Gry

"Jeg bor i hvidt. Det gør alle de andre også." Denne historie er en novelle jeg skrev, da jeg var en del af forfatterholdet Bestseller. Antologien, som novellen er en del af, hedder Oktoberting. Medvirkende i denne bog er blandt andet Sofie R. E. og Cille L. Det var en virkelig fed oplevelse at skabe en hel bog sammen med en masse andre unge med samme interesse som jeg selv, og jeg håber det kan mærkes, når man læser novellen. Rigtig god læselyst, jeg håber den vækker nogle tanker :) Til mine forældre. Tak, fordi jeg får lov til at være så fuld af farver, når jeg har lyst til det, og hvid, når jeg har lyst til det. Tak for at I er så fulde af farver. Dette er min første movella, og jeg er mere end åben for konstruktiv feedback. <3

14Likes
18Kommentarer
691Visninger
AA

1. Gry - En novelle fra Oktoberting-antologien

Jeg bor i hvidt. Det gør alle de andre også. Huset er hvidt. Haven er hvid. Græsset er hvidt. Værelset er hvidt.  Der er en seng, et skrivebord og en reol. Der er et stort skab og et gulvtæppe. Det hele er pinligt rent. Selvom der står mit navn på døren, er det ikke mit værelse. Det er her, jeg sover, laver lektier og er.  Det er bare ikke mit. Alt er skinnende rent. Blændende. Ligegyldigt hvor hårdt man prøver, vil man ikke være i stand til at finde så meget som et lille bitte støvkorn. Det sørger jeg for hver dag, når jeg kommer hjem fra skole. Det har jeg gjort, fra jeg var helt lille. Sådan vil de have det. Det er bedst at holde alting hvidt. Perfekt.

Det eneste på værelset der er mit og ikke er hvidt, er min lænestol. Det er derfor, den står inde i et skab. Den passer ikke ind. Den er stor, har alle regnbuens farver og er lidt slidt. De andre ved ikke, at den er her. Min lænestol plejede at stå hos min oldefar. Den er fra hans tid, inden alt skulle være hvidt. Da han døde, fik jeg den. Den har stået her lige siden. Det er min lænestol. Her sidder jeg stort set altid. Også nu. Jeg sidder i min lænestol og tænker. Bare tænker. Mine fødder rører ikke gulvet. Min lænestol er en øde ø. Den er bare ikke øde. Det er udenom, der er øde. Måske er den nærmere en oase. Ja, min lænestol er en oase. Min oase. Oasen har store grønne palmer, safirblå vandhuller og gule blomster. Når jeg sidder her, strømmer en hel masse farver igennem mig. Jeg skifter farve. Hvis jeg fik lov, ville jeg blive siddende her altid. Hvis jeg fik lov, så ville jeg-.

 

Mine tanker bliver afbrudt af en banken på døren. Det er Bianca. Bianca er to år ældre end mig. Hun går i 1 g. og er ligeså hvid som jeg. Måske endda endnu mere hvid. Hun ved intet om min lænestol. Selv har hun intet på sit værelse, der ikke er hvidt.

“Der er morgenmad. Skynd dig. ”

Jeg hører hende vende om på hælen og går nedenunder. Ligeså snart mine fødder rammer gulvet, bliver jeg hvid igen. Showtime. Jeg går nedenunder og sætter mig ved bordet. Her sidder Bianca, far og mor.

“Godmorgen, skat! ”, stråler mor.

Jeg smiler og gengælder hendes hilsen. Hun er altid meget energisk. Jeg sætter mig ned over for Bianca. Skålen foran mig er fyldt med noget, der ser meget sundt ud. Jeg begynder at spise. Det smager ikke af noget.

“Det smager virkelig godt det her. Hvad er det? ” spørger jeg mor, som sidder for den ene bordende.

Hun stråler, da jeg spørger til maden.

“Det er en form for havrefras, som man spiste det i stenalderen. Jeg fandt opskriften i ‘iform’ i går, det er virkelig sundt! ”

Hun er alt for tynd. Hun vejer omkring 7 kg for lidt. Det er ikke pænt. Hverdagen bruger hun på at gå i Fitness World. Her er hun mindst tre timer dagligt. Resten af dagen bruger hun på at gå ture og spise sushi med sine veninder. Hun har overraskende nok ikke noget job. Jeg smiler til hende. Jeg ved, at jeg selv ender sådan en dag.

"Du bliver da også pænere og pænere, mor” siger jeg.

Hun storsmiler og spiser videre. Far sidder for bordenden længst væk fra mig. Vi snakker ikke sammen særlig tit, da vi kun ses kortvarigt om morgenen og aftenen. Men ligesom mor kan han godt lide at høre om, hvor godt det går i skolen og om hvide karakterblade. Jeg spiser op og sætter skålen over i køkkenvasken.

Jeg går op på værelset igen. Jeg sender et langt blik over mod min lænestol, men går forbi den og begynder i stedet at pakke skoletasken. Jeg har selvfølgelig lavet lektier. Alle sammen.  Da jeg er færdig, går jeg nedenunder igen. Min storesøster står klar foran hoveddøren, og jeg stiller mig ved siden af hende. Vi venter på, at mor skal køre os i skole.

Mor kommer gående mod os med den nye, hvide bilnøgle dinglende fra pegefingeren. Hun lader den meget diskret slå mod sin hånd, så det giver et lille "klir", hver gang den rammer. Det er uundgåeligt at lægge mærke til den nye nøgle.

"Er I klar, piger?", spørger hun.

Hun tjekker, hvorhvidt vi har vasket os, og om tøjet er helt og aldeles pletfrit. Hendes blik standser ved mig. Hun spidser munden og graver i sin håndtaske efter vådservietterne. Da hun har fundet dem, tager hun én op og begynder at gnide på min kind. Da hun omsider er tilfreds, smider hun vådservietten ud og åbner døren ud til resten af verden. Nu kan vi gå udenfor.

 

Vi bevæger os ned mod den nye bil ad den lange indkørsel, mens mor hilser på naboerne. Hun vinker energisk til dem med den hånd, hvori hun har bilnøglen.

              Da vi omsider når skolens parkeringsplads, er klokken to minutter i otte. Vi kommer midt på det travleste tidspunkt på morgenen. Alle forældrene er ved at aflevere deres børn. Man kan næsten ikke se skolen for bare mennesker.

              Jeg skæver til mor, og jeg kan se, at hun ikke kan holde et kæmpe smil væk. Hun vinker og vinker, også til folk hun ikke kender. Hun finder en parkeringsplads, og vi stiger med det samme ud. Mor stiger også ud for at sige farvel til os. Det plejer hun ellers ikke at gøre. Ligeså snart vi er ude af bilen, kommer der fire-fem hvide damer løbende hen til Mor. De beundrer den hvide bil, og "hvor ville jeg ønske, at Frede også købte sådan en til mig". Mor piller ved sine negle og siger: "Nåhr, den er da ikke noget særligt..."

              Jeg når lige at høre damerne begynde at forsikre Mor om, at det er den smukkeste bil, de nogensinde har set, før jeg går mod 8.a's klasseværelse.

 

Skolen er meget stor. Den er også meget fin, og alle, forældre, elever og lærere, gør deres bedste for, at den er så hvid som mulig. Den kan selvfølgelig aldrig blive helt så hvid, som der, hvor jeg bor. Men vi lader som om. På vejen mod klasseværelset, møder jeg mange af børnene fra de andre klasser. De har alle hvidt tøj på. Ligesom mig selv. Klasselokalet er også hvidt. Stolene, bordene, tavlen og alle bøgerne. Alle eleverne, bortset fra mig, er allerede derinde. Sådan vil Mor helst have det. At jeg er den sidste, der træder ind i lokalet. Jeg tager mit smil på og åbner døren. Straks bliver jeg overvældet med kram og knus af de andre elever. De er alle ligesom mig. Fuldstændig hvide, og går mest af alt op i thigh gap, perfekt makeup og stor vennekreds.

"Hej! Ej, jeg så lige din mors bil, ikke? Den er så smuk!" siger Alba, en af Mors veninders datter.

"Ej ja! Også mig! Du er så heldig!" siger Zuri.

Jeg smiler til dem begge.

"Ja, jeg er sygt heldig!" Sygt. Jeg fortsætter: "Men I har da også lige fået ny hund, den er bare så nuttet! "

Faktisk er deres hund utrolig grim. Nogle børn bliver opdraget til ikke at lyve. Jeg er blevet opdraget til at overleve i en hvid verden. Vores snak bliver afbrudt af vores klasselærer, som beder os om at sætte os ned. Lige så snart alle sidder, begynder fru Weiss at snakke igen.

"Det her bliver ikke nogen helt normal time. I dag får vi nemlig en ny elev i klassen!" siger hun.

Straks bryder en spændt mumlen ud.

"Hey, skru ned for volumen! Kan I se, hvad det er jeg gør? Jeg skruer ned for jer!"

Fru Weiss sidder og trykker på en fiktiv remote, som er rettet mod os.

"Nu går jeg ud og henter hende, bliv siddende på jeres pladser imens!"

Hun peger igen på os med sin remote og forlader så klassen.

Hun kommer hurtigt ind i klassen igen, endnu mere hvid i ansigtet end før, men denne gang er der en pige med hende. Alt forhenværende snak forstummer da hun træder ind. Selv min mave, der før rumlede efter morgenmaden, eller mangel på samme, er helt stille.

Denne her pige er meget langt fra hvid. Hun er rød, blå, grøn, lilla og pink. Hendes hår er stort og rødt, og hendes hud er meget lyserød. Hendes læber er farvet knaldpink, og hendes øjne er neongrønne. Hun har ikke engang hvidt tøj på. Hun er iført en alt for stor lilla t-shirt og et par lyseblå overalls. Mine tanker flakker uvilkårligt til min lænestol.

Hun smiler skævt til os og sjosker ned på den eneste tomme plads i klassen. Alles øjne er fuldstændig fastklæbet til hende, selv fru Weiss har helt tabt fatningen. Vi ved alle godt, hvad hun er. Hun er en fredsforstyrrer. Vi har alle hørt om dem, men vi taler aldrig om dem. De er ikke velkomne nogen steder. Der går et lille halvt minut, før pigen rømmer sig, og Weiss kommer i tanke om hvad hun skal.

                      "Øhm, nå ja. Alle sammen det her er Gry."

Zuri, som sidder ved siden af mig, læner sig mod mig og hvisker: "Hold kæft, hun hedder Gry? Kan man overhovedet hedde det?"

Hun fniser, og jeg tvinger mig selv til at fnise med. Jeg har en uimodståelig trang til at række ud og røre ved hende.

"Mon ikke det nærmere er Gru, hun hedder? Prøv lige at se hendes tøj! Jeg kan ikke genkende et eneste mærke. Hun ser jo helt forfærdelig ud," fortsætter Zuri.

Da jeg ikke reagerer, stikker hun en albue i siden på mig.

"Nårh, øh, jo. Haha," siger jeg uden at tage blikket fra Gry.

Jeg hører Zuri fnyse, så jeg vender mig modstræbende om.

 

Timen går hurtigt, uden at jeg får lavet særligt meget. Jeg bliver hele tiden distraheret af den mængde farve, der sidder i højre hjørne af klassen. Ligeså snart det er frikvarter, går alle hen til Gry. Jeg er overbevist om, at Zuris vittighed med hendes nye kælenavn vil komme hende for øre meget snart. Jeg har også på fornemmelsen, at der er andre, der har det samme i tankerne som Zuri. Gry lytter til musik på sin iPod, men tager straks høretelefonerne ud, da vi kommer hen til hende. Hun ser smilende rundt på os alle. Alle stirrer på hende uden så meget som at prøve at skjule deres foragt.

Hun stikker hånden frem i mod mig og Zuri. Selv hendes hånd er fuldstændig indsmurt i farve. Opslugt af farven og uden at tænke nærmere over det, tager jeg hendes hånd. Den velkendte fornemmelse af farve, der strømmer igennem mig, får mig til at smile. Jeg kan mærke, at min håndflade opsluger farven. Min lænestol ...

"Hej, jeg er Gry!" siger hun og trykker min hånd.

Jeg gengælder hendes hilsen og præsenterer mig. Det er først, da jeg slipper hendes hånd, at det går op for mig, hvad jeg har gjort.

Mit smil falmer, og forskrækket kigger jeg op på de andre. Gry smiler stadig til mig, men de andre elever fra klassen kigger måbende på mig. Zuri, som før stod lige ved siden af mig, har trukket sig væk fra mig. Hun rynker på næsen, da vores blikke mødes og går endnu et skridt baglæns. Jeg kigger mig panisk omkring. Alle, bortset fra Gry, er rykket bagud, væk. Jeg rækker hånden frem, for ligesom at få fat i de andre igen. Men ligeså snart jeg række hånden frem, gisper de og trækker sig endnu længere væk. Jeg tror endda, jeg hører Alba skrige. Forskrækket trækker jeg hånden til mig igen, og kommer selv til at gispe, da jeg ser min håndflade. Der er farve overalt på den. Febrilsk prøver jeg at tørre den af i de hvide bukser, jeg fik i går. Straks spreder der sig en masse forskellige farver i forskellige mønstre på bukserne. Ude af stand til at tænke klart, løber jeg ud af klasseværelset.

Jeg stopper først med at løbe, da jeg når toilettet. Uden at få vejret først, går jeg i gang med at vaske mine hænder. Jeg ser mig selv i spejlet og tvinger mig selv til at slappe af. Det går nok. Det skal nok blive, som det var før. Præcis som det var før. Jeg skal nok blive hvid igen. Hvid og perfekt. Så længe jeg holder mig fra Gry. Eller måske behøver jeg ikke at holde mig væk fra hende. Måske kan jeg nøjes med at lade være med at røre ved hende. Ja, så længe jeg lader være med at røre ved hende, så går det nok. Jeg vasker og vasker, og jeg har ikke nogen fornemmelse af, hvor længe jeg står der. Farve plejer ikke at hænge så godt fast, ikke engang på mig. Hun må virkelig have en kraftig farve, hende Gry. Lidt efter lidt har jeg fået det værste farve af min hånd, og jeg har fået al farven af bukserne. I min håndflade er der stadig en anelse rød, som jeg ikke kan få af. Så må jeg bare lukke højre hånd, så ingen ser det. Jeg trækker vejret dybt og går tilbage til klassen igen. 

 

Inde i klasselokalet har Gry igen sat sig ned på sin plads. Resten af klassen er trukket hen i det modsatte hjørne af lokalet, og står med hovederne stukket sammen. Da de hører, døren gå op, bliver alles øjne rettet mod mig. Jeg kan mærke, at de undersøger mig nøje. Jeg står lidt ubeslutsomt, men rømmer mig så.

"Farven er altså kommet af nu, helt af," siger jeg og holder min venstre hånd op i luften. Min højre hånd sidder i bukselommen. 

Deres mistroiske blikke glider over min hånd og mine bukser, før Zuri nikker. Ikke et stort nik, men nok til, at alle kan se, at jeg er fredet. Jeg ånder lettet op. Zuri nærmer sig smilende og giver mig et kram.

"Pas på, ” hvisker hun.

Det løber mig koldt ned af ryggen, og jeg ved, at jeg vil blive nødt til at gøre netop det.

De næste fire og sidste timer af skoledagen går fuldstændig, som de plejer. Vi snakker om vores nye heste, tablets og biler. Ingen nævner Gry eller episoden i frikvarteret. Jeg tvinger mig selv til at kigge alle andre steder hen end på Gry. Jeg ved, at de andre holder øje med mig. Jeg minder hele tiden mig selv om ikke at åbne højre hånd.

 

Jeg bliver hentet efter skole af Mor, som igen har samlet en hel flok damer rundt om bilen. Efter at have sagt farvel til dem, kører vi hjem. På vejen snakker Mor løs om et eller andet nyt skønhedsprodukt, som fjerner alle urenheder efter kun én gangs brug. Jeg iih'er på de rigtige tidspunkter, men jeg kan ikke holde op på at tænke på min hånd. Hvis mor finder ud af det...

 

Da vi kommer ind ad døren, nærmest løber jeg op mod værelset. Jeg hører Mor råbe efter mig, men ignorerer hende. Da jeg er nået op ad trappen og er et godt stykke væk fra Mor og alle andre, tillader jeg mig selv at sukke af lettelse. Ingen har set min hånd, og det er sikkert gået væk inden i morgen. Jeg åbner døren til værelset. Ligesom jeg plejer, sætter jeg rygsækken op ad sengen. Jeg retter ryggen, og vender mig mod hjørnet for at sætte mig i min lænestol.  Det har jeg længtes efter hele dagen.

 Det eneste problem er, at min lænestol er væk. Der går et øjeblik, før jeg opfanger, at den ikke er der. Jeg kan mærke, at jeg begynder at ryste. Jeg går hen til hjørnet, hvor den plejer at stå. Der er ikke så meget som en dråbe farve tilbage efter den. Nu er der bare hvidt. Der er nogen, der har vidst besked om min lænestol. Hvem det er, ved jeg ikke. Men den er væk nu, og jeg er godt klar over, at jeg ikke får den at se igen. Jeg ryster og ryster. Åbner og knytter hænderne. Med et vender jeg mig om og tager fat i en lille, hvid lampe. Jeg løfter lampen, og kyler den mod væggen. Skriger. Den hvide lampeskærm bliver revet midt over. Pæren går i tusindvis af stykker. Porcelænsfoden ryger ud over det hele.

Længe sidder jeg på gulvet mellem resterne af lampen. Det er først, da min mobil ringer, at jeg kommer til mig selv. Det er en alarm, der fortæller mig, at jeg skal lave lektier. Jeg slukker alarmen og smider min mobil over i et hjørne. Alligevel begynder jeg at lave lektier. Jeg stikker hånden ned i rygsækken for at få fat i bøgerne.

I stedet kommer jeg i kontakt med noget andet. Med rynkede bryn trækker jeg, hvad det så end er, op af tasken. Det er et lille kort. Et visitkort af en art. Det er lillebitte, ingen ville lægge mærke til, hvis man gik rundt med det i hånden eller lommen. Kortet er ikke hvidt. Det er alle regnbuens farver, og jeg får det velkendte sug i maven af at røre ved det. Med store øjne, vender jeg det om. På bagsiden er der også mange farver, men på midten står der:

 

’Hvis du har lyst... ’

 

Nedenunder står der et telefonnummer. Jeg kradser mig på armen. "Hvis du har lyst". Jeg ved godt, hvem det er fra. Har jeg lyst? Det ved jeg, at jeg har. Noget andet er, om jeg tør. Det er jeg ikke sikker på. Jeg sidder og diskuterer, hvorhvidt jeg skal ringe til nummeret, da Bianca kommer ind på værelset. Jeg skynder mig at stoppe kortet tilbage i tasken. Hun hæver et øjenbryn.

"Hvad vil du?", spørger jeg.

"Der er aftensmad om et kvarter. Bare så du ved det."

Hun smiler til mig og går ud af døren. Jeg sukker, og tager kortet frem igen. Jeg ved, hvad konsekvenserne vil være, hvis jeg siger ja. Jeg bestemmer mig for at beslutte det senere og går nedenunder for at vaske hænder inden middagen.

Nedenunder er Mor ved at lave mad, og Bianca står ved siden af hende og fortæller om, hvad de andre havde sagt til hendes nye armbånd i dag. Mor lytter interesseret, mens hun skyller salaten. Alt det grønne skal gerne af. Jeg lytter til samtalen, mens jeg dækker bord.

"Så sagde hun også, at det så grimt ud, og så blev hun sur, fordi jeg sagde, at hendes mor har taget på. Det er jo også rigtigt, moren har virkelig taget på, jeg gjorde hende jo bare opmærksom på det.  Men hun blev helt vildt mopset og sagde, at det bare var fordi jeg var sur over, jeg ikke var blevet inviteret med til hendes fest for nogle måneder siden. Og jeg var helt overrasket over, at hun brugte det som argument. Jeg mener, selvfølgelig er det mega tarveligt, at hun ikke inviterede mig med, men det er ikke, fordi jeg stadig er sur eller noget." Jeg lytter videre om, hvordan Bianca så havde låst sig inde på toilettet sammen med den ene halvdel af pigerne fra hendes klasse, og den anden halvdel havde låst sig inde på det andet toilet sammen med fjenden. 

Jeg hører de historier hver dag og plejer altid at komme med trøstende ord til Bianca, og bande lidt af, hvem den uheldige person så end er. Men i dag kommenterer jeg det ikke. Af en eller anden grund irriterer det mig grænseløst.

"Det er vel nok synd for dig, skat. Jeg ringer og snakker med hendes mor, sådan skal hun ikke behandle mit barn. Forresten har jeg købt et par nye bukser til dig, så kan du få det lidt bedre! De ligger på din seng. Du kan prøve dem efter maden."

Mor smiler til Bianca, som om hun lige har løst alle hendes forfærdelige problemer. Jeg har lyst til at skrige af hende.

"Tusind tak Mor, det er præcis, hvad jeg har brug for! Jeg har det allerede meget bedre." Hun giver mor en krammer. Det er lige før, jeg brækker mig. Pludselig lyder der et højt knald. Der er glasskår ud over det hele. Jeg har knust det glas, jeg havde i hånden, uden at lægge mærke til det. Mor og Bianca kigger på mig, som om jeg lige har væltet bordet. Jeg mumler en undskyldning, og begynder at samle stumperne op.  

Da jeg har fået det hele samlet sammen, er maden færdig. Mor og Bianca sætter maden på bordet, og vi er klar til at spise. Vi sidder, som vi plejer. Far for den ene bordende og Mor for den anden. Bianca og jeg sidder ved hver vores langside.  Vi spiser i stilhed, indtil Far begynder at fortælle om sin dag.

"Der var nogen af mine medarbejdere, der havde deres børn med på arbejde i dag. Og hold da helt op, hvor var nogle af dem uheldige. Der var en, hvis datter var let gullig. Jeg siger jer, det så forfærdeligt ud. Jeg blev nødt til at sende hende hjem. Så kom jeg til at tænke på, hvor stolt jeg er af jer to piger. Det er sådan man skal se ud. Jeg har næsten helt ondt af de andre."

 Han smiler til os og fortsætter med at spise.

"Ja, hvis det var mit barn, var hun blevet smidt på børnehjem for længe siden. Sådan en skal jeg bare ikke i nærheden af."

Mor vifter med hånden.

Jeg knuger min gaffel så hårdt, at jeg kan mærke gaffelen bøje. Bianca sender Far sit bedste Colgate-smil, og spiser videre. Han fortsætter:

"Forresten var jeg nødt til at fyre én igen i dag."

"Hvorfor dog det, skat?" spørger Mor, og jeg ved, at hun håber, at det er en her fra byen.

 Det er vigtigt, at være ajour med hvem, der har lidt hvilke nederlag. Endnu bedre er det, hvis man er den første, der ved det.

"Jeg kan ikke huske, hvad han hedder, men jeg fandt et lille rødt og blåt objekt på hans kontor, og det kan jeg simpelthen ikke tolere. Sådan en lusket, lille vendekåbe. De skal bare udryddes, skal de."

 Han slår hånden ned i bordet.

"Det var vist nok Peter, han hed. Han havde faktisk lige fået en søn, apropos børn. Ha, det bliver nok svært for dem at forsørge ham uden job. Så kan de lære det, de fredsforstyrrere!"

Jeg rejser mig op. Jeg beslutter mig i samme sekund. Alles øjne er rettet mod mig. Mine hænder dirrer af raseri, og jeg ved, at jeg må ud af rummet, inden jeg siger noget dumt.

"Tak for mad," siger jeg og går op af trappen. Hvis der er nogen, der råber efter mig, hører jeg det ikke. Jeg kigger mig ikke tilbage.

Oppe på mit værelse smækker jeg døren i. Der falder en smule puds ned fra loftet. Jeg tager en dyb indånding og går over til tasken. Med rystende hænder finder jeg mit kort frem. Åndeløs taster jeg nummeret ind på telefonen. Jeg trykker 'Ring op'. Jeg bider i en negl og prøver at tæmme den zoologiske have, der er løbet løbsk i min mave. Der går flere timer mellem hvert bip. Jeg kan næsten ikke trække vejret.

"Jeg vidste, at du ville ringe!" nærmest råber Gry.

 "Der kan I bare se, jeg sagde det jo!" råber hun til nogen i baggrunden.

 Jeg synker en gang og rømmer mig. Jeg hører Gry tysse på nogle.

"Det må du undskylde. Vi havde et væddemål om, hvorvidt du var modig nok til at ringe eller ej. Jeg var helt sikker på, at du godt turde, men mange af de andre troede det ikke. Jeg må alligevel give dem ret, du virker altså ret hvid."

Hun holder en kort pause for at trække vejret. Jeg skal lige til at sige noget, da hun begynder at snakke igen.

"Men altså, du ringer vel, fordi du ikke vil være med mere, ikke sandt? Selvfølgelig gør du det. Du skal være forberedt på, at folk vil reagere meget voldsomt på det."

Hendes stemme bliver en anelse mere seriøs, da hun fortsætter: "Det ville være noget andet, hvis du ikke var datter af dem, du er. Men sådan er det. Vi må bare tage nogle ekstra forholdsregler, for at det kan fungere. Men det bliver ikke nemt at være dig. Vi ses i morgen, pas godt på dig selv."

Hun lægger på, inden jeg får sagt så meget som et eneste ord.

Jeg sidder længe med mit kort i hånden, og stirrer på det. Jeg har lige gjort det. Jeg har virkelig lige gjort det. Tænk, at jeg lige har gjort det. Jeg bliver siddende her, lige indtil jeg går i seng.

 

Næste morgen ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg går rundt på værelset, og venter på, at der er morgenmad. Jeg ved, at jeg nu har chancen for at slappe af og ikke være hvid, men det er svært at vænne sig til. Jeg kigger på min højre håndflade. Den farvede plet er vokset. Den fylder nu hele min hånd. Hvis jeg prøvede at skjule det, ville det godt kunne lade sig gøre. Men det gør jeg ikke. Jeg kan ikke lade være med at smile over den kildende og varme fornemmelse, som jeg får fra hånden. Jeg kan næsten ikke vente, før jeg er fuldstændig farvet. Den lille zoologiske have i min mave bliver gradvist større, jo nærmere vi kommer morgenmaden. Da det banker på min dør, trækker jeg vejret dybt. Som sædvanlig står Bianca der, pletfri og klar.

"Der er morgenmad! Jeg kan bare mærke, at det bliver en god dag i dag, kan du ikke også? Prøv lige at se, hvor hvid himlen er!"

Hun peger ud ad vinduet. Hun smiler til mig, vender rundt på hælen og går ud af værelset.

 

Da jeg går nedenunder, er jeg på vagt. Jeg skjuler ikke min hånd, men der er heller ingen grund til at stikke den op under næsen på dem. Jeg sætter mig ved morgenbordet på samme plads, som jeg plejer. Mor og far sidder også på deres sædvanlige pladser. Men i dag er de ikke i perfekt, hvidt humør. De er begge meget højrøstede. Det må være noget meget alvorligt, siden de tager det så ilde op. Det er meget sjældent, at de mister besindelsen på den måde. Selvom jeg selv har nok at slås med, kan jeg ikke lade være med at lytte med.

"...Jeg siger dig, der er nogen, der har gjort det med vilje! Jeg finder mig ikke i det! Og hvad vil du have, at jeg skal sige til de andre mødre? Hva'? Har du måske overvejet det? Selvfølgelig har du ikke det, du har alt for travlt på arbejde! Du har ingen anelse om, hvor hårdt det er at skulle holde vores rygte hvidt!"

Mor slår ud med hånden for at vise, præcis hvor hårdt, det er. Far masserer sin næseryg med sin ene hånd, og prøver at signalere til mor, at hun skal slappe af med den anden.

"Prøv nu at høre her, det skal nok gå. Jeg tager den hen til et værksted i dag, og så får jeg ridsen ordnet, okay? Jeg ved ikke, hvem det har gjort det, men jeg er ret sikker på, at det ikke er med vilje. Jeg skal nok kigge overvågningsvideoerne igennem en gang. Hvis det er, at der er nogen, der har gjort det med vilje, lover jeg dig, at de aldrig vil gøre det igen. Din bil skal nok blive fuldstændig som ny."

Han holder nu begge hænder oppe i luften for at få mor til at køle ned. Hun virker lidt mindre anspændt, men hendes mundvige peger stadig direkte nedad. Jeg har lyst til at råbe af dem.  Men der er ingen grund til at gøre det hele værre, end det er i forvejen. Hvis de bliver så ophidsede over en ridse i bilen, tør jeg slet ikke tænke på, hvad de vil sige, når de opdager min hemmelighed. I stedet bider jeg mig selv i kinden og spiser op uden at kommentere sagen. 

Da mors bil har fået en ridse, nægter hun at køre nogen steder i den. Bianca og jeg må derfor gå til skole. Det gør ikke særligt meget, for det er en meget kort tur. Desuden gør det det hele lidt nemmere for mig. Jo hurtigere jeg kommer væk fra mor og far, jo bedre. Jeg skynder mig derfor at komme af sted. På vej til skole kan jeg ikke lade være med at håbe, at folk vil tage det pænt. Jeg kigger på min hånd. Man kan næsten se pletten vokse. Den når allerede et godt stykke op af min arm.

Jeg når frem til skolen, lige inden det ringer ind. Da jeg står foran døren til klasseværelset, tager jeg en dyb indånding, og nyder de sidste sekunders ro. Jeg lægger hånden på håndtaget og skubber døren op. Ligesom jeg plejer, bliver jeg omringet af de andre elever. Jeg synker en klump. Episoden i går er allerede glemt, det viste Zuri ved at nikke. Inden nogen når at kramme mig, holder jeg min hånd frem, så alle kan se den. Jeg vil ikke lade nogle af dem røre ved mig. Det vil gå ud over dem selv. Alle står fuldstændig stille. Zuri har knebet øjnene sammen til to små sprækker. Ingen siger noget. Alle venter på dommen fra Zuri. Hun smækker med tungen og smiler til mig.

"Hvor bliver dine forældre skuffede over dig. Tænk, at du er så egoistisk. Du virkede ellers så normal."

Jeg knytter hænderne ved 'normal'. Hun lægger mærke til det, smiler og fortsætter: " Det er vel nok en skam. Jeg troede ellers lige, at du havde forstået det. Vi advarede dig endda. Vi prøvede at gøre det nemmere for dig. Vi fjernede endda al distraktion."

Jeg snerrer, da hun nævner min lænestol. "Men hvis du gerne vil gøre det svært for dig selv, så værsgo. Det er dit eget valg."

Så vender hun ryggen til mig, og begynder at snakke med nogle af de andre. Som om hun ikke havde gjort andet end at vinke til en bekendt. De andre gør ligeså. Ingen så meget som kigger på mig. Jeg er officielt udstødt. Der er en klump, der begynder at vokse i min hals. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Jeg havde håbet, at de ville råbe af mig. Måske slå mig. Men det her, det her gør langt mere ondt.

Jeg mærker en hånd på min højre skulder, og den velkendte fornemmelse breder sig i hele kroppen. Der, hvor hendes hånd ligger, er der nu endnu en stor farveklat. Den begynder med det samme at brede sig. Jeg vender mig om, og der står Gry. Hun smiler bedrøvet til mig. Jeg prøver at smile tilbage, men det bliver bare til en underlig grimasse. Hun giver min skulder et klem og går ned på sin plads, idet læreren kommer ind i klassen.

Timerne går langsomt. Måske er det fordi, jeg sidder ved siden af Zuri. Måske er det fordi, ingen af lærerne så meget som kigger på mig. Eller også er det på grund af den store klump i min hals, der hverken vokser eller bliver mindre. Den er der bare.

Det er først i frikvarteret, at jeg får lejlighed til at snakke med Gry. Vi går ud på skolegården og sætter os under et træ. Træet er stort, og har stået der lige så længe, jeg kan huske. De hvide blade falder med kort mellemrum, og lægger sig i bunker på den kolde oktober-jord.

"Jeg ved godt, at det gør ondt. Men du vænner dig til det. Det er en meget lille trøst, men det gør man," tilføjer hun, da jeg skærer en grimasse.

"Det er bare mærkeligt, at nogen, som man har været venner med i næsten ni år, kan skære en fra så hurtigt. Der er ikke én, der har kigget på mig siden i morges," siger jeg, mens jeg kigger på mine håndflader.

"Du er godt klar over, at de aldrig har været dine venner, ikke?" spørger hun.

Det føles, som om hun river et plaster af. Jeg har prøvet at dække over det sår længe, og det er svært at indrømme, at det altid har været der.

"Jo. Det er jeg vel." Ingen af os ved, hvad vi skal sige til det.

"Ved dine forældre det endnu?" spørger Gry. Jeg ryster på hovedet.

"De havde så travlt til morgen, at de ikke engang nåede at se på mig."

Jeg smiler skævt. "Men de kan næsten ikke undgå at lægge mærke til det nu," siger jeg og peger på min arm og min overkrop, som nu er fuldstændig farvet. Klokken ringer og tvinger os til at rejse os fra vores plads under træet og gå ind i klassen igen. Vi åbner døren, og mit gode humør siver med det samme ud. De andre elever skynder sig at flytte sig langt væk fra os, da vi går ned mod vores pladser.

Læreren kommer ind. Min ballon med godt humør, siver der endnu mere luft ud af. Jeg kan ikke holde ud, at skulle være usynlig endnu en time. Læreren skriver en masse op på tavlen omkring helte. Derefter begynder han at fortælle. Ingen hører rigtig efter, før han spørger: "Hvornår er man en helt?"

Ligesom alle andre lærere undgår han omhyggeligt min hånd. I stedet vælger han Alba.

"Altså, for at være helt skal man vel redde en masse mennesker, ikk?"

Han smiler og nikker.

"Det er lige præcis det, man skal. Det er derfor..."

"Undskyld, men der er jeg altså uenig."

Læreren bliver afbrudt af Gry, som har rejst sig op.

"Man skal række hånden op i mine timer!" siger han, og vender sig igen mod tavlen. Gry ignorerer ham.

"Jeg synes ikke, at det er nødvendigt at redde mennesker for at værre en helt." siger hun.

Læreren sukker, og vender sig om mod hende.

"Hvad fabler du om?" spørger han og lægger armene over kors. Gry trækker vejret dybt, og begynder:

"Jeg kan godt se, hvorfor I synes, at helte er folk, der redder andre. Det er jeg enig i, at de tit er. Det kræver stort mod at forsvare andre. Det er det, som man ser i alle filmene. Man ser heltene, der bliver hyldet, fordi de forsvarer og redder andre. Men nogle gange, kræver det endnu større mod at forsvare sig selv. Specielt hvis alle er mod en. En helt, der ikke kan forsvare sig selv, kan ikke forsvare andre. Det er i hvert fald meget sjældent."

Hun sender læreren et strålende smil og sætte sig ned igen. Der er helt stille i lokalet.  Jeg er sikker på, at min mund hænger åben. Jeg sender hende et beundrende blik. Læreren derimod er ikke ligefrem beundret. Hans briller er gledet ned på næsen og sidder nu i en helt forkert vinkel.

"Sikke noget vrøvl! Nu skal jeg fortælle dig noget. Der findes kun helte, der forsvarer andre. Redder andre. En, der 'redder' sig selv har jo ikke gjort noget beundringsværdigt. Ikke noget man ville lave en film eller historie om, i hvert fald. Desuden finder jeg mig ikke i, at du modsiger mig i mit eget fag, din lille fredsforstyrrer!"

Han fnyser og vender sig om tavlen igen. Jeg kan næsten ikke se ud af øjnene. Folk siger, at man ser rødt, når man er vred. Det gør jeg ikke. Jeg ser sort. Fuldstændig sort. Jeg har hørt ordet blive brugt mange gange, og jeg har altid vidst, at det var et skældsord. Men det er først nu, at jeg forstår, hvorfor de farvede bliver så rasende over det. Det gør ondt. Langt ind i det inderste. Mine hænder er knyttede. Mine kæbe er fuldstændig spændt, og det er fuldstændig bevidst, det jeg gør nu. Jeg rejser mig så hurtig op, at stolen falder bag mig. Men jeg er ligeglad. Hele klassen stirrer på mig. Men jeg er ligeglad.

"Ved du hvad jeg tror?" råber jeg ad læreren, hvis briller nu er faldet helt af. " Jeg tror, at du ville ønske, at der var nogen, der reddede dig. For det trænger du til."

Jeg sætter mig ikke ned. Jeg ved, at jeg alligevel skal rejse mig op om lidt alligevel.

"Vil du være venlig at forlade mit klasselokale? Også dig nede bagi."

Læreren kigger på mig og Gry. Hans stemme er rolig, men hans hænder griber hårdt fat om kanten af kateteret. Gry og jeg udveksler blikke og bevæger os hen mod døren. Inden vi når helt ud af klassen, siger han: "I kan med det samme gå op på inspektørens kontor, og lad mig ikke se jer mere i dag"

Hans stemme knækker ved den sidste sætning, og han ender med at råbe af os. Jeg har stadig svært ved at se, da jeg lukker døren efter os. Det sorte har aftaget lidt, det er nu kun i kanten af øjnene, men det gør det stadig svært for mig at se. Da jeg har fået det nogenlunde væk, opdager jeg, at Gry stirrer på mig med åben mund.

"Du... Du er jo ikke hvid længere!"

Jeg kigger ned ad mig selv, og ganske rigtigt, jeg er slet ikke hvid. Jeg løber ud på toilettet for at se mig selv i spejlet. Gry følger lige efter. Jeg stopper brat op, da jeg ser mig selv. Man kan stadig se, at jeg er mig. Mit hoved er samme form, mit hår er samme længde, og min næse er lige så stor, som den altid har været. Men jeg er ikke længere hvid. Fra top til tå er jeg fuldstændig farvet, og den kildrende fornemmelse er over det hele. Selvom jeg for første gang har været flabet over for en lærer, har jeg aldrig haft det bedre. Jeg står længe og stirrer på mig selv. Jeg stopper først, da Gry hiver mig i ærmet.

"Vi bliver nok nødt til at gå op til inspektøren."

Hun smiler ligeså meget som mig. Arm i arm går vi op til konteret, hvor inspektøren sidder. Folk stirrer på os, som om vi er sindssyge. Men det lægger jeg næsten ikke mærke til. Hos inspektøren får vi besked på at tage hjem. Jeg opfanger ikke rigtigt det, der foregår omkring mig. Men jeg ved, at jeg aldrig har været mere lykkelig. Mor nægter at komme, da bilen stadig ikke er blevet fikset endnu, så jeg bliver nødt til at gå hjem. Gry og jeg følges hjem.

Vi siger ikke meget på turen. Vi går bare og smiler. Jeg er helt sikker på, at mor venter på mig, når jeg kommer hjem. Det skal heller ikke undre mig, hvis hun også har bedt far komme. Jeg har nemlig aldrig gjort noget lignende før. Jeg er også helt sikker på, at mor har forberedt en opsang om, hvordan jeg kan ødelægge familiens ry. Det er noget af et chok, de kommer til at få. Jeg kan ikke lade være med at grine lidt, da jeg forestiller mig deres ansigter, når de ser mig.

"Hvad griner du af?" spørger Gry, og kigger nysgerrigt på mig.

"Mine forældre vil nok blive meget forbavsede, når jeg kommer ind af døren sådan her."

Jeg peger på mig selv, og Gry griner. Vi stopper. Vi er nået frem til der, hvor jeg bor.

"Går du med ind?", spørger jeg hende. Hun ryster på hovedet og giver mig et kram.

"Du kan sagtens klare det selv. Det er jeg sikker på."

Hun smiler, og i næste sekund er hun forsvundet. Det tager mig lidt over et sekund at forstå, at hun er væk. Jeg drejer rundt om mig selv et par gange, men jeg kan ikke se hende. Der er ellers en meget lige vej, det vil være svært at gemme sig her. Da det går op for mig, at jeg ikke er i stand til at finde hende, går jeg op til huset.

 

 Jeg burde føle mig tom indeni, nu da jeg ikke kan finde Gry. Men det gør jeg ikke. Jeg har aldrig haft det bedre. Jeg åbner døren til huset, og der sidder mor og far.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...