Difference

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 sep. 2014
  • Opdateret: 22 sep. 2014
  • Status: Igang
Day Dani Esarosa. Det er mig. Mine forældre døde i en .. ulykke. Det er hvad jeg har fået fortalt. Jeg var sammen med dem da det skete, men jeg overlevede. Jeg kan ikke huske nogen ulykke, hvor vidt jeg tror på det, er en mindre detalje. Jeg kan ikke engang huske hvem de var. Mine forældre.. Det eneste jeg kan huske, er .. barndomsminder. Smilende og glade billeder, fra dengang hvor alting var godt. Jace Mingan er min onkel. Min fars bror. Jeg ved ikke om jeg har mødt ham før. Hvis ja, så er det endnu et af de mange minder jeg har mistet. Jeg har snakket med ham over telefon. Det er ham jeg skal bo hos nu. Han bor i en lille by, Oroville. Jeg er ikke klar over hvor det er, men han har fortalt at det er mod Nord. Selvom jeg intet kan huske, har jeg den følelse, at jeg ikke passer ind. Som om jeg ved, at jeg aldrig vil passe ind. Nogensinde. Jeg er anderledes. Måske er det derfor jeg ikke kan huske noget, fra ulykken. Hvis bare andre var ligesom mig. Anderledes.

10Likes
5Kommentarer
875Visninger
AA

4. North Oroville High

 

Idag havde været underlig. Jace havde været hjemme hele dagen, men han havde været .. stille. Han plejede normalt at prøve at få en samtale igang, enten havde han opgivet det, eller også havde han bare ikke tænkt over det. I hvert fald havde der været en stilhed i hele huset, der han hængt der hele dagen. Jeg havde siddet akavet, og ikke vidst hvad jeg skulle stille op. Jeg havde brugt det meste af min dag, udenfor i skoven. Selv efter aftensmaden,havde jeg flygtet op på mit værelse, lige så snart jeg fik chancen for det. 

Jeg følte mig lidt rastløs, oppe på mit værelse. Det var imorgen at jeg skulle starte i skolen. Det værste ved det var, at det var midt på året. Alle havde ligesom dannet deres ‘grupper’. Jeg prøvede at dulme min nervøsitet med, at jeg ellers skulle blive hjemme her, og alt andet var bedre. Jeg ville ikke kunne holde én dag mere ud, sådan her. Der var intet at lave, og jeg grunden til Jace’s underlige opførsel, er at jeg begynder at gå ham på nerverne. 

Jeg lod håndklædet svøbe sig om min krop, da jeg sted ud af badet, med vanddampen stigende op, omkring mig. Jeg stillede mig foran håndvasken, og tørrede duggen af spejlet, så jeg fik et billede af mig selv. Jeg betragtede mit eget spejlbillede. Jeg så mig. Jeg havde ikke sådan rigtig set på mig selv, siden ulykken. Jeg havde haft et sløret billede af, hvordan jeg så ud. Jeg vidste ikke, hvordan jeg så ud. Jeg havde store øjne, store lyseblå øjne. Jeg vidste at blå øjne var meget genetiske, så måske havde mine forældre haft blå øjne? Jace havde brune øjne, så gad vide om min far også havde det? Måske havde jeg fået dem fra min mor? Og havde jeg fået mit hår fra hende? Jeg havde noget utrolig langt gyldent hår. Jeg havde undret mig over, hvordan jeg har kunnet holde det ud. Vinden blæste det altid op, og det kunne virkelig irritere mig. Og nu hvor der var så meget vind i Oroville, havde jeg overvejet at få det klippet. Det gik mig til omkring bækken, og det var noget så tykt. Mine øjne gled hen over mit ansigt. Jeg havde et lille, men markant ansigt, med tydelige kindbin. Jeg lod min hånd glide hen over min kind, og mærkede huden under mine fingre. Min hud var utrolig blød, selvom jeg aldrig husker at havde brugt noget crem. 

Jeg rev mig løs fra mit spejlbillede igen, tog mine ting og fandt min vej ind til mit værelse igen. Jeg fandt mit nattøj frem og noget undertøj, før jeg skiftede om til det. Jeg tørrede mit hår, så godt jeg kunne med håndklædet, før jeg satte mig op i vindueskarmen. Jeg så bare ud af vinduet, og betragtede skoven, træerne, der bølgede i takt med vinden. Jeg vidste ikke hvor klar jeg var på i morgen, og jeg burde også gå i seng for at være frisk, men jeg blev siddende der i vindueskarmen. Jeg blev siddende længe, før jeg endelig fik mig flyttet hen til sengen, hvor jeg sank ned under dynen og faldt i søvn.

 

Det var tidligt morgen, da jeg vågnede af en der stod og bankede hårdt på døren. “Godmorgen” Jace’s stemme lød uden for døren, og jeg mumlede et godmorgen tilbage til ham. Jeg rullede om på den anden side, og var slet ikke klar til at stå op. Jeg havde glemt at rulle mit gardin ned, så jeg kunne se hvor mørkt det stadig var udenfor. Det var ikke ligefrem motivationen til at stå op, men jeg fik tvunget mine fødder ud over sengekanten. Allerede der ramte trangen til at gemme mig væk under dynen, da jeg bemærkede hvor koldt det var udenfor min dyne. Jeg gøs, men tog mig sammen. Rejste mig op fra sengen, og fandt noget tøj frem. Jeg skiftede så hurtigt som muligt, da jeg ikke ville stå let påklædt, når der var så køligt. 

 

Jeg havde netop fået styr på mit hår, før jeg bevægede mig nedenunder. Jace var ikke til at se nogen steder, men der stod en skål med morgenmad på bordet, ude i køkkenet. Jeg satte mig ned, og og hældte mælk op i skålen, før jeg tog en skefuld. Jeg havde ikke rigtig nogen appetit lige nu, men jeg vidste at jeg ikke kunne gå hele dagen uden at spise noget. Efter nogle skefulde, stod Jace pludselig i døren. Endnu engang havde jeg ikke hørt ham komme. Jeg måtte til at lære hvordan man bevægede sig lydløst i det her hus. Han nikkede kort til mig, inden han forsvandt igen. Som om han bare lige skulle tjekke på mig, for at se om jeg var kommet op og ikke var helt død endnu.

Jeg sad ved siden af Jace, på vej mod skolen. Jace havde stadig ikke rigtig sagt noget, men lige nu, gjorde det mig ikke noget. Jeg var træt, og det var for tidligt. Jeg havde ikke været tidligt oppe i .. Ja, hvem ved hvor lang tid? Jeg lænede mit hoved op mod den kolde rude, og trak min jakke tættere op omkring mig. Jeg glædede mig til at lave noget andet, end bare at rende rundt hjemme ved Jace .. Men det virkede stadig underligt at skulle begynde i skole her. 

Jeg betragtede gaderne, mens vi kørte. Før jeg vidste af det, holde vi på den parkeringsplads, hvor jeg havde været den anden dag. Den eneste forskel var, at her nu var fuldt med mennesker. Fuldt med biler. Bare .. Fuldt. Jeg havde ikke regnet med at der ville være så mange mennesker, men det måtte jeg bare finde mig i. Jeg så hen på Jace, mens jeg spændte min sikkerhedssele op. “Du skal finde kontoret, de giver dig dit skema.” Det var det længste jeg havde fået ud af Jace, de sidste par dage. Jeg nikkede stille, og tog min taske, før jeg åbnede bildøren, og steg ud. “Vi ses.” Jeg kom med en kort afsked til Jace, før jeg smækkede bildøren i igen. Jeg rettede lidt på min jakke, og førte en lok af mit hår om bag mit øre, og begyndte at gå mod bygningen. Jeg vidste ikke hvor kontoret var, men jeg var besluttet på at jeg nok skulle finde det. Jace havde i det mindste kommet med mig i god tid, så jeg ikke behøvede at stresse alt for meget. Det der virkede som mange mennesker, stilnede lidt af da jeg kom indenfor. Det var tilsyneladende fordi, de fleste opholdte sig udenfor. Hvilket fra min synsvinkel, virkede meget dumt. Der var hundekoldt derude. På gangen var der næsten tomt, bortset fra nogle enkle grupper indenfor i varmen. Jeg fulgte den bredde gang, som jeg først kom til. I mit hoved, ville det være det perfekte sted at havde kontoret. 

Der begyndte langsomt at komme flere og flere på gangene. Jeg havde stadig ikke fundet kontoret, selvom jeg havde gået flere gange op og ned af gangen. Jeg overvejede lidt at spørge nogen om hvor det lå, og så rundt efter nogen, der ville hjælpe. De fleste så ud til at havde travlt, så jeg ledte videre. Jeg fandt en pige der stod  henne ved hendes skab, og prøvede at finde hendes bøger. Jeg tog mod til mig, og gik stille hen mod hende. “Undskyld mig ..” Jeg rømmede mig lidt, og pigen vendte sig om mod mig, med et venligt smil på hendes læber. “Hey, kan jeg hjælpe med noget..?” Pigen havde noget kort, mørkt rødt hår. Selvom det lød underligt, passede det utrolig godt til hende, og specielt til hendes mærkebrune øjne. “Øh, jeg skal finde kontoret, men jeg .. ved ikke hvor det er henne..” Jeg prøvede ikke at lyde lige så hjælpeløs, som jeg følte mig. Hun begyndte stille at grine, før hun begyndte at forklare mig hvor kontoret var. “Men jeg kommer lige forbi på vej til mit klasseværelse .. Så jeg kan vise dig vejen.” Hun smækkede skabet bag hende, før hun så ventende på mig. Jeg var overrasket over hendes tilbud. Jeg havde ikke forventet sådan et svar, men det ville helt klart hjælpe mig. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg allerede havde glemt hendes instrukser. Jeg nikkede stille. “Det ville være dejligt, tak.” Jeg kunne ikke helt holde et taknemligt smil inde.  I det mindste behøvede jeg ikke bekymre mig om det længere. Hun gav mig hånden, og vi rystede kort hænder. “Jeg er Llili” Hun smilte sødt til mig, før vi slap hinandens hænder igen. “Day” Jeg smilte stille til hende, da hun begynde at gå ned af gangen, med mig ved hendes side. “Day .. Er det ikke rimelig kliché? Du ved, Have a wonderful day?” Hun så spørgende på mig, før hun hurtigt tilføjede. “Altså der er ikke noget i vejen med dit navn, det er virkelig flot!” Jeg kunne se, at hun lidt fortrød det første hun sagde, men jeg kunne ikke beregne hende for noget. Det var et virkeligt underligt navn. Jeg trak lidt på skulderen. “Det er okay, jeg ved godt det er et underligt navn .. “ Jeg sørgede for, at jeg gik tæt på hende, så jeg ikke pludselig havnede et andet sted. “Det må du altså undskylde, det var ikke min mening at sige det ..” Hun lød oprindeligt ked af det, selvom det ikke gjorde mig så meget. “Du er nu her, ikke? Jeg synes aldrig jeg har set dig her før, og nu hvor du skal op på kontoret .. “ Jeg blev lettet da hun skiftede emnet, selvom det stadig lå på mig. “Øh.. Ja. Jeg starter idag, så ..” Jeg trak lidt på smilebåndet, mens jeg så ligefrem for mig. “Åh okay, spændende ..” Hun nikkede lidt for sig selv, før hun stoppede op foran en dør. “Det her er kontoret, så burde du kunne finde ud af resten ..” Hun smilede venligt til mig, og klappede på døren, hvor der stod med store bogstaver: KONTOR. Jeg nikkede smilende til hende. “Tak, Llili.” Hun klappede mig kort på skulderen, mens hun begyndte at gå ned af gangen. “Vi ses måske senere, Day”

Der var en speciel atmosfære inde på kontoret. Men af hvad jeg synes, var det en god en. Jeg sad og ventede på at de ville finde mine papier, så jeg kunne få mit skema af vide. Jeg så ned på mine hænder, der fint lå foldet i skødet på mig. “Day Esarosa?” Jeg rejste mig op, ved lyden af mit navn. En kvinde, sikkert sidst i 30’erne, stod henne ved disken, med nogle papier i hendes hænder. Jeg bevægede mig stille hen mod hende, og stoppede op på den anden side af disken. “Her er dit skema, og her er nogle papier, du skal aflevere til alle dine lærer du har time ved, idag.” Jeg nikkede forstående, mens jeg tog imod papirene. “Okay? Hav en god dag.” Jeg mumlede høfligt iligemåde tilbage til hende, før jeg forsvandt ud af døren igen. Jeg tog et hurtigt kig på mit skema, og fandt min første time derpå. Engelsk. Vel ikke det værste fag at havde, men mit største problem ville helt klart være at finde lokalet. Der var ikke længere så mange elever på gangen, måske kunne jeg finde en at spørge? Lige i det tanken kom til mig, rungede en høj, skingrende klokke ned af gangen. Jeg måtte selv finde vejen, og helst hurtigt. Jeg ville ikke komme alt for sent. Det var allerede slemt nok at jeg var ny. 

Jeg havde efterhånden været nede af en masse forskellige gange, med et rask tempo. Jeg standsede brat op foran en dør, hvor der stod med blogbogstaver: Faglokale til Engelsk. Jeg kunne seriøst været brudt ud i jubel. Nu kom det værste: At banke på og komme til timen. Jeg tog en dyb indånding, før jeg lod min knyttede hånd, banke på mod døren. 1. 2. 3 gange. Hvor der før havde været en summen på den anden side af døren, kunne jeg høre der pludselig blev meget stille. Jeg bandede inde i mig selv, men måtte tage en dyb indånding, da jeg forsigtig åbnede døren derind. Jeg kunne med det samme mærke alles blikke ligge på mig, mens jeg beherskede mig for ikke at blive helt rød i hovedet. Mit blik lå på læren. En middelaldrene mand. På mit skema stod der Mr. Herns. “Hej, og du mære .. Day Esarosa, ikke?” Han så ud til at havde forventet mig, og det gjorde mig en smule mere tilpas. Jeg nikkede kort, før jeg rakte ham de papier, som jeg havde fået af vide jeg skulle gøre. Han tog i mod dem, og lagde dem på hans bord. “Bare find en plads et sted.” Han nikkede mod resten af klassen. Jeg bed mig diskret i læben, og begyndte at gå ned mod de forskellige borde, hvor eleverne sad ved. Jeg kunne stadig mærke alles blikke ligge på mig, da jeg gik ned mellem dem. Jeg skyndte mig at spotte en ledig plads, ved siden af en dreng, der muligvis var den eneste der ikke så på mig. Jeg satte mig lydløst ned på stolen, og sank sammen. Jeg håbede ikke jeg skulle lave sådan en entre her, til alle mine timer idag. Jeg måtte få styr på hvor klasserne lå henne af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...