Kissmas of Opportunities ❅ Harry Styles

I julen plejer det at være misteltenen, der tvinger unge som gamle til at dele et kys i vinterkulden, men denne decembermåned må Olivia skyde skylden på sine venner. Til en ellers normal filmaften beslutter hendes venner, at hun og hendes bedste ven, Harry Styles, skal kæmpe sig igennem '12 Days of Kissmas', medmindre de vil se sig selv blive gjort til grin over for alle drengenes fans. De tager imod udfordringen uden at vide, om det vil forstærke eller ødelægge det venskab, de sammen har bygget op. Især en af dem begynder at fortryde sin beslutning, men når du har sagt A, må du også sige B, og så efterfølgende bekæmpe konsekvenserne.

593Likes
642Kommentarer
115635Visninger
AA

13. Ⓞ KYS 7 | These arms were made for holding you


14. december   Kys 7) Overraskelsesdag: Harry | Frederikke

Efter at have læst listen igennem et par hundrede gange igen, kunne jeg ikke lade være med at smile nervøst til min bedste ven, da han tvang mig med ud i bilen.
Hvor turen gik hen, vidste kun Harry, dog havde jeg på fornemmelsen, at det havde noget at gøre med den overraskelse, han i dag havde planlagt for os.
Fordi jeg vidste, at det i dag var Harrys overraskelsesdag, havde jeg haft både øjne og ører åbne hele dagen, i frygt for, at han pludseligt ville kysse mig ud af det blå.

Dog håbede jeg vel inderst inde, at han havde gjort lidt mere ud af det, og havde haft andre tanker indblandet i sin plan, end bare pludseligt at kysse mig. Det var trods alt ikke specielt romantisk og udfordrende.

“Så, jeg gætter på, at du ikke har tænkt dig at fortælle mig, hvor vi skal hen?” Harry sad bag rattet og fokuserede på vejen foran os, hvorpå han en gang i mellem lod sit blik flakke over på mig. Han nikkede kort. “Slet ikke et lille hint?” Denne gang rystede han på hovedet. “Ikke en gang et forbogstav på den ting, vi skal?” Endnu en gang rystede han på hovedet.
“Harry!” brokkede jeg mig, inden jeg daskede ham en på skulderen.

“Hey!” sagde han alvorligt. “Hvis du bliver ved med at være så led ved mig, er jeg ikke sikker på, at vi når frem til din overraskelse i live.” Godt nok var det barnligt gjort af mig, men jeg kunne ikke lade være med at efterabe ham, mens han snakkede. Han lød så alvorlig, og det lignede ham ikke. “Og hvis du efteraber mig så meget som bare én gang til, stopper jeg bilen og beder dig om at gå ud. Så må jeg bare tage på denne her date med mig selv. Ærgerligt for dig, Livi.”

Da ordet “date” forlod Harrys læber, frøs jeg til is. Aldrig havde vi omtalt vores aftaler som om vi var på en “date” - så hvad der gik galt, og hvorfor han pludseligt mente vi skulle på date sammen, gjorde mig rædselsslagen. Hvorfor opførte han sig pludseligt så underlig overfor mig og havde en underlig adfærd, i forhold til hvad han plejede?
Det var som om, at noget havde ændret sig ved ham. Noget jeg ikke rigtigt kunne gennemskue.

“Vi skal ikke på nogen date,” halvmumlede jeg for mig selv, i håb om, at han ikke hørte det. Derefter lod jeg det ligge, og lænede mig tilbage i bilsædet, inden jeg lukkede mine øjne i.

Først da Harry stillede ruskede i mig, og stille sagde mit navn, slog jeg igen øjnene op. “Vi er her,” gentog han hæst. Min dør var åbnet, og han havde spændt min sele op, hvorefter han hjalp mig ud af bilen.

Efter at være vågnet lidt op, kiggede jeg mig ihærdigt rundt, og opdagede til min store forbavselse, at vi befandt os foran en stor bygning, hvor en stor infoskærm med fisk, kørte foran os. “Harry,” hviskede jeg. “Er det her, hvad jeg tror, det er?”

Ikke nok med, at han vidste hvor meget jeg hadede små krybdyr og edderkopper, så vidste han også, at jeg ikke kunne lide at være omgivet af vand. Ikke at jeg havde noget imod at svømme som sådan. Det var mere tanken om, at der ville være fisk i vandet om os - hvis jeg havde gættet rigtigt, hvad angik dagens udfordring.

“Hvis du tror, at vi skal ind og kigge på fisk, så er du helt rigtigt på den.”

Kigge på fisk. Som om det nogensinde ville ske, for hvornår var min bedste ven begyndt at interessere sig for fisk?

“Men lad nu være med at overtænke det hele, og følg efter mig. Jeg har styr på det hele, så du har intet at bekymre dig om.” Han kyssede mig kort i panden, hvorefter jeg gjorde som han bad mig om og fulgte efter ham.

Det resulterede i, at jeg godt og vel et kvarter efter stod beklædt i en våddragt, der stramt tildækkede mig fra top til tå, hvorpå Harry ligeledes også stod i samme beklædning. Et prægtigt syn var hvad vi var.

En mand i starten af tresserne, ville jeg skyde på, bad os om at følge efter ham op af et sæt trapper, hvorefter vi gik ind i et rum, der mest af alt lugtede af klor og rådden fisk. En lugt Harry også syntes at væmmes ved.

“Mr. Styles har tidligere informeret mig om, at I gerne vil ned og svømme blandt det sjældne udvalg af koralfisk, og at I vil anvende iltmasker.” Manden skubbede sine briller længere op på næsen, mens han blik var rettet mod Harry. “Så er I klar på jeres livs oplevelse? Det er trods alt ikke specielt tit, vi lader folk få en sådanne dykkeroplevelse, som I to om lidt vil være vidne til.”

Hvis ikke jeg tog meget fejl, taget i betragtning af de ord manden havde nævnt overfor os, havde Harry med garanti brugt en mindre formue på denne “date”, som han så pænt selv kaldte det. En tanke, der gav mig en dårlig mavefornemmelse. Mest af alt, fordi han vidste hvor meget jeg hadede, at han brugte sine penge på mig. Dog var der jo intet jeg kunne gøre for at forhindre ham i det.

“Det er korrekt, Mr...” Harry tøvede kort, og søgte efter et navneskilt hos manden. “Mr. Deep.” Spøjst navn til en spøjs fætter, var alt der røg gennem mit hoved, da jeg hørte navnet.

“Når det så er fastlagt, skal I have værsgo at træde ned ad trapperne og ned i det store bassin.” Et smil formede sig på hans læber. “Og til enorienteringg - I vil måske ende med at have publikum på.”

Have publikum på? Hvad mente han med det? Ville folk kunne se hvad Harry og jeg gjorde, og ville de se, hvor skrækslagen jeg allerede var ved at være, bare ved tanken om at skulle ned i det store og mørke bassin, der var fyldt op til randen med finurlige og farverige fisk?

Alt i mens jeg stod og funderede over tingene, var Harry allerede gået ned i bassinet, og rakte så sin hånd op til mig, som et tegn på, at han nok skulle hjælpe.

“H…” Selvom det ville såre ham at høre hvad jeg havde at sige, vidste jeg også, at jeg ikke kunne gennemføre dette. “Jeg kan ikke. Jeg kan ikke gå derned.”

At den dreng altid havde så meget tålmodighed med mig som han havde, kom bag på mig hver eneste gang. For end ikke i en situation som denne, valgte han at bakke ud og lade mig give op. Nej - drengen gik igen op af bassinet, lagde sine arme om min krop, og trak mig ind i et vådt kram. “Der sker dig ingenting, love. Ikke så længe, at jeg er ved din side, og ikke så længe, at de fisk vi skal ned til ikke er større en din hånd,” konstaterede han, mens han forsigtigt kærtegnede min kind. En bevægelse, der fik et smil frem på mine læber, og som formåede at få en tryg følelse frem hos mig.

“Men…” begyndte jeg igen.

“Men der sker der ingenting. Det lover jeg dig, Livi. Der vil ingenting ske dig. Det ved du godt, jeg ikke ville kunne bære, hvis der gjorde.” Selvom jeg næppe ville indrømme det, så vidste jeg, at han havde ret. Så længe han var ved min side, og så længe vi var sammen, ville der ingenting ske med mig. Det vidste jeg.

“Hvis du lover ikke at slippe min hånd på noget tænkeligt tidspunkt, så skal jeg nok gå med dig,” sukkede jeg til sidst, hvilket fik et stort smil frem hos Harry, der var hurtig til at trække mig ned i vandet med sig. Hans fingre flettede sig ind i mine.

“Det lover jeg,” lovede han, inden han placerede iltmasken i sin mund, og bad mig gøre det samme. Endnu en gang adlyd jeg ham, og sammen, efter at have en dyb indånding, lod vi os overtage af vandet, og dykkede ned til de mange fisk.

Synet der mødte os, var noget end ikke ord kunne beskrive. Omgivelserne var så unikke, og alle de farver og levende fisk der svømmede rundt omkring os, fik mig til at gispe. En reaktion, der fik Harry til at grine.

De næste par minutter fik vi til at gå med at svømme lidt rundt, hånd i hånd, mens vi iagttog omgivelserne, og da Harry pegede frem for os, forstod jeg endeligt ordene Mr. Deep tidligere havde fortalt os. Foran os stod en flok mennesker og kiggede på Harry og jeg. Nogle stod med deres kameraer og tog billeder af os, mens andre stod og smilede af os.
Ingen af dem så ud til, at have fundet ud af hvem Harry egentligt var, hvilket beroligede mig.

Som Harry tidligere havde gjort, da vi stod på skøjter sammen, begyndte han at svømme rundt med mig på slæb, og begyndte at lave alle mulige underlige bevægelser i vandet, som kun han kunne finde på at lave. Et grin undslap mine læber, hvilket fik iltmasken til at falde ud af min mund. En handling, der fik mig til at panikke, da jeg ikke vidste, om jeg sådan uden videre bare kunne placere den tilbage i munden uden problemer. Det havde den gamle mand alligevel ikke instrueret os i, inden vi valgte at blive i ét med vandet.
Harry opdagede hurtigt, hvad der var galt, og tøvede heller ikke med at trække mig ind i sine arme, for at holde mig tæt. Uden at tænke over hvad han havde gang i, så jeg hvordan han tog sin iltmaske ud af sin egen mund, for derefter at placere den i min mund, sådan at jeg kunne få noget ilt indenbords.

Ved hjælp af håndtegn formet med hans pegefinger og tommeltot, fik han signaleret at han var OK, og at jeg skulle indtage en masse ilt. Da det var gjort, gav jeg ham endnu en gang masken tilbage, og prøvede så godt jeg kunne, på at holde vejret.
Aldrig havde jeg været god til at holde vejret i specielt lang tid, men jeg vidste, jeg i dette tilfælde blev nødt til det.
Egentligt var det dumt af mig, at jeg ikke bare placerede min egen iltmaske i min mund igen, men som jeg panikkede i øjeblikket, virkede det bare til at være alt for uoverskueligt for mig, og om der var kommet vand ind i den, vidste jeg heller ikke. Derfor turde jeg ikke tage nogen chancer.

En varm hånd, kærtegnede forsigtigt min kind, og Harry puttede en finger under min hage, inden han løftede mit hoved, og lod mine øjne smede sig sammen med mine. De grønne øjne, jeg i så mange år havde beundret, skinnede så smukt på grund af vandet og lyset omkring os, og jeg mærkede hvordan jeg ikke behøvede at lade denne episode få mig til at flippe ud. Harry havde styr på det han lavede, og han ville ikke lade mig drukne.

Det blev også bekræftet, da han endnu en gang gav mig sin iltmaske og endnu en gang lod mig indtage en masse ilt. Da jeg gav den tilbage til ham, rystede han blot på hovedet, og lagde sin frie hånd om bag min nakke, mens et stort smil bredte sig på hans læber.

I dette øjeblik vidste jeg hvad han havde i sinde at gøre, og jeg måtte indrømme, at jeg for første gang gennem december måned, ikke havde det fjerneste imod, at han med garanti ville kysse mig sekundet efter. Om det var de romantiske omgivelser vi befandt os i, eller om det var hele stemningen, der gjorde det, ville jeg nok aldrig få svar på.

Alt jeg vidste var, at jeg ikke kunne lade være med at kysse min bedste ven igen, da jeg kunne mærke hans læber på mine. Også der forstod jeg, hvorfor han havde nægtet at tage iltmasken igen - fordi den ilt jeg havde i min mund, var nok til at vi begge kunne trække vejret under vandet. Det var nok til, at vi kunne dele den ilt, der var i omløb, da vi kyssede, og takket været det intense kys, kunne vi begge to finde ilt nok til at kunne holde os i live under vandet.

Mine øjne havde for længst lukket sig i, og min frie hånd, den hånd som ikke var placeret i Harrys, havde sneget sig op i hans krøller, der var omgivet af vandet vi befandt os i.

I dette øjeblik lukkede jeg alt ude, der ikke omhandlede Harry. Alle fiskene omkring os lukkede jeg ude. Menneskene der med garanti fik sig noget af et show, grundet det Harry og jeg havde gang i, lukkede jeg ude. Ja sågar det faktum, at vi var under vandet, lukkede jeg ude. Alt der betød noget var, at Harry, min bedste ven, havde formået at give mig verdens bedste oplevelse, og at han havde fundet på den bedste udfordring, jeg til dato havde været vidne til.

Så til trods for alle de tanker, der kørte på livet løs rundt i mit hoved, og til trods for, at jeg prøvede at leve i nuet, og sikkert ville begynde at panikke igen, så snart vores ilt var brugt op,  brød Harry ikke sin aftale - han gav aldrig slip på min hånd. Ikke før vi igen måtte skifte ud af vores våddragter, og inden han havde kysset mig i håret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...