Ordinary - Harry Styles Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2014
  • Opdateret: 20 sep. 2014
  • Status: Igang
Vi lever alle sammen sådan et liv. Et liv som Alaska Phelan. En helt normalt person, i et helt normalt liv. Alaska er 18 år gammel, går i skole, laver lektier, er sammen med de venner hun nu har, og arbejder. Hun lever, hvad vi ville kalde, et meget almindeligt liv. Sommeren har meldt sin ankomst, og den står på hvad alle skoleelever går og drømmer om: Ferie. Bea, Alaskas veninde, har inviteret hende til London, for at de kan tilbringe sommeren sammen der. Og med Alaska og Bea rendende rundt i byen, kan man nogengange være heldig, og knap så heldig, at støde ind i visse personer. - Og hvis man, som Alaska, er helt almindelig, kan det være underligt at møde nogen, der er knap så almindelig.

23Likes
15Kommentarer
1622Visninger
AA

4. Kapittel 2

De sidste par dage havde sneglet sig afsted. Det var imorgen vi ville få vores ferie, og i morgen mig og Bea ville tage til London. Det ville blive dejligt at komme til storbyen, selvom Bath, vores by, var af en okay størrelse. 

 

Mit blik landede ned på de tomme kufferter foran mig. Jeg skulle havde begyndt at pakke, for mindst 1 time siden. Det eneste der var kommet ned i dem, var et par t-shirts. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke bare kunne komme i gang, for det burde jeg. Jeg tvang min krop til at samle det par jeans op, som jeg havde lagt ved siden af på sengen. Jeg lagde dem ned i kufferten, til de andre t-shirts. Jeg har aldrig været god til at pakke, det bliver jeg nok heller aldrig.. Nu hvor jeg tænker over det. Bea havde forslået at hun kunne hjælpe mig med det, men da jeg nok godt vidste, at det ikke bare lige sådan ville være overstået, havde jeg forklaret hende at jeg hellere ville selv. 

 

Jeg tog tøjet ned fra bøjlerne, fra hylderne, og skabet. Jeg sørgede for at det blev foldet fint, før jeg fordelte det i de 2 kufferter. Den sidste halve time, havde jeg tvunget mig selv til at speede mig selv op. Mest med tanken om London. Jeg havde kun været der én gang før, og det var da jeg var de 12 stykker.

 

Oplader. Jeg mindede mig selv om det, da jeg stod og betragtede mine kufferter. Det var altid sådan nogle ting jeg ville glemme. Ting man ikke rigtig tænker så meget på, eller ting man tager for givet. Jeg trak stikket ud af strømstikket, og rullede ledningen sammen. Jeg placerede den i den lille lomme, der var på min kuffert. Jeg følte mig, underligt nok, helt stolt over jeg huskede den. 

 

Mine tanker blev revet væk fra min stolthed, da jeg hørte min velkendte ringetone. Mine hænder ledte panisk hen over sengen, efter min telefon. Jeg havde lagt den der, før jeg begyndte at pakke, men nu kunne den jo være røget ned, eller noget i den stil. Jeg gravede min hånd under mine puder, mine elskede pyntepuder, og kunne ånde lettet op, da jeg mærkede den velkendte mobil. Jeg trak den ud, og skyndte mig at besvare opkaldet, før det var forsent. “Hey” Jeg prøvede på ikke at lyde for ivrig, da jeg var sikker på at jeg kun lige nåede at besvare opkaldet, før det var gået på telefonsvareren. “AL!” Jeg genkendte hurtig stemmen, for der var kun en person der ville kalde mig for Al. Bea. Hun vidste jeg hadede navnet Alaska. Det er jo et komplet underligt navn. Helt ærligt, hvem opkalder deres barn efter et land? Det er jo ikke sådan at du kan gå på gaden, og møde en eller anden der hedder Tyskland eller Indien, vel?

 

“Hvad så?” Jeg smed mig tilbage, ned i puderne. Jeg kunne jo godt tage en lille pause fra at pakke, jeg havde jo alligevel allerede pakket det meste af det. “Du ville ikke tro det, Al! Du ved ham jeg har snakket om, du ved, ham Willy ikke?” Hun gav mig ikke engang lov til at svare på spørgsmålet, før hun begyndte at snakke igen. “Nå men, jeg har lige fundet ud af, at han lige er flyttet til London! og jeg ved det .. London er en stor by, og alt det der .. Men han bor tilfældigvis i vores lejlighedskompleks!” Hendes ivrer stemme røg hen til et stort hvin. Men før I begynder at komme med alt muligt, skal jeg nok lige forklare hvem Willy er. Ham og Bea mødtes til en fest engang, hvor han vidst slog benene under hende. Selvom Bea, efter min mening, har været sammen med ret mange drenge, har hun alligevel aldrig stoppet med at snakke om ham. De var vidst ret .. “In love” Hvis man kan sige det. Han skulle, desværre, flytte op til hans bror, efter et eller andet med hans familie, som jeg aldrig forstod. Bea har været noget så knust, men normalt finder hun på noget andet at lave, når sådan noget sker. “Wauw, virkelig? Det bliver da fedt.” Jeg prøvede virkelig at lyde oprindelig begejstret. Hemmeligheden var, at jeg jo bare gerne ville tilbringe min sommer med Bea, før jeg skulle hjem igen. Ingen af os havde jo tid til at køre frem og tilbage, i mellem Bath og London. Og jeg havde på fornemmelsen, at Willy ville taget noget af vores tid, men jeg prøvede at være glad, for Beas vegne. “Ja ikke? Jeg har faktisk lige snakket med ham, og han siger han kender et super fedt sted i byen, som vi bare MÅ hen!” Jeg kunne helt mærke iveren i hendes stemme. “Det må vi, helt klart.” Jeg havde ikke den fjerneste lyst til at tage til vilde fester lige foreløbigt, og nok heller ikke efter det. Men jeg ville ikke stå i vejen for mig og Beas sommer. Hvem ved? Måske kan jeg sno mig uden om festerne? 

 

Beas opkald blev til næsten en times samtale. Det meste af tiden, var det hende der snakkede om hvad Willy havde fortalt om byen, om alle de ting vi skulle se. Jeg vidste jeg nok var lidt jaloux, over at Bea sikkert ville tilbringe noget af hendes tid med ham. Det burde jo være helt okay med mig, min bedsteveninde der tilbringer noget tid med en hun virkelig godt kan lide .. Fordi det går mig på, er fordi det er vores sidste sommer sammen. Jeg tager jo tilbage til Bath efter sommeren, mens Bea bliver i London. Jeg har aldrig prøvet at stå uden hende, lige siden vi mødte hinanden.

 

 

Det var idag. Det var den eneste tanke der tog plads i mit hoved, mens jeg sad bøjet ind over min morgenmad. “Glæder du dig, Skat?” Min mors lyse stemme, var grunden til at jeg løftede mig hoved op, for at møde hendes blik. Jeg nikker kort, før jeg tog endnu en skefuld af min yoghurt. Min mor har altid været noget så forstående overfor mig. Hun har altid støttet op omkring de ting jeg ville, eller andet. Jeg har aldrig prøvet det at havde strenge forældre, men som sagt: Jeg bliver heller ikke forkælet. Jeg får hvad jeg har brug for, og da jeg er 18, kan jeg jo heller ikke forlange at de gør andet for mig. “Det skal nok blive godt.” Jeg sendte et smil i hendes retning, før jeg fortsatte med min morgenmad. Hun bevægede sig hen til vasken med et rent glas, før hun stillede det fyldte glas, foran mig.  Jeg mumlede et tak, mens jeg tog en slurk. Hun strøg mig lidt over ryggen, før hun begyndte at tørre bordet af. Hun har altid haft et eller andet med rengøring, som jeg aldrig vil forstå. 

 

“Jeg er hjemme når du kommer hjem, efter skole. Så kan vi sige ordentlig farvel. Din far kommer også hjem i løbet af dagen, så han også kan nå at sige farvel til dig.” Min far arbejdede for et firma, inde i byen. Han plejede tit at tage på arbejde om morgenen, og komme hjem om middagen. Jeg nikkede stille, og lænte mig lidt tilbage i stolen. Jeg nikkede stille, som svar. Det var et af de tidspunkter, hvor jeg aldrig vidste hvad man skulle svare. Det var jo ikke et spørgsmål, mere en konstatering. Jeg kastede et blik på klokken, før jeg rejste mig op, og skulle til at tage min tallerken, da min mor afbrød mig. “Bare lad den være skat, jeg skal nok tage mig af den.” Jeg sendte hende et taknemligt smil, før jeg trak op i min taske, der havde lagt for fødderne for mig. “Tak mor.” Jeg trak den over skulderen, før min mor trak mig ind til et kram. Jeg krammede hende igen, og kunne mærke hende kysse mit hår. “Du bliver så hurtig stor, skat.” Ved lyden af hendes alt for velkendte sætning, kunne jeg ikke undgå at sukke. “Mor..” Jeg trak mig lidt væk fra hende. “Jeg er 18, ikke 43“ Jeg så lidt på hende, før jeg bakkede ud mod døren. “Vi ses efter skole, mor.” Jeg vinkede til hende, før jeg forsvandt ud af døren. 

 

 

Vejen hen til skolen føltes underlig kort. Man havde nok regnet med, at når det nu var den sidste skoledag før sommerferien, ville den føles alt for lang. Før jeg vidste af det, stod jeg pludselig foran den velkendte skole. Den store bygning, der alt for meget ligner de store skoler i enhver film. “Al!” Beas stemme lød midt i larmen fra de andre elever, der var på vej ind på skolen. “Bea!” Jeg efterlignede hendes tonefald, før jeg gik hende i møde. Hun slog armene om mig, da vi nåede hinanden. “Kan du fatte det? I aften vil vi sidde i London!” Hendes spændte tonefald, fik mig helt til at grine. Jeg havde helt kriller i kroppen, efter at komme til London. “Det bliver så fedt” Jeg kunne slet ikke lade vær med at smile over, hvor spændt jeg var. 

 

Uret viste 13:30, og det føles som om det er det eneste den har vist de sidste mange minutter. Jeg havde først fri 14:55, og det var også der mig og Bea skulle mødes. Hendes forældre ville hente os efter skolen, og køre og hjem til mig, for at sige farvel til mine forældre. Bag efter vil de køre os hen til Beas nye lejlighed, som vi skal bo i, i London. 

 

Matematik var langt fra min ting, og jeg kunne slet ikke koncentrere mig. Det eneste jeg kunne foretage mig, var at sidde og stirre på klokken. Det var jo egentlig ikke helt fair, at på vores sidste dag, skulle vi sidde og havde normal undervisning. Men uanset hvad, ville de ligninger på mit papir foran mig, aldrig blive løst. I hvert fald ikke af mig. Det værste var, at mig og Bea ikke havde matematik sammen, så jeg havde ingen at snakke med her. Rundt i klassen var der en svag summen. Alle sad og snakkede, sikkert om hvad de ville lave i ferien. Jeg sad normalt ved siden af Joseph, en Senior. Han var ikke kommet til timen, så jeg sad alene ved vores bord. Vi snakkede aldrig rigtig sammen, kun om nogle få opgaver, eller om små ting. Med alle de andre sidde og snakke rundt omkring i klassen, savnede jeg egentlig lidt at han var der. I hvert fald så tiden måske ville gå lidt hurtigere.

 

Klokken var nu 14:50, og det føltes som om de sidste 5 minutter aldrig ville gå. 14:51. Hele min krop føltes som en fjeder, og jeg var næsten klar til at lave en hel High School Musical scene. Det føles pludselig umuligt at sidde stille. 14:52. Jeg var tydeligvis ikke den eneste der havde svært ved at sidde stille. Der var blevet mere stilhed i klassen, og man kunne fornemme hvordan alle så på klokken. Alle sad og ventede. Om kun 3 minutter. 2 minutter. 1 minut.

 

Lige da den første tone af klokken lød, blev rummet fyldt med lyden af stole der blev skubbet bagud. Jeg var selv en af dem. Endelig havde vi fri. Det føltes som en evighed, men nu var det heldigvis overstået. Jeg skyndte mig at snuppe min taske, mens jeg fulgte med strømmen, ud fra klasselokalet. Mig og Bea havde aftalt, at mødes ude ved parkeringspladsen, hvor hendes forældre ville hente os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...