Back For You.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2014
  • Status: Færdig
Camille er 19 år. Hun bor i København med sin far. Da hun var 7 år, døde hendes mor af kræft. Hun har længe eksperimenteret med tanken om at stikke af til London, men da hun en morgen tager beslutningen om, at det er det, hun vil, møder hun en underlig, underholdende, sjov og åben fyr, også kaldet Harry, der ender med at blive en del af hendes lille samling af kærester. Hun laver et fotoalbum med alle hendes kærester, men hvad siger hendes far til den pludselige forsvinden? Finder Harry ud af, at han er bare er "en mere" til samlingen? Kan hun holde styr på dem alle sammen? Og er hun ligeså stille ved at falde for Harry?

5Likes
4Kommentarer
605Visninger
AA

7. Marmorgulve bliver hurtigt beskidte.

Harry åbnede døren for mig. Igen.

"Velkommen til min ydmyg bolig! Slå din røv i sædet, før sædet slår røven i dit sæde.. Eller noget."

For første gang grinede jeg højt. Han var sød, når han rodede rundt i ordene.

"Hold da kæft! Det er ellers noget af en lejlighed!"

"Tjah.. Da jeg boede her det første år, var jeg også sådan helt oh my god, men du vænner dig til at bo her. Nu er det jo bare mit hjem."

Bare et hjem. Dagens joke.

Der var marmorgulve, søjler, store flotte vinduer og selvfølgelig et gigantisk TV, der næsten lignede en bioskærm. Når du gik ind ad entreen, og åbnede en dør, kom du ind til et kæmpe køkken der var sort, og køkkenet hang sammen med stuen, som der kun stod en sofa, et gigantisk musikanlæg, en reol og en stort pelstæppe i. Det var pænt men enkelt.

"Over det hele er der marmorgulve. Det er skide irriterende!"

"Hvorfor?"

Jeg vil da gerne bytte med ham.

"De bliver beskidte ret hurtigt."

Der var et øjebliks akavet stilhed. Men pludselig tænkte jeg på bogen.

"Ehm.. Hvor skal jeg sove, Harry?"

"Har kun et soveværelse.. Såååå.."

No fucking way. Jeg skulle ikke sove i samme seng eller samme rum som ham. Aldrig i livet.

"Så sover jeg i stuen. Har en luftmadras med, et lagen, en pude og et dynebetræk, men har du en dyne?"

"Hvorfor sover du ikke inde i mit soveværelse?"

Han åbnede en anden døre og der åbnede sig er fantastisk rum. Der var glas hele vejen rundt næsten, og der var en fantastisk udsigt. Det var hans soveværelse. Måske skulle jeg bare sove derinde. Rummet var mindst ligeså stort som stuen, så jeg kunne bare sove langt væk fra ham. For enden af rummet, var der en dør til. Og det rum var hemmeligt, sagde han.

 

"Jeg går ned og køber ind. Men altså.. Hvad vil du have at spise?"

"Min livret er lasagne."

Han løb hen til en skuffe i køkkenet.

"Har verdens bedste opskrift lige her. Mangler bare noget oregano. Kommer om 3 minutter, okay? Og la' lige vær med at ødelægge noget så længe jeg er væk."

Han blinkede til mig og styrtede ud af døren.

Så stod jeg her. Midt i London, midt i Harry Styles lejlighed og jeg kunne snage lige så tosset, jeg ville. Men hvad skulle jeg bruge det til? I stedet for gik jeg ind og pakkede min kuffert ud. Jeg pumpede luftmadrassen op, og redte min seng. Men midt i det hele, ringede min mobil.

 

"Det er Camille?"

"Camille, hvor fanden er du!? Hvor er du!? Svar mig!!"

 

Min far. Han skreg ind i telefonen som en gal.

 

"Far, jeg.."

"Nej, hvis du er taget til London, skal du aldrig regne med at snakke med mig eller se mig igen."

"Jeg står i London."

"Camille.. Jeg er glad for at din mor er død. Ellers ville hun ha' været død af det her."

 

Han lagde på.

Det var en ubehagelig samtale, og jeg havde brug for at sidde lidt ned. Jeg satte mig på luftmadrassen, og tog min hemmelige bog frem. Jeg bladrede om på en tom side, som manglede at blive udfyldt. Var det den side Harry skulle være på?

Hvordan kunne jeg tænke på Harry, når min far lige havde sagt sådan? Jeg så på mig selv som et koldt og ondt menneske i det øjeblik.

Jeg skulle kaste op. Jeg løb ud på toilettet eller forsøgte. Inden jeg tog den rigtige dør, havde jeg været inde i en masse mærkelige rum.

Jeg kastede op. Flere gange. Min mave vendte sig ved tanken om min far og min mor. Jeg gik over til et kæmpe stort og spejl, og stod og kiggede på mig selv. Jeg ga' mig selv elevatorblikket et par gange. Jeg fokuserede på mit ansigt. Brunt hår, blå øjne, smal næse, fyldige læber, meget tydelige kindben. Jeg synes selv, at jeg ligner en model. Mit brune hår er langt og falder perfekt, selvom jeg ikke gør noget ved det. Min selvtilfredshed var stor. Jeg synes jeg var udmærket, som jeg var. Altså i mit ansigt. Min krop var noget helt helt andet. For brede hofter, for tykke lår, for store bryster, for bred talje, for lange arme, for skæv ryg og ja, der var ikke det, der ikke var i vejen.

Mens jeg stod der og svævede imellem selvtillid og had til min krop, hørte jeg Harry komme ind af døren. Han fløjtede, og var tydeligvis glad.

Da jeg så ham komme ind af døren, græd jeg. Af glæde.

 

"Hvad sker der?"

 

Han var chokeret, og skyndte sig over til mig, for at give mig et kram.

 

"Min far har afbrudt kontakten til mig. Han sagde, at det var godt, at min mor var død!"

"Fuck, et sygt svin. Han kan sgu da bare la' vær med at lade dig rejse herover, for han kan vel regne ud, at når han har sådan en smuk datter, så møder hun en dum knægt, der godt kan lide hende."

"Det er jo ikke det. Han ved ikke at jeg er taget til London. Harry, jeg er stukket af."

 

Jeg hulkede, men da Harry holdt om mig, blev jeg varm indeni. Havde aldrig haft det sådan med en fyr før. Jeg måtte nok indrømme overfor mig selv, at jeg måtte flytte fra ham, så hurtigt så muligt. Jeg måtte finde mit eget nu!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...