It's A Love Story


2Likes
0Kommentarer
124Visninger

1. #1

Marie

Det var en tidlig mandag morgen, og jeg sad på mit arbejde som sædvanlig. Jeg arbejdede for en avis, og når nogen havde skrevet en artikel, fik jeg den og rettede den for fejl. Det var ikke noget at blære sig med, og det var heller ikke, fordi det var vildt spændende, men jeg havde jo brug for pengene. Tøjet, vi skulle have på, var heller ikke specielt. Mændene gik i jakkesæt og kvinderne i sort nederdel, hvid skjorte og sort blazer. Det var så langt fra min stil, som man kunne komme, men hvem interesserer sig også for min stil? Ligegyldigt. Det mest langt ude var, at vi skulle have navneskilte på. Som om der var nogen herinde, der ikke kunne huske de andres navne. På mit stod der Marie Lucia Wellington. Faktisk hed jeg også Zara, men det var der ikke plads til på skiltet.
Det eneste gode ved det her job var, at mine tre bedste veninder også arbejdede her. Ann, en høj, lyshåret pige med brune øjne og et stort smil, som jeg havde kendt siden folkeskolen. Brittany, en lidt lavere og kraftigere brunette med grønne øjne, som jeg også havde kendt siden folkeskolen. Og så Vicky, hvis mor kendte min mor, så vi havde faktisk kendt hinanden, siden vi blev født. Vicky havde langt sort hår med violette striber, modelkrop og store blå øjne.
Jeg selv var ret kedelig. Farvet kulsort og kridhvidt hår, blågrønne øjne og kridhvid hud. Altid masser af sort øjenmakeup, men næsten aldrig læbestift eller lipgloss. Der var ikke rigtig noget særligt ved mig - jeg var bare hende den kloge, der rettede andres grammatiske fejl.

Taylor

Jeg var ret spændt. Jeg skulle jo starte på mit nye arbejde i dag. Ikke at arbejdet var noget specielt, næ, det var hos Grasstown Newspaper, som bare var Grasstowns lokale avis. Grasstown var en lille by i England med nogle få tusinde indbyggere, så alle kendte avisen, men det var stadig ikke noget stort, hvis man arbejdede på den. Man fik dog en okay løn, og det var alt, hvad jeg forlangte.

Min nye chef hilste på mig, nikkede godkendende til mit jakkesæt og gav mig et skilt, hvorpå der stod Taylor Way. Han virkede flink nok. Simon Green, hed han.
"Du kan sætte dig derover," sagde han og pegede hen mod et bord i den anden ende af bygningen. Der var mange skriveborde fyldt med stakke af papirer, og mænd og kvinder skriblede koncentreret et eller andet ned på hver deres papir. Overfor mit bord sad en tilsyneladende ung pige med sort og hvidt hår med sin Macbook og så ud til at rette noget.
"Tak." Jeg nikkede hurtigt til Simon og gik ned mod mit bord. Jeg stillede mig foran pigen og så ned på hende. Hun reagerede ikke. Jeg rømmede mig. Stadig ikke. Jeg bankede to gange på hendes bord med mine knoer, og endelig så hun op på mig med et irriteret blik.

Marie

Han bankede på mit bord, og jeg så op. Han var høj og muskuløs og mindede mig om Taylor Lautner.
"Hvem er du?" spurgte jeg. Han smilede til mig og pegede på sit navneskilt. Taylor Way.
"Og du er ny her, Taylor?" Han nikkede.
"Stum?" Han rystede på hovedet.
"Så vær venlig at gå. Jeg har travlt." Jeg viftede ham af, men han blev bare stående med det store smil klistret til ansigtet. Jeg sukkede opgivende og vendte tilbage til arbejdet. Jeg fattede ikke, hvordan et voksent menneske kunne lave så mange fejl, men der var altså bare tusind fejl i den her artikel.
"Hvad hedder du?" spurgte han.
"Du kan tale? Super," mumlede jeg uden at flytte øjnene fra skærmen. "Forresten står det på skiltet. Det er derfor, det hedder et navneskilt."
"Jeg kan ikke se det for dit hår," sagde han. Jeg skubbede min lange hestehale fra mit bryst og om på ryggen, så han kunne se skiltet.
"Marie Lucia," sagde han. "Du ligner en, der har flere navne."
"Marie Lucia Zara Wellington."
"Det lyder faktisk pænt. Må jeg kalde dig Zara?" spurgte han.
"Du skal aldrig kalde på mig, men når du fortæller dine venner, hvor attraktiv jeg er, så må du selv om, hvad du kalder mig," svarede jeg tørt.
Han smilede skævt. "Okay, Zara. Hvilket stjernetegn er du?"
"Jomfru."
"Stjernetegnene passer sammen," konstaterede han. "Hvilken dato har du fødselsdag?"
Jeg klikkede hårdt på mellemrumstasten og så op på ham. "Hør her, nye fyr, hvis du ikke kan se det, så har jeg faktisk lidt travlt. Jeg var allerede bagude, før du kom og gjorde det værre, så du må meget gerne gå."
"Forkert ben ud af sengen, ha?" Han grinede og satte sig ned på sin egen stol, som stod ved skrivebordet overfor mit. Hvilket betød, at han kunne sidde og stirre på mig og snakke til mig dag ud og dag ind.
"Jeg kunne hjælpe dig i morgen tidlig, hvis du da overhovedet vil have det rigtige ben ud af sengen," tilbød han med et grin.
"Det takker jeg pænt nej til," sukkede jeg og rystede på hovedet. Den dreng havde lige spoleret det eneste
gode ved at arbejde her; gode kolleger. Jeg havde stadig søde kolleger, men Taylor dækkede ligesom de søde med hans virkelig irriterende person. I det mindste smækkede han fødderne op på sit bord, så jeg ikke kunne se hele hans ansigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...