Kissmas of Opportunities ❅ Harry Styles

I julen plejer det at være misteltenen, der tvinger unge som gamle til at dele et kys i vinterkulden, men denne decembermåned må Olivia skyde skylden på sine venner. Til en ellers normal filmaften beslutter hendes venner, at hun og hendes bedste ven, Harry Styles, skal kæmpe sig igennem '12 Days of Kissmas', medmindre de vil se sig selv blive gjort til grin over for alle drengenes fans. De tager imod udfordringen uden at vide, om det vil forstærke eller ødelægge det venskab, de sammen har bygget op. Især en af dem begynder at fortryde sin beslutning, men når du har sagt A, må du også sige B, og så efterfølgende bekæmpe konsekvenserne.

593Likes
642Kommentarer
115878Visninger
AA

14. Ⓞ KYS 8 | We took a chance


16. december   Kys 8) Spiderman-kysset | Laura

Musikken spillede fra køkkenet, da jeg åbnede øjnene denne tirsdag morgen. Langsomt strakte jeg min krop og gabte højlydt, da jeg efter den store oplevelse i forgår havde trængt til en masse søvn, hvilket jeg heldigvis havde fået. Jeg rejste mig op i sengen og lyttede til tonerne fra All I Want For Christmas Is You og smilede, da jeg kunne høre Harry synge med på det kendte julehit. Jeg glemte dog hurtigt julestemningen fra køkkenet, da jeg fik kigget på mit ur og så, at jeg skulle have været i skole for lang tid siden. I en stor hast røg jeg ud af sengen og løb i retningen af badeværelset.

Harry måtte have hørt min store hast, da han forvirret gik ind ad døren, jeg havde glemt at luke. “Hvad dælen har du gang i?” spurgte han forundret og kiggede på mig, mens jeg prøvede at få mit hår til at se nogenlunde ud.

“Jeg er forsinket, please ikke forstyr mig, Harry,” brokkede jeg mig og følte, hvordan mit hjerte bankede hurtigt.

Jeg stoppede dog i alt, jeg havde gang i, da Harry højlydt grinede af mig. Forvirret drejede jeg om og løftede øjenbrynet af ham. Normalt, hvis jeg blev forsinket, tilbød han at køre mig, men i dag valgte han at gøre grin med mig. “Livi, Livi, Livi,” gentog han med et smil om læberne. “Hvilken dato er det i dag?” spurgte han og kiggede på mig, mens han stod lænet op af dørkarmen.

“Den 16. december,” svarede jeg og kiggede uforståendet på ham. Først efter, at jeg havde tænkt kort over det hele, slog jeg mig hårdt til panden og sukkede. “Fuck altså,” sukkede jeg, da jeg indså, at jeg havde haft juleferie i flere dage nu - inklusiv i dag.

Harry grinede igen, da han gik hen til mig og plantede et kys på min pande. “Nu når du har indset, at du ikke skal noget, vil du så ikke spise morgenmad med mig?” foreslog han, og jeg måtte indrømme, at der ikke var andet, jeg hellere ville.

Straks da jeg kom ud i køkkenet mødte duften af bruch mine næsebor, og jeg smilede over hele ansigtet, da jeg så alt det, Harry havde lavet til os. “Wow, hvorfor så sød i dag?” spurgte jeg min bedste ven med et grin og satte mig ned på en af barstolene.

“Meget morsomt, Olivia,” svarede han, mens han rullede med øjnene. “Jeg tænkte bare vi skulle fejre, at der er ni dage til julemorgen,” forklarede han.

Forvirret begyndte jeg at tage røræg over på min tallerken. “Ni dage? Hvorfor lige ni dage?”

“Lad os nu bare nyde, at jeg har lavet mad, okay?” foreslog Harry og prøvede at komme udenom den rigtige grund til, at han havde lavet alt denne mad denne morgen. Jeg ønskede at spørge ham ind til det, men så snart jeg spiste mine røræg og bacon, var det det eneste, jeg kunne fokusere på.

Der var gået cirka to timer siden Harry og jeg havde spist morgenmad, og jeg begyndte lige så stille at kede mig mere og mere. Jeg skulle vænne mig til at have ferie, og ikke at skulle tænke på opgaver, men lige nu formåede jeg ikke at nyde det. Tiden gik så langsomt og for hvert sekund urviseren rykkede sig, havde jeg en lyst til at sukke. Det var først i morgen, at Harry og jeg skulle ud og købe gaver, så derfor havde jeg ingen planer for i dag. Harry skulle dog lige hurtigt ind og vende ved pladeselskabet for at aftale de sidste planer i juletiden, ellers var han også tæt på at få en velfortjent “juleferie”. Han havde fortalt mig flere gange, hvor meget han glædede sig til at være sammen med sin familie og rejse hjem til Holmes Chapel for at fejre julen. Det glædede mig, at han snart kunne få lov til dette, da det var sjældent, han så sin familie. Selv skulle jeg ikke så langt for at holde jul, da jeg var vokset op lige uden for London, og i mine teenage år havde boet i centrum, da min far pga. arbejde havde flyttet. Dog var mine forældre i dag flyttet tilbage til min fødeby Watford, da Londons indre alligevel var lige lidt for meget til dem. Heldigvis krævede det kun at sidde i et tog i tyve minutter, så det var intet problem for mig.

Midt i mine tanker om julen og min familie, blev jeg afbrudt, da Harry åbnede døren til vores lejlighed. Jeg rejste mig op fra sofaen, slukkede tv’et og gik ud i gangen, så jeg kunne se ham. Han var tildækket med varmt tøj, da Harry nød en god gåtur, især når han skulle hen på pladeselskabet. “Der er vist en, der keder sig,” spurgte han og begyndte at tage halstørklædet af og hængte det på krogen.

“Og hvorfor tror du så det?”

Harry slog en latter op. “De fleste gange, når jeg kommer hjem, er du så doven, at du ikke engang gider rejse dig,” påmindede han mig om og frydede sig over at have ret. Jeg var ret doven, når det kom til sådan nogle ting.

“Åh, hold kæft,” bandede jeg og ignorerede mit ordvalg, da Harry fortjente at lytte til det. “Men please Harry, kan vi ikke lave et eller andet, jeg keder mig så meget,” brokkede jeg mig og gad ikke engang slå mig ned i sofaen.

Harry valgte at beholde resten af sin beklædning på, og tog fat i det tørklæde, han lige havde taget af. “Vi kunne gå en tur?” foreslog han og tog ud efter mit halstørklæde, der fik mig til at tænke tilbage på vores skøjtetur, hvor han havde stået med det på præcis samme måde. Eftersom det havde været en forholdsvis god dag, udover de skræmmer, vi havde fået os, valgte jeg at takke ja til hans tilbud.

London var kold, meget kold. Vinden susede om ørene på os, og jeg fortrød ikke, at jeg lignede en eskimo med alt det tøj, jeg havde iført mig inden vi gik. “Fryser du?” Harrys grønne øjne kiggede bekymret på mig, mens han gav mig et lille smil for at signalere, at han blot ønskede det bedste for mig. “Altså jeg vil ikke tilbyde dig min jakke, men-”

Jeg afbrød ham. “Det er fint, og ej hvor generøst af dig,” jokede jeg og rullede med øjnene. Det var så typisk min bedste ven. Harry kiggede med en løftet mundvige på mig og forblev stille. Dog gjorde han en handling, jeg ikke havde regnet med, ville ske - og slet ikke offentligt. Midt i kulden mærkede jeg hvordan han flettede vores fingre sammen. Selv om vi begge havde vanter på, var det den absolut mærkeligste følelse, for det var bestemt ikke noget, vi plejede at gøre. Stille kiggede jeg op på ham, men hans blik forblev på vejen foran os. Det gav mig en mærkelig fornemmelse i maven, at han sådan pludselig bare mente, at han kunne tillade sig at tage min hånd og flette vores fingre. Han plejede aldrig at gøre det, selv ikke, når jeg frøs - så hvorfor nu? Forvirret prøvede jeg at fortolke mig til et svar ud fra hans ansigtsudtryk, men da hans øjne kiggede på mig for første gang, siden han gjorde det, kunne jeg intet tolke. Men måske overfortolkede jeg alt for meget, eller måske var det blot en sød gestus fra Harrys side, da han kunne fornemme at jeg frøs i kulden. Eftersom Harry intet sagde, valgte jeg at gå med den overbevisning, da det i længden var det eneste logiske.

Vi havde gået noget tid i stilhed, indtil Harry stoppede op og pegede på en lille café. “Trænger vi ikke til noget varmt at drikke?” spurgte han mig, og da jeg hurtigt nikkede til hans idé, hev han mig med indenfor. Stedet havde ikke mange mennesker siddende, hvilket gav det en enorm hygge og ynde, og samtidig gjorde det imødekommende. Det var Harrys og min stamcafé, og vi besøgte Café Coco flere gange om måneden hele året rundt. Der var flere grunde til, at vi havde valgt stedet. For det første lavede de den bedste kaffe, te, kakao og cookies, hvilket var min favorit. Harry nød også, at der sjældent var mange personer på samme tidspunkt, og at han derfor ikke behøvede tænke på alt, han foretog sig. Den sidste grund var, at caféen altid havde TONIC FM kørende i radioen, og var vi her på de rigtige tidspunkter, kunne vi høre Clarice give gode råd til sine lyttere

“Hvad siger du til, at jeg bestiller varm chokolade til os begge?” foreslog Harry, imens vi tog vores tøj af for at lægge den på sofaen ved siden af vores plads i caféens ene hjørne. Jeg nikkede med et smil til hans forslag, og så hvordan han blev lykønsket, da betjeneren genkendte ham.

Harry kom tilbage efter kort tid og satte sig foran mig. Lige som han satte sig sluttede julesangen i radioen og en velkendt stemme tonede frem. “Det var så Last Christmas med Wham!. I dag er det den sekstende december, og vi nærmer os ligeså stille julen, så jeg vil egentlig bare høre om I er spændte?” hørte vi Clarice sige til sine lyttere. Jeg gav Harry et forsigtigt smil, mens vi begge lyttede til, hvad vores bedste veninde havde af gode råd denne kolde vinterdag. “I dag er det jo som sagt tirsdag, og det betyder, som I nok ved, at jeg har Liam med mig i dag,” præsenterede hun og vi kunne høre, at de to begyndte at diskutere det bedste og værste ved julen. Jeg elskede at høre dem sammen i radioen, da de to sammen var nogle af de mest kære mennesker, jeg kendte. Jeg fangede tit mig selv i at drømme om en dag at kunne opleve den samme kærlighed, som den de delte med hinanden.

“Liam og jeg har besluttet, at dagens udsendelse skal have temaet ‘mod’,” fortalte Clarice, og jeg vidste, at hun nød at kunne skifte væk fra julen i en stund. “Lige nu kender vi to vigtige personer, der går igennem en vigtig udvikling, så vi tænkte at give jer lyttere gode råd til at komme igennem de sværeste ting i livet.” Mens Clarices ord forlod højtaleren i loftet havde Harry og jeg havde en stærk øjenkontakt. De snakkede om os. Harrys grønne øjne kiggede på mig, og jeg kunne fornemme, at han var lige så forvirret som mig. Vigtig udvikling?

“Ja, jeg har jo selv set Clarice klare sig flot igennem svære udfordringer,” startede Liam ud. “Det eneste, der skulle til, var at hun troede mere på sig selv og havde mod,” fortalte han om sin kæreste.

Clarice lød glad. “Det har du nemlig ret i. Så hvis nogle af jer lyttere sidder med en svær opgave, så find modet frem og I kan overraske jer selv mere end I havde troet. Alle har fantastiske evner, hos nogle er de bare gemt væk, indtil man åbner op for dem.” Som altid var Clarices korte monologer altid lige i skabet, og hun formåede virkelig at få et budskab ud. Jeg var dog stadig en smule forvirret, hvordan Harry, jeg og vores kys kom ind i billedet, når de snakkede om at finde sig selv og benytte sig af mod. Selvfølgelig havde Harry og jeg ikke haft andet end mod, når vi startede denne udfordring - alligevel var Clarice’s ord ikke til at forstå.

En ekspedient kom ned med vores kakao samtidig med, at radioen begyndte at spille endnu en julesang. “Man kan bare høre, hvor meget de elsker hinanden,” kommenterede Harry og tog en tår af sin kakao, dog indså hurtigt, at den var for varm.

“Ja, tænk de snart har været sammen i to år,” svarede jeg, da jeg var overrasket over, at Harrys havde valgt at snakke om dem i stedet for det, de lige havde siddet og sagt om os. Men egentlig ønskede jeg ikke at snakke om det, så det var vel egentlig fint nok.

Harry nikkede. “Liam regner med at fri til hende inden året er omme,” fortalte han med et lille smil.

“Mener du det?!” udbrød jeg højt, da nyheden kom som et chok. Godt nok havde Clarice og Liam et fantastisk forhold, men at de allerede overvejede at blive gift, overraskede mig positivt. “Det er jo fantastisk!” svarede jeg med et stort smil og glædede mig over, at Harry valgte at dele hans spekulationer med mig. Tanken om ægte kærlighed blev igen omdrejningspunktet i mine tanker, da jeg prøvede at forestille mig et liv med en kæreste ved min siden. Det var en tid, jeg frygtede meget, da det medførte et kæmpe ansvar, men samtidig glædede jeg mig til at føle mig elsket. Jeg oplevede en del af det nu, da Harry bekymrede sig for mig, men vi var bedste venner - det var ikke helt det samme.

Efter gåturen hjem kom vi endelig inden for i varmen. Harry var hurtig til at få sit tøj af og forlod mig i gangen for at tjekke sedlen på døren. “Ha! Spiderman-kysset!” sagde han kækt og lød til at finde kysset i dag meget morsomt og mere spændende end de andre.

Jeg gik ud til ham i køkkenet og gav ham et forsigtigt smil, så han ikke misforstod mine næste ord. “Jeg har faktisk glædet mig til dette kys,” informerede jeg ham om, da jeg måtte indrømme, at det lød mere til min smag end de andre, da der også var humor indblandet. Spiderman var også en af mine yndlingsfilm, så jeg så frem til at skulle genskabe et af kyssene fra en af de ældre film.

Harry grinede af mine ord og tog min hånd for at føre mig med ind i stuen. Han mistede dog hurtigt sit smil om læberne, da han kiggede rundt. “Hvordan skal vi dog gøre det?” spurgte han opgivende, da han ikke kunne se et passende sted til at udføre kysset. Han besad ikke ligefrem Spiderman’s kræfter, så vi måtte tænke primitivt.

“Du kunne stå på hænder?” jokede jeg og pegede på en bar væk vi havde bag sofaerne, velvidende at Harry ikke kunne formå at udføre min idé.

Harry rullede med sine øjne, inden han gik hen til en af sofaerne. “Hvad nu, hvis jeg ligger mig sådan her?” foreslog han, mens han lagde sig på ryggen i sofaen, mens hans overkrop hang ud over sofaens armlæn.

“Gør det ikke ondt i ryggen?” spurgte jeg bekymret, da jeg satte mig ned på knæ foran ham og studerede, hvordan de lange krøller faldt ned foran hans øjne, så han intet kunne se.

Harry satte sig op. “Det går nok. Kan du til gengæld ikke hente mig en elastik?” spurgte han og kiggede med bedende øjne på mig. Jeg sukkede, da det var så typisk ham, men valgte alligevel at gøre det, da håret var for meget i vejen.

“Okay, så hvordan gør vi?” spurgte ja, da Harry efter at have sat sit hår op i en knold, gjorde klar til at lægge sig i positionen igen. Et mindre grin kom fra mig, da jeg indså, hvor utrolig dum, han så ud, når han lå der og kiggede på mig.

“Kan du ikke bare sætte dig på knæ og så kysse mig?” spurgte han direkte og afventede min reaktion. Jeg kunne se, at hans forklaring om smerten før, ikke helt holdt, da han i hvert fald ikke havde det behageligt. Jeg gav ham et lille smil, inden jeg bekymret satte mig ned på knæ og kiggede ind i hans grønne øjne, der selv set på hovedet, skinnede. Han smilede forsigtigt til mig, inden jeg prøvede at glemme alle de tanker, der fór rundt i mit hoved, og kun koncentrere mig om at kysse ham. Det skete forholdsvist let, for blot efter få sekunder ramte mine læber Harrys, og jeg mærkede hvordan hans bløde læber bevægede sig mod mine. Det var helt sikkert ikke det samme at kysse ham i dag, da kysset var på hovedet og det hele virkede mærkeligt for mig. Alligevel skete der noget med os begge to, for der var ingen af os, der stoppede kysset. Det udviklede sig ikke, men selv da Harry rullede ud af sofaen på grund af smerten og satte sig på knæ foran mig, formåede vi stadig at kysse videre, uden at nogen gjorde noget. Det føltes næsten som en film, og jeg måtte indrømme, at jeg nød det mere end de første dage. Det var dog stadig mærkeligt.

Jeg havde ikke tal på, hvor lang tid, der var gået, da Harry trak sig væk og ømt kiggede mig ind i øjnene. “Aldrig skal du forlade min side, Gwen Stacy.” Et smil formede sig på mine læber, da han forblev i rollen som Spiderman og talte til sit livs kærlighed, der i dette tilfælde var mig.

Jeg var ikke i tvivl om, hvad jeg ønskede at sige til ham, da jeg forsigtigt kærtegnede hans kind. “Så længe du redder mig i tide, vil jeg altid være din, Peter.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...