Back For You.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2014
  • Status: Færdig
Camille er 19 år. Hun bor i København med sin far. Da hun var 7 år, døde hendes mor af kræft. Hun har længe eksperimenteret med tanken om at stikke af til London, men da hun en morgen tager beslutningen om, at det er det, hun vil, møder hun en underlig, underholdende, sjov og åben fyr, også kaldet Harry, der ender med at blive en del af hendes lille samling af kærester. Hun laver et fotoalbum med alle hendes kærester, men hvad siger hendes far til den pludselige forsvinden? Finder Harry ud af, at han er bare er "en mere" til samlingen? Kan hun holde styr på dem alle sammen? Og er hun ligeså stille ved at falde for Harry?

5Likes
4Kommentarer
605Visninger
AA

9. Når Det Regner.

Jeg løb ud af den dumme Taco Bell. Mine stiletter knækkede, så jeg tog dem af. Jeg ville være løbet uden at se mig tilbage, men jeg kunne ikke lade være. Jeg kiggede ind af butiksruden på den lille Taco Bell, og Harry sad med hovedet dybt begravet i hænderne. En masse paparazzier tog billeder. Jeg synes han var utrolig kær, mens han sad der. Han jakkesæt sad perfekt, og hans hår sad som det skulle. Der var ikke en fejl ved ham. Hvordan kunne jeg knuse hans hjerte, når jeg havde det sådan med ham? Ville en dreng ha' gjort det? Jeg tror det ikke.

Jeg kunne ikke få mig selv til at gå. Jeg kunne bare ikke gå fra ham, når han sad der. Pludselig rørte han på sig. Han tog den lille fotobog frem, og bladrede i den. Han tog et billede frem fra hans lomme, tørrede øjnene og satte det ind i bogen. Nedenunder skrev han noget med en kuglepen. Mens jeg stod der og så det, græd jeg mere end jeg nogensinde har gjort før. Midt i min gråd, kiggede Harry ud af vinduet, og så mig ved et uheld. Vi stirrede på hinanden. Jeg tog et lommetørklæde frem fra min taske, og tog en tush frem. Så skrev jeg:

 

I'm in love with you,

and all these little things. 

Og satte det op på ruden, så han kunne læse det. Jeg græd, men smilede på samme tid. Midt i det hele kom maden ind, men Harry rejste sig. Han gik langsomme skridt hen mod døren. Jeg følte at det gik alt for langsomt. Men pludselig stod han foran mig, og så begyndte det at regne.

Jeg havde tit set film, hvor der stod to forelskede mennesker og kyssede hinanden i regnen. Rimelig cliche. Så i stedet grinede vi, og så gav han mig en lammer. Vi døde af grin, mens regnen løb ned over os. Men da vi var færdig med at grine, blev der også plads til et meget meget langt kram.

Vi gik langsomt slentrende hjem igennem Londons gader. Det var ren magi, at se alt lyset, alle menneskerne. Ja, bare hele stemningen. Det var en uforglemmelig aften.

 

"Tror du på kærlighed ved første blik?"

 

Harry spurgte mig på en underlig måde. Hvad mente han?

 

"Ehm.. Nej. Jeg tror, at vi alle sammen har en sjæleven, som passer sammen med os, som et puslespil, men at man møder den rigtige, og man ved man møder den rigtige på to sekunder, det tror jeg ikke på."

"Hvad med os?"

 

Jeg stoppede op.

 

"Ja, hvad med os? Synes du, det var kærlighed ved første blik?"

"Hmm.. Ja. For mig var det."

"Okay."

 

Der var ikke en hyggelig stemning efter det. Vi var stadig i tvivl om, hvad vi betød for hinanden. Var vi venner, kærester, venner med fordele eller fjender? Ingen af os vidste det vist helt.

Og mens vi gik, begyndte det at regne igen. Harry satte sig på en bænk og kiggede ud over havnen. Man kunne se Tower Bridge med lys på. Jeg satte mig ved siden af ham.

 

"Det her er ikke ligesom 'En Flænge I Himmelen'."

 

Jeg sagde det kun for at bryde tavsheden. Han ville jo ikke snakke til mig.

 

"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til det hele. Ville ønske jeg fik kræft ligesom Augustus."

"Hold op med at sige sådan noget."

"Hvorfor? Betyder jeg overhovedet noget for dig?"

 "Ja, det er jo det, der er problemet."

"Hvorfor er du bange for at blive forelsket?"

 

Jeg kiggede ud over vandet. Han havde ret. Hvorfor var jeg det? En masse piger drømte om, at Harry Styles ville kysse dem, stirre på dem og bo sammen med dem. Men jeg.. Jeg synes det hele var noget rod.

 

"Jeg er bange for, at jeg er alt for forelsket i dig, Harry."

"Hvorfor bliver du så ikke her sammen med mig?"

"Har jeg nogensinde sagt at jeg ikke ville det?"

"Nej, men du har da ikke tænkt dig at bo hos mig. Men det vil jeg gerne have at du gør."

"Okay."

"Er det nu jeg skal sige okay?"

 

Jeg grinede, og slog til ham.

 

"Sådan går det tit, når det regner." Sagde Harry.

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...