Back For You.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2014
  • Status: Færdig
Camille er 19 år. Hun bor i København med sin far. Da hun var 7 år, døde hendes mor af kræft. Hun har længe eksperimenteret med tanken om at stikke af til London, men da hun en morgen tager beslutningen om, at det er det, hun vil, møder hun en underlig, underholdende, sjov og åben fyr, også kaldet Harry, der ender med at blive en del af hendes lille samling af kærester. Hun laver et fotoalbum med alle hendes kærester, men hvad siger hendes far til den pludselige forsvinden? Finder Harry ud af, at han er bare er "en mere" til samlingen? Kan hun holde styr på dem alle sammen? Og er hun ligeså stille ved at falde for Harry?

5Likes
4Kommentarer
596Visninger
AA

18. Uhelbredelig Sygdom.

CAMILLES SYNSVINKEL!!!!!!

 

Jeg tog mig til hovedet. Jeg havde fået en meget slem hovedpine, og det at jeg ikke havde fået noget at spise i 2 dage, hjalp heller ikke ligefrem på det. Jeg vidste, at jeg snart ikke kunne tage mere. Jeg ville dø af sult, hvis jeg ikke snart fandt en måde at få penge på.

 

Siden jeg flygtede fra min far, havde jeg boet som hjemløs i en park bag et buskads, hvor jeg kunne gemme mig fra alle. Ingen havde opdaget mig, men det kunne jeg faktisk godt at tænke mig, at der var nogen der gjorde. Jeg havde om og om igen lukket mine øjne og set Harry for mig. Men når jeg så åbnede mine øjne, var han væk.

 

Jeg tog en beslutning.

 

Jeg ville tage ud i lufthavnen og tage det hurtigste fly til London. Men.. Penge?

 

Jeg gik ind på et værtshus og gik ud i garderoben. Der var ikke nogen jakker med særlig mange penge i, men jeg fandt en med et hævekort. Jeg rodede pungen igennem, og fandt en seddel, hvor koden til den stod. Hvor dum har man lov at være. Seriøst.

 

Jeg fandt hurtigt en taxi. Taxichaufføren kiggede dog noget på mig; det gamle blod, der sad i panden på mig. De store pletter i min hovedbund, og blodet på mit tøj. Jeg må have lignet en der var flygtet fra en krigszone. Men.. Det var jeg jo sådan set også.

 

Hurtigt nåede jeg ud i lufthavnen og fik købt en billet. Jeg satte mig ned og så flyet jeg skulle med komme trillende ind på startbanen. Jeg gik ud imod gaten, og stod ventede på at de passagere der kom fra London, steg ud.

 

Og pludselig gik tiden i stå.

 

Ud af gaten kom Harry, Louis, Zayn, Niall og Liam. Jep, de var der alle sammen.

 

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. På en måde ville jeg kramme ham, men han var jo stofmisbruger, og havde helt klart brug for hjælp.

 

Whatever.

 

"Camille!!!" Råbte Harry. Han smed alt han havde i sine hænder, og løb hen imod mig. Jeg smilede bare til ham. Hvad fanden skulle jeg gøre?

 

Han sprang på mig, og krammede mig. Og da jeg stod der, var jeg ligeglad med om han var stofmisbruger. Jeg kunne ikke leve uden ham. Vi blev stående, og krammede hinanden i ufattelig lang tid. Min flybillet kunne rende mig. Jeg havde Harry lige her, og det var nok.

 

Drengene krammede mig også, men det var meget små forsigtige kram. Vi kendte jeg trods alt ikke hinanden.

 

Vi gik ud til en cafe, mens der var akavet stilhed. Vi satte os ned, og drengene gik op og bestilte noget mad, mens mig og Harry satte os til at snakke. Jeg fortalte ham om min far, og alt det der var sket. Og så sagde jeg til ham.. At han skulle stoppe med at tage stoffer.

 

Og så var det, at det gik op for mig, hvad min far havde gjort.

 

Han havde lagt stofferne, pistolen og pengene der, for at overtale mig til at tage hjem. Det dumme svin. Jeg ville ønske, han var død. Han var verdens dårligste far, og han skulle aldrig forsøge at tage kontakt til mig. Vreden voksede sig bare større og større, som jeg tænkte det hele igennem.

 

Vi sad og spiste, og snakkede stille og roligt. Men pludselig var klokken mange, og vi blev nødt til at tage tilbage til London. Harry skulle lige ringe til nogen, så vi andre måtte stå og vente.

 

"Såå.. Dig og Harry dater?" Spurgte Niall nysgerrigt.

 

"Vi dater ikke. Vi.. Ja, vi er forelskede i hinanden, tror jeg?" Jeg vidste godt at det lød usikkert. Men det var jeg også. Jeg vidste ikke, hvor jeg havde ham henne. Jeg vidste ikke helt, hvor vi stod. Måske var vi kærester, måske var vi ikke.

 

"Det lyder mere kompliceret end det er." Sagde Louis. Jeg lyttede nysgerrigt. Hvad vidste han, som jeg ikke vidste.

 

"Hvordan det? Jeg ved ikke rigtig hvor vi står henne." Han sukkede over min kommentar. Han var jo åbenbart uenig.

 

"Harry har tudbrølet siden du tog af sted og så til nu. Han har kun snakket om, hvor meget han elskede dig, og hvordan han ville dø uden dig. Og så ved du ikke hvor du har ham henne eller hvordan i står?" Harry kiggede på mig, som om jeg ikke var rigtig klog.

 

Jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg var så glad. Endelig vidste jeg, hvordan Harry havde det med mig. Problemet var bare.. Var jeg klar til sådan et rigtig fast forhold? Jeg følte mig som et utroligt klamt menneske. Jeg havde jo givet ham mere end bare signaler om at jeg var vild med ham, men når det så kom til stykket, så følte jeg mig ikke klar. Jeg burde skamme mig.

 

Harry kom tilbage. Han gik langsomt over imod mig, og krammede mig. Jeg kunne mærke hans hjerte slå. Det slog rigtig stærkt. Men mit var mere roligt. Jeg var faktisk meget rolig i forhold til, hvad jeg havde forestillet mig.

 

Han kiggede på mig og vores øjenkontakt blev meget stirrende. Vi stod bare og var ved at drukne i hinandens øjne. Jeg rykkede mit hoved tættere på hans og kyssede ham. Jeg holdt om ham, og ligeså stille slappede han mere og mere af. Jeg var sikker nu. Det var ham, jeg ville have. Ingen andre. Den her forelskelse var lidt som en uhelbredelig sygdom.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...