Back For You.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2014
  • Status: Færdig
Camille er 19 år. Hun bor i København med sin far. Da hun var 7 år, døde hendes mor af kræft. Hun har længe eksperimenteret med tanken om at stikke af til London, men da hun en morgen tager beslutningen om, at det er det, hun vil, møder hun en underlig, underholdende, sjov og åben fyr, også kaldet Harry, der ender med at blive en del af hendes lille samling af kærester. Hun laver et fotoalbum med alle hendes kærester, men hvad siger hendes far til den pludselige forsvinden? Finder Harry ud af, at han er bare er "en mere" til samlingen? Kan hun holde styr på dem alle sammen? Og er hun ligeså stille ved at falde for Harry?

5Likes
4Kommentarer
614Visninger
AA

16. Flugten Fra Hønsegården.

 

CAMILLES SYNSVIKEL!!!!

 

Jeg vågnede. Jeg havde nu tilbragt første nat nede i den fugtige kælder. Lyset brændte stadig, og var faktisk ved at være brugt. Jeg skyndte mig at puste det ud, så jeg kunne gemme noget til senere. Jeg vidste, at der lå tændstikker et sted i kælderen, da jeg som lille legede med ild hernede. Der var en mursten, som sad løst i væggen, og derinde havde jeg gemt en pakke tændstikker. Jeg trak murstenen ud af væggen, og ganske rigtig; derinde lå den lille pakke stadig, og der var ret mange tilbage.

Pludselig bankede det på den store jerndør.

 

"Der er mad!"

"Må jeg snakke med min far?"

"Øh.. Ja!"

"Ih tak. Bøf!"

 

Han åbnede døren op i mit ansigt, så blodet sprøjtede. Han sparkede mig i maven. Aldrig havde jeg mærket sådan en smerte, der skød igennem hele min krop.

Jeg kunne høre nogle skridt komme ned af trappen. Det var min far.

 

"Så så. Hun skal jo ikke dø."

 

Jaer, flot! Når du sætter en bøf til at vogte mig, så regn ikke med at få mig ud i live.

 

"Nå, Camille. Er Harry glemt?"

 

Jeg fik en idé!

 

"Ja, far. Jeg forstår ikke at jeg kunne være sammen med ham. Undskyld."

 

Jeg græd og kiggede på ham med hundeøjne.

 

"Luk hende ud. Du er fyret."

 

Bøffen så sur ud, men gik da lige med det samme.

Min far lukkede mig ind på mit værelse. Alting stod som sædvanlig. Jeg spurgt ham om jeg lige måtte få lidt tid alene. Mit hoved gjorde ondt, min mave gjorde ondt, og jeg havde huller i hovedbunden efter håret der var blevet revet ud af hovedet på mig.

Jeg blev nødt til at flygte. Hvordan skulle jeg blive her hos en far, der ikke ønskede det bedste for mig? Det kunne jeg ikke. Han hadede mig jo tydeligvis.

Jeg måtte komme af sted med det samme. Mit værelse lå på anden sal, så jeg måtte kravle ned af taget. Jeg vidste der lå en rebstige i mit klædeskab, hvis nu det brændte, så skulle jeg kunne komme ned. Det var min mors idé.

Jeg åbnede skabet og rodede det igennem. Måske havde min far fjernet det?

Please, nej.

Der var den. Han havde ikke fjernet den. Heldigvis.

Jeg åbnede vinduet, og slyngede stigen ned. Men ligesom jeg skulle til at flygte, kom min far ind på værelset. Jeg kastede mig ud af vinduet, men greb fat i stigen.

 

"Camille, nej!!!!!"

 

Jeg faldt det sidste stykke, men rejste mig og løb.

Hvor skulle jeg tage hen? Hvordan?

Jeg var forvirret!

Jeg ville bare ønske Harry var her lige nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...