Worship

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 sep. 2014
  • Opdateret: 9 sep. 2014
  • Status: Igang

1Likes
1Kommentarer
76Visninger

1. 1.

”Følg nu med, for fanden!”
De to krigere spurtede gennem skoven. Raymus var i spidsen, mens Darren var sakket bagud. De havde begge tyk rustning og sværd med sig, samt kapper der fløj bag dem.
”Kom nu, Darren, hvorfor fanden kravler du!” Råbte Raymus over skulderen og grinte, stakåndet. Han hørte en lavmælt ed bag sig, da Darren svarede igen.
De løb igennem de højvoksende halvmørke skov. Der var stadig en halv dags rejse hjemad, og deres heste var døde. De var de sidste to overlevende i en forfærdelig krig, ved Det Mørke Bjerg. Hvert fald de sidste overlevende fra deres side. Deres modstandere havde vundet stort, og Raymus og Darren fandt det bedst at vende hjem, for at advare deres rige om fjendens styrke og antal. Men der var lang vej. Og jo hurtigere de kom væk fra stedet, jo bedre chancer havde de for at overleve.
Et gennemtrængende skrig skar igennem luften. Det var lavmælt, hvilke betød hvem end der skreg, var langt væk, men stadig i fare. Begge mænd standsede op, i et rabalder af blade. De stod begge bomstille og lyttede. Endnu et skrig. Og det løb koldt ned af ryggen på Raymus, da lyden kom fra en kvinde.
”Raymus, ikke engang TÆNK på det..” Darrens stemmen lød alarmerende.
”Vi kan da ikke efterlade en kvinde i nød!” Svarede Raymus vredt.
Darren benyttede sig af et par af sine yndlings eder og pegede med en tyk finger, dækket af en handske, på Raymus. ”Hvis vi dør, så dræber jeg dig.”
Og så løb de efter skrigene, som ikke lod til at ville stoppe. Efter et par få minutters løben hørte de flere stemmer. Mandestemmer.
”.. bare så højt du kan, der er ikke nogle der kan høre dig, kvinde! Og bare rolig, vi skal nok hjælpe dig, men vi kræver betaling.”
Der lød en munter, rå latter mellem mændene. Raymus kunne høre fire forskellige stemmer, foruden pigens.
De to krigere listede sig tætter på lyden og søgte dække bag en nedfalden tyk træstamme. De tittede begge over træstammen, og gispede over synet.
En ung kvinde, med løst bølget rødbrunt hår, var blevet bundet fast i hænderne, som en galge, så hun absolut kun lige kunne nå skovbunden med sine bare fødder. Hendes hænder var højt over hendes hoved og hendes ansigt malet med rædsel. En mørke violet skygge lå på hendes ene kindben, samt en flænge i hendes læbe. Derud over var hendes ansigt præget af tåre, men viljestyrke. Men hvad der fik Raymus til at knytte fast om sit sværd, var den påklædning hun var i.
Kvinden havde kun sin underkjole på. Hendes kjole og korset lå, sprættet i stykker, for fødderne af hende. Hendes kappe hang over en træstamme og lignede et spøgelse.
Raymus knurrede lavmælt, ved lyden af en af mændene. De var fire store muskuløse mænd.
”Vi har rejst langt, og kæmpet, og det er lang tid siden nogle af os har mærket varmen fra en kvindes skød, og ærligt talt så ser du bare lidt for godt ud, og er på det forkerte sted.”
Mændene lo igen.
”Raymus, lad os bare droppe det. Hun er bare en bondepige. En undsluppen tjenestepige, hvis vi dømmer fra hendes tøj. Hun er ikke det værd.”
Raymus lod hans blå øjne ramme Darren med et koldt blik. ”Et liv er et liv. Og ingen kvinden, lige meget status og rang, skal udsættes for dette.”
Darren bed kæberne sammen. ”Hun er en tjenestepige! De er i deres gode ret til at gøre det.” Svarede han bittert. ”...Og ærligt talt, kan jeg godt forstå dem.”
Raymus skulle lige til at lange ud efter Darren, da han så at han smilte drillende. ”Slap af, kriger. Jeg driller dig. Skal vi vise dem hvad 'røven på komedie' virkelig betyder?”
Raymus' mundvige bevægede sig op i et lille kampklart smil. ”Første sårede kriger, betaler første omgang på pubben.”
Og med et sidste drillende smil til hinanden, trak de deres sværd og sprang over træstammen, med kurs mod de fire mænd.

 

Qari havde for længst opgivet at holde op med at græde. Det lod til at hendes skræk havde overrumplet hendes vrede. De fire mænd bevægede sig frem mod hende. En af dem, med langt sort hår, og et filtret overskæg havde stillet sig bag hende, og lagt hans store grabber på hendes lænd.
”Så lille og fin. Bare stå stille, så gør det ikke så ondt. Eller måske gør det..” Lo han ondskabsfuldt mens de andre nærmede sig. En af dem bar en masse jern. Også rustning og sværd. Han gik med et sultent blik frem mod hende og tog fat i en tot af hendes hår, og hev hendes hoved baglæns for at slikke på hendes hals.
Qari udstødte en fortvivlet hulken og prøvede at sparke ham væk med benene. Men i samme øjeblik, greb en af de andre fat om hendes ben, og holdt dem lukket sammen. Imens arbejdede den sidste mand på at hive op i hendes kjole.
”Lad mig gå!” Råbte hun patetisk. Selvfølgelig lo de af hendes ligegyldige ord.
Manden der prøvede at hive kjolen op, var kommet ind under den med en hånd og køre den op af hendes lår.
Hun kiggede ligeud, grædefærdig. Men i samme øjeblik så hun noget. To mænd. Krigere. De lå på lur bag en træstamme. Deres læber bevægede sig, men hun kunne ikke tyde hvad de sagde. Hvem var de? Var der flere af dem? Ville de have en bid af kagen? Men så kiggede de to drenge på hinanden, og smilede drillende.
Selvfølgelig. De ville bare kigge på. Sidde og nyde synet, mens de fire mænd forgreb sig på hende. Og hvad kunne hun gøre?
Hun lod sine øjenlåg falde i og ventede på det værste begyndte.
Med et gennemtrængende brøl hoppede de to mænd bag træstammen frem, med sværdene trukket. De brølede højt, et krigsbrøl uden tvivl. Iskold had var malet i den enes ansigt. Den anden, med det sorte hår og fipskægget så bare ud til at more sig. Men straks kom der gang i de fire mænd. De fik vristet sig fri af Qari og fik trukket deres egne sværd.
Så hoppede de seks mænd i kødet på hinanden.
Qari så med store øjne til. Krigeren med det mørkeblonde hår og blå øjne, samt det iskolde blik var en fremragende kriger. Han bevægede sig hurtigt og smidigt, og hvert slag viste den styrke han gemte på. Den anden, med det sorte hår, var en middelmådig kriger. Men ikke desto mindre kæmpede de begge mod to mænd, på en gang. Den mørkeblonde svang sit sværd med et kraftigt sving, direkte igennem manden med det lange sorte hårs, mave. Manden faldt sammen, med et blødt bump, på den bladdækkede jord.
Kampen varede et par minutter. Det var tydeligt at de to krigere var gamle i gårde, trods deres unge alder. De vidste hvordan man brugte et sværd og hvordan man dræbte.
Da den sidste mand faldt død til jorden, så ham med det mørkeblonde hår sig omkring, efter flere fjender, som om han ikke havde fået nok. Men så rettede han sine øjne mod Qari.
Han gennemborende blå øjne, formildedes da han så på hendes skræmte blik. Han stak sit blodsplattede sværd i hylsteret og gik langsomt hen mod hende.
”For satan!” Udbrød den anden kriger. Den mørkeblonde vendte sig hurtigt mod ham og kastede et inspicerende blik på ham. Krigeren med fipskægget havde et dyb sår på overarmen, hvor et sværd havde gennem piercet hans brynje. Men den mørkeblonde smilte bare af ham og sagde ”Så kan du godt hoste op!”
Den anden kriger gav ham en ubehøvlet finger, men kiggede så på Qari. Det samme gjorde den mørkeblonde. Det var den mørkeblonde der talte først.
”Ikke vær bange. Mit navn er Raymus og kvajpanden derovre er Darren. Vi er riddere af Wailsfort--”
”Og dine redningsmænd her til aften!” Færdiggjorde krigeren med fipskægget, der åbenbart hed Darren, og bukkede.
Raymus, den mørkeblonde, skar en grimasse af Darrens ordvalg, men gik stille frem mod Qari.
”Er du kommet noget til?” Spurgte han med en anfører mine.
Qari der lod til at have mistet mælet, rystede skælvende på hovedet.
”Stå stille et øjeblik, så skærer jeg dig ned.”
Han fremdrog en lille daggert og skar rebet der bandt hendes hænder, over. Hun kollapsede med et gisp på jorden og begyndte at holde om sig selv, hulkende.
”Fryser du? Darren, ræk mig lige hendes kappe.”
Qari havde krummet sig sammen til en kugle og lukket øjnene sammen. Hun hørte nogle blade bevæge sig, dernæst lyden af tøj der bliver smidt rundt, og mærkede så hendes kappe lande om hendes skuldre. Hun hev den sammen om sig, for at skjule sin afklædte krop, fra deres blikke.
”Er du i stand til at gå?” Spurgte Raymus.
Hun åbnede langsomt øjnene og kiggede på ham.


Raymus tilbage holdte et gisp. Hendes øjne var af en strålende stålgrå farve og udstrålede styrke. De var indrammet af kulsorte lange vipper, og hun kiggede på ham, som en kriger. Hun var en fighter, hende her. Men hun var helt klart ude af sig selv i øjeblikket.
”Har du et navn?” Spurgte Raymus i et blidt tonefald.
Kvinden snøftede kort og mumlede så. ”Q-Qari.”
”Qari, vi er på vej til Wailsfort riget, og der vil du være i sikkerhed. Det er kun en halv dags march herfra. Ønsker du at følge os, herfra?” Han kunne høre hvor plat han lød. Men han havde lyst til at høre hende tale igen.
Men i samme øjeblik, lod det til at hendes udmattelse overmandede hende. Hun sank sammen på jorden og var dermed besvimet.
”Du overdrev sgu ikke, da du fortalte mig forleden, at pigerne falder for dig.” Lød det sarkastisk fra Darren.
Raymus ignorerede ham, og samlede forsigtigt Qari op fra jorden, og tog hende, i hans favn. ”Vi tager hende med os. Jeg efterlader hende ikke her.”
”Har du tænkt dig at bære hende, hele vejen til Wailsfort?”
”Hvis jeg bliver nødt til det, ja.”
Darren grinte af ham. ”Javel så. Det kan jeg godt forstå du. Hun er sgu også en flot kvinde, jeg kan godt forstå du vil have hende med til din seng--”
Han blev tavs af det blik Raymus sendte ham. ”Var din mund, Darren. Jeg er ikke i et godt humør lige nu.” Og med det begyndte han at trave afsted mod Wailsfort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...