ses på den anden side

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2014
  • Opdateret: 29 maj 2016
  • Status: Færdig
En lille rørende fortælling, om at give slip- det sidste farvel.

0Likes
0Kommentarer
152Visninger
AA

2. Se på mig - historien

 

”Se på mig! ”

Min stemme bliver stærkere og jeg mærker en sær vrede suse rundt i min krop.

”Se på mig far! ”

Han kigger på mig, men hans øjne virker meget fjern. Fra dengang jeg var fem år, og jeg sad på min fars skulder, og han løb rundt med mig i haven. Den tid hvor alt var en leg. Den tid hvor alt var let og ingen bekymringer var. 

”Kig ordentligt efter far”

Min stemme knækker sammen, og jeg kan mærke tårende presse på. Han kigger på mig, men hans blik lyser af tomhed. En verden af mørke. Mørket som binder ham fast. Fast til tomrummet. Jeg mærker noget vådt trille ned ad min ene kind. En tåre. En tåre der bliver til flere. Så mange så det ikke er til at stoppe.

”far”
han rækker en hånd ud mod mig, og jeg tager hurtigt og blidt fat i den, og har ikke tænkt mig at give slip. Hvis jeg gør, så falder han sikkert tilbage til tomrummet, og så er chancen spildt.

”ved du hvem jeg er far? ”

Jeg kigger ham dybt i øjnene, for at holde ham væk fra det mørke.  Mørket der ihærdigt prøver at overtage hans sind, og få ham til at glemme. Glemme hvem han er, og hvem jeg er. Jeg snøfter. Intet tegn kommer fra ham. Har jeg mistet min far for altid?

”Jeg er din datter. Jeg elsker dig far. Din datter elsker dig far! ” 

Min stemme bliver kraftigere, for ikke at miste ham. Hvis jeg mister ham, så ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Hvis mørket tager ham og fører ham til tomrummet, så vil jeg kun have vores minder. Dejlige minder, jeg aldrig vil glemme. Men at tænke tilbage på de minder, og vide, at jeg aldrig vil få muligheden for, at opleve det igen, det gør ondt.

”Jeg er Mira, far! ” 

Han kigger studerende på mig, og klemmer min hånd stille. Mon han ved hvem jeg er? Et håb fylder i mig, og en fornemmelse af kampgejst kommer frem. Hans øjne kigger på mig. Jeg føler stadig det mørke i ham, men så længe jeg er her, så får det mørke ikke lov til, at tage ham. Han er min far!

”Mira… Mira” siger han hviskende, men tydeligt nok til, at jeg kan høre ham.

”Ja far, jeg er Mira. Din datter med mørkt krøllet hår og blå øjne. Jeg ligner dig. Kig i mine øjne og se dig selv. Du min far, husker du det? ”

Endnu ingen tegn fra ham kommer til syne. Jeg klemmer hans hånd lidt.er det nu det vil ske? Jeg ved, at det her vil ske en dag, men i dag. Nej det kan ikke ske i dag. Jeg har brug for ham. Hvis bare jeg kunne spole tiden tilbage. Hvis bare jeg kunne gøre noget. Et pust kommer fra ham, og jeg vender hurtigt mit blik mod ham. Han kigger på mig.  

”lov mig, at du passer på mor, og du bliver en stor og stærk pige”

En tåre fra hans kind kommer til syne, og jeg tørre den væk med min frie hånd. Han blinker utallige gange

”Hvad skal det betyde far. Hvorfor siger du det? ”

”Vil du love mig det? ”  

”ja... ja det vil jeg, men hvorfor siger du det far!?”

Han ånder tungt ud, og klemmer min hånd. I et sekund kan jeg mærke en energi omkring ham. Men energien er hurtig væk, og han hiver efter vejret. Som om han giver slip. Lader mørket tage ham til tomrummet. Et tomrum, der måske vil få ham til at føle godt? Hvem ved hvad der gemmer sig bag livet. Er det godt eller dårligt? Ingen ved. Men en ting ved jeg, det er, at en dag vil vi alle blive taget af mørket, hen til tomrummet, og genforenes med dem man elsker. Så i princippet, så vil kærlighed altid være stærkest.
”Jeg vil altid elske dig, og jeg ved at vi mødes igen på den anden side. Vi ses far”

”Se på mig! ”

Min stemme bliver stærkere og jeg mærker en sær vrede suse rundt i min krop.

”Se på mig far! ”

Han kigger på mig, men hans øjne virker meget fjern. Fra dengang jeg var fem år, og jeg sad på min fars skulder, og han løb rundt med mig i haven. Den tid hvor alt var en leg. Den tid hvor alt var let og ingen bekymringer var. 

”Kig ordentligt efter far”

Min stemme knækker sammen, og jeg kan mærke tårende presse på. Han kigger på mig, men hans blik lyser af tomhed. En verden af mørke. Mørket som binder ham fast. Fast til tomrummet. Jeg mærker noget vådt trille ned ad min ene kind. En tåre. En tåre der bliver til flere. Så mange så det ikke er til at stoppe.

”far”
han rækker en hånd ud mod mig, og jeg tager hurtigt og blidt fat i den, og har ikke tænkt mig at give slip. Hvis jeg gør, så falder han sikkert tilbage til tomrummet, og så er chancen spildt.

”ved du hvem jeg er far? ”

Jeg kigger ham dybt i øjnene, for at holde ham væk fra det mørke.  Mørket der ihærdigt prøver at overtage hans sind, og få ham til at glemme. Glemme hvem han er, og hvem jeg er. Jeg snøfter. Intet tegn kommer fra ham. Har jeg mistet min far for altid?

”Jeg er din datter. Jeg elsker dig far. Din datter elsker dig far! ” 

Min stemme bliver kraftigere, for ikke at miste ham. Hvis jeg mister ham, så ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Hvis mørket tager ham og fører ham til tomrummet, så vil jeg kun have vores minder. Dejlige minder, jeg aldrig vil glemme. Men at tænke tilbage på de minder, og vide, at jeg aldrig vil få muligheden for, at opleve det igen, det gør ondt.

”Jeg er Mira, far! ” 

Han kigger studerende på mig, og klemmer min hånd stille. Mon han ved hvem jeg er? Et håb fylder i mig, og en fornemmelse af kampgejst kommer frem. Hans øjne kigger på mig. Jeg føler stadig det mørke i ham, men så længe jeg er her, så får det mørke ikke lov til, at tage ham. Han er min far!

”Mira… Mira” siger han hviskende, men tydeligt nok til, at jeg kan høre ham.

”Ja far, jeg er Mira. Din datter med mørkt krøllet hår og blå øjne. Jeg ligner dig. Kig i mine øjne og se dig selv. Du min far, husker du det? ”

Endnu ingen tegn fra ham kommer til syne. Jeg klemmer hans hånd lidt.er det nu det vil ske? Jeg ved, at det her vil ske en dag, men i dag. Nej det kan ikke ske i dag. Jeg har brug for ham. Hvis bare jeg kunne spole tiden tilbage. Hvis bare jeg kunne gøre noget. Et pust kommer fra ham, og jeg vender hurtigt mit blik mod ham. Han kigger på mig.  

”lov mig, at du passer på mor, og du bliver en stor og stærk pige”

En tåre fra hans kind kommer til syne, og jeg tørre den væk med min frie hånd. Han blinker utallige gange

”Hvad skal det betyde far. Hvorfor siger du det? ”

”Vil du love mig det? ”  

”ja... ja det vil jeg, men hvorfor siger du det far!?”

Han ånder tungt ud, og klemmer min hånd. I et sekund kan jeg mærke en energi omkring ham. Men energien er hurtig væk, og han hiver efter vejret. Som om han giver slip. Lader mørket tage ham til tomrummet. Et tomrum, der måske vil få ham til at føle godt? Hvem ved hvad der gemmer sig bag livet. Er det godt eller dårligt? Ingen ved. Men en ting ved jeg, det er, at en dag vil vi alle blive taget af mørket, hen til tomrummet, og genforenes med dem man elsker. Så i princippet, så vil kærlighed altid være stærkest.
”Jeg vil altid elske dig, og jeg ved at vi mødes igen på den anden side. Vi ses far”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...