Can you hear me?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2014
  • Opdateret: 24 okt. 2014
  • Status: Igang
”Ok no his gif makes me think of like an alternate reality where Michael died somehow, maybe a freak accident, but when Luke is on stage performing. He looks over his shoulder to where Michael used to stand and sees his ghost standing there reassuringly strumming his g host guitar and reminding him to keep making music even though he wasn’t there anymore.”

6Likes
8Kommentarer
453Visninger
AA

3. Finally goodbye

Note; I må undskylde, at jeg ikke har publiceret det sidste kapitel før nu. Jeg har ikke haft tid og samtidig har jeg slet ikke vidst, hvad fanden jeg skulle skrive. Men nu er det her!

___________________________________________________________________________________

Vores karrierer gik langsomt fremad efter Michaels død. Vi var alle mærket af, at Michael ikke var en del af bandet mere, men alligevel blev vi ved. Vi ønskede at spille og Michael havde ønsket det. Der var gået et år siden Michaels død og jeg var sikker på han ikke var her mere. Michael var gået ind i lyset, som jeg ville kalde det. Han var i himlen og havde fundet ro. Det var selvfølgelig dejligt, men jeg savnede ham. Jeg vil aldrig glemme den aften, hvor jeg så hans spøgelse på scenen ved min side. Jeg ville ønske det skete ved hver evig eneste koncert.

Som sagt var det et år siden hans død og vi havde valgt at lave noget som minde for ham igen. Det blev ikke til en koncert denne gang, da vi allerede havde en tour i gang. Vi havde valgt at lave noget for Australiere, da de havde været der for os hele vejen igennem lige fra starten. Folk fra hele verdenen kunne komme, men vi vidste det ville blive begrænset med folk udefra, da transport og hotel ville være dyrt. Jeg var lige glad med, hvem der var der. Jeg følte bare, at jeg måtte være der. At alle tre måtte være der.

 

Jeg kunne høre Lukes grin, efterfulgt af en mumlen, der skyldes alkoholen i hans blod. Jeg var lykkelig. Jeg havde en af de bedste ved min side og vi havde det sjovt. ”hendes ansigt, da du afviste hende!” sagde jeg og jeg kunne høre Lukes grin bagefter. Det var mørkt på gaden og vi sad i bilen sammen. Jeg var på passagersædet ved siden af Luke, der kørte bilen. Vi tænkte ikke på, at dette kunne gå galt. Det var som om, at vi kunne alt. Hvad vi havde fået at drikke vidste vi ikke, vi vidste bare, at det var noget, der slog hårdt. Jeg kunne ikke huske, at jeg havde drukket meget. ”du skal ikke spille hellig Michael. Du afviste selv en del!” sagde Luke til mig og så mod mig. Det blev grønt og Luke så ud på vejen. Han satte bilen i gear og begyndte at køre. Vi gjorde alt, som vi normalt ville. Vi kørte som man skulle, vi var lovlige – hvis man lige så bort fra alkoholen.

Jeg kiggede på Luke og lige pludselig blev hans ansigt lyst op. Få sekunder efter støtte en lastbil ind i os med fart på. Jeg kunne føle smerten, som jeg følte den dengang. Jeg gik ud som et lyst.

 

Jeg vågnede op med sved driblende ned over min pande. Hvorfor havde jeg haft den drøm? Hvorfor havde jeg drømt om ulykken, men set fra Michaels side? Det gav mig kvalme og den voksede bare ved tanken om det. Jeg havde regnet med, at det hele ville være væk for nu, men nej. Jeg skulle tortureres. Noget inde i mig var usikker på om Michael havde fundet fred, for hvorfor skulle jeg have mareridt som dette, hvis han havde fundet fred? Jeg kendte til mareridt som denne, men det her var så anderledes, så jeg vidste noget var galt. Jeg rejste mig fra sengen og skyndte mig ud mod toilettet. Kvalmen steg og jeg var sikker på, at jeg snart ville kaste op. Jeg nåede ud til toilettet, som jeg knælede ved, inden jeg tømte hele mit maveindhold ned i det. Det var ulækkert. Jeg havde altid hadet at brække mig. Jeg følte mig på en måde heldig. Jeg var heldig, at jeg knap nok havde noget mad i maven. Det eneste, der kom op var noget gult.. ulækkert. Jeg lagde mig ned ved siden af toilettet mod de kolde fliser og lukkede øjnene. De gjorde mig kold, men jeg var ligeglad. Det var hvad jeg havde brug for lige nu. Tårerne pressede sig på. Først nu lagde begyndte jeg at tænke over drømmen. Den var ikke rar. Det var aldrig rart at blive mindet om, at michael ikke var her mere. Man regner med det bliver lettere at leve med, men svaret er nej. Savnet vil aldrig blive mindre, man lærer bare at lukke det ude i en vis tid, indtil man bliver for svag og skal ud med gråden igen, al sorgen.

 

Det føltes som kort tid, inden jeg åbnede øjnene igen, men i det fjerne kunne jeg høre mit vækkeur, der stod inde i soveværelset. Jeg vidste, at jeg var faldet i søvn på de kolde fliser. Jeg kunne mærke, hvor kold jeg var. Jeg frøs. Jeg satte mig op og så rundt. Jeg havde det fint nu. Jeg havde ikke kvalme mere og jeg havde ikke behov for at kaste op. Jeg fik rejst mig og gik mod soveværelset. Jeg måtte slukke for alarmen. Som jeg kom tættere på soveværelset begyndte alarmen at blive højere. Det skreg i mine følsomme øre, der havde svært ved at lukke lyden ude efter søvnen. Jeg kom ind og slukkede for alarmen. Klokken var 7. Det var alt for tidligt. Jeg havde lyst til at sove videre, men der var så meget jeg skulle nå. Jeg har ikke just haft meget fritid efter vi blev kendte.

 

Det svimlede for mine øjne. Jeg havde det stadig skidt, men jeg kunne ikke droppe dagen. Jeg slukkede vækkeuret og fik langsomt taget tøj på, inden jeg satte mig på sengen. Jeg var ikke rask. Jeg vidste, at det var bedst at blive hjemme, men det var ikke en mulighed. Vi havde så meget at gøre, at der ikke var tid til at blive syg. Jeg kunne ikke melde mig syg, når nu vi havde sådan en vigtig begivenhed i gang. Vi skulle alle være der til at mindes om ham, men det var ikke hvad jeg ønskede. Jeg ønskede blot at ligge hjemme i min seng, med Michaels ynglings is, se videoer og mindes om ham den vej. Jeg havde ikke lyst til det store.

Kvalmen kom igen, så jeg valgte at ringe til manageren. Jeg kunne ikke gå sådan her hele dagen. Det ville ikke være acceptabelt.

 

Jeg sov i en time igen, hvor ubehagelige drømme blev til rare drømme. Michael var kommet i min drøm. Han snakkede til mig. ”Det er godt du gør, hvad du føler for. Jeg takker for at have haft dig i mit liv.” Derefter var jeg vågnet op med en ubehagelig følelse i brystet. Jeg var syg, men det var ikke det. Jeg følte tomhed. Jeg følte, at jeg manglede noget. Det var en ting jeg ikke havde følt det hele år. Michael var her ikke mere. Det kunne jeg konkludere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...