Back For You.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2014
  • Status: Færdig
Camille er 19 år. Hun bor i København med sin far. Da hun var 7 år, døde hendes mor af kræft. Hun har længe eksperimenteret med tanken om at stikke af til London, men da hun en morgen tager beslutningen om, at det er det, hun vil, møder hun en underlig, underholdende, sjov og åben fyr, også kaldet Harry, der ender med at blive en del af hendes lille samling af kærester. Hun laver et fotoalbum med alle hendes kærester, men hvad siger hendes far til den pludselige forsvinden? Finder Harry ud af, at han er bare er "en mere" til samlingen? Kan hun holde styr på dem alle sammen? Og er hun ligeså stille ved at falde for Harry?

5Likes
4Kommentarer
603Visninger
AA

8. Den Perfekte Aften.. Eller?

Vi sad og stirrede ud af hans gigantiske vinduer. London var en fantastisk by. Men som tingene var lige nu, ville jeg allerhelst have min mor. Når jeg tænkte tilbage på min mor, huskede jeg hende som en rigtig hyggelig mor, der bagte boller, lavede varm kakao og som puttede en på den helt rigtige måde. Min far havde ingen af de egenskaber. Han kunne ikke lave mad, han ville ikke putte mig, han var ikke kærlig og han var bestemt ikke hyggelig. Men Harry.. Han var lidt som en "mor" for mig.

 

"Skal vi ikke gå ud og spise i aften?"

 

Hvordan kunne han læse mine tanker, og vide præcis hvad jeg har lyst til. Skræmmende!

 

"Jo. Nu er du jo den kendte, så du må vide, hvor de bedste restauranter ligger."

"Taco Bell!!"

 

Vi grinede. Men han grinede selvfølgelig højst. Tåbe.

 

"Jeg tager et bad, så kan vi tage på Taco Bell."

 

Jeg gik ind i soveværelset, og åbnede min kuffert. Pludselig opdagede jeg det. Bogen. Den var væk! Fuck. Havde Harry opdaget det?

Jeg blev nødt til at lade som ingenting. Jeg tog min sorte kjole og alle mine ting med ud på badeværelset. Jeg kunne ikke tænke på andet, end Harry der var knust. Hvad ville han sige? Ville han smide mig ud? Måske ville det være det bedste. Så ´blev jeg nødt til at leve uden ham, og det kunne jeg da også godt, kunne jeg ikke?

Efter en hård time i bad, skyndte jeg mig ud.

 

"Harry, jeg er klar!"

 

Der var helt stille. Var han gået?

 

"Harry?"

 

Pludselig kom han frem fra døren ud til entreen. Han havde jakkesæt på, og var smækker lækker. Han havde virkelig gjort noget ud af det. Kunne have kysset ham, men jeg gjorde det ikke. Det var ham der kyssede mig. På en måde var det forkert at kysse med ham, da jeg jo havde bogen. Og det var ikke kærlighed. Jeg ville kun i seng med ham. Men.. Hvorfor ventede jeg? Jeg kendte ikke mig selv mere. Ved de andre drenge var jeg bare gået på dem lige med det samme, men Harry var noget særligt, og det irriterede mig. Hvorfor kunne han ikke bare være normal!?

 

Han trak stolen ud ved det lille bord, og lavede en bevægelse med hånden, der vist skulle betyde: 'Sæt dig ned' Eller sådan noget. En tjener kom hurtigt springende, og en masse mennesker stirrede.

 

"Mr. Styles, det er en ære at have dem på besøg i vores Taco Bell! Hvad kan vi friste dig og din smukke veninde med?"

 

Hold kæft, det var lige før tjeneren havde kysset Harrys hånd. Det var jo på grænsen til bøsset, det den tjener havde gang i!

 

"Bare en normal taco til mig, tak."

"Hvad skal jeg tage?"

 

Harry studerede menukortet, og ventede vist på at jeg skulle svare ham på hans spørgsmål. Men langt om længe kunne han beslutte sig. Og da tjeneren var gået, begyndte mit livs helvede.

 

"Nå, Camille. Er der noget du har lyst til at fortælle mig om dig selv?"

"Ehm.. Hvad?"

"Du ved jo godt, hvad jeg taler om!"

"Du behøver ikke råbe, Harry. Jeg sidder lige her."

 

Han stirrede på mig. Men ikke på en kærlig måde.

 

"Jeg fatter dig ikke."

"Hvad!?"

"Din bog. Din hemmelige bog."

"Hvad med den?"

"Er det derfor, du er sammen med mig? Så du kan være sammen med en kendt, kunne blære dig overfor dine veninder med det og få en ny til samlingen? Eller er du virkelig forelsket i mig?"

 

Hvad skulle jeg sige? Jeg ville ikke sige, at jeg var forelsket. For det var jeg ikke. Eller jo, men jeg ville ikke være det. Og så gælder det ikke!

 

"Harry, jeg.."

"Svar mig ærligt. Hvis du ikke kan lide mig, skal du sige det, for så synes jeg, du skal flytte!"

"Stop med at råbe!!"

"Skal jeg stoppe med at råbe!!?"

 

Alle stirrede. Nogle tog et kamera frem. Og da de gjorde det, var jeg overbevist. Jeg blev nødt til at flytte.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...