Difference

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2014
  • Opdateret: 22 sep. 2014
  • Status: Igang
Day Dani Esarosa. Det er mig. Mine forældre døde i en .. ulykke. Det er hvad jeg har fået fortalt. Jeg var sammen med dem da det skete, men jeg overlevede. Jeg kan ikke huske nogen ulykke, hvor vidt jeg tror på det, er en mindre detalje. Jeg kan ikke engang huske hvem de var. Mine forældre.. Det eneste jeg kan huske, er .. barndomsminder. Smilende og glade billeder, fra dengang hvor alting var godt. Jace Mingan er min onkel. Min fars bror. Jeg ved ikke om jeg har mødt ham før. Hvis ja, så er det endnu et af de mange minder jeg har mistet. Jeg har snakket med ham over telefon. Det er ham jeg skal bo hos nu. Han bor i en lille by, Oroville. Jeg er ikke klar over hvor det er, men han har fortalt at det er mod Nord. Selvom jeg intet kan huske, har jeg den følelse, at jeg ikke passer ind. Som om jeg ved, at jeg aldrig vil passe ind. Nogensinde. Jeg er anderledes. Måske er det derfor jeg ikke kan huske noget, fra ulykken. Hvis bare andre var ligesom mig. Anderledes.

10Likes
5Kommentarer
871Visninger
AA

1. Prolog

 Hans øjne var mørke, men engang imellem skinnede det gyldne igennem. Det lignede flammer. Men ikke brændende .. Varme.. Hans ansigt forandrede sig, da hans læber skiltes i et skævt smil. "Du ved det virkelig ikke .." Han rystede på hans hoved, som om han fandt det morsomt. 

Mit hjerte begyndte at banke hårdere. "Ved .. Hvad?" Han formåede altid at gøre mig forvirret. Han fik mig til at føle mig lille og sårbar. "Jeg troede helt ærligt, at de ville havde fortalt dig det .. Specielt nu, hvor du er så gammel.." Han fortsatte bare med at snakke, og ignorerede mit spørgsmål. I stedet for at spørge igen, lod jeg ham snakke ud. "De ved jo hvilken fare det putter dig i.. " Hans hånd gled op for at fjerne noget af det løse, mørke hår der var faldet ned foran hans ansigt. Endelig mødte hans blik mit igen. "Dit navn. Det afslører det hele." Hans smil groede sig bredere. Mit navn? "Hva .. Hvad mener du?" Det gyldne skinnede igennem hans øjne igen. Det lignede langt fra noget naturligt, men jeg havde set det før. Det sket før, men jeg plejede at bilde mig selv ind, at det bare var mig. Det bare var lyset. Det bare var alt andet. 

"Dit navn afslører dig. Hvem du er.." Hans smil blev mere mystisk, mens han lænede sig op af træet bag ham. Jeg kunne ikke forstå det.. Afslørede mit navn .. Mig? Jeg ved ikke hvem jeg er.. eller det vigtigste: Hvad jeg er.. "Hve.. Hvem er jeg?" Min stemme blev lille, svag. Jeg kunne ikke længere holde mit blik på ham. Hans høje figur stod nu foran mig. Han har altid været så meget støre end mig. Jeg har altid bare været en lille ting, ved siden af ham. Et gisp slap mine læber, da jeg mærkede hans store, varme hånd mod min kind. Han førte en lok af mit gyldne hår, om bag mit øre. "Day.. Lyset og håbet." Han hviskede ikke, men han sagde det som om det kun var mig der skulle høre det. Langsomt løftede jeg blikket op på ham. 

Han var ikke mere end 5 cm fra mig. Jeg kunne mærke hans varme ånde, der kildede mit ansigt. Ordene blev ved med at runge i mit hoved. Lyset og håbet .. Det føltes langt fra som mig, men jeg ville havde at han skulle fortsætte. Fortsætte med at fortælle. "Dani .." Han holdte en lille teater pause, mens hans hånd gled fra mit ansigt, ned af min skulder, arm.. "Smuk." Jeg mærkede hans hånd mod min. Hvordan den føltes så varm, i forhold til min. Jeg frøs ikke, det var bare ham der var  varm. Denne gang kunne jeg ikke flytte mit blik. Det blev hvor det var: På ham. Han nød det, tilsyneladende. Et skævt smil spillede på hans læber, endnu engang. 

Denne gang lænede han sig ind mod mig. Jeg mærkede hans læber kilde mig under øjet, før han flyttede dem hen til mig øre. "Esarosa .." Hviskede han ind i mit øre, så jeg fik helt gåsehud. "Esarosa betyder .. Hvid ulv." 

 

Hvid ulv. De sidste ord, før alting blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...