Back For You.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2014
  • Status: Færdig
Camille er 19 år. Hun bor i København med sin far. Da hun var 7 år, døde hendes mor af kræft. Hun har længe eksperimenteret med tanken om at stikke af til London, men da hun en morgen tager beslutningen om, at det er det, hun vil, møder hun en underlig, underholdende, sjov og åben fyr, også kaldet Harry, der ender med at blive en del af hendes lille samling af kærester. Hun laver et fotoalbum med alle hendes kærester, men hvad siger hendes far til den pludselige forsvinden? Finder Harry ud af, at han er bare er "en mere" til samlingen? Kan hun holde styr på dem alle sammen? Og er hun ligeså stille ved at falde for Harry?

5Likes
4Kommentarer
607Visninger
AA

11. Man Lærer Af Sine Fejl.

At vågne op ved siden af Harry var perfekt. Han var så nuttet! Kunne stirre på ham i 100 år. Vi har ikke lavet noget om natten. Vi har kysset og krammet, men ikke mere end det. Vi har slet ikke lyst til det. Vi vil bare have kærlighed. Intet andet.

Jeg nød at stå op, gå lidt rundt i lejligheden og lave morgenmad, som stod klar når Harry stod op. Men jeg vidste ikke hvad han kunne lide, eller tåle for den sags skyld. Fucking pis.

Men midt i al min lykke, bankede det på døren. Harrys dør. Skulle jeg åbne? Nej.

 

"Harry! Harry! Harry, vågn op!"

"Hva.. Hvad?"

"Der er nogen der banker på døren. Meget hårdt!"

 

Vi gik ud i entreen, og jeg gemte mig inde i et skab. Da Harry lukkede op, gik der panik i alt.

 

"Hvor er Camille?!"

 

Jeg genkendte stemmen. Lige med det samme, kunne jeg hører hvem det var! Min åndssvage far! Var han taget hele vejen til London, for at hente mig hjem!?

 

"Hun er ikke her. Hvem er hun, så kan jeg måske hjælpe Dem?"

"Det er min datter. Hun var her i går. Jeg sporede hendes mobil."

"Nårh.. Hun var her fordi hun stod nede på gaden alene, og så spurgte jeg hvad der var galt. Hun vidste ikke hvor hun skulle hen, fordi hun aldrig har været her før."

"Hvornår tog hun så af sted?"

"Ehm.."

 

Jeg stod ud af skabet i undertøj. Min fars ansigt blev hvidt, men Harrys var knust. Han vidste godt, at jeg blev nødt til at tage hjem nu. Og det ønskede han for alt i verden ikke. Men.. Blev jeg ikke nødt til det?

 

"Hej far."

"Camille.."

"Jeg tager ikke med hjem. Jeg bor her sammen med Harry. Du kan ikke tvinge mig. Jeg er 19 år. Far, må jeg ikke nok gøre noget jeg har lyst til for en gangs skyld? Må jeg ikke vise dig at det sagtens kan fungere?"

 

Min far græd. Harry var chokeret.

 

"Vil De ikke have en kop kaffe, og så sætte dig ned sammen med os. Så kan vi måske snakke om det?"

 

Harry klarede situationen mega mega flot! Min far kunne lide ham. Det kunne jeg se.

 

"Jo tak, Harry. Var det, det du hed?"

"Ja, Harry Edward Milward Styles. Men bare kald mig Harry, mr.."

"Morten Jensen. Men bare kald MJ. Det gør alle."

 

Min far og Harry satte sig ved siden af hinanden, og da Harry havde sat kopper frem, havde han endda sat en pakke kleenex ved min far. Det var den slags fyre, min far altid havde sagt, at jeg godt måtte komme hjem med.

 

"Jeg var jo bare bekymret for Camille. Når der pludselig ligger et brev, hvor der står, at hun er taget til London, så bliver man da bekymret."

"Det er da klart Mr. Jensen. Forresten undskyld at jeg løg for Dem, men jeg elsker Deres datter, så vil ikke have at hun rejser."

 

Min far så glad ud. Hvad fanden var det dog den Harry kunne!?

 

"Jamen.. Så kan jeg vel overnatte hos jer? Hva', svigersøn?"

 

Harry så mindre begejstret ud.

 

"Altsåå.. Har kun et værelse, og der sover mig og Camille, men De kan få sofaen?"

"Det er helt i orden!"

"Har De ikke noget bagage?"

"Næ."

 

Harry kiggede opgivende rundt i lejligheden. Min far var på toilet.

 

"Hvad fanden gør vi?"

"Harry. Hvorfor sagde du ikke, at det ikke var muligt, at han sov hos os? Vi får ham aldrig ud igen!"

"Os? Du ejer ikke en klink i denne her lejlighed!"

"Hvad?!!"

 

Jeg var så tæt på at slå ham, men min far kom ind i stuen. Heldige Harry!

 

"Her bor du jo flot, Harry!"

 

Min far spillede interesseret i boligen, men det eneste han ville, var at snage. Dumme skid.

 

"Jo, tak."

"Hvor dyrt var det så?"

"Tjah.. Den var møbleret. Eller der fulgte møbler med, har selv indrettet det, men møblerne fulgte med til lejligheden. Den kostede der omkring.. Hmm.. 28 millioner."

"Det var ikke så lidt!"

"Nej, men kig på udsigten. Kig på kvarteret, og lejligheden. Det er jo klart, at det er så dyrt."

 

Min far var imponeret. Over pengene.

 

"Nå, Camille!"

"Hvad vil du, far?"

"Bare give dig et kram."

 

Jeg rystede på hovedet, og gik ud på badeværelset. Jeg kiggede mig selv i spejlet. Jeg ville aldrig give min far et kram igen. Den fejl begår jeg ikke en gang til. Man lærer af sine fejl!

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...