Min mor nikkede hurtigt, jeg skal dele værelse med din far, men det er i orden", svarede hun sødt.

Mine forældre var som sagt ikke sammen længere, og var blevet skilt, da jeg var helt lille. 

"Hvad med min mors og fars?", spurgte Amy undrende og satte kurs mod den lille stue, der bestod af et tv, en sofa og et sofa bord. Jeg satte mig ved siden af hende og lænede mig godt tilbage i sofaen. "Juliet kommer ind om lidt, hun ville faktisk hente jeres tøj", svarede min mor og satte sig i single stolen, der lå ved siden af terrasse døren. 

Efter lidt tid, hørte vi en banken på døren. "Jeg åbner", sagde min mor og gik henimod døren. Jeg nikkede forstående og skuede over til Amy, "er du klar til showtime", sukkede jeg og gned mig i øjnene. Jeg hørte også hende sukke, hvor der efterfølgende sneg en hånd ned til min. Jeg flettede vores fingre og satte mig tættere på Amy. 

♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥

Nu skal Justin og Amy til, at spille kærester....Hvordan tror i det kommer til, at gå denne gang?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...