Ordinary - Harry Styles Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2014
  • Opdateret: 20 sep. 2014
  • Status: Igang
Vi lever alle sammen sådan et liv. Et liv som Alaska Phelan. En helt normalt person, i et helt normalt liv. Alaska er 18 år gammel, går i skole, laver lektier, er sammen med de venner hun nu har, og arbejder. Hun lever, hvad vi ville kalde, et meget almindeligt liv. Sommeren har meldt sin ankomst, og den står på hvad alle skoleelever går og drømmer om: Ferie. Bea, Alaskas veninde, har inviteret hende til London, for at de kan tilbringe sommeren sammen der. Og med Alaska og Bea rendende rundt i byen, kan man nogengange være heldig, og knap så heldig, at støde ind i visse personer. - Og hvis man, som Alaska, er helt almindelig, kan det være underligt at møde nogen, der er knap så almindelig.

23Likes
15Kommentarer
1609Visninger
AA

5. Kapittel 3


 

Hele gange var fyldt med råb, skålen og en masse snak. Jeg er sikker på, at jeg også hørte et par stykker gå og synge. Jeg var tilsyneladende ikke den eneste, der havde siddet og ventet på at vi endelig fik fri.

 

Bea var let at finde. Jeg tror aldrig jeg har set hende vinke så meget før i hele mit liv. Jeg løb det sidste stykke hen til hende, hvor vi hurtigt slog armene rundt om hinanden. Som i et rigtig film-kram. Vi hvinede begge to, før vi brød ud i grin. “Det var virkelig den længste dag i mit liv ..” Bea lød helt opgivende, men jeg havde det jo præcis på den samme måde. “Det sidste tid her, var virkelig ulidelig.” Hun forsatte, og jeg kunne ikke lade vær med at grine lidt af hende. Der var ikke engang gået 2 minutter, og Bea var allerede igang. 

 

“Er du klar til at tage til London, Alaska?” Matt Whinston, Beas far. “Det er jeg, helt klart.” Jeg kunne ikke lade vær med at lyde rimelig ivrig. Beas far ville man med første øjenkast, automatisk dømme ham som en lidt finere business mand. Jeg tror kun jeg har set ham 1 eller 2 gange uden jakkesæt på, og det var engang hvor vi var taget på ferie sammen. Beas mor, Polly, er helt anderledes. Hun er hjemmegående mor, og tager sig af Bea og hendes 2 yngre søskende: Criss og Jenna“Godt piger, så lad os komme afsted.” Han åbnede fornemt døren op for os, på deres nye Mercedes. De har altid haft et eller andet med at bruge penge.

 

“Hej Alaska, glæder du dig?” Jeg blev mødt af Polly, i det jeg fik mig sat ind i bilen. “Jeg glæder mig helt vildt.” Jeg spændte min sele, og mig og Bea begyndte automatisk at snakke om vores tur. “Jeg har hørt så meget om det her sted, jeg kan bare ikke lige huske hvad det hedder .. Det skulle være pragtfuldt. Åh Al, du skulle bare høre om det!” Det var åbenbart et eller andet stort center, som hun har hørt om, fra et eller andet sted fra. 

 

Sådan gik turen hjem til mig, med at snakke om store centre, butikker og andre ting i London. Hele min krop føltes som en fjedre, bare ved tanken om vi skulle til London. Jeg sprang nærmest ud af døren, da vi holdte oppe i min indkørsel og skyndte mig op til hoveddøren, mens jeg kunne høre Polly og Matt grine, da Bea sprang efter mig. 

 

Jeg slog døren op, og skyndte mig at træde mine sko af. “Mor! Far!” Jeg lod min taske falde til jorden, mens jeg kom ind i stuen. Mine forældre kom mig i møde. “Hej skat, hvordan var din dag?” Min far trak mig ind til ham, og plantede et kys mod mit hår. “Hej far. Den var god .. Men lang.” Jeg grinte stille, og gav ham et kort kram. “Vi har stillet dine kufferter klar, og vi skal nok hjælpe med at få dem ud i Mr. Whinstons bil.” Min mor strøg mig lidt over ryggen, mens hun pegede hen mod mine kufferter, der stod klar henne ved døren. Jeg havde gået lige forbi dem, uden jeg havde lagt mærke til dem. “Tak mor.” Jeg trak også hende ind til et kram. Det var faktisk en smule underligt .. Selvom jeg var 18, boede jeg jo stadig hjemme. Jeg havde ikke prøvet sådan at flytte hjemmefra i flere måneder. Jeg havde tit været væk i nogle uger måske, men ikke i så lang tid før. 

 

Bea var kommet ind til os i stuen, med hendes far og mor bag sig. “Hva’ så Bea, er du klar?” Min mor smilede til Bea. “Du kender mig, Mindy Phelan, jeg er født klar.” Bea lavede en arrogant bevægelse med hånden, før hun begyndte at grine. Vi begyndte alle sammen at grine lidt over det. “Skal vi hjælpe med Alaskas tasker?” Polly så sig omkring efter mine kufferter. “Det behøver I ikke, vi skal nok klare dem.” Min far begyndte at gå hen mod dem, før han samlede dem op. Ham og Matt fulgtes ud til bilen, sikkert fordi Matt havde låst bilen da de kom ind. “Har du nu husket det hele, Alaska?” Min mor strøg mig lidt over ryggen igen, indtil jeg gav hende et forsikrende nik fra mig. “Ja, jeg er rimelig sikker ..” Jeg prøvede at komme i tanke om noget jeg ikke fik med, men jeg kunne ikke rigtig komme i tanke om noget .. Så det må vel være en god ting. 

 

“Vi kommer sådan til at savne dig, skat. Du må passe godt på dig selv, ikke?” Min mor havde lige trukket mig ind til endnu et kram. Vi var ved at være klar til at tage afsted, og jeg skulle nu bare tage afsked med mine forældre. “Det skal jeg nok. Du behøver ikke være bekymret, jeg kan godt passe på mig selv, mor.” Jeg knugede hende lidt ind til mig, før jeg trak mig fra krammet igen. Min mor havde altid været min helt. Helt fra da jeg var helt lille, har hun altid været min eneste rollemodel. Min mor nikkede lidt, før hun kyssede mig på kinden. Jeg ved egentlig ikke hvordan mine forældre har det med at jeg skal væk fra dem, hele sommeren. De er jo selvfølgelig glade på mine vegne, men ellers er jeg nok lidt blank.

 

 “Hey min pige, kom her.” Min far rakkede ud efter mig, og jeg slog mine arme rundt om ham. Hans velkendte duft omsluttede mig, og jeg vidste jeg sikkert ville komme til at savne den duft. “Nu må du ikke blive en af de der storbys piger, vel?” Min far gav mig et lille klem, og jeg kunne ikke lade vær med at komme med et halvhjertet grin. “Jeg skal nok prøve på at lade vær.” Nu var det nu, nu skulle vi til London. Han plantede et kys på min pande, før han gav slip omkring mig. Jeg rettede kort på min trøje, før jeg åbnede døren ind til bilen. Bea og hendes forældre havde sat sig ind, da jeg skulle til at sige farvel til mine forældre. Sikkert for at give os lidt privat liv. Jeg vinkede farvel, før jeg satte mig ind. “Hav en god tur! også dig Bea!” Det var min mor der råbte efter os, før jeg lukkede døren. 

 

Trafikken i London var .. uudholdelig. Vi var ikke de eneste der havde i tankerne om at tage til storbyen. Vi sad ikke rigtig i kø, men der var bare mange mennesker. Man ville vel også normalt tage undergrundsbanen, eller toget for at komme herind, men siden vi skulle havde alle vores ting med, ville det være lidt umuligt. “Hvornår er vi der?” Mig og Bea havde nærmest stillet det spørgsmål, hvert minut, siden vi tog afsted fra Bath af. “Lige om lidt piger ..” Polly kunne ikke engang holde et lille grin tilbage, sikkert over hvor utålmodige vi var. 

 

Turen skulle havde taget 2,5 time, men det endte med 3 timer, da vi skulle igennem by trafikken. Vi var kørt hen til et område, fyldt med mange flotte lejlighedskomplekser. Jeg havde svært ved at sidde stille, og jeg kunne se at Bea havde det samme problem. Lejligheden var en halv gave fra Beas forældre, og den anden halvdel skulle hun selv betale. Hun ville blive boende der efter ferien var over, og derefter skulle hun gå i skole, her i London. 

 

Bilen holdte endelig ind på en parkingsplads, og allerede før bilen holdte helt stille, var mig og Bea allerede ude. Vi kunne høre en lav latter fra Beas forældre, der fandt det morsomt at vi åbenbart var så spændte. Bea hvinede, og kom hen for at slå armene om mig, mens hun nærmest hoppede af glæde. “Det bliver så fedt, Al!” Jeg kunne ikke lade vær med at grine, og gøre præcis det samme som hende: Slå armene om hende, mens vi hoppede lidt op og ned. “Okay piger, det er oppe på 7. etage, nr. 34..” Matt smed en nøgle hen til os, som Bea greb i luften. “Omg, kom Al!” Hun trak mig med hen til indgangen til opgangen, hvor vi efter det styrtede hen til elevatoren. Jeg så mig over skulderen, og så at Polly og Matt allerede var igang med at tage vores kufferter ud af bilen. Bling lyden fortalte os, at elevatoren var kommet, og vi skyndte os ind i den. Jeg trykkede på knappen der viste ‘7’ før dørene lukkede sig igen. “Ved du hvordan den ser ud?” Jeg så nysgerrigt på Bea, da hun ikke rigtig havde snakket om hvordan den så ud. “Nej, mine forældre har ikke ville sige noget.. Men jeg tror ikke den er speciel stor, men det behøver den heller ikke.” Hun trak til på skulderen, mens hun utålmodigt gik frem og tilbage. 

 

Bling lyden gav os begge et chok, men vi kom hurtigt over det mens vi nærmest løb hen til dør nr. 34. Der var ikke noget problem med at få stukket nøglen i døren, og få den åbnet. Vi holdte begge vejret, mens vi stille åbnede døren. Vi blev mødt af en lille entré, med knager på den ene væk og et stort spejl på den anden. Der var en åbning ind til det næste rum, som vi skyndte os at få et blik over. Det var stuen og køkkenet. Et stort rum, hvor der i den ene del var et lyst køkken, og i den anden del var der et møbel arrangement. På den væk, der var ved møbel arrangementet, var der et kæmpe vindue, der fyldte det meste af væggen. Bea hvinede før hun løb hen, for at smide sig i den store sofa der stod der. Jeg var hurtigt efter hende, men smed mig i stedet for i lænestolen. Det var Beas forældre der havde fået den møbleret, og det så nu ret godt ud. Der stod en 4-persons sofa, en stor lænestol og et stort fjernsyn. Alt sammen placeret oven på et vidunderligt blødt tæppe. Alt var holdt i de mere lyse farver. Hvid, beige, og lysebrun. 

 

Vi kunne høre Matt og Polly komme ind af døren, i det vi var færdige med at se resten af lejligheden. Den var ikke så stor, som vi jo havde gættet. Der var et soveværelse, et badeværelse og et meget lille walk-in-closet, der sikkert ikke engang kunne holde på alt Beas tøj. Det var alt sammen holdt i de samme farver, men det så virkelig godt ud. “Hvad så tøser, kan I lide det?” Matt kom slæbende ind med nogle kufferter, før han stillede dem. Vi nikkede begge to energisk, mens vi begyndte at grine. Ikke at det var sjovt, men jeg tror bare vi var blevet så meget kørt op omkring det, at vi ikke rigtig kunne lade vær. Polly kom bag efter ind med flere kufferter, og det fik mig til at tænke på, hvor meget vi egentlig havde taget med. Jeg havde taget en stor kuffert med, og en mindre en .. Men jeg vidste at Bea havde taget mindst 3 kufferter med, og nogle tasker ved siden af.

 

“Al, ved du hvad vi skal i aften?” Bea kom gående ind til mig, med et mystisk og spændt smil, mens jeg lå på sofaen. Vi havde pakket lidt ud, og Beas forældre var taget afsted igen. “Det ved jeg ikke?” Jeg satte mig op i sofaen, og kørte en hånd igennem mit hår. “Hvor har du egentlig været?” Jeg havde ikke set hende de sidste 20 minutter, og jeg kunne ikke finde hende. “Årh, ikke noget særligt .. Jeg har snakket med Willy, og han kan få os ind på et vildt fedt sted! Og Al! Han få os ind på VIP!” Bea begyndte helt at hoppe mens hun forklarede det. Jeg var ikke rigtig i et festhumør, men det lød vel okay at tage i byen, og fejre at vi var kommet til London. Det eneste jeg ikke kunne forstå, var hvordan Willy kunne få os ind på VIP. “Hvordan har han tænkt sig at få os ind på VIP?” Den gad jeg nemlig godt at høre. Jeg havde aldrig prøvet at være på VIP, så jeg vidste ikke rigtig noget om det. “Han arbejder som dørmand ved VIP, så han kan godt lade os komme igennem.” Kvidrede Bea, mens hun smed sig ned ved siden af mig. “Og han skal arbejde i aften, eller hvad?” Det var måske mit manglende festhumør der snakkede lige nu, for det var jo ikke min mening at være så negativ. “Duh, ja! Al, vær nu lige lidt positiv. Vi skal ind på VIP på det fedeste sted i byen!” Bea var i hvert fald kørt op omkring det, men det er fordi alt hvad der er VIP eller eksklusivt, er lig med at Bea elsker det. Jeg har det fint med at være blandt de almindelige på en klub, hvis jeg endelig skal på diskotek eller noget i den stil. Jeg tror bare ikke jeg ville passe ind med alle de andre VIP’s. Det sagde jeg dog ikke til Bea, men nikkede bare. 

 

Så jeg gætter på at den står på VIP i aften. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...