Difference

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2014
  • Opdateret: 22 sep. 2014
  • Status: Igang
Day Dani Esarosa. Det er mig. Mine forældre døde i en .. ulykke. Det er hvad jeg har fået fortalt. Jeg var sammen med dem da det skete, men jeg overlevede. Jeg kan ikke huske nogen ulykke, hvor vidt jeg tror på det, er en mindre detalje. Jeg kan ikke engang huske hvem de var. Mine forældre.. Det eneste jeg kan huske, er .. barndomsminder. Smilende og glade billeder, fra dengang hvor alting var godt. Jace Mingan er min onkel. Min fars bror. Jeg ved ikke om jeg har mødt ham før. Hvis ja, så er det endnu et af de mange minder jeg har mistet. Jeg har snakket med ham over telefon. Det er ham jeg skal bo hos nu. Han bor i en lille by, Oroville. Jeg er ikke klar over hvor det er, men han har fortalt at det er mod Nord. Selvom jeg intet kan huske, har jeg den følelse, at jeg ikke passer ind. Som om jeg ved, at jeg aldrig vil passe ind. Nogensinde. Jeg er anderledes. Måske er det derfor jeg ikke kan huske noget, fra ulykken. Hvis bare andre var ligesom mig. Anderledes.

10Likes
5Kommentarer
878Visninger
AA

3. Qale

Jeg havde været her i Oroville i 2 dage nu. Det var lørdag i dag, og jeg vidste ærligtalt ikke hvad jeg skulle foretage mig. Jace var taget på arbejde, da han ikke kunne blive ved med bare at være hjemme ved mig, og jeg tror også at han gerne ville give mig lidt tid alene. Han arbejde vidst indenfor noget natur-noget. Jeg var kun lige vågnet, da han fortalte det, og jeg fik ikke rigtig fat i navnet på det. Han var i hvert fald væk indtil eftermiddagen, så jeg havde hele dagen for mig selv. 

Jeg havde længe gået og overvejet i løbet af de sidste par dage, at tage et kig på byen, men var aldrig kommet af sted. Nu, hvor jeg ingen ting havde at lave, stod jeg klar til at begive mig ud i byen. Siden Jace boede lidt udenfor byen, måtte jeg gå lidt for at komme derind. Han havde fortalt mig, at jeg bare skulle følge vejen, og så ville jeg kommer lige derhen. Den kolde vind ramte mig, i det jeg trådte udenfor. Jeg var virkelig ikke en stor fan af kulden. Jeg trak min jakke tættere omkring mig, før jeg begyndte at gå langs vejen. 

Det tog omkring 15 minutter før jeg så byskiltet, og yderligere 10 minutter før der begyndte at komme huse. Det var intet specielt, bare en masse gamle huse. Det overraskede mig faktisk, at der ikke var helt øde. Der kørte et par biler på vejene, og der var faktisk mennesker rundt omkring på gaderne. Ikke mange, men de var da der. Jeg stak hænderne ned i mine lommer, og drejede om et hjørne. De eneste butikker jeg havde set, var en fisker butik og en jagt butik. Sikkert hvad folk foretog sig heromkring, gætter jeg på. Jace havde ikke rigtig fortalt mig om hvad der var i byen, ud over North Oroville High, min nye skole. Jeg ville gerne vide hvor den lå, så jeg besluttede mig for at prøve at finde den. Jace havde ikke snakket om hvor den lå, men den burde ikke være så svær at finde. Det her var trods alt ikke den største by. 

Jeg havde gået rundt i 5 minutter, før jeg kunne se den store bygning. Det overraskede mig, at den var så stor. Så mange skoleelver kunne der da heller ikke være her i byen. Skolen var bygget af røde mursten, og havde en stor hovedbygning. Jeg kunne se nogle små bygninger bag ved, bygget af de samme røde mursten. Skolen lignede enhver anden skole, i alle film. Der var en stor parkeringsplads foran, som lå helt øde. Jeg gik lidt frem og tilbage hen over den, før jeg besluttede mig at gå tilbage af. Nu vidste jeg da hvor den lå, og hvordan den så ud. Jace ville køre mig til skole på mandag, men han ville ikke blive ved med det. Jeg kunne ikke bede ham om det. Han skulle jo også passe hans arbejde. Han skulle ikke lave helt om på hans liv, på grund af mig. 

Da jeg kom hjem var klokken allerede ved at være halv tre. Jace ville nok være hjemme inden få timer. Jeg brugte tiden ude i skoven. Jeg fulgte stien igen, men det fristede mig sådan, at forlade den og se hvad der ellers var i skoven. Jeg følte hele tiden en trang til bare at forsvinde ind i mellem alle træerne, og se hvad der er på den anden side. Det eneste der holdte mig tilbage, var skrækken for at fare vild herude, for det ville sikkert være umuligt at blive fundet igen. Skoven her var stor, meget stor. Det var derfor Jace havde sagt det med stien. 

Efter at havde gået i et godt stykke tid, kunne jeg se en lysning længere fremme. Det var en stor åbning, med højt græs og nogle vilde blomster. Det så smukt ud. Selv med den grå himmel, så det helt sommer agtig ud. Jeg satte mig ned inde i midten, og før jeg vidste af det, lå jeg imellem det lange græs og så op mod himmelen. 

Jeg havde aldrig forestillet mig som et rigtig naturmenneske, siden jeg jo kom fra byen af .. Men jeg følte mig så godt tilpas i skoven. Jeg ved ikke hvor længe jeg lå der, og kiggede op på de forbipasserende grå skyer, der fuldstændig dækkede himmelen. Den lod ikke en eneste plet på himmelen stå tilbage. 

Da jeg kom tilbage til huset, var Jace kommet hjem. Jeg gik ind af bagdøren, til køkkenet. Jeg kunne høre fjernsynet køre, og se at der stod en pizza pakke på køkkenbordet. “Day?” Jaces stemme kom ude fra stuen af, og han sad i sofaen da jeg kom derind. “Ja?” Han drejede hovedet og så på mig. “Hey, hvad har du gået og lavet idag?” Jeg fortalte ham om min tur til byen, men jeg sagde ikke noget om min tur i skoven. Den holdte jeg for mig selv. Han rykkede sig lidt i sofaen, sikkert så der blev plads til mig. “Jeg vidste ikke hvad du ville havde, men jeg købte en pizza til dig, den står ude i køkkenet.” Han nikkede med hovedet mod køkkenet, hvor jeg kom fra. Jeg nikkede stille, og gik derud for at hente den. Pizzaen var fyldt med noget underligt kød, så det første jeg gjorde, var at skrabe det af. Det stank i næsen på mig. Det måtte være et eller andet specielt kød. Jeg smed det i skraldespanden, og tog resten af pizzaen med ind i stuen. Jeg satte mig ned ved siden af Jace, men det var noget galt da jeg skulle til at spise. Det var som om jeg ikke kunne få mig selv til at røre ved den. “Noget galt?” Jace måtte havde set min manglende evne, men jeg rystede ham bare af mig. “Nej, jeg skal bare lige ..” Jeg skyndte mig ud i køkkenet igen, og tog en kniv og en gaffel.

Det gik bedre da jeg brugte bestikket. Jeg vidste virkelig ikke hvad der var i vejen. Jeg kunne bare ikke få mig selv til at røre ved det. Jace havde kigget underligt på mig da jeg kom ind med bestikket, og han havde siddet og stirret på mig, imens jeg spiste. Efter maden var jeg gået op på mit værelse igen, og der havde jeg ligget og stirret op på loftet, lige siden.

Jeg var igang med at gennemrode mit værelse, fra top til tå. Jeg vidste egentlig ikke hvad jeg ledte efter, men jeg havde ingenting at lave, plus, jeg var nysgerrig. Jeg havde flyttet skrivebordet, og var igang med at skubbe det på plads igen. Jeg havde ingenting fundet, ud over en hel del støv. Jeg lagde mig ind over sengen, og stak så mit hoved og mine arme ind under. Jeg ramte et eller andet, og trak med det samme mine arme til mig igen, som hvis jeg havde fået stød. Jeg havde ingen idé om hvad det var jeg havde ramt, men det havde været hårdt. Jeg stak forsigtig min arm ind under sengen igen, og da mine fingre ramte det igen, kørte jeg hånden hen over fladen på den. Den var hård, og kold. Det føltes som noget træ, af en art. Jeg fandt et hjørne på den, og begyndte at trække den ud. Den var tung, meget tung, men det lykkedes mig at trække den ud derfra. Det var et skrin.Et gammelt, træ skrin. Jeg løftede den op i min seng, og kiggede lidt på den. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre med den, men nu hvor jeg havde fundet den, kunne jeg vel lige så godt prøve at åbne den. Der var en gammel lås på den, men den var så rustet, at den næsten knækkede af. Der var næsten lige så meget støv inden i den, som der var tilsammen på mit værelse. Jeg pustede ned i det, men fortrød det med det samme. Støvet hvirvlede op omkring mit ansigt, og jeg kunne ikke holde et nys tilbage. 

Da støvet havde lagt sig igen, kiggede jeg ned i skrinet igen. Der lå nogle lapper papir, og nogle små poser. Jeg samlede poserne op. Jeg holdte dem lidt i hånden, og overvejede om hvorvidt jeg skulle åbne dem. Det her var jo ikke mit, og det kunne være at det var noget privat. Jeg havde lyst til enten at sætte skrinet på plads igen, og bare glemme om det, eller også havde jeg lyst til at se hvad det er, og ikke fortælle nogen om det.

Det blev den sidste valgmulighed. Jeg løsnede forsigtig snoren på den ene pose, og holde bunden i vejret, så indholdet ville falde ned i min hånd. Det var en skinnende sølvkæde. Hel fin og tynd. Den så virkelig dyr ud, og jeg kunne ikke forestille mig hvor gammel den var. Den var slet ikke slidt, eller misfarvet. Den lå helt fin og glimtende i min håndflade. Jeg kunne ikke forstå hvorfor Jace havde sådan noget liggende, hvorfor gemte han dog sådan noget? Jeg lagde den forsigtig ned på sengen, mens jeg tog den næste pose op. Jeg gjorde det samme med anden pose, og den tredje. Der var et lille vedhæng i hver af poserne, som jeg gættede på hørte til sølvkæden. Vedhængende var også af sølv, og de var i samme stand. Helt perfekte skabte, og perfekt tilstand. Det ene vedhæng var formet som et dyr. En stor  hund eller en ulv, jeg kunne ikke se forskellen. Det andet vedhæng var formet som en spiral. Jeg tog forsigtig kæden op, og satte vedhængene på. De passe perfekt sammen. 

Jeg lagde kæden med vedhængene ned i en af poserne igen, og lagde de andre poser ved den. Jeg løftede papirlappen op, og.. Der blev banket på min dør, og jeg skyndte mig at lukke skrinet, og få det skubbet ind under sengen igen. Jeg skyndte mig at vende mig mod døren, i det døren åbnede. “Hvad laver du?” Jace stod i døråbningen, med et undersøgende blik. Han lød ikke sur, men han lød ikke glad som han plejede. Han måtte havde set hvor forskrækket jeg så ud. “Jeg, øh.. Ingenting, jeg fik bare et chok..” Jeg kløede mig forsigtig på armen, mens jeg trak på skulderen. Jeg håbede ikke han vidste det med skrinet, for det var vel egentlig hans. Og der måtte vel være en grund til, at han havde skjult det under min seng. Måske vidste han slet ikke det var der? “Okay .. Jeg kom bare for at fortælle at der kommer en af mine gamle venner,  Qale, bare så du ved det..” Han så undersøgende rundt på værelset, mens han fortalte mig det. Han virkede egentlig ikke interesset i at fortælle mig det om hans ven, men mere interesseret i at se hvad jeg lavede. “Oh, okay.” Jeg sendte ham et smil, og håbede på, at det ikke var skrinet han kiggede efter. Jeg fik pludselig dårlig samvittighed af, at jeg havde kigget i det. Jeg burde ikke havde kigget i det. Jace nikkede kort, før han lukkede døren igen, og forsvandt ned af gangen igen. Jeg forstod ikke hvordan han kunne bevæge sig så lydløs i huset. Det knagede overalt man gik, men jeg hørte aldrig ham når han kom. 

Jeg aftalte med mig selv, at jeg ikke ville kigge i skrinet mere. Det var ikke mit, og jeg havde det skidt med det. Selvom jeg ikke kunne lade vær med at tænke på kæden, med vedhængene. Hvorfor havde det lagt der, specielt når de var i så god stand? Jeg blev ved med at tænke på det, indtil jeg hørte en bildør smække udenfor, jeg listede hen til vinduet, og satte mig op i karmen. Jeg kunne se en misfarvet mørk firehjulstrækker holde ved siden af Jace’s bil. Ved siden af bilen, stod der en mand. Sikkert Qale. Han havde noget langt, hvidt hår. Helt klart efter alderdom. Han så gammel ud, men han var sikkert en af dem, der så ældre ud, end han egentlig var. Hvis han var venner med Jace, kunne han umuligt være lige så gammel som han så ud. Han lignede en, der kunne være over 60, og Jace var kun 34. Jeg rystede tanken om hans alder af mig, og betragtede ham gå mod huset. Pludselig stoppede han op, og hans øjne undersøgt huset. Mit hjerte sprang et slag over, da hans øjne pludselig mødte mine. Jeg faldt nærmest ned fra vindueskarmen af skræk. Jeg turde ikke se ud af vinduet igen. Jeg var vel ikke klar over, at man kunne se mig udefra. 

Det var mørkt udenfor nu, men klokken var ikke mere en otte. Qale og Jace var nede i stuen, og jeg havde været på mit værelse hele aftenen. Det havde skræmt mig at Qale havde set mig, selvom det var min egen skyld. Næste gang jeg ville stalke folk, skulle jeg måske sikre mig at de ikke kunne se mig. Jeg var frygtelig tørstig, så jeg tvang mig selv til at gå nedenunder, for at få noget af drikke. Det skar mig i ørene, for hvert gulvbrædde der gav sig til at knirke, da jeg gik hen over gulvet, mod trappen. Jeg vidste allerede, at alle i huset vidste jeg var på vej. Jeg prøvede at gå forsigtig ned af trappen, selvom det ikke formindskede lyden. Da jeg var nået langt nok ned af den, til at kunne se rundt i stuen, kunne jeg se at Qale og Jace var i gang med at snakke om et eller andet alvorligt, med tv’et kørende i baggrunden. De snakkede med lave stemmer, og de så straks hen på mig, da jeg kom til syne. Det var Qale der først sagde noget. “Hej, du må være Day” Qale sagde kort noget til Jace, som jeg ikke hørte, og kom hen og gav mig hånden. Jeg tog imod den, og det første jeg lagde mærke til, var at hans hud føltes brændende varm mod mig. Jeg prøvede at skjule det, med et smil. “J..Ja. Og du må være .. Qale?” Jeg så spørgende hen over hans skulder, på Jace. Jace vidste ingenting i hans ansigt, han sad bare helt neutral. Qale kom med et grin, der skar stilheden i rummet. “Jep, det er mig, kære unge.” Han mindede mig om en, man ville anse for byens bedstefar. Han virkede ikke så skræmmende, som jeg havde forestillet mig. “Så, hvad synes du om byen?” Jeg fik vidst ikke chancen for at snige mig ud i køkkenet, som jeg havde forestillet mig, for Qale var nysgerrig. “Den .. virker fin nok. Men lille.” Jeg sendte ham et forsigtig smil, mens jeg tænkte tilbage på min tur til byen. Jace måtte havde fortalt ham om den. “Ah, det er godt. Jeg er sikker på at du nok skal finde til rette her.” Han blinkede til mig, før han så over hans skulder, mod Jace. “Men vi ses vel nok, kiddo.” Han rodede op i mit hår, og gik hen mod døren. “Vi snakkes, Jace.” Han så mere alvorligt hen mod Jace, som nikkede kort, før Qale forsvandt ud af døren.

Jeg havde ikke set Jace være sådan, i de par dage jeg havde været her. Det var efter vi spiste, at han begyndte på det. Jeg var hurtigt smutte ud i køkkenet, efter Qale var gået, og jeg stod nu og sippede af mit glas med vand. Jeg glædede mig egentlig til jeg skulle starte i skole, på mandag. Så jeg ikke behøvede at være i huset hele dagen, og måske så Jace kunne få lidt mere sit eget liv. Det var i hvert fald det jeg regnede med var galt. Det måtte være underligt pludselig at få sin niece sendt til sig, fordi ens bror er død. Han måtte jo også være knust over det, med hans bror. Jeg vare på en måde heldig. Jeg kunne ikke huske hverken min mor eller far, så jeg vidste ikke hvad jeg savnede. Jeg havde heller ingen minder at ligge og længdes efter. Jeg havde .. Ingenting. Jeg havde ikke engang set et billede af dem. De var som slettet fra min hjerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...