Kissmas of Opportunities ❅ Harry Styles

I julen plejer det at være misteltenen, der tvinger unge som gamle til at dele et kys i vinterkulden, men denne decembermåned må Olivia skyde skylden på sine venner. Til en ellers normal filmaften beslutter hendes venner, at hun og hendes bedste ven, Harry Styles, skal kæmpe sig igennem '12 Days of Kissmas', medmindre de vil se sig selv blive gjort til grin over for alle drengenes fans. De tager imod udfordringen uden at vide, om det vil forstærke eller ødelægge det venskab, de sammen har bygget op. Især en af dem begynder at fortryde sin beslutning, men når du har sagt A, må du også sige B, og så efterfølgende bekæmpe konsekvenserne.

592Likes
642Kommentarer
115400Visninger
AA

21. Ⓞ KYS 12 | So kiss me where I lay down


24. december   Kys 10) Last First Kiss | Laura

Elizabeth stod opgivende og kiggede på de mange grøntsager foran hende, da hun henvendte sig til mig. “Kan du give mig en kniv, Olivia?” spurgte hun med et smil, da hun trods, for at være forlovet med min bror, ikke havde været hos os mange gange, og derfor havde glemt knivenes placering.

“Her,” smilede jeg rakte hende en grøntsagskniv, så hun kunne lave sin del af julemaden. Selv var jeg i gang med opvasken, da min familie havde en tradition, at vi om morgenen, juleaftensdag, bagte småkager. Med årene var det blevet mindre populært, da Dylan og jeg i dag var voksne mennesker, men jeg kunne dog ikke komme udenom, at jeg stadig elskede at bage med min mor. Derfor stod jeg nu og var i gang med at vaske alt fra forme til skåle, så køkkenet kunne blive rent til det store juleshow. Kalkunen var allerede i ovnen, og det duftede ganske særligt, og jeg måtte indrømme, at jeg ikke kunne vente.

“Hey, Olivia, jeg tænkte på, om jeg måtte spørge dig om noget?” Elizabeth snakkede til mig, mens hun skar grøntsagerne ud. Mit blik studerede den flotte ring på hendes finger, så jeg igen blev mindet om Harry, og hvordan mit savn til ham blev større og større, især nu når jeg havde indset, at jeg elskede ham som aldrig før.

“Fyr løs,” svarede jeg, da jeg forhåbentlig på denne måde kunne glemme Harry i en tid.

Desværre blev jeg skuffet, da emnet, vi skulle diskutere, var ham, jeg savnede allermest. Min bedste ven. “Undskyld, at jeg bare sådan spørger, men Dylan nævnte, at du har en bedste ven, der hedder Harry?” Hun løftede sit ene øjenbryn. “Jeg har bare tænkt på, om det mon er ham, der har gjort dig ked af det?” Hun sendte mig et forsigtigt smil, og forvirret kiggede jeg på hende. Hvordan kunne hun formå at få den rigtige konklusion uden at få at vide, at jeg havde en bedste ven.

“Jeg vil blive glad, hvis du ikke nævner det for de andre i min familie,” svarede jeg, og lod hende indirekte vide, at hun havde gennemskuet mig. “Jeg er bare bange for, hvordan vores fremtid ser ud lige nu, det er sådan set det,” løj jeg, da jeg kunne komme på så mange andre ting, der påvirkede mit humør.

Elizabeth nikkede. “Så der er altså kommet følelser indblandet, eller er jeg helt ved siden af?”

Mit øjenbryn rejste sig, da hun endnu engang overraskede mig med sine gætterier. “Hvordan …” mumlede jeg, men fik aldrig afsluttet min sætning. “Du har ret. Vi er blevet forelskede i hinanden, men jeg tør ikke gøre noget ved det, da jeg er bange for, det hele bliver ødelagt,” sukkede jeg og kiggede ned i gulvet, da jeg fik sat den sidste ting på plads.

Elizabeth stoppede med det, hun var i gang med, og studerede mig. “Du ved, Dylan og jeg var også bedste venner tilbage i skolen, og se på os nu,” påmindede hun mig om. Hvorfor havde jeg slet ikke overvejet det? Jeg burde have spurgt Dylan til råds - han havde været igennem det komplet samme som Harry og jeg. De havde fået et fantastisk kærlighedsliv ud af det, så hvorfor kunne vi ikke? Jeg sukkede, da der var ligeså stor chance for, at det ville gå galt mellem Harry og jeg. Det hørte man så mange flere eksempler på.

“Hvorfor turde I? Jeg mener, hvad fik jer til at springe ud i det?”

Elizabeth trak på skuldrene. “Kærligheden og båndet mellem os var for stærkt,” fortalte hun. Hendes ord fik mig til at tænke tilbage på min samtale med Grace i går, da det var det præcis samme, hun havde sagt til mig. “Jeg tror, at vi begge var klar på at tage chancen, koste hvad det ville. Vi vidste vel inderst inde, at det var umuligt for os at være uden den anden,” sagde hun og gav mig et forsigtigt smil. Jeg kunne mærke, at hun sådan håbede, at jeg kunne finde mod i hendes ord.

Idét jeg åbnede min mund for at svare hende, kom min mor ud i køkkenet for at kigge på kalkunen. “Skønt,” udbrød hun, da ovnlågen blev åbnet og duften af kalkun fyldte hele køkkenet og mere til.

Alle de lækre madretter og tilbehør var blevet placeret på bordet, og vi var samlet rundt om det. Mine forældre, min mormor alene, da min morfar var død af kræft, Elizabeth og Dylan og så mig selv. Selv om min mormor, ligesom mig også var alene, så følte jeg mig så ensom rundt om bordet. Det nyforlovede par sad lige foran mig, så det var umuligt at undgå at bemærke de søde blikke og kærlige gestusser.

Jeg savnede Harry.

Mens maden blev bragt videre fra person til person, var det eneste, jeg kunne fokusere på min bedste ven. Hans søde smil viste sig for min bevidsthed, og havde vi ikke siddet rundt om julebordet, var jeg nok begyndt at græde. Efter jeg havde indset, at jeg elskede ham, og i forvejen vidste, han gengældte de følelser, havde jeg været så forvirret. Burde jeg tage chancen, burde vi prøve det her kærlighedshalløj sammen, eller skulle vi gemme vores følelser væk og forblive som vi var før. Jeg sukkede. Jeg vidste godt, at det ikke kunne blive som før, når vi begge elskede hinanden.

“Olivia, sender du ikke saucen herover?” Min far fik min opmærksomhed midt i de mange tanker, og jeg valgte at udnytte forstyrrelsen til at koncentrere mig om julemiddagen og lade Harry glide længere tilbage i mine tanker for de næste par timer. Det burde jeg kunne klare.

Der var gået omkring to timer med hygge og mad, hvilket først gik op for mig, da min far henvendte til mig, mens jeg sad i sofaen. “Hvad siger du til at hjælpe mig med lysene i år, Olivia?” Han kiggede på mig med et smil og afventede min reaktion. Jeg løftede mine mundviger og nikkede til hans forespørgsel. Vi havde lige siden jeg var lille haft en tradition, at juleaften klokken fire, skulle vi tænde de mange lys i haven, i form af rensdyrlys med kane, julelys på træerne og et skilt, der sagde ‘Glædelig Jul’. Jeg kiggede på uret, da jeg rejste mig fra sofaen og så, at der var to minutter til, at vi skulle trykke på knappen, der lyste hele haven op i et smukt syn.

“Jeg henter min jakke med det samme,” svarede jeg og gik hurtigt ud i garderoben, hvor jeg hurtigt fik fat i min lyseblå jakke, mit grønne halstørklæde, da jeg havde glemt det bordeauxrøde derhjemme, og mine sorte støvler. Jeg mødte min far ude i haven, der stillede rensdyret op, da det var væltet i vinden,der tidligere på dagen havde forårsaget et smukt lag sne på nogle centimer, der dækkede haven. “Hvad siger klokken?” spurgte jeg ham.

Han skubbede noget af frakkeærmet tilbage og studerede sit ur. “Tyve sekunder, så du går bare hen til knappen,” bad han og pegede.

Spændt gik jeg hen og på min fars signal trykkede jeg, så hele haven på et split sekund blev fyldt af de smukkeste lys fra de forskellige statuer og figurer. Jeg løb hen til min far og gav ham det største kram, da jeg for første gang i dag virkelig følte mig godt tilpas og i godt selskab. Jeg havde sågar helt glemt Harry. Altså lige indtil han dukkede op i mine tanker igen, da jeg hørte en høj melodi, der kom fra stuen. Forvirret gik jeg sammen med min far ind i stuen, hvor jeg bemærkede at alle mine familiemedlemmer var forsvundet. Jeg kiggede på min far, men da han blot gav mig et smil og også forlod stuen, blev det seriøst for mærkeligt. Mine tanker var i fuld gang med at kreere vilde historier, men da en velkendt stemme lød over musikken, sprang mit hjerte et slag over. Det var Harrys stemme, der smuk formede sig i en sang.

 

I got a heart and I got a soul
Believe me I will use them both
We made a start
Be it a false one, I know
Baby, I don’t want to feel alone

So kiss me where I lay down, my hands press to your cheeks
A long way from the playground

I have loved you since we were 18
Long before we both thought the same thing
To be loved, to be in love
All I can do is say that these arms were made for holding you
I wanna love like you made me feel
When we were 18

 

Jeg lyttede ivrigt til teksten og så imens en masse billeder danne sig i mine tanker. Alle de kys og begivenheder Harry og jeg havde oplevet i løbet af december - jeg huskede dem alle sammen. Et smil blev dannet på mine læber, da omkvædet virkelig satte sig fast. I have loved you since we were 18. Men hvordan var den sang endt her, og hvem havde sat den på? Jeg kiggede forvirret rundt og huskede, at jeg var alene tilbage. Mit blik kiggede alligevel rundt i stuen, da jeg sådan håbede at finde et svar på mine spørgsmål, men da sangen stoppede efter første vers, så jeg ham.

Harry.

I en sorte frakke stod han i dørkarmen. Han var her - han var kommet for mig.

Jeg mærkede, hvordan jeg havde den største lyst til at spurte hen i hans favn, men de nervøse følelser blev for store til at jeg turde gøre noget. Derfor smilede jeg blot, da han gik hen til mig. Åh Gud, det var virkelig ham, og han stod lige her, foran mig. Vores blikke blev efter nogle forfærdelige dage genforenet, og jeg indså, hvor meget jeg havde savnet ham.

Men nu var var han her. Lige her hos mig, og han smilede. “Livi.” Hans stemme var en hvisken, men jeg hørte klart og tydeligt, hvad han sagde. Jeg havde savnet, når han kaldte mig det.

Jeg blev ved med at kigge direkte ind i hans skønne øjne, og for hvert sekund blev jeg mere og mere i tvivl om, hvad jeg burde gøre. Det eneste, jeg vidste var, at jeg havde savnet ham, og ud fra at studere hans ansigt, kunne jeg sige det samme om ham. Jeg kunne altid se, når Harry havde grædt, selv om det skete meget sjældent, men nu, her, så han så træt og forfærdelig ud. Han måtte have grædt lige så meget som jeg. Alligevel formåede hans øjne og smil at få ham til at se lige så skøn ud som altid.

“Men Harry …” startede jeg, da overraskelsen over, at han var, stadig påvirkede mig. “Hvad … hvad laver du her?” spurgte jeg ham om og ønskede ikke at fjerne mit blik fra hans.

Dog gjorde jeg det, da Harry begyndte at rode i sin lomme i jakken og til min overraskelse trak min eos-læbepomade frem. Han havde taget den med. “Du havde glemt denne her, og jeg vidste, at du savnede den,” svarede han med et smil og gav mig den. Mine fingre tog rundt om den, og jeg elskede Harry for at have taget den med, da mine læber var så tørre. Da vores blikke igen forenede sig, blev jeg dog i tvivl, om det virkelig var, det eneste, han var kommet for. Hvis nu han stadig troede, at jeg var sur på ham, og at han så bare ville gå igen om lidt. Men det kunne umuligt være hans intention, siden han havde brugt tid på at få indspillet den sang, og bare sangen i det hele taget.

“Harry, den sang,” startede jeg og kiggede over på højtaleren, der havde en telefon koblet til sig. Tænk, at han havde brugt så meget tid på at få det her show op at køre. Tænk, at hele min familie havde vidst, at han kom, og ingen af dem havde fortalte mig noget.

Harry tog forsigtigt min hånd i sin, og håbede, at jeg ikke ville skubbe den væk. For at hjælpe ham, tog jeg en vild beslutning og flettede vores fingre. Jeg kunne se i Harrys blik, at det ikke lige var, hvad han havde regnet med. “Det var min sang til dig,” hviskede han. “Glædelig jul,” lykønskede han og gav mig et af hans fantastisk smil.

“Er du her seriøst lige nu eller drømmer jeg?” spurgte jeg ud af det blå, da det ville være typisk mig, at drømme om Harry, når jeg savnede ham allermest.

Harry grinede af mig, og da jeg for første gang i dage hørte hans grin, var jeg solgt. “Jeg er lige her hos dig, Livi. Hvis du altså vil have mig,” sagde han med et forsigtigt smil.

Jeg kunne ikke dy mig og slog armene rundt om ham. Han skulle vide, at jeg havde savnet ham. “Du aner ikke, hvor meget, jeg har savnet dig, H,” mumlede jeg, mens tydeligt nok, så han kunne forstå, hvad jeg svarede ham.

Harry trak sig væk fra vores kram, og jeg så hvordan hans øjne skinnede som tusinde sole. “Betyder det, at?”

Jeg tog en dyb indånding, da jeg tog hans anden hånd i min og kiggede ham direkte ind i øjnene. Han fortjente at vide det. “Jeg elsker dig, Harry.” Nu da jeg endelig havde indset, hvor meget han betød for mig, skulle han vide det, klart og tydeligt. “Det har jeg altid gjort, og det vil jeg gøre i mange år endnu,” smilede jeg forsigtigt, og havde nu valgt, at jeg var villig til at give det her et forsøg. Grace troede på os, hele vores vennekreds troede på os, så burde vi også sammen kunne gøre det.

“Så gør det vel ikke noget, hvis jeg kysser dig nu vel?” Harrys spørgsmål kom ærlig talt bag på mig, men det var det, jeg allerhelst ville høre ham sige lige nu. Jeg rystede på hovedet og da jeg gav ham tilladelse, viste han mig, at han havde ventet længe på dette. Harrys varme, bløde læber var straks på mine, og jeg mærkede, hvordan hele min krop begyndte at sitre. Uden at vide det, havde jeg ventet så inderligt på dette øjeblik. Jeg havde sådan savnet Harrys varme, men ikke mindst havde jeg savnet hans læber mod mine. Der skete sådan en speciel kemi imellem os, som jeg ikke kunne forklare, og hver gang jeg oplevede den, var det som magi. Det var utroligt, at jeg først havde indset det nu, men heldigvis var det bedre sent end aldrig.

Harry ønskede, at jeg var tættere på ham, og derfor mærkede jeg, hvordan hans arme snoede sig om ved min ryg og pressede mig tættere mod ham. Jeg havde absolut intet imod det, og nød blot, hvordan Harry kyssede mig som havde vi været adskilt i flere måneder. Et smil formede mig om mine læber, da Harry gjorde kysset dybere. Dette var mit største ønske denne jul. Jeg ønskede at være tæt ved Harry, og at han aldrig skulle forlade mig - kun, hvis jeg vidste, at han ville komme tilbage til mig.

Jeg valgte efter nogle fantastiske sekunder at trække mit ansigt væk fra Harrys, så jeg kunne kigge på ham. “Undskyld, at jeg bare skred, Harry. Det var ikke for at gøre dig ked af det,” hviskede jeg og begravede mit ansigt i hans bryst. “Jeg var bare bange for, at jeg ikke kunne finde ud af at være en god kæreste. Hvis jeg nu ikke er god nok til dig, for du fortjener det bedste, Harry,” mumlede jeg, og var bange for, hvad hans reaktion ville være.

Jeg glædede mig over, da han løftede mit ansigt og tog en tot hår væk fra mit ansigt, så vi endnu engang kiggede hinanden i øjnene. “Sludder,” svarede han sikkert. “Du er den eneste, jeg ønsker at være kærester med, Olivia. Jeg ved, efter at have oplevet din fantastiske udvikling som person, at du med sikkerhed er den, jeg vil have,” smilede han og fik mit hjerte til at dobbelt så hurtigt. “Du er er alt det, jeg ønsker mig i livet.”

Mit blik faldt til jorden, da jeg trods Harrys kærlighedserklæring, stadig var nervøs. “Vi burde være bange for, at det kunne gå galt, Harry. En dag kunne det hele slutte og så ville vi aldrig kunne blive bedste venner igen,” fortalte jeg ham.

Harry flettede vores fingre. “Det tror jeg ikke på, Livi. Jeg tror på os, og hvis du også gør, så skal alt nok gå. Det lover jeg.” Han gav min hånd et kærligt klem og viste mig, at jeg kunne stole hundrede procent på ham.

Og det var præcis, hvad jeg gjorde. “Jeg tror på os,” erklærede jeg og fik Harry til at storsmile af mit svar.

“Hvad siger du til, at vi får ordnet de to sidste kys fra udfordringen?” foreslog han og løftede sit ene øjenbryn, så det virkede spændende og interessant. “Jeg ved godt, vi så stadig vil mangle Kiss Cam, men ved du hvad? Fuck det,” grinede han med et smil. “Det vigtigste for mig, er at jeg har dig ved min side. Og jeg tror faktisk, at det vil klæde os med candyfloss-hår, tror du ikke?” jokede han, mens han var fuldt ud seriøs.

“Du så åndssvag til tider, Harry,” grinede jeg, men mente det kærligt. Jeg tog hans hånd i min og trak ham med ud i sneen, hvor det, tro det eller ej, faktisk var begyndt at sne påny. Jeg stoppede op i et kort sekund og nød synet af de hvide fnug, der faldt ned fra himlen og landede på den gamle sne, samtidig med den dækkede vores overtøj og hår. “Tænk, at det lykkedes dem at have sne, så vi-” Jeg blev afbrudt midt i min sætning, da en kold kugle ramte min ryg. Forvirret drejede jeg rundt og så, at Harry nu var flere meter væk og havde kastet en snebold efter mig. Det var tit, jeg glemte, at den dreng faktisk var 20. Men hvad var der at sige? Jeg elskede ham for det.

Jeg elskede ham. Det var så vildt at indrømme for mig selv, men det var sandt, og det vidste jeg nu.

Derfor havde jeg intet imod, at vi sammen begyndte en sneboldkamp, da vi jo trods alt var bedste venner, og sagtens kunne lave sjov med den anden. “Jeg kommer efter dig, Livi!” råbte han, da jeg havde ramt ham direkte i hovedet. Et grin undslap mine læber, da jeg begyndte at løbe rundt i haven for at undgå Harry. Desværre indså jeg hurtig, at sneen ikke var til at bevæge sig rundt i for mig, og før jeg nåede at reagere, havde Harry fat i mig. Han hev i min arm, og jeg hvinede idét, vi sammen faldt ned oven på sneen.

Vi slog begge en latter op, da vi lå stille, jeg nederst og Harry oven på mig. “Hvorfor har vi det med at falde hele tiden?” spurgte jeg ham med et smil, mens jeg flyttede en tot af hans løse, lange hår bag hans øre. Harry svarede ikke, men gik i stedet for direkte til kys 11, da hans læber mødte mine. Jeg mærkede igen den stigende varme, og holdt mit fokus på Harry, og kun ham. Han begyndte at kysse mig flere steder end bare munden, da han legesygt kyssede min næse, kinder, hage og til sidst panden. Et smil formede sig på mine læber af hans varme berøring, og jeg ønskede sådan, at det kunne forblive sådan her forevigt.

Harry trak sig til sidst op fra mig, kom op og stå og rakte sin hånd ud efter min. Da vores hænder fik kontakt, mærkede jeg, hvor kold hans hånd var, da ingen af os havde fået vanter på i farten. Kærligt tog jeg den i min, så de sammen kunne finde varmen. For tusinde gange bare på få minutter mødtes vores blikke igen, og Harrys søde smil voksede sig stort ved hans læber. Kærligt tog han sin frie hånd og børstede snefnuggene af mine ærmer, men lod det sidde i mit hår.

“Olivia,” startede han ud med, men stoppede sig selv. Forvirret løftede jeg mit øjenbryn, da nervøsiteten steg inden i mig. Hvad var han bange for at sige? “Ved du,” tilføjede han og aede mit hår med sin frie hånd. “Ved du, hvorfor Julia gjorde det forbi mellem hende og jeg?” spurgte han. Jeg rystede hurtigt på hovedet og løftede efterfølgende mit øjenbryn, da jeg ikke kunne finde ud af, hvorfor han pludselig bragte hende på banen.

Harry smilede forsigtigt. “Hun mente, at jeg var forelsket i min bedste veninde.” Hans ord blev efterfulgt af en kold brise, og derefter var der stille. Jeg overvejede ikke engang at fjerne mit blik fra hans, for hans ord havde sådan en vigtig betydning, at jeg ikke kunne fokusere på andet end dem.

“Men det er jo lang tid siden, at I slog op,” pointerede jeg og var stadig uvidende om, hvad Harry egentlig gemte. Julia og Harry havde ikke været sammen i lang tid, så hvis hun mente, at han havde elsket mig i så lang tid, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre mig selv. Havde han gået i så lang tid, uden at sige det til mig? Og i så fald, når han så endelig havde taget sig sammen til at fortælle det, havde jeg lavet det ondeste stunt og forladt ham.

Harry trak på skuldrene og gav min hånd et klem. “Jeg har elsket dig siden vi var 18, Livi. Det er bare først gået op for mig nu,” smilede han og kærtegnede min kind, der nu var varm. Mine kinder blussede op og fik en glød, da jeg indså hans ord. I to år havde Harry været forelsket i mig. Jeg blev påmindet om hans fantastiske sang, han havde skrevet til mig, og huskede ordene han så fint havde sunget.

 

I have loved you since we were 18

Long before we both thought the same thing

 

Det var utroligt, hvor godt den sang passede på mit og Harrys forhold. Jeg kunne ikke fatte, hvor heldig jeg egentlig var at have Harry i mit liv. Han var der altid til at passe på mig, gøre mig og glad og fortælle hvor meget, jeg betød for ham. Derfor var jeg så klar til at dele det sidste kys i denne udfordring med ham, men samtidig også det første af mange med ægte følelser. Jeg forstod pludselig, hvorfor den sidste udfordring hed Last First Kiss, og jeg måtte indrømme, at jeg synes det var ret genialt af vores vennekreds. Mere nåede jeg dog ikke at tænke over det, da Harrys læber ramte mine og han kærligt trak min krop ind til sin, så jeg undgik at fryse i minusgraderne. Et smil bredte sig om mine læber, mens vi kyssede. Jeg følte mig som den lykkeligste pige i hele verden, og selv om det kun var gået op for mig i går, så var Harry den person, jeg ønskede at bruge al min tid med. Jeg ville aldrig give slip på ham, og nu når jeg vidste, at han heller aldrig ville give slip på mig, så jeg frem til den sidste uge af december i selskab med min bedste ven. Jeg var overbevist om, at det ville blive en af de bedste uger, jeg nogensinde ville opleve. Alt sammen fordi jeg igen havde Harry ved min side.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...