Ordinary - Harry Styles Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2014
  • Opdateret: 20 sep. 2014
  • Status: Igang
Vi lever alle sammen sådan et liv. Et liv som Alaska Phelan. En helt normalt person, i et helt normalt liv. Alaska er 18 år gammel, går i skole, laver lektier, er sammen med de venner hun nu har, og arbejder. Hun lever, hvad vi ville kalde, et meget almindeligt liv. Sommeren har meldt sin ankomst, og den står på hvad alle skoleelever går og drømmer om: Ferie. Bea, Alaskas veninde, har inviteret hende til London, for at de kan tilbringe sommeren sammen der. Og med Alaska og Bea rendende rundt i byen, kan man nogengange være heldig, og knap så heldig, at støde ind i visse personer. - Og hvis man, som Alaska, er helt almindelig, kan det være underligt at møde nogen, der er knap så almindelig.

23Likes
15Kommentarer
1616Visninger
AA

9. Kapittel 7

Jeg kiggede forsigtig rundt i caféen, og jeg var ikke helt sikker på om jeg håbede på at finde ham, eller om jeg bare gjorde det pga. Bea. Jeg så ikke rigtig nogen, der virkede synderlige bekendte. Jeg følte mig måske lidt skuffet, men jeg vidste det jo godt. Det var jo sikkert ikke engang ham hun havde skrevet med, selvom Bea virkede så overbevist om det, men var jeg overbevist? Jeg gik lidt ind på caféen, og overvejede om jeg skulle finde et bord, og sidde lidt ned. Selvom jeg jo sådan set var her alene nu, kunne jeg vel alligevel godt blive her lidt? Måske få noget at drikke.. Og måske se om Harry faktisk ville komme .. 

 

Caféen var en smule fyldt, men jeg fandt et bord der stod frit, og satte mig ned. Jeg vidste ikke, om jeg ville blive siddende her. Om jeg bare skulle gå igen, så jeg ikke gjorde mig selv til grin. Jeg havde måske bare lidt svært med det her .. Selvom det var logisk at det ikke var ham eller hans nummer, håbede jeg stadig, underligt nok, at det måske var ham. Jeg ved godt, at jeg ikke har lavet andet end at overbevise Bea om noget andet, men hvad skulle jeg gøre? Jeg er ikke kendt, eller noget i den stil. Harry er nok en af de mest kendteste mennesker, i hele verdenen. Mit blik landede ned i bordpladen, hvor jeg stille kørte mine hånd over. Jeg følte mig så dum fordi jeg sad her, så naiv. Måske skulle jeg bestille noget? Så havde jeg i det mindste en undskyldning overfor mig selv, om hvorfor jeg blev siddende her? 

Lige i det jeg havde indset hvad det var, Bea havde planlagt, var det første jeg tænkte på at se ham igen. Jeg havde mødt ham 2 gange. Den første gang, vidste jeg ikke det var ham, og den anden var lige så slem. Det mest underlige var, at jeg faktisk blev skuffet over ikke at se ham herinde, over at han ikke var dukket op. Selvom jeg blev ved med at proppe ind i mit hoved, at han aldrig havde vidst vi skulle mødes her. Eller måske var det faktisk hans nummer? Og han ville bare aftale det her, for bag efter at sidde og vide at en alt for naiv pige, havde hoppet på hans nummer, og nu blev brændt af? Jeg bed mig lidt i læben, og trak min mobil op. Jeg gik ind på mine beskeder, men tøvede så. Jeg holdte fingeren over vores samtale, og måtte tvinge mig selv til at klikke ind på den. Der poppede en masse beskeder op, og jeg startede med at læse nogle af dem. Bea havde sandeligt ikke holdt tilbage af sig, med søde beskeder og hjerter. Jeg følte mig helt pinligt berørt. Jeg håbede da godt nok ikke han troede at det var mig. Det var underligt, for han virkede sød og hengiven i hans beskeder. Jeg måtte ligge min mobil fra mig igen, og ånde lidt ud. 

 

Jeg havde siddet her i 15 minutter nu, og jeg måtte beslutte mig for om jeg skulle bestille noget, eller rejse mig op og gå. Jeg overvejede lidt begge dele, før min beslutning blev truffet. Jeg rejste mig stille op fra stolen af, og tog min taske. Det var dumt det her, og jeg gjorde bare mig selv mere til grin, end jeg var i forvejen. Jeg gik mod døren men jeg ramlede ind i noget. Jeg så hurtigt op, og indså det var en person. “Åh, det må du undskylde..” Jeg følte mig straks pinligt berørt over, at jeg ikke havde set mig for. Personen stod med ryggen til, men vendte sig om da jeg undskyldte. Personen havde en mørkerød jumper på, det var i hvert fald den jeg stirrede lodret ind i. Jeg så op mod personen, og det første jeg blev mødt af her, var et par mørkesolbriller, hvilket er ironisk, for det er helt gråt udenfor, ingen sol der. “.. Det er oka..  - Alaska?” Det begyndte at skræmme mig, hver gang folk kunne mit navn. Det var først da jeg så på personen igen, at det gik op for mig. Solbrillerne var ikke det eneste i hans hoved. Der var nogle tæt bevoksede krøller, der snog sig rundt om hans ansigt. Det var Harry. Jeg gik måske lidt i chok. Mine øjne var sikkert lige ved at poppe ud af mit ansigt, men jeg er ikke helt sikker på om det overhovedet betyder noget mere. Det kunne ikke være? Måske var det et tilfælde? Var det virkelig ham, som Bea havde skrevet med? Eller som ‘jeg’ havde skrevet med? Var han først lige kommet, eller havde han været her hele tiden? Måske skulle han bare lige se, om jeg faktisk var så naiv, som jeg er? Så mange spørgsmål, så få svar.

 

Han fjernede solbrillerne med en glidende bevægelse. “Jeg troede ikke du kom ..” Han lagde solbrillerne ned i hans lomme, og jeg betragtede ham bare. Jeg var ikke sikker på om det var et nervøst smil jeg så, eller om jeg fantaserer lidt for meget. “Jeg .. øh .. Har været her .. længe.” Jeg prøvede at lade vær med at stamme for meget, men mine tanker kørte for meget rundt om alt muligt, til at jeg kunne koncentrere mig. Havde han været hele tiden, og ventet på mig? Jeg følte en svag varmen stige mig til kinderne, men jeg prøvede at ryste den af mig igen. “Har du? Jeg .. “ Han begyndte stille at grine, før han så rundt på caféen. “Jeg havde slet ikke set dig ..” Han så på mig igen, og jeg følte mig meget mindre end før. Jeg lod automatisk blikket glide ned fra ham igen, og ned mod jorden. Jeg så ned mine fødder, mens jeg trak lidt på skulderen. “Jeg så heller ikke dig..” Jeg følte ikke at det her var mig, mere som om jeg så ind på det her. Som om det var en film, eller en andens liv. Jeg ville aldrig stå og snakke med en kendt på den måde, og slet ikke med en som Harry. Han var helt ude af min liga. Ja, jeg var også helt klart ude af hans, forskellen var bare, at jeg ikke var god nok. jeg var bare normalt, men på trods af det, følte jeg mig stadig lidt speciel. “Men hvis du ikke har noget imod det .. kunne vi jo bare lade som om, vi ikke har ventet i en evighed, på hinanden?” Da hans ord forlod hans læber, var jeg sikker på at jeg stod og stirrede på ham, som om han var syg. Da jeg fik en smule mere kontrol over mig selv, nikkede jeg kort før jeg rømmede mig. “Det .. Det kan vi godt.” Det var som om et lille skævt smil voksede sig over hans læber, før han fandt et bord til os, der var lidt gemt væk, bagerst i caféen. 

 

“Et kop kaffe, og et kop varm kakao, tak.” Harry bestilte for os begge, efter han havde spurgt mig, om hvad jeg kunne tænke mig. Da tjeneren var væk igen, så han hen på mig. Jeg kunne ikke blive enig med mig selv om jeg kunne lide det, eller om jeg ikke brød mig om det. Jeg hældte mest til det første, men det var mere et ønske, tror jeg. “Drikker du ikke kaffe?” Han så nysgerrigt hen på mig, mens jeg nervøst vred mine hænder i mit skød, under bordet. Jeg følte mig ikke alt for godt tilpas i hans tilstedeværelse, jeg følte mig for nervøs over at gøre noget dumt. “Øh, nej. Jeg .. Jeg kan ikke lide kaffe ..” Jeg trak lidt på skulderen, før jeg så op på ham. Bea havde altid klaget over at jeg burde lære at drikke kaffe, men jeg brød mig ikke bare om det. Jeg kunne bare ikke lide det, jeg kunne ikke engang tvinge mig selv til at drikke det. Han nikkede lidt af mit svar, men han blev ved med at se på mig. Jeg så bare tilbage på ham, og holdte øjenkontakten. Jeg havde selvfølgelig set en masse billeder af ham, der var ikke en stor overraskelse, men han så så anderledes ud i virkeligheden. Hans øjne strålede næsten, i den flotte grønne farve. Som en skov efter et stort regnskyld, fugtig og lun. Jeg ved ikke hvor længe vi sad der, og så hinanden i øjnene, men det føltes dejligt. Det føltes rart. Det var mig der først afbrød øjenkontakten, da tjeneren kom med vores drikkelse igen. Jeg mumlede et tak, og så ud af øjenkrogen hen på Harry. Han så stadig på mig, og det fik sat kog i mit blod. Jeg mærkede hvordan varmen steg mig til kinderne, men jeg prøvede at koncentrere mig om det varme kop, der var i mellem mine hænder. Jeg nippede lidt til væsken, men den var alt for brændende varm. Jeg så i stedet for hen over mit kop, mod Harry igen. Han smilte bare, mens han også nippede lidt til hans kaffe. 

 

Jeg så ned i min kakao, mens jeg prøvede at koncentrere mig om den. Jeg kunne mærke at Harry så på mig, men jeg var på en måde, blevet lidt van til det. Ikke én gang havde han taget blikket fra mig, og jeg begyndte faktisk at synes lidt om det. Jeg havde aldrig mødt nogen der gjorde det, men på samme tid følte jeg mig usikker. Jeg var langt fra den kønneste, sødeste, eller mest elskværdige, så jeg følte mig usikker på mig selv. “Hvor gammel er du?” Det var Harrys stemme der trængte igennem mine tanker, og jeg løftede mit hoved for at se op på ham. “Jeg er 18 ..” Jeg sendte ham et forsigtigt smil, mens jeg tog en lille slurk af min kakao. Jeg skulle næsten lige til at spørge hvor gammel han var, af ren refleks, men huskede på, at jeg allerede vidste det. Heldigvis lagde han vidst ikke mærke til det. “18? Så går du stadig i skole, ikke?” Han så spørgende på mig, og enten fantaserede jeg igen, eller også så han virkelig oprindeligt nysgerrigt på mig. Jeg nikkede stille. “Jo .. Jeg har et år tilbage.” Han smilede til mig og lænede sig tilbage i stolen. Jeg kunne ikke finde ud af ham, for han havde et ansigt der var svært at læse. “Er du så her fra storbyen af, eller..?” Hans hånd gled op, for at rette på hans, efter min mening, perfekte krøller. “Åh, nej .. Jeg er ikke herfra. Jeg er kun på .. Ferie.” Jeg trak lidt forsigtigt på skulderen. Han virkede til at det interessede ham lidt. “Virkelig? Hvor er du så fra?” Han tog en lille slurk af hans kaffe, og jeg tog chancen for at betragte hans nærmest perfekte træk. “Jeg er fra Bath .. “ Jeg trak lidt på min skulder, ude af stand til at sige om han overhovedet kendte byen. Jeg varmede mine hænder på koppen, der sendte en dejlig varme op igennem min krop. Selvom det virkede som den allerede var godt opvarmet, af at sidde her med Harry. Han nikkede bare kort, så jeg hælder mest til det, at han ikke kender byen.

Jeg betragtede Harry, da han lænede sig lidt ind over bordet, mens han foldede hans hænder, som om han skulle til at sige noget. Jeg så lidt nysgerrigt på ham, men der var en nervøs følelse der lå dybt i mig. “Det var ikke dig der skrev til mig, var det?” Han så lidt nervøs ud da han spurgte, nærmest blottet. Min hjerne var lidt frosset fast da han spurgte. Ville han blive sur, når han fandt ud af, at det var Bea? Jeg ledte efter en mulig undskyldning, men kunne ikke komme på noget. “Øh .. Det var .. Nej, det var ikke mig.” Jeg bed mig lidt i læben, og så ned i bordet. Pinlig berørt over det. Hvis det ikke havde været for Bea ville jeg aldrig havde mødt ham igen, så det var vel en god ting, ikke? Jeg havde stadig lidt svært med at sætte etikette på alle de ting der var sket, her i dag. “Det tænkte jeg nok ..” Han nikkede lidt, og så ned i hans kaffe. Jeg så forsigtigt op på ham igen, og betragtede ham. “Du er ikke sur, vel?” Jeg spurgte ham forsigtigt, men jeg fumlede lidt med mine fingre. “Sur? Hvorfor skulle jeg være sur?” Han så helt forskrækket op på mig, og han fik mig til at føle mig dum. Jeg trak lidt på skulderen og følte varmen stige mig til kinderne. “Du ved .. Det kunne være du ikke .. Du ikke ville havde, at folk du ikke kendte, du ved .. Til at skrive .. til dig, fordi du er  kendt…” Jeg blev straks nervøs, og følte mig ret udsat. Jeg fortrød straks alt hvad jeg havde sagt. Jeg kunne seriøst være krybet ned i et hul lige nu, jeg følte mig i hvert fald lille nok til at kunne gøre det. Mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig, mens jeg ventede på svar fra ham. Det føltes som en evighed, før jeg hørte hans stemme igen. “Fordi jeg er kendt?” Jeg kunne ikke sige om han lød fornærmet eller noget andet, men det formindskede i hvert fald ikke min nervøsitet eller min hjertebanken. Tvært imod. “Nej, nej! det var ikke sådan ment.. Jeg mente ..” Jeg kunne ikke komme på en måde at afslutte min sætning på. Jeg så bare dumt på ham, mens min hjerne kørte på højtryk. “Altså ikke på den måde.. Jeg mente bare at ..” Det var som om min hjerne stoppede med at virke, og jeg stoppede bare midt i sætningen. Jeg følte mig ussel over at havde sagt det. Jeg ventede bare på at han ville blive sur, og sige alt muligt til mig. Men det kom ikke. Det kom aldrig. Jeg så forsigtigt op på ham igen. Han var i gang med at tage en slurk af hans kaffe, men han smilte. Jeg følte min krop blive fyldt med tvivl og undren. Hvad var der med ham? Han måtte havde set min forvirrede blik, for han trak på hans skulder, før han sagde “ Altså så længe du ikke har gået og givet min nummer ud .. Så er det vel fint.” Han så helt rolig ud, mens mit hjerte sikkert troede, at det var en galophest. “D.. Det har jeg ikke.” Jeg bed mig i læben, og håbede inderligt at Bea ikke havde gemt det, eller givet det videre. Det måtte hun bare ikke havde gjort. “Men uanset hvad ..” Han trak lidt på hans skulder, mens han så hen på mig. “Så er jeg glad for at nogen skrev .. Du havde vel ikke tænkt dig, bare at brænde mig af?” Han så helt nysgerrigt på mig, og hans blik brændte ind på mig. Var det nu jeg skulle fortælle ham, at det faktisk var præcist hvad jeg havde tænkt mig? At brænde ham af. Jeg så ned i skødet på mig, men jeg ledte efter noget smart at sige ..”Altså ..” Det lod til at han opfattede det, og han lænede sig tilbage. “ Virkelig? Du ville havde brandt mig af? Ouch .. “ Han kunne ikke lade vær med at grine, selvom jeg ikke fandt det morsomt. Jeg havde det dårligt over, at jeg lige havde fortalt ham det. Han så smilende op på mig. “Er det nu jeg skal sige at jeg er glad for, at du skiftede mening?” Han var godt nok noget for sig selv. “Faktisk .. Så skiftede jeg ikke mening .. Min veninde narrede mig herhen, og så stak hun af.” Jeg bed mig lidt i læben, mens jeg forsigtig formede ordene. Jeg vidste ikke helt hvordan han ville tage dem, for han havde reageret modsat på alt andet jeg havde sagt. Han så bare lidt på mig, før han begyndte at grine. “Jeg må til at arbejde på min charme, hva’?” Han rystede lidt på hans hoved af sig selv, selvom jeg sad med røde kinder. Hans charme sad helt klart lige i skabet, jeg skulle måske snarere arbejde med min hjerne eller dømmekraft.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...