Kissmas of Opportunities ❅ Harry Styles

I julen plejer det at være misteltenen, der tvinger unge som gamle til at dele et kys i vinterkulden, men denne decembermåned må Olivia skyde skylden på sine venner. Til en ellers normal filmaften beslutter hendes venner, at hun og hendes bedste ven, Harry Styles, skal kæmpe sig igennem '12 Days of Kissmas', medmindre de vil se sig selv blive gjort til grin over for alle drengenes fans. De tager imod udfordringen uden at vide, om det vil forstærke eller ødelægge det venskab, de sammen har bygget op. Især en af dem begynder at fortryde sin beslutning, men når du har sagt A, må du også sige B, og så efterfølgende bekæmpe konsekvenserne.

593Likes
642Kommentarer
115878Visninger
AA

17. Ⓞ KYS 10 | To be loved


20. december   Kys 10) Kiss Cam | Frederikke

Mine tanker var igen rettet mod Harry, og den måde han havde opført sig på efter vores makeout-session to dage forinden. Midt i det hele, havde han valgt at trække sig væk, og havde resten af aftenen, ja sågar også hele dagen i går også, været fraværende, og havde ikke rigtigt talt til mig. Mest af alt, havde han bare siddet inde på sit værelse, hvor jeg af og til kunne høre ham spille på sin guitar.

Der havde derfor heller ikke været så meget snakken mellem os de seneste to dage, hvilket gjorde mig nervøs for vores basketball-aftale senere i dag. Dog vidste jeg også, at der stadig var et par timer til, at vi skulle afsted, så mon ikke det ville gavne situationen lidt, hvis jeg så til min bedste ven?

Forsigtigt bankede jeg på døren ind til hans værelse. “Harry?” Da der intet svar kom, åbnede jeg stille ind til ham, og så ham sidde på sengen og kigge blankt ud i luften.
Selv ikke da jeg trådte ind af døren, valgte han at rette sit blik mod mig. Det eneste han gjorde var at sukke dybt, for derefter at begrave sit hoved i sine hænder, der blev støttet af hans albuer på hans knæ.

“Hey,” hviskede jeg og tøvede ikke med at slå mig ned på sengen ved siden af ham, for hurtigt at svinge mine arme om ham i et varmt kram. “Hvad er der galt?”

Endnu en gang kom der ikke et svar fra ham, hvilket efterhånden var begyndt at bekymre mig lidt. Harry plejede som regel at være en meget snakkesalig dreng, især når det gjaldt om at snakke med mig. Hvad der pludseligt var sket med ham, og mellem os, undrede mig.
Det tog mig derfor også alt mit mod, til igen at åbne munden, for at spørge ham om noget jeg sikkert ville fortryde.

“Er det kysset i forgårs der nager dig?” Jeg indrømmede gerne selv, at vores kys, hvor Harry havde skubbet mig ind i væggen, havde været det mest udfordrende kys jeg nogensinde havde været vidne til. Derudover havde det også været så intenst og hungrende, at det undrede mig hvor naturligt det havde føltes at kysse ham. Hvor naturligt det havde føltes, at kunne mærke hvordan han lagde alle sine kræfter i kysset, hvorpå jeg havde gjort det samme.

“H, snak med mig. Forklar mig hvad der er galt.” Han kunne ikke bare tie stille hele dagen, og tro at jeg ville være okay med det. Der blev nødt til at komme nogle ord ud af hans mund, sådan at jeg kunne hjælpe ham med hvad der åd ham op indefra.

“Det er lige meget. Det har ingen relevans, så lad os nu bare gøre os klar til dagens udfordring.” Uden stadig ikke at ane mig ét eneste blik, viklede han sig ud af mit greb, gik hen til sit skab og fandt en trøje frem, hvorefter han fik hevet den anden over hovedet. Til trods for, at jeg stadig var forbavset over, hvad der lige var gået galt og hvorfor han reagerede som han gjorde, når jeg blot prøvede på at hjælpe ham, valgte jeg alligevel at gå hen til ham.

Efter at have stillet mig bag ham, lagde jeg min ene hånd på hans bare ryg, inden jeg pressede mine læber mod hans hud mellem hans skulderblade.

“Jeg lader dig ikke gå, før du forklarer mig, hvad der er galt.”

“Olivia, kan du ikke bare lade det ligge? Der er intet galt, så lad os nu bare gøre os klar.” Hans pludseligt hævede stemme fik mig til at vige væk fra ham, og det blik der nu endeligt mødte mig, da han vendte sig om endte med at skræmme mig. For det første kaldte Harry mig næsten aldrig ved mit rigtige navn. Kun når der var noget galt, eller når han havde noget alvorligt at sige til mig. For det andet plejede han aldrig, aldrig, aldrig at råbe eller hæve sin stemme over for mig.

“Hvis du har brug for mig, er jeg på mit værelse. Ellers mødes vi i gangen om en time,” var det eneste jeg valgte at sige til ham, inden jeg nærmest løb ud fra hans værelse, mens jeg kunne mærke hvordan tårerne pressede sig på.

Hans pludselige udbrud gjorde det klart for mig, at der, som tidligere troet, var noget der gik ham på, og at det ikke bare en lille ting som, at han kom til at tage to forskellige par sokker på her til morgen, eller at min tandbørste måske var endt hvor hans plejede at stå.
Nej, det var noget der ramte ham dybere og hårdere følelsesmæssigt, eller noget der rigtigt gik ham på, som han åbenbart ikke kunne dele med mig.

“Livi vent,” hørte jeg ham sige, i det jeg havde grebet fat i dørhåndtaget til min egen dør.
Selvom Harry prøvede på at stoppe mig, fik det mig alligevel til at fortsætte.

Måske han de sidste par dage havde haft brug for at være alene, af en eller anden grund, var det nu min tur til at have lidt tid alene, uden at skulle kigge ind i hans dejlige og varme grønne øjne, og uden at skulle holde et smil tilbage, når han kyssede mig i panden eller kaldte mig for søde ord. Det var nu min tur til at lukke ham ude, grundet den måde han lige havde snakket til mig på.

Til mit store held, lod min bedste ven mig også være den næste times tid, hvilket gav mig god tid til at glatte mit hår for første gang i lang tid, og også gav mig god tid til at finde mit outfit for dagens planer frem. Et outfit der bestod af en sød, sort nederdel, hvortil min hvide langærmede trøje, var stoppet ned i den, samt et par strømpebukser, der forhåbentligt ville kunne hjælpe lidt mod kulden. Dertil havde jeg fundet et par støvler frem, samt min sorte jakke, der var lidt længere end min nederdel.

Alt i alt kunne det vel diskuteres om det var passende til en basketball kamp, men siden Harry og jeg skulle vises på den store skærm, hvorved vi også skulle kysse foran alle tilskuerne, skadede det vel ikke at have gjort lidt ud af sig selv. Derudover vidste jeg også, at Harry elskede når jeg havde glat hår, og når jeg tog andet på end en kjole eller et par jeans.

Efter at have kigget mig en sidste gang i spejlet, og efter at have taget min appelsin læbepomade på, som jeg gennem hele december måned var begyndt at bruge regelmæssigt, tog jeg en dyb indånding, og gik derefter ud i gangen for at mødes med Harry.

Som håbet, stod han allerede klar iført sin lange, sorte jakke, og havde endnu en gang taget mit halstørklæde på, som han tidligere på måneden også havde lånt, da vi havde været ude på skøjtebanen sammen.

Da han rettede sit blik mod mig, kunne jeg se hvordan hans øjne blev store, og hvordan han genert kiggede ned i jorden.

“Er du klar til at gå?” spurgte jeg, i håb om, at den irriterende situation fra tidligere på dagen ikke ville blive bragt på banen, og at Harry i det mindste var kommet i bedre humør end førhen. “For vi skulle helst ikke komme for sent,” påpegede jeg som en sidste ting.

“Livi, vent,” kom det nervøst fra min bedste ven, der greb fat i mit håndled og fik mig drejet om mod ham, sådan at vi, for første gang siden kysset i forgårs, stod tæt op ad hinanden og havde øjenkontakt.
Jeg gav ham et kort nik, som et tegn på at han skulle fortsætte med at snakke.

“Du ser fantastisk smuk ud,” hviskede han så endeligt, hvorefter den røde farve genert blussede frem i hans kinder.
Hans ord fik en underlig og ny følelse til at gå gennem min krop, hvilket fik mig til at vige lidt væk fra ham. Det endte dog med, at afstanden mellem os ikke blev så stor som jeg havde håbet på, da han stadig havde fat i mit håndled, og hvorved han endnu en trak mig ind til ham.

“Tro ikke at alt sådan pludseligt er godt mellem os.” Han kiggede uvidende på mig, da jeg fastslog over for ham, at jeg rent faktisk ikke var så glad for ham i dette sekund. Hans udbrud fra tidligere sad stadig som en klump i halsen på mig, og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere omkring ham og hvad jeg skulle sige, for ikke igen at få ham til at tænde af.

“Hvad mener du?”

“Ja hvad tror du jeg mener, Harry?” At han ikke forstod hvor irriterende han var på nuværende tidspunkt, og hvor meget han allerede gik mig på nerverne, fik skuffelsen til at boble frem i mig. “Hvorfor råbte du af mig tidligere i dag? Og hvorfor vil du ikke fortælle mig hvad der er galt med dig? Du har knapt nok snakket til mig siden vores kys i forgårs, og det er meningen at bedste venner fortæller hinanden alt. At du så lukker af, og intet siger, samt lukker dig inde på dit værelse, gør sku ikke situationen meget bedre.” Kort lod jeg et suk undslippe mine læber. “Alt jeg gør er jo at bekymre mig for dig, og du ved jeg kun vil dig det bedste, så at du pludseligt lukker mig ude, gør mig ked af det,” indrømmede jeg. For anden gang på knapt to timer, kunne jeg mærke hvordan tårerne begyndte at presse sig på.
Alligevel formåede jeg at holde dem inde, da jeg ikke ville vise Harry, hvor svag jeg var når det kom til ham.

“Olivia, du må forstå at der er nogle ting jeg de sidste par dage har prøvet at fortrænge, og at være tæt på dig, hjælper ikke på situationen.” Hvad snakkede han om? Hvad havde jeg nu gjort, siden jeg pludseligt ikke måtte komme tæt på ham?

“Jeg forstår ikke rigtigt, hvad det er du prøver på at fortælle mig, H.” Jeg kunne mærke hvordan ikke blot mit hjerte bankede i vilden sky, men også hvordan hans hjerte hurtigt bankede afsted, grundet så tæt vi stod på hinanden. Min krop var presset mod hans, hvorved vores ansigter heller ikke var mere end godt og vel en 20-30 centimeter fra hinanden.  

“Åh fuck det hele,” sagde han sagte, inden han greb fat om mit ansigt og hårdt pressede sine læber mod mine. Handlingen kom så meget bag på mig, at jeg slet ikke opfangede, hvad der rent faktisk skete, før jeg kunne mærke Harry udvikle kysset.
Jeg selv gjorde ingenting, og da Harry kort tid efter trak sig ud af kysset, kunne jeg se hvordan hans grønne øjne skinnede. Ikke på den måde de normalt plejede at skinne på, men på en ny og anderledes måde, der udtrykte så mange følelser, at jeg var bange for, at han ville kunne græde, hvornår det skulle være.

“H-harry,” stammede jeg, stadig i chok over hvad der lige var sket. Min bedste ven havde lige kysset mig, uden overhovedet at have været tvunget til det, og det var ikke engang fordi han skulle gøre det som en del af dagens udfordring. “Hv-hvad laver du?”

“Livi, undskyld jeg-” Harry stoppede midt i sin sætning og bakkede lidt væk fra mig, hvorved han også lod sine hænder fjerne sig fra mit ansigt. De hænder der for kort tid siden så blidt havde kærtegnet min kind, mens hans læber havde været smedet sammen med mine.

“Fuck,” bandede han endnu en gang. “Livi, det var ikke meningen det skulle ske. Undskyld, jeg ved virkeligt ikke hvad der sker.” Han bakkede længere væk fra mig mens han snakkede, som var han bange for, at komme for tæt på mig.

“Hvad sker der? Hvorfor kyssede du mig, og hvorfor føler jeg det som om, at jeg er en eller anden sygdom, du ikke vil komme i nærheden af?” Det var nu blevet min tur til at hæve stemmen, og selvom det gjorde ondt at råbe af min bedste ven, blev jeg også bare nødt til at have nogle svar fra ham. Jeg kunne ikke gå rundt og stille spørgsmålstegn ved den opførsel han havde, hvis ikke han ville forklare mig hvad der nagede ham. “Hvorfor vil du ikke forklare mig hvad der er galt?”

“Fordi jeg ikke kan forklare dig det, okay?!” At han også begyndte at råbe gjorde ikke just situationen mellem os bedre. Ja faktisk gjorde begges vores udbrud situationen værre, og denne gang kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Langsomt faldt de saltede tårer ned af mine kinder, hvorved jeg lod mine følelser få frit spil.
Jeg hadede når Harry og jeg skændtes, hvilket kun skete sjældent.

“Hvad er det der er så slemt, at du ikke kan fortælle mig det? Du ved vi altid fortæller hinanden alt, så hvad er det der er så slemt denne her gang, til at du hellere vil lukke dig inden på dit lorte værelse, og slet ikke vil have nogen kontakt til mig i to dage? I to fucking dage, Harry.” Normalt bandede jeg ikke, da det ikke lå til mig som person, men når først bægeret var kogt over hos mig, var der intet at gøre. Især i en situation som denne, kunne jeg ikke holde ordene og tårerne inde, og hvad jeg derfor lod slippe ud gennem mine læber, var jeg ikke selv herre over. “Er du klar over, hvor meget jeg har savnet dig, og hvor mange gange jeg overvejede at gå ind til dig, bare for at holde om dig?”

Harry tog det sidste skridt bagud, sådan at han nu stod presset op mod døren, og ikke kunne komme længere. “Stop!” råbte han. “Bare stop med at snakke. Stop med at se så fandens sød og uimodståelig ud, og stop med at bide dig selv i din underlæbe.” Tårerne var også begyndt at bane sig vej ned af min bedste vens kinder, og for første gang i mange år, så jeg hvordan Harry begyndte at græde. End ikke da hans forhold med Julia stoppede, græd han, og end ikke da Louis’ bedstemor døde, græd han. Men nu - foran mig, lod han også sine egne følelser få frit spil.

“Harry…”

“Bare stop, sagde jeg.” Og det var præcist hvad jeg gjorde. Jeg stoppede min bevægelse, ligeså vel som jeg stoppede mig selv i at færdiggøre det jeg havde at sige til ham. Jeg ligefrem på et tidspunkt tvivlede på, om jeg også stoppede med at trække vejret.

“Olivia, jeg tror ikke jeg kan tage med dig til basketball kampen alligevel.” Pludseligt, som var hans humør vendt 180 grader, snakkede han igen i det normale toneleje, jeg kendte ham for at snakke i. Hans stemme var blid, dog stadig med en snert at aggressioner i, hvilket også var derfor at jeg stadig forholdt mig tavs. “Jeg bliver bare nødt til at komme lidt væk fra dig og fra alt dette her…”

Ordene der forlod hans læber, fik mig for alvor til at bryde sammen. Hvorfor ville han ikke være tæt på mig mere, og hvad havde jeg gjort galt, siden han blev nødt til at tage så meget afstand til mig?

“Kan du ikke bare forklare mig hvad jeg har gjort galt, så jeg kan hjælpe dig igennem det her? Hvad end det er, må vi da kunne finde en løsning på det.” Vi stod altid sammen, så hvad var det der gjorde denne situation så anderledes?

I håb om at jeg ikke så det, tørrede han sine tårer væk, inden han kort sukkede. “Problemet er, at du ikke kan hjælpe mig med dette her. Det er noget jeg skal finde ud af alene, og uden dig ved min side.”

Selvom vi for en kort stund havde dæmpet vores stemmer, og ikke havde råbt, kunne jeg alligevel ikke lade være med igen at hæve stemmen. “Men jeg vil jo ikke have at du går. Kan du ikke fatte det? Jeg har brug for dig.”

Min handling fik også Harry til igen at hæve stemmen, og endnu en gang begyndte vi at råbe. “Det er ikke mig der ikke fatter det. Det er dig der ikke fatter, at jeg ikke kan klare det med dig ved min side. For måske du har brug for mig, men det vil aldrig være på samme måde som jeg nogensinde ville have brug for dig på.”

“Så du står faktisk og siger til mig, at du ikke har brug for mig overhovedet? At du slet ikke har brug for mig på samme måde, som jeg har brug for dig? Vil det så sige, at du slet ikke elsker mig som din bedste veninde, men hellere end gerne vil af med mig?” Alt dette råben gjorde mig ør i hovedet, og jeg vidste ikke hvor længe jeg ville kunne holde det ud, inden mine ben ville kollapse under mig, og jeg ville give efter for presset.

“Det er nemlig der du tager fejl, Olivia.” For fjerde gang i dag, kaldte han mig ved fornavn. “Tro mig - jeg elsker dig. Mere end jeg burde gøre, og det er derfor jeg har brug for at komme væk. Jeg har brug for ikke hele tiden at have dig som en distraktion, og hele tiden at blive mindet om hvad jeg går glip af, ved nu at lade dig gå.”

“Stop.” Denne gang var det min tur til at bede ham om at stoppe. “Harry jeg kan ikke se, hvad problemet er. Hvorfor kan vi ikke bare tage til den lorte basketball kamp og få det kys overstået, så vi kan komme videre med vores liv?”

Endeligt valgte han at træde væk fra døren, og gik nærmere mig.

“Problemet er, at jeg for fanden er forelsket i dig, og at jeg ikke har lyst til at få det kys overstået, som betød det ingen ting for nogen af os. De kys betyder alt for mig, da det er den eneste måde, jeg får mulighed for, at kunne presse mine læber mod dine.”

Med de ord vendte han om på hælen, og stormede ud af vores lejlighed. Ved lyden at døren der smækkede i, gav mine ben efter, og jeg faldt grædende sammen på gulvet i gangen, stadig chokeret og målløs over Harrys indrømmelse.

Min bedste ven var forelsket i mig, og jeg følte, at jeg havde mistet ham ...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...