Difference

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2014
  • Opdateret: 22 sep. 2014
  • Status: Igang
Day Dani Esarosa. Det er mig. Mine forældre døde i en .. ulykke. Det er hvad jeg har fået fortalt. Jeg var sammen med dem da det skete, men jeg overlevede. Jeg kan ikke huske nogen ulykke, hvor vidt jeg tror på det, er en mindre detalje. Jeg kan ikke engang huske hvem de var. Mine forældre.. Det eneste jeg kan huske, er .. barndomsminder. Smilende og glade billeder, fra dengang hvor alting var godt. Jace Mingan er min onkel. Min fars bror. Jeg ved ikke om jeg har mødt ham før. Hvis ja, så er det endnu et af de mange minder jeg har mistet. Jeg har snakket med ham over telefon. Det er ham jeg skal bo hos nu. Han bor i en lille by, Oroville. Jeg er ikke klar over hvor det er, men han har fortalt at det er mod Nord. Selvom jeg intet kan huske, har jeg den følelse, at jeg ikke passer ind. Som om jeg ved, at jeg aldrig vil passe ind. Nogensinde. Jeg er anderledes. Måske er det derfor jeg ikke kan huske noget, fra ulykken. Hvis bare andre var ligesom mig. Anderledes.

10Likes
5Kommentarer
872Visninger
AA

2. Oroville

Kulde. Den første tanke der kom, da jeg steg ud af bilen. Foran mig stod et gammelt hus. faldnede grå mursten. Huset så bare decideret trist og deprimerende ud. "Det har set bedre dage, men jeg er sikker på at du vil kunne lide det." Jace, min onkel, havde vel set hvordan jeg så på huset.

Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle være overfor ham. Jeg kan ikke huske noget om ham. Om jeg har mødt ham før, eller hvad far fortalte om ham. Ingenting. Jeg rakte ud efter min kuffert, men han afbrød mig. “Bare lad mig tage den, Day, du kan lige så godt se dig omkring inde i huset.” Han sendte mig et prøvende smil. Det må også være svært for ham. Lige pludselig at modtage sin niece, lige efter man har fået af vide at ens bror er død. Jeg nikkede stille og begyndte at gå op mod huset. 

Alt i haven var dødt, men end ikke det undrede mig. Her var isnende koldt, så for planter at overleve, ville nærmest være umuligt. Det eneste grønne var de store grantræer, der fra skoven, bag ved huset. Huset lå faktisk næsten helt inde i skoven, der var bare en lille lysning fra huset, og ud mod vejen. Eller ikke vejen, bare en masse hjul spor, der efter tid har formet en sti fra huset, og ud til den rigtige vej. På landet var vi i hvert fald. 

Jeg vidste at jeg før boede i byen, eller i hvert fald en støre by end denne her. Det havde Jace fortalt mig, på vejen herud. Han havde hentet mig i lufthavnen, ca. 7 timers kørsel herfra. Jeg havde ikke sovet på noget tidspunkt, heller ikke i flyet. Jeg havde svært ved det. At sove. De manglende minder, gjorde det svært for mig at slappe af. 

Jeg skubbede døren op, og kiggede lidt rundt. Jeg trådte ind i en entré, med en stor åbning for enden. Med langsomme skridt, så jeg kunne betragte det hele og tage alle indtrykkende til mig, gik jeg mod åbningen. Det så lige så slidt ud, som husets ydre. En gammel kommode, og et par knager var det eneste i entreen. Jeg tittede fra med mit hoved ud af åbningen. Stuen. Den bestod af en gammel, gammel sofa. Den var stor, men hvem ved hvor længe Jace har haft den. Det der fangede mit blik, var den store fladskærm, der hang på væggen overfor sofaen. Med alle de gamle møbler, og det slidte udseende, så den meget malplaceret ud. I den anden ende af rummet, var der en stor bred trappe, der førte op til en anden etage. 

Der var en anden dør, ved siden af trappen, som jeg stille nærmede mig. Jeg ville tjekke hele underetagen, før jeg bevægede mig ovenpå. Jeg trak ned i håndtaget, og åbnede stille døren. Døren knirkede noget så forfærdelig, så jeg næsten var sikker på at den ville falde af. Det var køkkenet. Meget slidt, men det så alligevel lidt nyere ud end resten af huset. Måske var det blevet udskiftet? Engang for mange år siden? Der stod et bord hen mod nogle vinduer, med 2 stole. En på hver side af det. Der var en dør der førte ud til baghaven. Jeg bevægede mig stille derhen, til den gamle trædør. Jeg lænede mig lidt op af den, for at kunne se ud af den beskidte rude. Baghaven så ud som forhaven: Trist, og død. Græsset var halvvisnet, og der var intet derude. Det eneste der var, var skoven bag ved. Ca. 20-30 meter fra huset.

Trappen knirkede for hvert trin jeg tog, mens jeg bevægede mig ovenpå. Den virkede ikke usikker, men det var som om man kunne mærke hvor mange mennesker der var gået op og ned her, i tidens løb. For enden af trappen var der en lang trappe. Der var 3 døre. 2 på højre side, og en dør for enden af gangen. Jeg gik med stille skridt, hen over det slidte gulv. Jeg trak ned i håndtaget på den første dør. Døren gav sig ikke, og det eneste jeg kunne gætte på det var, ville være Jace’s værelse. Jeg kunne ikke komme i tanke om andre rum, man ville låse. Måske ville han bare ikke havde at hans niece skulle rode rundt i hans ting? Jeg prøvede den næste dør, og denne gang åbnede døren. Det var bade værelset. Et badekar, med forhæng foran. Et gammelt toilet, og en håndvask med et mørkebrunt skab under. Enkelt, ligesom resten af huset. Sikkert det eneste badeværelse i hele huset. Jeg lukkede forsigtig døren i igen. 

Nu manglede jeg bare det sidste rum. Jeg lod hånden glide hen over væggen, mens jeg gik mod døren. Håndtaget føltes koldere end de andre, og døren så heller ikke lige så slidt ud som de andre. Ikke som i, at den så ny ud. Den så bare .. mindre brugt ud. Jeg trak ned i håndtaget, og åbnede døren. Rummet, som jeg gætter på skal blive mit, var indrettet med en stor seng, et lille skab og et skrivebord med en lampe. Der var ingen dyne, pude eller andre ting. Det lignede ikke det var blevet brugt i flere år. Et falsk host lød lige bag mig, og jeg sprang op. Jeg havde ikke hørt at nogen var kommet op af trappen. Det var mig en undren hvordan han overhovedet var kommet op, uden jeg opdagede den, specielt når den knirker så ufatteligt meget. Mit hjerte bankede stadig hårdt i brystet på mig, mens jeg faldt lidt ned igen. “Jeg ved det ikke er meget, men .. “ Han lod blikket glide rundt i det næsten tomme lokale. “Du skal nok få det gjort hyggeligt.” Han sendte mig et venligt smil. Han lignede ikke en der var van til børn, eller i hvert fald vidste han ikke hvordan han skulle behandle mig. Hans blev landede på sengen, med det manglende tilbehør. “Jeg skal nok finde en dyne til dig, før i aften.” Han nikkede lidt, som om han prøvede at minde sig selv om det. “Nu skal jeg nok lade dig pakke ud ..” Han stillede min taske på fodenden af sengen, før han lydløst forsvandt ned af gangen. Jeg gik hen til min taske, og åbnede den. Det var det eneste jeg havde. Ulykken havde taget de sidste af mine ting.

Det der var sket, - eller hvad jeg havde fået af vide, var at der var startet en brand. Det var midt om natten, og mig og mine forældre lå og sov. Det var min far der opdagede branden, men han opdagede den først da den allerede havde taget det meste af huset. Ham og mor havde skyndt sig at prøve at nå til mig, men taget faldt sammen over min mor, og min far nåede kun at få mig i sikkerhed, før resten af huset faldt sammen. Det var det. Det var hvad jeg havde fået af vide. Ingen detaljer omkring hvordan branden var startet, eller noget andet. Jeg vidste ikke engang om de ved hvad der startede den, men jeg tror ikke den bare gik i gang af sig selv. Jeg havde fået af vide af EB, Efterladte Børn, at jeg ikke skulle tænke på det. At jeg skulle prøve at tænke positivt, og bare komme videre. Komme over det. De vidste intet om, at jeg ikke kunne huske noget. Jeg havde ikke fortalt dem det, for jeg ville ikke være til mere besvær, end jeg allerede var. Efterladte børn, var en organisation, der tog sig af børn der var efterlade. Enten fra dødeforældre, men også forældre der bare havde efterladt deres børn, et eller andet sted fordi de ikke ville, eller kunne, tage sig af dem længere.

Mine hænder var begyndt at ryste, ved tanken om ulykken. Det var underligt. Det var som om min hjerne havde slettet alle mine minder, men min krop huskede dem stadig. Jeg satte mig ned på sengekanten, og kørte en hånd igennem mit hår. Jeg måtte få styr på mig selv, det måtte jeg virkelig. 

Det var torsdag idag, men jeg skulle først begynde på skolen her i Oroville på mandag. Jace forklarede mig, at han syntes jeg skulle falde til ro her, før jeg skulle begynde i skole. Det gav mig 3 hele dage, til at falde til ro. Jeg trak tasken hen til mig, og begyndte at tage mit tøj ud. Jeg lagde det end i skabet, så pænt som jeg nu kunne. Gad vide om jeg var en der havde orden i tingene før ulykken? Om jeg havde et rodet værelse, eller et opryddet et? Sådan nogle spørgsmål fyldte mit hoved, mens jeg pakkede mine sidste ting ud.

Værelset så stadig utrolig tomt ud, men jeg havde fået min dyne nu, og man kunne næsten se at der faktisk boede nogen her nu. Jace havde foreslået at vi kunne tage til den nærmest liggende by, og købe de ting jeg manglede, men jeg havde rystet ham af og sagt at det behøvede vi ikke. Jeg kunne godt selv skaffe de ting jeg manglede.

 Jace var fin nok, det var nok mest på grund af hvor forstyrret jeg var, der var grunden til, at jeg ligesom skubbede ham væk. Men jeg er også sikker på at han godt ved det, han har i hvert fald ladet mig være alene det meste af dagen. Sørget for at han ikke forstyrrede mig, mens jeg så mig omkring i huset.

Det var ved at være langt ude på eftermiddagen, dagen var gået med ankomme til Oroville, og pakke ud. Jace havde været væk i et stykke tid, han skulle vidst ud og handle ind., men var kommet tilbage igen. Jeg havde i mellemtiden fået i ført mig en ekstra trøje, min jakke og så var jeg i gang med at trække mine sko på mine fødder. Jeg havde tænkt mig at tage ud i skoven. Lige siden vi var ankommet, havde jeg gået og set ud på den, oppe fra mit værelse af. Jeg løftede hovedet efter jeg havde fået trukket dem på. Jace stod foran mig, i døråbningen ud til ud til stuen. “Skal du ud og se dig omkring?” Han så spørgende på mig, da jeg fik lukket min jakke. “Ja, jeg .. Jeg ville tjekke skoven ud.” Jeg vidste ikke helt om jeg egentlig skulle spørge om lov om det, før jeg gjorde det. Jeg så lidt usikkert på ham, men han nikkede bare stille, men tænksom. “Okay .. Der går en mindre sti ud igennem skoven, sørg for at holde dig til den.” Han klappede mig akavet på skulderen, før han forsvandt ind i stuen igen. Okay. Holde mig til stien. Den kunne jeg sikkert godt klare.

Selvom jeg havde husket at tage en ekstra trøje på, gik den isnende vind stadig lige igennem både jakke og trøje. Jeg tror aldrig jeg ville vende mig til kulden, som Jace sagde ville vare længe. Vi var midt i Oktober, så jeg kunne nok kun forvente at den blev værre. Stien var let nok at finde, der var en åbning mellem træerne, men stien var mere en nedtrampet vej. Da jeg var gået nogle hundrede meter ud, fik jeg et bedre billede af skoven. Udefra, ville man umiddelbart ikke forvilde sig inde i den. Men jeg følte mig utrolig godt tilpas herinde. Jeg frøs ikke længere. Måske fordi træerne skærmede for vinden, måske ikke. I hvert fald kunne jeg lide skoven. Der var kun tæt beplantet med træer nogle steder, andre steder kunne der være langt i mellem dem. Skovbunden var fyldt med nedfaldet grene, mos, krat og visne blade. Det knasede unde mine fødder, hver gang jeg tog et skridt. Men jeg holdte mig til stien. Jeg ville ikke nyde noget af at fare vild.

Man kunne kun se lidt af himmelen, i mellem trætoppene. Skoven blev mørkere og mørkere, jo længere tid der gik. Jeg var på vej tilbage af stien, og kunne skimte åbningen ud til. Jeg havde ingen anelse om hvor længe jeg var væk, men der var i hvert fald gået over en time.

Mens jeg gik det sidste stykke op til huset, kom jeg til at tænke på skolen. Jeg ved ikke om jeg nogensinde havde prøvet at skifte skole før, eller om jeg kunne lide det. Jeg vidste ikke om jeg var en der var god til at få venner, eller måske mere den ensomme type. Det var forvirrende, ikke at vide hvem man var, hvem man er. Det er skræmmende, som om man skal lære alt på nyt, men på samme tid kan man det hele. 

Jeg slog forsigtig døren op. Mest af alt fordi alting virkede så gammelt, at hvis jeg var for hård ved det, ville det gå i stykker. Der duftede af en underlig form for stegt kød. Den føltes i hvert fald ikke genkendelig. Jeg trak mit overtøj af, før jeg stille fandt ud i køkkenet. “Oh, hey Day. Jeg har stillet noget mad klar til dig, jeg vidste ikke hvor længe du ville være væk..” Jace var i gang med at vaske op, men han nikkede med hovedet hen mod bordet. På bordet stod der en tallerken, fyldt med det fremmede stykke kød, nogle kartofler og nogle få grønsager. Jeg flyttede mig forsigtig hen til stolen, som jeg satte mig ned på. Den var hård, men behaglig. Jeg stak lidt til kødet, men der meldte sig ingen sult ved synet, eller lugten, af det. Jeg havde ikke fået noget hele dagen, og jeg ville ikke skuffe Jace med slet ikke at spise noget. Jeg tog nogle bidder af det andet. Grønsagerne var næsten mos, han havde sikkert kogt dem for længe, og kartoflerne var smagløse. Alt i alt, var det ikke det bedste måltid. Jeg hjalp Jace med det sidste af opvasken efter maden, og vi stod bare og vaskede op i tavshed. Jeg havde ikke lyst til rigtig at snakke. Enten så vidste Jace det, eller så var han heller ikke en person der rigtig snakkede så meget. Han havde snakket med mig, men jeg tror mest det var fordi han følte sig forpligtet til det. 

Efter opvasken var jeg gået op på mit værelse igen. Rummet føltes stadig utrolig tomt, og ikke alt for rart at være i. Jeg kunne intet stille op, i hvert fald ikke lige nu. Jeg måtte selv bevæge mig til byen for at hente noget, hvis jeg ville havde noget. Sengen var blød. Overraskende nok. Nu har ligget den sidste time, på ryggen i sengen. Bare ligget og set op på loftet. Det er første gang, siden alt det her skete, at jeg har kunne slappe af. Første gang jeg næsten har kunne falde til ro. Jeg faldt i søvn, liggende der.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...