Kissmas of Opportunities ❅ Harry Styles

I julen plejer det at være misteltenen, der tvinger unge som gamle til at dele et kys i vinterkulden, men denne decembermåned må Olivia skyde skylden på sine venner. Til en ellers normal filmaften beslutter hendes venner, at hun og hendes bedste ven, Harry Styles, skal kæmpe sig igennem '12 Days of Kissmas', medmindre de vil se sig selv blive gjort til grin over for alle drengenes fans. De tager imod udfordringen uden at vide, om det vil forstærke eller ødelægge det venskab, de sammen har bygget op. Især en af dem begynder at fortryde sin beslutning, men når du har sagt A, må du også sige B, og så efterfølgende bekæmpe konsekvenserne.

593Likes
642Kommentarer
115730Visninger
AA

19. Ⓗ KYS 11 | Believe me


22. december  ❅ Kys 11) Sne-kysset | Frederikke

Tiden læger alle sår. Det var hvert fald sådan ordsproget lød, men om de mente en sølle dag, når de beskrev begrebet, tvivlede jeg på. I så fald kunne jeg ikke leve op til ordsproget, og her, blot to dage efter min indrømmelse overfor min bedste veninde, havde jeg det stadig elendigt.

Dog måtte jeg indrømme at efter min tid med John i går, og efter at have snakket med Liam, havde det hjulpet lidt på tingene. Jeg havde, sammen med John vel og mærket, færdiggjort sangen til Olivia, og drengene og jeg var allerede begyndt at arbejde lidt på den. Dog havde vi aftalt at vi i morgen alle sammen skulle ind for at indspille den første demo. At de alle fire, samt vores manager også, støttede mig og hjalp mig så meget som de allerede havde gjort på nuværende tidspunkt, betød ufatteligt meget for mig. At de ville være med til at indspille sangen på så kort notits var også noget jeg stod i gæld for.

Udover hvad Liam kort havde fortalt mig i går hvad angik Livi, så havde jeg ikke hørt mere om, hvor hun befandt sig henne, og om hvordan hun havde det. Det var derfor også svært for mig ikke at ringe til hende, da jeg hvert minut kæmpede mig selv fra at taste hendes nummer ind, for at høre hendes stemme igen.

At i dag skulle have været vores anden sidste kysse-dag, vores anden sidste udfordring, gjorde heller ikke just situationen meget bedre, da det fik mig til at tænke på min bedste venindes læber mod mine. Men måske det var for det bedste, at det var gået os sådan som det var, for måske vi havde brug for lidt tid fra hinanden.

Dog nægtede jeg at tro på, at hun intet følte for mig. Ikke taget i betragtning af de kys, vi tidligere på måneden havde delt med hinanden, og ikke set ud fra den måde hun gennem de sidste par udfordringer havde kysset mig. Hun var nødt til at føle bare et eller andet.
Jeg vidste dog også godt, at jeg ikke kunne tvinge hende til noget, og selvfølgelig havde jeg heller ikke lyst til det. Men håbet om, at jeg en dag ville kunne føle hendes læber mod mine igen, var gemt langt tilbage i min bevidsthed.

Jeg blev revet ud af mine tanker, da min telefon ringede på sengen ved siden af mig. Endnu en gang havde jeg valgt at tilbringe min tid inde på Olivias værelse, og det var endda endt med, at jeg i går aftes var faldet i søvn i hendes seng, omgivet af hendes specielle og savnede duft. Derfor var jeg også lidt rundt på gulvet, da jeg besvarede opkaldet, og fik sat mig op i sengen.

“Er du vågen, Curly?” Louis’ stemme hørtes i den anden ende af røret.

“Kun halvt,” valgte jeg at indrømme, hvilket også var sandt. Selvom klokken efterhånden var blevet ret så mange, og at formiddagen allerede var ovre, havde jeg ikke orket at forlade Olivias værelse, i frygt for, at hendes duft ville forsvinde med mig, hvis jeg så meget som bare gik ud i køkkenet.

Det var ikke svært at høre på Louis, hvor bekymret han var, da han igen begyndte at snakke. “Hvad siger du til at komme over til Ella og jeg? Hun har taget fri fra butikken i dag, og vil gerne lave aftensmad til os. Så behøver du ikke selv stå med det.” Louis og Ella, Clarice og Liam, Zayn, Niall og i så fald også Grace var der altid for en, når man havde brug for dem, hvilket fik mig til at værdsætte de bedste venner, jeg havde. For ikke nok med, at jeg havde været så heldig at have Olivia som min bedste veninde, så var vores omgangskreds af venner også den bedste.

Alligevel sukkede jeg dog, da det ville være underligt at skulle besøge Ella og Louis uden Olivia ved min side. “Jeg kommer kun, hvis vi kan få pizza.” Egentligt havde jeg ikke den helt store lyst til pizza, men nævnte det egentligt kun fordi, jeg ikke ville have Ella til at bikse op med den helt store middag, i håb om, at det ville kunne hjælpe på mit humør.

“Er du sikker? Ella og jeg kan ellers godt bikse noget andet sammen, hvis det er.” Som altid gav Louis heller ikke op uden kamp. Uden at tænke over det, nikkede jeg bare på hovedet, og glemte ligesom i går, at han ikke kunne se det. “Vi har også købt is, hvis det hjælper.”

Is. Selvfølgelig. Jeg følte, at jeg gik igennem et hårdt break-up, og at jeg var så sølle, at jeg kunne ligge i sengen hele dagen - Olivias seng. Jeg vidste dog godt også inderst inde, at jeg blev nødt til at tage mig sammen og komme op på hesten igen.

Forhåbentligt ville Olivia og jeg kunne finde ud af det ved at snakke om tingene, men om det nogensinde ville blive det samme igen som det var førhen, kunne jeg ikke besvare.

“Hvis du holder isen for dig selv, og sørger for en god pizza, så skal jeg nok komme. Ellers må du selv hygge dig med Ben and Jerry og Ella.” Jeg kunne høre min veninde, Ella, grine i baggrunden over min platte joke hvad angik Ben and Jerry, hvilket også gav mig et klart tegn på, at Louis havde valgt at sætte mig på medhør. “Og hej til dig Els.”

“Hej Harry,” sagde hun hurtigt. “Vi skal nok have pizzaen klar til dig, så hvis du kan være her om godt og vel en time ville det være perfekt. Jeg har også brug for lidt selskab. Louis driver mig til vanvid,” drillede hun, inden en hvinelyd kunne høres, sikkert grundet at min bedste ven havde overfaldet hende, og sikkert kildede hende på nuværende tidspunkt.
En handling, der fik mit hjerte til at synke endnu længere ned i kroppen på mig, da det mindede mig om Livi og jeg selv. Om hvordan vi begge ville sige at vi havde brug for andet selskab, da vi var ved at gå hinanden på nerverne, selvom det aldrig var tilfældet.
Derfor valgte jeg også bare at lægge på, og begyndte at gøre mig klar.

Godt og vel tre kvarter efter mit opkaldt med Els og Lou stod jeg i opgangen til deres lejlighed, og bankede på døren ind til dem.

Det var heller ikke lang tid jeg skulle vente, inden en smilende brunette åbnede døren og trak mig ind i et venskabeligt kram. “Godt at se dig, ven.” Ella tøvede ikke med at føre mig indenfor i lejligheden, og før at jeg havde fået tid til at tage mine sko af, var jeg allerede blevet overfaldet af Louis, der som Ella, også trak mig ind i et venskabeligt kram.

“Du ser forfærdelig ud,” sagde han ærligt. En ting jeg værdsætte ved Louis var, at han altid sagde sandheden. Også selvom at det i en situation som denne, dog godt kunne virke som en dårlig ting.

“Jeg har det også forfærdeligt,” valgte jeg dog alligevel at svare. For det var, hvad jeg følte. Jeg havde det rent ud sagt forfærdelig, og bad til, at den følelse snart ville forsvinde, og at jeg ikke længere skulle føle mig som var jeg strandet på en øde ø væk fra alt og alle. “Det er bare hårdt, du ved. Ikke at have hende ved min side længere.”

“Hey! Harry, det er derfor vi er her for dig. Ikke nok med, at vi også er her for Olivia, så ved du, at vi også er her for dig. Vi vil jer begge det bedste, og ønsker kun at se jer to glade. Så at se dig være så nedtrykt, og også at se hende være det, sårer ikke kun jer men også os.” Han havde stadig en støttende arm om mig, mens vi alle tre, Ella også, gik ind i stuen og satte os ned. “Og vi har forresten købt pizza, og isen slipper du heller ikke for.”

For første gang i et par dage kom der et smil på mine læber. Et ægte smil, der fik mig til at føle mig lidt bedre tilpas.

“Så lad gå da. Men så kun fordi du ville komme til at tage for meget på, hvis du selv skulle spise den.” Det var rart altid at kunne fjolle rundt med Louis, og at han altid var frisk på et grin eller to. Især i den lidt svære tid, som jeg tydeligvis gennemgik på nuværende tidspunkt.

De næste par timer gik udelukkende på at prøve at skubbe tankerne om Olivia væk, og at nyde selskabet med Ella og Louis. Ella var som altid så munter og positiv og Louis formåede også at holde humøret højt med en masse vittigheder og kække bemærkninger, hvilket hjalp på situationen. Måske det alligevel ikke havde været en så dårlig idé at besøge dem.

Men alting havde en ende, hvilket også kom til udtryk da Louis’ ansigtsudtryk pludseligt ændrede sig dristigt, inden han kiggede over på sin kæreste. Det var som om, at han sendte hende et spørgende blik, som vidste hun det præcise svar til hans spørgsmål, uden overhovedet at udtrykke sig med ord. Da hun nikkede en enkelt gang, rettede han igen sit blik mod mig, mens han tog endnu en skefuld af den halve liter is, der stod på bordet foran os.

Louis startede ud med at sukke en enkelt gang, hvilket langt fra tydede på at være noget godt. “Harry, der er noget du skal vide,” sagde han så i takt med, at han tog Ellas hånd i sin. En bevægelse og handling, der fik mig til at kigge væk fra dem, for derefter at rette mit blik mod bordet foran mig. At se dem holde i hånden fik endnu en gang mine tanker kørt hen på de gange, hvor min bedste venindes hånd havde været placeret i min.

“Vi har ikke alle været helt ærlige overfor både dig, men også overfor Olivia.” Da Louis stoppede med at snakke, måtte Ella tage over, hvor hendes kæreste slap.

“Der var en grund til, at vi valgte at få jer til at udføre jeres kysse-udfordring. Ikke blot fordi vi ville have, at der skulle ske noget i jeres liv, sådan at I fik lidt spænding og glæde blandet ind i jeres hverdag, men fordi vi mente, at det ville kunne bringe jer to tættere sammen som venner.” Alt det de begyndte at sige til mig, kom underligt nok bag på mig. Selvom jeg burde havde indset for lang tid siden, at der med garanti lå en grund bag, at Olivia og jeg skulle kæmpe os igennem tolv kys gennem december måned, havde tanken aldrig strejfet mig.
Alt jeg troede, de ville have os til, var at fejle hvad angik udfordringen, sådan at de ville kunne få lov til at ydmyge og drille os på scenen, når vi begge skulle have farvet vores hår i forfærdelige farver.

Tanken om at få farvet håret sammen på scenen, fik mig for tusinde gang i dag til at tænke på min bedste veninde. Hvis ikke vi fandt ud af dette her mellem os, og hvis ikke vi kom på bølgelængde igen, hvordan skulle det så komme til at foregå? Skulle vi bare ud på scenen en ad gangen, for ikke at skabe en akavet stemning mellem os, hvis ikke vi så godt kunne snakke sammen. Og hvad ville der komme til at ske med vores lejlighed? Ville en af os skulle flytte ud, fordi det ville blive for underligt at bo sammen, især når hun vidste, hvad jeg følte omkring hende?

Tusindvis af tanker fløj gennem mit hoved, hvilket fik det til at føles som om, at det kunne sprænge når som helst.

“‘Vi skabte jeres udfordring på baggrund af, at vi håbede I ville falde for hinanden, og endeligt indse hvor perfekte i to er - hvor godt et match i er, og hvor meget I fuldender hinanden.”

“At det så endte på de præmisser som dette, er noget vi aldrig turde håbe på ville ske. Vi var ikke ude på at få splittet jer, og det var ikke vores hensigt at få jer til ikke at snakke sammen.” Ella virkede oprigtigt til at være ked af det over det de havde haft som hensigt med udfordringen, mens Louis virkede til at være sørgmodig og ikke rigtigt turde kigge på mig og møde mit blik.

Så det var, hvad de havde håbet på udfordringen ville føre med sig - at Olivia og jeg ville forelske os i hinanden, og at vi ville tage skridtet videre fra at være bedste venner, til muligvis at komme i et forhold med hinanden. At vores tolv kys skulle kunne bevise for os, hver især, hvor meget vi egentligt holdt af hinanden, og hvor specielle vi var sammen.

“Jeres hensigt var altså at få os til at falde for hinanden?” Mit spørgsmål fik dem til at nikke kort på hovedet. “Så kan jeg så sige, at I hvert fald har fuldført det job i havde i sinde at fuldføre, når det kommer til min side. Hvad Olivia føler, er jeg stadig usikker på, men taget i betragtning af den måde hun reagerede på den anden dag, da jeg endelig åbnede op for hende, må jeg desværre indrømme, at jeg ikke tror følelserne er gengældt.” Det gjorde ondt at forklare dem, at jeg ikke troede Olivia elskede mig på samme måde som jeg elskede hende, og at hun ikke så mig som mere end sin bedste ven.
Det gjorde ondt, at jeg tydeligvis ville ende med at være den der var skyld i ødelæggelsen af vores venskab.

“Hvis jeg kender Olivia ret, vil jeg vædde med, at hun inderst inde, føler det præcist samme for dig, Harry. Hun er nok også forelsket i dig, men hun er bange for at indrømme det overfor sig selv, da hun er bange for hvad udkommet vil blive. Om det vil ødelægge noget mellem jer, og om hendes indrømmelse vil få hende til at miste dig.” Louis havde efterhånden kendt Olivia i en del år efterhånden også. Flere år end alle pigerne samt Liam og Niall havde kendt hende, da de allerede i vores tidligere dage af ‘Another Rejection’ blev introduceret for hinanden. Derfor kendte han hende også ud og ind, og vidste nogenlunde hvordan hun ville reagere på visse situationer. At han kunne komme frem til en konklusion, men at jeg ikke kunne, irriterede mig dog. Hvad nu hvis han kun fortalte mig, at hun sikkert følte det samme, men at hun var bange, kun var for at få mig til at smile lidt, kunne han godt glemme det.

Hvis det var falske forhåbninger jeg blev givet lige nu, var jeg den der var skredet. Jeg havde ikke brug for falske forhåbninger, og opmuntrende ord. Alt jeg havde brug for var Olivia.

“Hun vil aldrig miste mig. Jeg er mere bare bange for, at jeg vil miste hende,” halvhviskede jeg for mig selv, inden de tårer, der havde presset sig på de sidste par dage, nu endeligt fik frit løb og begyndte at trille lige så stille ned af mine kinder.

Hvis jeg mistede hende, ville jeg ikke kunne tilgive mig selv. Jeg havde brug for hende ved min side og i mit liv. Uanset om det så var som min bedste veninde, eller om det var som min kæreste. Og der stod det også klart for mig, at jeg ikke kunne opgive på forhånd, uden overhovedet at kæmpet min sag - uden at have kæmpet for Olivias hjerte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...