Difference

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2014
  • Opdateret: 22 sep. 2014
  • Status: Igang
Day Dani Esarosa. Det er mig. Mine forældre døde i en .. ulykke. Det er hvad jeg har fået fortalt. Jeg var sammen med dem da det skete, men jeg overlevede. Jeg kan ikke huske nogen ulykke, hvor vidt jeg tror på det, er en mindre detalje. Jeg kan ikke engang huske hvem de var. Mine forældre.. Det eneste jeg kan huske, er .. barndomsminder. Smilende og glade billeder, fra dengang hvor alting var godt. Jace Mingan er min onkel. Min fars bror. Jeg ved ikke om jeg har mødt ham før. Hvis ja, så er det endnu et af de mange minder jeg har mistet. Jeg har snakket med ham over telefon. Det er ham jeg skal bo hos nu. Han bor i en lille by, Oroville. Jeg er ikke klar over hvor det er, men han har fortalt at det er mod Nord. Selvom jeg intet kan huske, har jeg den følelse, at jeg ikke passer ind. Som om jeg ved, at jeg aldrig vil passe ind. Nogensinde. Jeg er anderledes. Måske er det derfor jeg ikke kan huske noget, fra ulykken. Hvis bare andre var ligesom mig. Anderledes.

10Likes
5Kommentarer
876Visninger
AA

5. Songaa

209, 210, 211 .. Jeg så skiftevis på tallene på skabene, mens jeg ledte efter mit skab. Jeg havde fået tildelt skab nr. 217, men jeg kunne ikke finde det. Jeg gik langsomt ned igennem gangen, mens jeg holdte blikket på skabene. 216.. Jeg fandt skabet ved siden af: 217. Jeg åndede lettet op, og så ned på papiret i min hånd. Jeg prøvede mig frem med koden, til det lykkedes mig at få skabet åbnet op. Der var et tomt lille rum inden i, med en lille hylde øverst oppe. Jeg lagde de bøger ind, som jeg havde fået i løbet af dagen. Jeg proppede mine papier ned i min baglomme, for jeg vidste med sikkerhed, at jeg skulle bruge dem igen. Nu skulle jeg finde min vej hen til kantinen. Jeg fulgte den vej som alle de andre gik, og endte foran to store døre, der var slået op. De førte ind til et stort rum, fyldt med latter, snak og mennesker. Der var placeret runde border, tilfældigt rundt i hele rummet. Jeg tog en lille dyb indånding, før jeg bevægede mig ind. Den eneste jeg rigtig havde snakket med, var hende Llili, og jeg kunne ikke se hende nogen steder. Jeg bevægede mig stille igennem rummet, mens jeg spejdede efter et ledigt bord. 

 

Jeg have fundet et bord, der stod henne i hjørnet, tæt på et stort vindue. Jeg satte mig forsigtigt ned, og så rundt. Støjen var en smule overdøvende, eller det så ikke ud til, at de andre rigtig blev påvirket af den. Måske var det fordi jeg ikke havde andet at koncentrere mig om? I hvert fald føltes det som, hver eneste stemme røg ind i mit øre. Som om de alle sammen sad helt op af mig. Pludselig opfangede jeg nogle stemmer, der lød til at være tættere på end de andres. Lige i det jeg ser op, bliver bordet pludselig fuldt. En af dem var Llili, og hun havde sat sig ved min ene side. “Hey Day, jeg tænkte du kunne trænge til selvskab.” Hun smilede venligt, mens der satte sig yderligere 2 personer. En ved min anden side, og en overfor mig. “Guys, det her er Day. Day, det her er mine folk.” Llili pegede ud mod de andre. Rundt om mig, sad Llili, 2 drenge og en anden pige. “Dine folk? Må jeg være fri. Jeg er Wey.” Drengen overfor mig rakte mig hånden. Jeg vidste ikke hvad der var med folk, og give hånd til hinanden, men jeg gjorde det. Wey havde noget ustyrligt, lyst og krøllet hår. Det hang så langt ned i hans øjne, at jeg ikke kunne se dem. Han havde et bredt smil, der fyldte hele hans brede ansigt. “Og jeg er Docia” Den anden pige smilede venligt til mig, og vinkede kort for at understrege, at det var hende der snakkede. Hun havde noget kort og kulsort hår. Det strittede lidt pjusket omkring hendes hoved. Om det så godt ud? Jeg tror aldrig jeg har set nogen bære sådan en frisure, bedre end hende. Hun havde nogle små, grønne øjne. Men det man nok først lagde mærke til ved hende, var den piercing hun havde siddende i læben. I underlæben var der en sølv ring. Den så lidt malplaceret ud, i hendes ellers meget porcelæn lignende ansigt. Jeg så automatisk hen mod drengen ved min side, der allerede havde munden fyldt med mad. Han havde kort mørkt hår, der sad lidt tilfældigt, sikkert efter han havde kørt hans hånd igennem det. Docia daskede ham over armen, der fik ham til at se vredt på hende. “Hvad?” Mumlede han, mens han så irriteret op på hende. Jeg følte mig lidt utilpas, da Docia bad ham om at præsentere sig for mig. Han skulle jo ikke, hvis han ikke havde lyst. Han så hen på mig, med øjne der fortalte mig, at han var rimelig ligeglad med mig. “Jeg er Ty” Efter det, vendte han sig tilbage til hans mad.

 

“Nå, Day ..  Er du lige flyttet til?” Det var Wey der sikkert prøvede at få gang i en samtale, i stedet for at sidde i stilhed. Jeg nikkede kort. “Ja, jeg .. Jeg flyttede hertil i sidste uge.” Jeg tænkte tilbage på da jeg ankom, og hvor lang tid det faktisk føles som. Sikkert pga. al den tid alene. Han nikkede lidt over mit svar. “virkelig? Hvor bor du henne? Jeg har ikke hørt om nogle huse der var til salg?” Han så nysgerrigt på mig, og jeg kunne mærke, at de andre også gjorde det. Måske lige pånær Ty. “Øh .. Det ikke sådan jeg er flyttet .. Jeg er flyttet ind hos min onkel, han bor lidt udenfor byen ..” Jeg vidste ikke rigtig om jeg havde lyst til at fortælle om mine forældre, men jeg kunne jo bare udelade detaljer. “Virkelig? Hvad hedder din onkel?” Denne gang var det Docia, der stillede spørgsmålet. “Jace Nashoba.” Jeg vidste ikke om de kendte ham, men med udtrykket over deres ansigt, regner jeg med, at de gjorde. “Jeg vidste ikke han havde en niece.” Llili så helt overrasket ud, men jeg trak bare på skulderen. 

Jeg kunne ikke huske om Jace ville hente mig, eller om jeg skulle gå hjem. Jeg havde næsten lige fået fri, og stod allerede ude ved parkeringspladsen. Den sidste time havde jeg haft sammen med Wey og Docia, og jeg fandt ud af, at jeg faktisk havde engelsk sammen med Wey i morges. 

 

Det så ikke ud til at Jace skulle hente mig, for parkeringspladsen begyndte efterhånden at blive mere og mere forladt. Jeg kunne jo også lige så godt gå hjem, og det lød faktisk meget indbydende. Jeg kunne heldigvis godt huske vejen fra sidst, så jeg følte mig heller ikke helt lost. 

 

Jeg havde på vejen hjem, tid til at tænke over hele dagen. Det havde faktisk ikke været så slem alligevel, og jeg havde jo fundet nogen at snakke med. Med Llili’s hjælp, selvfølgelig. Jeg kunne godt lide hende, Docia og Wey. De virkede flinke. Jeg ved ikke helt med Ty, men jeg kan vel heller ikke regne med, at alle folk ville kunne lide mig, eller omvendt. Men jeg var i hvert fald glad for endelig at lave noget, at blive ved med at gå derhjemme, var ved at gøre mig en smule tosset. Timerne var .. Bare lange og kedelige. Jeg kunne selvfølgelig ikke huske hvad jeg havde lært på min gamle skole, men jeg kunne mærke når det var noget jeg vidste, svaret poppede bare op i hjernen på mig, uden jeg behøvede at tænke mig om. Nyttigt. Docia havde prøvet at forklare mig hvor lokalerne, ud fra mit skema. Jeg havde engelsk med Wey, historie med både Wey og Docia, matematik og idræt med Llili og Ty og biologi med Llili. Jeg var faktisk blevet utrolig lettet, da jeg fandt ud af hvor mange timer jeg havde med dem. Det gjorde mig faktisk en smule mere tryg, for så var der da nogen man kendte. 

 

Da jeg begyndte at kunne skimte det velkendte hus længere fremme, lagde jeg mærke til at Jace’s bil ikke holdte i indkørslen. Han var sikkert på arbejde, og det var nok også derfor, at han ikke hentede mig henne i skolen. Jeg blev enig med mig selv om at prøve at gå længere ned af vejen. Jeg havde jo kun prøvet at tage vejen ind til byen, og Llili og de andre havde snakket om, at der skulle være en mindre landsby, i den modsatte retning. Jeg vidste ikke hvor langt væk den lå, men hvis jeg blev for træt, kunne jeg jo bare vende om. 

 

Jeg var ved at opgive lidt, og måske lade mig overvinde af, at der var for langt at gå. Jeg tror jeg måske havde gået i omkring 45 minutter, men jeg havde ikke set hvad klokken var da jeg begyndte. Jeg blev ved med at sige til mig selv: Bare lidt længere fremme, der kan ikke være så langt igen, jeg er der sikkert lige om lidt. Naturen var gået fra store skove på begge sider af vejen, til klipper og bjerge. Dog fyldt med store skove også. Det var yndigt at se på, selvom jeg ikke kunne se så meget for træerne. Men der var ingen landsby endnu. Der gik yderligere 10 minutter, før jeg kunne ane en bygning, oppe på en lille klippe skrænt. Måske 5 meter over mit hoved. Det så ud til, at den vej jeg gik på, drejede længere fremme, og førte derop. Måske var det her landsbyen? Med ny mod på at nå op til landsbyen, satte jeg farten lidt op igen. 

 

Jeg var helt hundrede på, at det var denne her. Huset jeg havde set nede fra vejen af, var et lille rødt hus, lavet ud af træ. Det så lidt slidt ud, og lignede mest bare et stort skur. Jeg kunne ikke se nogen, men jeg fuldte vejen forbi, og der gik ikke længe før der var nogle flere, der lignede det andet. Docia havde sagt at det var en slags stamme der boede der. Eller i hvert fald de fleste var. Hun vidste ikke hvilken slags, men hendes mor plejer at sælge grønt til dem. Det var derfra hun kendte til dem. Jeg ved ikke om det var gåturen værd, men jeg fik da set mig lidt omkring. Der var omkring 20 huse, der alle var bygget på samme måde af træ, og alle så slidte ud. De var ikke alle sammen røde, men de lignede lidt hinanden alligevel. Jeg så ingen, selvom jeg gik hele vejen ned. Der var omkring 50-100 meter mellem hvert hus, og kun på den ene side af vejen. Der var skov på den anden side, og i mellem husene. Faktisk overraskede det mig, at der var så mange træer, det så helt overgroet ud. 

 

Jeg vendte om, da det ikke så ud til at der var flere huse. Jeg sparkede lidt til en sten, som jeg prøvede at få med. Jeg var faktisk en smule træt, efter dagen i skolen, og min lange gå tur. Måske skulle jeg havde overvejet det lidt, før jeg gik. Jeg hørte en lyd af en morter der startede, da jeg gik forbi en af husene på vej tilbage. Mit hoved røg op, for at finde ud af hvor lyden kom fra. Måske lidt for nysgerrigt, men jeg havde ikke set en eneste sjæl på hele turen. Det kom en gammel pick up truck kørende hen til vejen, og jeg skyndte mig at se væk. Den virkede lidt bekendt, men jeg kunne ikke sige hvorfra. Jeg gik helt hen i siden af vejen, for at den kunne komme væk. Jeg kunne høre at den nærmede sig, men i stedet for at køre forbi mig, kunne jeg høre, at den satte farten ned, og i stedet for fulgte mit tempo. Jeg blev lidt urolig, for det er normalt ikke en god ting, men da jeg så op mod føreren i bilen, så jeg at det var Qale. Jeg så lidt overrasket på ham, han begyndte bare at grine. “Hvad så, kiddo, du er langt hjemmefra.” Han stoppede bilen, og jeg stoppede med at gå. Jeg vidste ikke han boede her, og betød det, at han var med i den der stamme? “Åh, jeg .. ville bare gå en tur, og så endte jeg her ..” Jeg trak lidt på skulderen, og trak min jakke tættere på mig, da der kom et vindstød. “Hvad med et lifthjem? Det er en alt for lang gåtur.” Han åbnede døren i den anden side, mens jeg skyndte at takke ham. Jeg små løb hen til døren, og hoppede ind. Jeg smækkede døren efter mig, og skulle til at tage sele på, da jeg opdagede, at der ikke var nogen. “Der er aldrig nogen trafik herude, du er helt sikker.” Qale rystede det var af, det med selen. Jeg satte mig lidt halv-nervøs tilbage, men stolede bare på, at han vidste hvad han snakkede om. 

 

Det viste sig, at Qale faktisk var på vej hen for at snakke med Jace. Meget belejligt, men heldigt for mig. Jeg var glad for at slippe fra gåturen hjem. Mine fødder var en smule ømme, men det var vel takken for at tage på opdagelses rejse, uden at tænke på praktiske ting. Qale fortalte mig også, at ‘landsbyen’ faktisk hørte til Oroville, men at den del bare blev kaldt for Songaa, og det var rigtigt nok med at det var en stamme. Qale fortalte mig dog, at det mest var i gamle dage og at det nu bare er deres efterkommere der bor der. 

 

Jace var hjemme, da mig og Qale ankom. Turen tog faktisk næsten 20 minutter at køre hjem. Jace sad og så en eller anden kamp i fjernsynet, da vi kom ind af døren. Han så lidt overrasket ud, da både mig og Qale kom gående ind. Qale forklarede dog omstændighederne. “Jeg fandt henne ved bakken af Songaa og gav hende et lift hjem.” Han klappede mig på skulderen, og så på Jace. Han så noget overrasket ud, men han havde jo heller ikke vidst hvor jeg var henne. “Songaa? Hvad lavede du derhenne? Der er jo næsten 10 km.” Jeg trak lidt på skulderen, og tænkte over et godt svar. “Jeg havde hørt, at der skulle være en landsby, og ville tjekke den ud .. Men jeg vidste ikke der var så langt.” Jeg følte mig måske lidt dum, over at begive sig ud på den tur. Jeg kunne sikkert havde spurgt Jace om han ikke ville køre mig derhen, men det havde jeg ikke tænkt på. Han rystede bare lidt på hans hoved af mig, før han sukkede. “Nå, men næste gang kan du bare spørge, så kan jeg sagtens køre dig derhen.. Hvis du overhovedet vil derhen igen.” Jace trak det lidt ud, men jeg nikkede bare lidt. Jeg vidste ikke helt om det lød fristende. Det lød nemlig som om, at Jace slet ikke havde noget imod at jeg tog derhen. 

 

Lidt efter det, fandt jeg mit snit til at snige mig op på mit værelse. Det første jeg gjorde, var at smide mig ned i sengen, og blive liggende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...