Can you hear me?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2014
  • Opdateret: 24 okt. 2014
  • Status: Igang
”Ok no his gif makes me think of like an alternate reality where Michael died somehow, maybe a freak accident, but when Luke is on stage performing. He looks over his shoulder to where Michael used to stand and sees his ghost standing there reassuringly strumming his g host guitar and reminding him to keep making music even though he wasn’t there anymore.”

6Likes
8Kommentarer
452Visninger
AA

2. Goodbye my friend, may you rest in peace.

Har du prøvet at fortryde noget så inderligt, at du kunne drømme dig væk til et andet sted, hvor det ikke var sket? Har du prøvet at savne nogen så meget, at det gjorde dig fysisk ondt? Det har jeg. Mit navn er Luke. Luke Hemmings. I kender mig måske fra bandet 5 seconds of summer.

For lidt under en uge siden var der en ubehagelig ulykke på en motorvej i London. Jeg sad i førersædet, med Michael ved min side. Som så mange andre steg det at være kendt os til hovedet. Vi troede vi kunne alt. Det inkluderede også at drikke og køre derefter. Vi var godt fulde, da vi valgte at køre hurtigt på en motorvej. Det regnede, hvilket gjorde vejene glatte. Jeg kunne ikke styre bilen og vi kørte galt. Jeg kan ikke huske meget fra ulykken. Det er kun brudstykker, der af og til dukker op. Det er ubehageligt. Jeg prøvede at få kontakt til Michael, da vi sad i bilen efter styrtet, men jeg kunne ikke få kontakt. Det kan jeg huske.

Vi plejede at hade hinanden, ham og mig. Det er mange år siden, men jeg kan stadig huske det. Det er utroligt, at noget så grufuldt som had, kan forvandle sig til venskabelig kærlighed. Jeg er glad for, at bandet bragte os sammen, os alle fire.

Det er kort tid siden Michael døde. Vi stoppede koncerterne. Vi stoppede vores tour og valgte i stedet at lave en stor koncert. Vi vil give vores fans den sidste mulighed for at se os. Der er intet 5 seconds of summer uden os alle 4. Slet ikke uden Michael. Det var ham, der fandt på navnet.

---
”Luke!” Nogen råbte mit navn. Havde jeg nu siddet i mine egne tanker igen? Jeg havde ikke været mig selv siden Michaels død. Jeg kunne ikke stoppe med at tænke på ham. Når vi skulle øve var der helt stille. Intet ville blive som før, det vidste jeg. Jeg havde en skyldfølelse, for hvorfor skulle jeg overleve, når han ikke skulle? Jeg ville ønske han.

”Luke forhelvede! Der er en time til vi skal på scenen.” Det var Ashtons stemme. Jeg havde siddet i mine egne tanker i længere tid end regnet med. Jeg fik rejst mig op og gået over til det lille køleskab vi havde. Jeg fandt en redbull frem, en ting vi altid drak inden vi gik på scenen. Alt det her mindede mig om Michael og hans død. Jeg holde blikket på Ashton, så jeg ikke gik ind i mine egne tanker igen. Der var ingen nytte i at sidde og stirre ud i luften.

Da han døde, brød helvede løs. Ikke nok med, at vores fans var oprørte, så fik jeg også hate. Mange så det som min skyld, at han døde. Det var ikke nok, at jeg havde lagt skylden på mig selv, andre skulle også. Vi havde mistet mange fans på det stunt.
Der lød et klik fra min redbull, da jeg fik den åbnet. Jeg kunne høre brussen, der forsøgte at komme op fra det lille hul. Jeg havde ikke lyst til at spille den koncert. Det ville være den første og sidste koncert efter hans død. Efter Michaels død. ”Hey Luke, prøv ikke at tænk’ på det.” Calum lagde sin hånd på min skulder og så på mig. Hans øjne viste medlidenhed, men jeg kunne kun få det til skyld. Jeg tog en stor slurk af dåsen i håb om, at den ville kvikke mig lidt op. Selvom koncerten skulle være stille og rolig, skulle jeg ikke være død for hele omverdenen. Jeg blev nødt til at være bare lidt frisk. Vi havde valgt at give en kæmpe koncert til ære for Michael. Vi havde valgt at spille alle hans ynglings sange og havde endda valgt at tage hans stemme med. På playback dog.  Der var intet andet at gøre.
Koncerten blev solgt ud trods alt det hate, der var kommet i mod mig, i mod bandet.

Jeg nikkede til Calum. Jeg måtte socialisere mig på en måde. Jeg måtte vise, at alt var fint, selvom det ikke var det. ”Vi skal varme stemmerne op.” Ashton kom over til køleskabet og tog selv en redbull. Vi satte os alle tre i de to tomands sofaer, der stod i rummet. Calum ved siden af mig og Ashton over for os. Der var stille. Ingen sagde noget. Vi prøvede at hygge os, selvom det ikke var muligt. Jeg måtte sige noget. ”Skål… For Michael.” Min stemme var svag, jeg prøvede at gemme de sidste kræfter til i aften. Jeg løftede min dåse og det samme gjorde de andre. Vi skålede. Drak derefter ud.

Jeg havde valgt aldrig at drikke igen. Jeg ville ikke drikke alkohol, da det bar noget af skylden for hans død. Jeg var dum at køre, det ved jeg. Desværre var det Michael, der skulle lade livet for min dumme fejl.

Jeg kom i tanke om en fest.

Vi havde drukket. Michael havde grønt hår. Alt var fedt og sjovt. Vi var lige brudt igennem og var på vej op i vores karriere, inden for musikken. Vi havde valgt at fejre det. Vi alle fire var ved at være godt fulde.

Michael lænede sig ind mod mig og kyssede mig på kinden. Det morede mig. Bromance.

Jeg valgte at varme stemmen op sammen med de andre. Vi gik ud fra lokalet, tog vores instrumenter og begav os mod indgangen til scenen. Selvom jeg ikke ønskede dette – for det var det endelige farvel til Michael – så var jeg spændt. Jeg havde altid elsket koncerter og at stå på en scene. Det havde vi alle fire. Det her var måske sidste gang vi nogensinde gjorde det igen. Mit hjerte gjorde ondt. Der var den fysiske smerte igen. Den ville ikke gå væk. Det var som om, at den var til for at huske mig på noget… men jeg vidste ikke hvad. Vi kom alle tre gående ind på scenen, eller jeg haltede ind på scenen. Mit ben var brækket. Der var ingen hoppen og ingen skrigen som altid. Ingen af os havde lysten til det. Alligevel skreg et par fans. De fleste hyldede dog Michael.

Jeg er Michael evig taknemmelig. Jeg er ham taknemmelig, at han gav mig en chance. Vi er to vidt forskellige mennesker, men alligevel kom vi overvens. Først efter hans død indså jeg, hvor bange jeg var for at miste nogle af de bedste mennesker i verdenen. Jeg var bange for at miste de tre drenge i midt liv, Ash, Mike og Cal. Det skete med en af dem.

Vi stillede os op på vores pladser. Jeg forrest med Calum til venstre, et eller to skridt bagud. Ashton havde sat sig bag trommerne med en mikrofon.

Jeg kunne ikke græde. Jeg savnede ham, men hvad kunne jeg gøre? Det hele føltes så ulideligt. Jeg kunne ikke komme ud med mine følelser. Ikke engang om natten, nej. Ej om natten kunne jeg græde. Min mor forstod ingenting, hende jeg altid havde været så tæt. Det var venskab.

Michael hjalp mig igennem så mange svære tider. Han hjalp mig igennem min generthed. Selvfølgelig slipper jeg aldrig helt af med den, men jeg lærte at acceptere mig selv. Jeg lærte at acceptere den jeg er. Uden ham ved min side ville jeg aldrig have stillet mig op på en scene og sunget. YouTube er noget helt andet end en scene. At synge ind i et kamera … Bliver det dårligt kan det altid slettes. Jeg savner dig, Michael.

”Hey Guys!” Sagde Ashton ind i en mikrofon, så vores fans kunne høre det. De havde været hjælpsomme nogen af dem. Det var der man kunne se de var familie og ikke fans. Der vil altid være nogle haters, nogle der skriver grimt til en. Men de fleste var været forstående, også selvom jeg sad i bilen med ham. Jeg brækkede kun benet. Det er utroligt, at jeg slap så billigt og han skulle dø.

”Som i ved er denne koncert for Michael, en dreng der altid vil blive husket.” det var Calum, der snakkede. De var alle triste, men de var bedre til at holde det inde. Hvor ville jeg ønske, at jeg var stærkere. Det var min tur til at snakke nu, men jeg var bange. ”Vores første sang er en, som vi ved han elsker. The only reason. Vi gjorde os klar, kiggede på hinanden, hvorefter vi nikkede godkendende.

Vores program for den aften var både vores egne sange, men også covers. Vi havde valgt lidt af hvert, men mest af alt sange Michael kunne lide.

How we gonna fix this?
How we gonna undo all the pain?
Tell me, is it even worth it?

Jeg formåede at synge med under hele sangen, selvom det var hårdt. Jeg stod og stirrede ud i luften. Jeg havde ikke lyst til at kigge til siden, jeg var bange for at se mod den side, hvor Michael altid stod. Vores sange gav så meget mening nu. I hvert fald nogle af dem. Det var ikke kærlighed til en kvinde, men kærlighed til Michael. Vi savnede ham alle sammen. Ikke kun os tre på scenen, men hele familien i rummet. Der var en tyk aura af tristhed. Jeg var bange for at fans ville græde, for så vidste jeg, at jeg ikke ville kunne holde mine tårer inde.

Vi valgte et cover bagefter. En sang Michael og jeg havde sunget før og lagt på YouTube. If it means a lot to you. Vi startede ud med at vise starten af videoen. ”Hey this is Michael.” Sagde Michael, mens han pegede på mig. Hvorefter han rettede det og sagde. ”I’m Michael, this is Luke.” Jeg elskede det. Jeg havde altid elsket det. Vi startede sangen derefter. Videoen blev ved med at køre i baggrunden, men uden lyd.

I can’t wait through everything
Is this really happening?
I swear I’ll never be happy again.

Alle sangteksterne begyndte at give mening. Alle de sange vi havde sunget, der var mindst tre sætninger, der gav mening omkring hans død. De beskrev mine følelser. Det var ubehageligt, at noget så simpelt som sangtekster kunne beskrive.

Først da vi havde spillet halvdelen af vores program lagde jeg mærke til, at jeg mentalt ikke var til stede. Jeg var lukket ned og tænkte kun på at få det her overstået. Jeg nød slet ikke musikken. Jeg var bange for at græde, jeg var bange for at virke svag over for de fans, der stod nede foran. Jeg blev jo nødt til at være stærk for deres skyld. De så op til mig, op til os. Vi var deres stærke side.

”Holder I ud?” Kom det fra Ashton. Han var svedig, selvom det hele var roligere end normalt. Der var lukket mange mennesker på et sted, så det blev hurtigt for varmt.

Thank you for all you’ve done, forgive all your mistakes
There’s nothing I wouldn’t do to hear your voice again
Sometimes I wanna call you but I know you won’t be there

Vi havde valgt at synge en sang af Christina Aguilera, trods vi vidste den ville være utrolig svær. Vi blev nødt til at ligge den ned, da jeg ikke kunne ramme de høje toner. Vi lavede vores egen version af den. Gjorde den til vores egen, ligesom Michael ville have gjort.

I can’t remember the last time I saw your face
I feel so lonely when I’m in a crowded space
You left me without direction

Jeg kunne mærke tårerne presse sig på. De tårer som jeg ikke kunne komme af med før. De løb endelig ned ad mine kinder. Jeg hulkede ikke, jeg græd lydløst, hvilket gjorde det lidt lettere for mig at synge. Teksten gav så meget mening. Jeg savnede ham. Jeg følte mig alene her på scenen, selvom jeg havde to af mine bedstevenner ved min side. Jeg manglede bare den ene. Hele rummet var fyldt med fans, med familie, men det hjalp ikke. Ikke alle var her. Michael var her ikke. Jeg ville ikke synge mere, ikke uden ham.

Jeg vendte mit hoved mod siden, i håb om at Michael var der. I håb om, at det hele blot var en ond drøm. I få sekunder stoppede mit hjerte og jeg glemte teksten. Jeg stod helt målløs og så mod siden. Det der ikke burde være muligt var sket. Michaels skikkelse stod ved min side og spillede. Han sang. Han hjalp mig igennem. Han sang den tekst som jeg burde og selvom det ikke burde være muligt kunne jeg høre ham. I’m coming because I need to find you. Jeg begyndte at synge videre, jeg fortsatte sammen med musikken. Michael var ved min side en sidste gang. Jeg havde lyst til at stoppe, lyst til at skrige. Jeg havde lyst til at fortælle ham, at han ikke måtte forlade mig igen. Jeg ville have ham ved min side hele livet. ”I was born with the music inside me.” Michael snakkede. Jeg kunne høre ham tydeligt, selvom hans stemme var svag. Det var som en drøm. ”Music was one of my parts. Like my ribs, my kidneys, my liver, my heart. Like my blood. It was a force already within me when I arrived on the scene. It was a necessity for me  - like food or water.” Som han sagde det kom det op på storskærmen bag os. Calum havde set det og jeg sværger, at jeg kunne høre hans kæbe falde. Det var ikke planlagt. Det var ikke noget vi havde valgt skulle komme op. Michael gjorde det.

Han kom til mig, da jeg valgte at stoppe med musik. De gange jeg havde tænkt på at droppe det hele var det ham, der gav mig smerte for at huske på, hvad vi stod for. Jeg var sikker på, at det var ham, der gjorde det. Jeg var sikker på, at det var hans budskab. Vi skulle blive ved med at lave musik. Jeg vendte mit hoved fremad og begyndte at synge. Jeg sang med mine lungers fulde kræft for at komme ud med et budskab. Michaels budskab. Jeg var klar til at give slip, også selvom jeg ikke ønskede. Tårerne stoppede ikke. Publikum græd med mig. Alle græd med mig. Michael havde påvirket os på ingen andre måde end godt.

 

Goodbye my friend, may you rest in peace. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...