Back For You.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2014
  • Status: Færdig
Camille er 19 år. Hun bor i København med sin far. Da hun var 7 år, døde hendes mor af kræft. Hun har længe eksperimenteret med tanken om at stikke af til London, men da hun en morgen tager beslutningen om, at det er det, hun vil, møder hun en underlig, underholdende, sjov og åben fyr, også kaldet Harry, der ender med at blive en del af hendes lille samling af kærester. Hun laver et fotoalbum med alle hendes kærester, men hvad siger hendes far til den pludselige forsvinden? Finder Harry ud af, at han er bare er "en mere" til samlingen? Kan hun holde styr på dem alle sammen? Og er hun ligeså stille ved at falde for Harry?

5Likes
4Kommentarer
596Visninger
AA

6. Samme Bygning.

Harry sov. Jeg stalkede ham lidt ved at sidde og glo på ham. Men han så virkelig sød ud. Jeg følte sådan en lykke når jeg så på ham. Og..

Vent lige lidt.

Jeg sad og blev forelsket i ham. Det var skrækkeligt. Det måtte bare ikke ske!

"Harry, vågn op."

Jeg ruskede i ham. Måske ville han se dummere ud når han ikke sov.

"Hvad!? Hvad er der?"

"Ville bare.. Spørge.."

Jeg gik i stå.

"Hvad vil du, Camille?"

Hvordan skulle jeg sige det?

"Må jeg bo hos dig indtil jeg finder mit eget sted?"

Hans ansigt lyste op, som en lille dreng, der lige havde vundet en kæmpe kasse Lego.

"Ja! Ja, selvfølgelig må du det!"

Hvad havde jeg gjort? Det var jo ikke det, jeg skulle spørge om. Jeg skulle bare sige, at vi snart landede. Hvad har jeg gjort?

 

Flyet landede uden problemer, og vi fik vores bagage uden problemer. Alt gik uden problemer. Harry snakkede ikke til mig, og det var sådan set også rart. Han er jo en meget kendt person, men der var ikke nogen der havde kontaktet ham. Endnu.

Da vi kom ud på parkeringspladsen samlede en flok sindssyge fans sig rundt om ham. Jeg stod inde midt i pigegruppen. Det var faktisk med vilje. Hvis jeg legede fan, så kunne jeg komme frem til ham, og flygte hen til hans bil.

"Harry. Løb!"

Vi løb, men mens vi løb, opdagede jeg, at jeg havde taget ham i hånden. Oh fuck. Jeg ville jo ikke slippe den, men på den anden side. Jeg brød mine egne regler, og det er sgu slemt nok. Hvad nu hvis han tror, jeg kan lide ham? Jeg. Er. Fucked.

"Bare sæt dig ind."

Han åbnede bildøren for mig, som en gentleman. Det kunne jeg lide. Nej, nej, nej. Camille, stop de tanker. Han er sikkert et dumt svin.

"Selen er der."

Han grinede, men jeg synes ikke det var så sjovt.

"Følger du altid reglerne?"

Han kiggede på mig. Nej, stirrede. Igen!

"Nej. Men det er mit mål."

"What the fuck, hvorfor?"

Han skulle til at sige noget, men han sagde ingenting.

"Tjah.. Det er svært at forklare."

 

Efter en halv times akavet bilkørsel, stoppede han udenfor en utrolig smuk, høj og gammel bygning.

"Her er min crip."

"Wow, det er flot!"

Han grinede. Tydeligvis uenig. Da han åbnede bagagerummet, skulle han til at tage min kuffert ud. Fy for den, hvor var han sød!

"Harry, kig lige på mig," jeg rakte armene frem, "kan du se dem her? Det er arme, og dem kan man bære ting med!"

Jeg tog min kuffert ud af hænderne på ham. Han grinede. Kunne den dreng ikke andet. Ligegyldigt hvad jeg sagde, så grinede han. 'Du er grim' Háhahahah. 'Din mor er dum' Hahahahahah. 'Jeg slår dig ihjel' Hahahahahah.

I det mindste havde en af os det sjovt. Men da jeg kom ind i den kæmpe hall, gik det op for mig, at jeg var på vej til at bo hos en af de mest eftertragtede fyre i hele verden. Var det, det jeg ville? Være Harrys nye bitch?

Hvad hvis der kom nogle blade. Jeg kunne lige se forsiden for mig:

'HARRY STYLES DATER EN NY PIGE. DE SKAL BO OG SOVE I SAMME BYGNING!'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...