Ordinary - Harry Styles Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2014
  • Opdateret: 20 sep. 2014
  • Status: Igang
Vi lever alle sammen sådan et liv. Et liv som Alaska Phelan. En helt normalt person, i et helt normalt liv. Alaska er 18 år gammel, går i skole, laver lektier, er sammen med de venner hun nu har, og arbejder. Hun lever, hvad vi ville kalde, et meget almindeligt liv. Sommeren har meldt sin ankomst, og den står på hvad alle skoleelever går og drømmer om: Ferie. Bea, Alaskas veninde, har inviteret hende til London, for at de kan tilbringe sommeren sammen der. Og med Alaska og Bea rendende rundt i byen, kan man nogengange være heldig, og knap så heldig, at støde ind i visse personer. - Og hvis man, som Alaska, er helt almindelig, kan det være underligt at møde nogen, der er knap så almindelig.

23Likes
15Kommentarer
1613Visninger
AA

7. Kapittel 5

 

Det var vores tredje dag i London, og vi havde besluttet faktisk at lave noget idag. De sidste par dage, havde vi slappet af. Vi havde jo trods alt lige fået vores ferie, og det skulle vi også huske. Vi stod begge klar, mens vi ventede på elevatoren. Vi ville tage ned og tjekke Londons butikker ud, og måske shoppe lidt. Elevator dørene åbnede sig, og vi stillede os begge ind. Bea valgte etagen, og jeg så mig i spejlet, der var på den ene side af elevatoren. Jeg havde en virkelig dårlig hårdag idag. Det puffede helt op, og jeg var blevet nød til at tage en beanie på, for at det ikke skulle se alt for vildt ud. “Det ser fint ud, Al.” Bea havde set hvordan jeg havde rettet på mit hår. “Hvorfor skal det også være så træls? Helt seriøst .. “ Jeg sukkede og så hen på hende. Jeg havde aldrig set Bea med en dårlig hårdag, hun havde altid det perfekte hår. Hun havde naturlige smukke krøller, i hendes perfekte mørkebrune hår. Jeg havde altid været så jaloux over hendes hår. Mit eget hår var  lyst, meget lyst. Alle folk troede altid det var farvet det, eller at det var extension. Jeg farvede det engang, men det var kun min hovedbund. Jeg plejede at farve det inderste hår mørkt, så så det nemlig bedre ud, men jeg holdte op, og det gjorde at mit hår var noget af det lyseste. Nærmest en lys hvid. Bea var bare begyndt at grine over mig, da jeg beklagede mig over mit hår. 

 

Elevatordørene gik op, og vi steg ud. Vi havde besluttet os for at gå derned, da der ikke var alt for langt, plus, vi ville få et overblik af hvad der lå i nærheden og få et kig på kvarteret. Det meste af vejen, var der bare en masse lejlighedskomplekser, i forskellige farver og former. Der var også nogle få junkfood steder, som vi begge sikkert ville få glæde af. Da vi nærmede os byen, begyndte der så småt at komme hoteller, og små butikker. Vi fandt vores vej hen mod Oxford street, som vi havde besluttet os at tage hen til. “Al!” Bea hvinede over nogle vidunderlige sko, der stod i vinduet ind til en butik. Jeg kunne ikke lade vær med at grine, men jeg måtte give hende ret. De var fantastiske. De var sorte, med med et mørkeblåt mønster og den så bare så perfekt ud. .Vi var taget ind i butikken, og Bea fik prøvet og købt skoene, mens jeg fik et par nye neutrale hvide hæle. Jeg havde alt for mange, men jeg var bare mere til de neutrale farver, eller ens farvede ting. Jeg kunne ikke rigtig bære noget, der var for meget gang i. Det kunne Bea, og derfor var vi en rigtig god blanding. 

 

Vi havde næsten været inde i alle butikker, føltes det i hvert som om, da vi besluttede os for at finde et sted at spise. Vi fandt en lille café, der virkelig så indbyende ud. Vi fandt os et bord, og vi stillede vores poser fra os. Vi havde købt lidt i hver butik, og tilsammen var det blevet en okay mængde. Vi kunne ikke gå sådan her ud hver dag, da vi slet ikke havde penge til det. Vi havde begge sparet penge sammen hele året til vores tur, men pengene ville jo på et tidspunkt slippe op, så vi måtte prøve at holde lidt igen. Vi bestilte hver en smoothie og en omgang nachos til delling. 

 

“Du ved, der er faktisk rimelig mange kendte der bor her, I london.” Bea sad og gnaskede på en nachos, mens hun snakkede. Hun var virkelig charmerende. “Og hvad så? Skal vi ud og ringe på dørklokker?” Jeg kunne ikke lade vær med at spørge, for det var vores nummer 1 ting at gøre, da vi var små. Jeg tog en slurk af min smoothie, mens Bea rystede på mit hoved. “Nej, Al, vi vil ikke risikere at blive opdaget. Men jeg siger det bare. Vi kunne faktisk sagtens støde på en kendis, bare ved at gå ned af gaden. Ja hvem ved? Måske er vi gået forbi en kendis idag, uden vi vidste det?” Bea var helt klart mere på moden med alle de kendte, end jeg var. Jeg kendte selvfølgelig et par stykker af dem, men mest de mest kendte. “Så du mener vi skal gå op og ned af gaden, indtil vi finder en kendt? Og hvad så?” Jeg synes det var lidt komisk, og Bea lod til også at synes det. “Så pudser vi dig på dem.” Hun blinkede for sjovt til mig, men jeg så uforstående på hende. “Og hvad skulle det hjælpe? Jo mindre vi vil på forsiden, fordi vi har skræmt en kendt fra vid og sans.” Bea begyndte bare at grine over mit svar. “Nej da, søde. Du har den der charme der. De vil elske dig, og før vi ved af det, er vi også totalt kendte.” Bea lavede et arrogant kast med håret, for at lade som om hun var kendt. Jeg himlede med mine øjne af hende. “Ih ja, min charme og fame. Jeg vil gerne havde charmen, så kan du blive kendt.” Jeg sparkede for sjovt til hende under bordet, men hun sparkede bare tilbage. Jeg tog mig til mit ømme ben. 

 

Efter vi havde snakket om kendisser i London, havde Bea ikke lavet andet, end at prøve at spotte kendisser. Det værste var, at det kun var dårlige kopier hun fandt. Hendes Ed Sheeran, var en eller anden hipster, Max Georg var en tidligere kræftpatient, og hendes Niall Horan var en kvinde. Alt i alt, spottede hun ikke rigtig nogle kendte. “Al! Se der, Omg!” Bea hoppede nærmest op og ned på gaden, mens hun pegede et sted hen i folkemængden. “Se hvor?” Det var sikkert en ny ‘kendt’ som hun havde fået øje på. Jeg ledte spændt efter hvilken dårlig kopi, hun havde spottet. “Der! Ham med krøllerne, jeg tror det er Harry Styles!” Hun halv hviskede/halv råbte det, for at prøve at holde det hemmeligt. Mine øjne undersøgte mængden, og jeg ledte spændt efter en der kunne ligne en dårlig kopi af ham. Jeg fik øje på nogle krøller, men personen stod med ryggen til. Bea kunne umuligt tro at det var ham, men jeg tog fejl. “Wow, det er jo ham” Jeg mente det sarkastisk, men det lod ikke til at Bea lagde mærke til det. “Omg, omg, omg.” Hun gik helt i selvsving. “Skal du ikke hen og bede om en autograf?” Det var sjælendt, at Bea var sådan her, så jeg nød det. og jeg ville nyde det endnu mere, at se hende spørge en total fremmede person om en autograf, fordi hun troede at personen var Harry Styles.

 

Bea havde brugt lidt tid på at tage sig sammen, før hun overraskende nok begyndte at gå hen til den person, med det krøllede hår. Jeg havde nærmest tabt kæben da hun begyndte at gå, og jeg skyndte mig efter hende for at prøve at stoppe hende. Jeg havde lidt fortrudt at jeg fik hende til det, for det var jo ikke ham. 

 

 Før jeg kunne nå at stoppe hende, var hun hende og prikke vedkommende på skulderen. Jeg kunne seriøst være faldet død om. Hun gjorde det virkeligt. Jeg gemte mig bag hende, for ikke at kunne blive set af vedkommende. De andre hun havde fundet, havde vi bare set på, indtil det gik op for hende, at det ikke var vedkommende. Personen vendte sig op, og jeg bøjede bare hovedet, og så ned i jorden. “Ja?” Vedkommende vendte sig om mod Bea, mens jeg turde ikke kigge. Det var for meget af Bea at gå hen til en fremmede, men som altid, var Bea ligeglad med det, hun gjorde det bare. “Omg, det er dig!” Da Bea begyndte at ryste i hele kroppen, kiggede jeg op over hendes skulder. Det kunne vel ikke være? Det var rigtigt nok. Over hendes skulder kunne jeg skimte et velkendt ansigt. Hans ansigt havde været overalt de sidste par år, Harry Styles, boybands medlemmet fra One Direction. Jeg havde langt fra forventet at det faktisk var ham. Den måtte jeg give Bea, det var godt gået. 

 

“Jahh .. Det er mig ..” Han kløede sig lidt i nakken, og så lidt rundt. Sikkert efter om nogen havde bemærket Bea’s lille udbrud. Jeg havde aldrig mødt en kendt før, så jeg blev bare stående bag ved Bea, for jeg ville sikkert ikke kunne få et ord ud. “Kan jeg få et billede?” Jeg kunne høre hvor meget Bea beherskede hendes stemme, for hun lød pludselig afslappet, og en smule arrogant hvis du spørg mig. Han nikkede, og pludselig fik jeg stoppet Bea’s telefon i hovedet. Bea stillede sig op ved siden af Harry, og jeg fumlede med telefonen, inden jeg kom ind på kameraet. Jeg tog et par billeder, før jeg rakte telefonen til Bea igen. Bea takkede ham for billedet, og jeg havde håbet på at Bea efter det, ville forlade ham igen, men nej. Bea begyndte at stille ham alle mulige spørgsmål. Jeg bed mig i læben, og stod lidt utilpas og så på hende. Hun ville sikkert prøve at komme ind på ham. Han var en kendt, så det var jo ikke fordi han ikke havde prøvet det før, men jeg synes det var dumt af hende. Han ville jo sikkert bare gerne videre, før andre opdager ham. Jeg stod stadig bag Bea, og kunne kun se lidt af Harry over hendes skulder. Jeg sukkede lidt, og skrabede ned i jorden med min sko. Jeg følte dum, sådan at stå her. 

 

Selvom det var selveste Harry Styles, følte jeg mig dum. Og Bea gjorde det ikke bedre. Da jeg så op igen, så jeg direkte ind i nogle grønne øjne. Bea snakkede bare videre, men Harry så på mig. Jeg mærkede straks varmen stige mig til kinderne, og jeg prøvede at undgå hans blik.”Hey .. Hvad var det nu … Alaska, ikke?” Jeg tror aldrig mit hjerte var gået i stå før, men det gjorde det i hvert fald der. Jeg vidste ikke om jeg var bange, eller rædselslagen. Hvordan kendte han mit navn? Jeg kunne ikke få et ord over mine læber, og det gjorde det ikke bedre at Bea flyttede sig, for at se på mig. Nu følte jeg mig alt for blottet. “Vendt, kender du hende? Al, det har du ikke sagt noget om..” Nu var der to spørgsmål, som jeg ikke kunne svare på. Jeg kendte ikke Harry Styles, selvfølgelig ikke! Jeg havde aldrig været til en af deres koncerter, eller noget der minder om. Jeg havde hørt deres sange, det var det tætteste jeg kom på dem, på ham. Det lod til at Harry forstod at jeg ikke svarede. “Jeg mødte hende i fredags, til en fest.” Han så stadig på mig, og jeg følte at jeg skrumpede en 1 cm pr. sekund der gik. Jeg så på ham med store øjne, jeg havde da ikke .. Det gik stille op for mig, at jeg jo faktisk havde mødt en der hed Harry. Ham der ejede telefonen. Jeg havde ikke kunne se hans ansigt, men jeg havde set at han havde krøller. Det kunne vel ikke være ham? Kunne det? Jeg følte mig pludselig dum, for jeg havde jo faktisk sneget mig væk fra ham. Endnu engang brændte det i mine kinder. “Hvad? Al?” Jeg prøvede at tage mig sammen, da Bea endnu engang snakkede til mig. Jeg tog en dyb indånding, og undgik bare alt form for øjenkontakt. “J.. Ja, du ved .. Jeg sa.. sagde at jeg fandt ej.. ejeren af telefon.. telefonen.” Jeg stammede mig igennem sætningen, mens jeg nervøst vred mine fingre. Jeg havde aller mest lyst til at forsvinde ud i luften. Jeg havde haft selveste Harry Styles mobil. En verdens kendt stjernes mobil, og han havde snakkedet med mig i baren i fredags, hvor jeg bare havde skyndt mig væk. Og han kunne genkende mig her idag. Han var jo helt ude af enhvers liga, han var en kenddis. Hverken mig eller Bea ville nogensinde havde en chance. Jeg følte mig dog mest utilpas af, at vi stadig stod og snakkede med ham. At han tog sig den tid. Han havde jo sikkert travlt med et eller andet, og vi forsinkede ham sikkert bare. To normale personer. 

 

Men han kom ikke med en undskyldning for at gå, og det gjorde mig nervøs, for jeg kunne ikke koncentrere mig eller tænke logisk. Jeg var ikk van til sådan noget. “Du forlod mig sådan set lidt i fredags ..” Han trak lidt på skulderen, og så på mig. Bea havde stået med munden åben, siden jeg havde svaret på hendes spørgsmål. Hun var nok ikke klar over, at det var hans mobil. Det chokerede mig lige så meget, som det chokerede hende. “ Ja .. det.. Øh ..” Min sætning døde lidt ud, da jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle ende sætningen med. Jeg kunne vel ikke sige til ham, at jeg ikke havde lyst til at snakke. Mine kinder brændte som ild, og jeg kunne godt droppe ønsket om at det ikke var synlig. Jeg vidste at det kunne ses på flere kilometers afstand. 

 

Som min redningsmand, ringede hans telefon. Han tog den op til øret. “Hallo?” Han så stadig på mig, før han sukkede ind i telefonen. Han fjernede telefonen fra øret af. “Måske vi kan ses på et andet tidspunkt? Jeg bliver nød til at løbe.” Han så på mig mens han sagde det, og han stak hånden ned i hans lomme efter noget. Jeg stod bare og stirrede på ham, som om han var syg. Han kunne umuligt mene det. Jeg havde mødt ham hvad? 1 gang før, hvor jeg havde sneget mig væk, og nu ville han mødes? Han var sindssyg. Han trak noget op af hans lomme, og tog mobilen op til øret igen. Jeg stod som forstenet til jorden, mens Bea stod og betragtede alt fra sidelinjen af. Han tog fat om mit håndled, med hans frie arm og trak den frem. Jeg gispede, ved hans berøring. Jeg lod ham trække min arm frem, og han smøgede mit ærme op. “Mhm, jaja, om lidt.” Han snakkede videre i mobilen, da han trak en kuglepind frem. Det var det han havde taget fra hans lomme. Han begyndte at skrive noget ned på min arm, og jeg kunne ikke andet end at stå og se på ham. Jeg var som limet fast til jorden. Det var som en af de der underlige drømme, hvor man aldrig ved hvad der rigtig forgår. Da han var færdig med hvad end han skrev på min arm, sendte han mig og Bea et smil, før han gik. Jeg stod stadig helt stille, og stirrede efter ham, da han vendte sig om, og viftede med hans mobil hen mod os. 

 

Både mig og Bea så efter ham, indtil man ikke kunne se ham længere, og selv lidt efter det. “Alaska Phelan!” Jeg kunne ikke sige, om Bea var sur, skuffet eller bare overrasket, men hun tog i hvert fald fat om min arm. “Hvorfor havde du ikke sagt noget om ham?” Hun så lidt muggent på mig, med armene lagt over kors. “Jeg.. Jeg vidste ikke det var .. Ham.” Jeg var stadig lidt i chok. Jeg løftede stille min arm, og smøgede ærmet op på min jakke, for at se hvad han havde skrevet. 

 

Jeg forstod det ikke, måske var det en joke? Der stod bare en masse tal. Måske havde han lavet sjov med os, fordi vi tydeligvis ikke var på hans niveau. Jeg ved ikke om jeg synes det var sjovt, men på den anden side, han virkede ikke helt normal. Bea så hvad jeg kiggede på, og hun stillede sig ved siden af mig, for at se hvad det stod. Hun gispede højt, og jeg så op på hende. “Omg, Al!” Jeg så dumt op på hende. “Det kan godt være han er kendt .. Men han har en dårlig humor..” Jeg trak lidt på skulderen, og så i den retning han var forsvundet i. Da jeg så på Bea igen, så hun bare dumt på mig. “Hvad snakker du om? Humor? Alaska, du har totalt scoret ham!” Jeg hadede når Bea brugte mit rigtige navn. Jeg hadede endnu mere når hun troede at hendes veninde kunne score kendte mennesker, også fordi det sker tit. “Hvad snakker du om? Han skrev jo bare en masse tal?” Jeg holdte min arm op, så hun kunne se det. Bea var heller ikke hel normalt. Sikke nogle mennesker jeg var sammen med. Bea daskede til mig, og jeg fik et chok. “Hey, hvad skulle det til for?” Jeg tog mig til min ømme skulder, mens jeg så surmulende på hende. “Al, du er så dum nogengange .. “ Hun aede mig over håret, før hun fortsatte. “Men de tal han skrev på din arm, er hans nummer, sweet pea.” Jeg så bare dumt på hende, og bag efter ned på min arm. Så op på hende igen, og på min arm. Sådan fortsatte jeg lidt, indtil det gik op for mig. “Nej .. “ Jeg sagde det chokeret mens jeg så ned på min arm. Var det virkelig hans nummer? Hvem valgte at give sit nummer, til en komplet fremmede? Og specielt når man er en kendt? Jeg kunne jo give det videre til alle mulige mennesker, og det ville nok ikke være specielt fedt for ham? Han havde sikkert givet mig et tilfældigt nummer, for at jeg netop skulle tro det var hans nummer. 

 

Uanset hvad, havde jeg ikke planer om at gemme nummeret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...