Kissmas of Opportunities ❅ Harry Styles

I julen plejer det at være misteltenen, der tvinger unge som gamle til at dele et kys i vinterkulden, men denne decembermåned må Olivia skyde skylden på sine venner. Til en ellers normal filmaften beslutter hendes venner, at hun og hendes bedste ven, Harry Styles, skal kæmpe sig igennem '12 Days of Kissmas', medmindre de vil se sig selv blive gjort til grin over for alle drengenes fans. De tager imod udfordringen uden at vide, om det vil forstærke eller ødelægge det venskab, de sammen har bygget op. Især en af dem begynder at fortryde sin beslutning, men når du har sagt A, må du også sige B, og så efterfølgende bekæmpe konsekvenserne.

593Likes
642Kommentarer
115708Visninger
AA

9. Ⓞ 9. december | Slow motion


9. december  ❅  Frederikke

“Kom nu, H. Kom nu, kom nu, kom nuuuuuuuuuuuuu.” At Harry var ved at være træt af mig, her klokken halv syv om morgenen, forstod jeg ikke. Hvem elskede ikke at vågne op til sin bedste veninde, der stod og rystede i en, og plagede på livet løs om, at komme ud og skøjte senere på dagen. Ja - det var sådan min bedste ven havde fornøjelsen af at vågne her til morgen, og det var tydeligt at mærke på ham, hvor irriteret han var.

“Har jeg nogensinde fortalt dig, hvor sindssygt irriterende du kan være om morgenen?” Harry havde vendt hovedet ned i puden, og hans ord var derfor kun en svag mumlen. “Lad mig nu bare sove, Livi.”

“Du sover hele tiden, så du har godt af at lave noget aktivt for en gangs skyld.”

Alt der kom fra Harry, var en svag lyd, der mest af alt lød som et grynt. “Mener du ikke at rende rundt på en scene i halvanden time og synge for livet løs, er motion nok?” Åh som den dreng dog formåede at udtrykke sig. Selvfølgelig var det da motion - men det var ikke motion forstået i den sammenhæng at det foregik på is.

Til sidst endte jeg med at opgive håbet om, at komme ud og stå på skøjter. “Så meget for at have en morgenfrisk popstjerne som bedste ven,” sukkede jeg, inden jeg tog i skole og prøvede at glemme hvor doven Harry var. Den dreng havde seriøst brug for at komme lidt væk fra sin dyne og væk fra drømmeland.

Og væk kom han også.

For da jeg var færdig, efter en lang og udmattende dag i skolen, blev jeg overrasket af et fantastisk syn, i det jeg trådte ud af hovedindgangen til min skole. Udenfor, iført solbriller og en lang sort jakke, samt de genkendelige sorte skinny jeans, stod min bedste ven og lænede sig op af sin sorte Range Rover. Ikke nok med at jeg allerede smilede stort i forvejen, grundet det at han rent faktisk stod og ville hente mig fra skole, så blev mit smil endnu større, da jeg så hvilket halstørklæde han havde om halsen. Et bordeaux halstørklæde, jeg kendte alt for godt - mit halstørklæde.

Dog gjorde det mig ingenting, at han havde valgt at låne det i dagens anledning, for alligevel satte jeg i løb og sprang i armene på Harry, ikke fuldt overbevist om, hvilke konsekvenser og hvor meget opmærksomhed min scene sikkert ville opfange.
Pigerne omkring mig, begyndte at vende sig om efter mig, og opfangede på ganske kort tid, at min bedste ven ikke bare var en helt normal dreng.

Det var en af de ulemper der var, ved at have en verdenskendt bedste ven. Uanset hvorhen vi end gik, var der som regel altid nogen der genkendte ham, og ville have billeder og autografer. Dog var der også de personer, som genkendte ham ja, men som respekterede at han havde et privatliv, og derfor bare valgte at nikkede smilende i hans retning, og ikke valgte at skabe en stor scene omkring det.

“Du kom,” sagde jeg efter at han havde grebet mig, og efter at jeg igen var blevet hevet væk fra mine tanker.

“Jeg fik den fantastiske idé om, at vi kunne tage ud og stå på skøjter i dag.” Virkeligt, Harry? Hans sjove bemærkning fik mig til at le højt, inden jeg hoppede ned fra ham igen, og steg ind i bilen, efter at han, på rigtig gentleman manér, havde åbnet døren for mig.
Overraskende nok, var han ikke blevet overfaldet af fans, eller desperate piger, hvilket gav og begge et godt pusterum, og gav os tid til at snakke i ro og fred.

Siden Harry valgte at spille flabet, kunne jeg lige så godt gå med på hans lille spil. “Sikke en fantastisk idé, Mr. Styles. Hvordan er du dog kommet på det?” Når vi gjorde grin med hinanden, skiftede vi, af en eller anden underlig grund, over i et formelt sprog, der fik os til at lyde som et gammelt ægtepar på 80 år.

“Der var en pige, der tidligere på dagen gjorde mig opmærksom på, at der var andre ting i livet end at dase den af i sengen hele dagen. Ting som for eksempelt indebar at stå på skøjter. Så jeg tænkte - hvorfor ikke?” Jeg gav ham et lille dask på armen, som et tegn på, at han opførte sig barnligt.

“Bare du selv tror på det, så er det fint.” Kort smilede jeg til ham, inden vi valgte at sætte kursen mod skøjtehallen.

Og hvad jeg troede var en skøjtehal, viste sig, at være et fortryllende syn, jeg aldrig i min fjerneste anelse havde drømt om at skulle være vidne til. Harry stoppede sin Range Rover ude foran et meget kendt sted i London, Natural History Museum, og bad mig stige ud af bilen med ham.
Fordi jeg havde fået så sent fri fra skole som jeg havde, var mørket allerede begyndt at lægge sig over byen, og Harry tog derfor fat i min hånd, og trak mig med sig.

“Er du sikker på, at vi er det rigtige sted?” Ud fra mine anelser, vidste jeg ikke om Harry overhovedet havde i sinde at stå på skøjter, for var der overhovedet et areal med en skøjtering her i området? Vi befandt os på et museum for guds skyld. “Jeg troede vi skulle stå på skøjter.”

“Det skal vi også, love,” halvhviskede han, inden han kyssede mig i håret og fik mig guidet ind i et rum, hvor tonsvis af skøjter stod så flot placeret på diverse reoler. “Så hvis du bare sætter dig ned på stolen,” forklarede han mens han pegede på en tilfældig stol, der med garanti var blevet var blevet placeret her ved et tilfælde. “Så skal jeg nok finde vores skøjter.”

Måske jeg alligevel burde tage alle de ord og anelser tilbage om, at Harry kun ville ligge og dase den af i sin seng. For lige nu, måtte jeg indrømme, at den dreng havde overrasket mig noget så positivt hvad angik vores skøjtetur.

Jeg gjorde derfor også som han sagde, og satte mig ned på stolen der stod mellem to lange rækker af reoler, der alle var fyldt op med blå skøjter. Dog tog det ikke lang tid før, at min bedste ven endnu en gang stod foran mig med et par flotte, hvide skøjter i hænderne.

Han havde et lukset smil plantet om sine læber. “Vi skal stå på skøjter. Og det bliver super hyggeligt. Og jeg kan ikke finde ud af det. Så vi vælter sikkert.” Harry begyndte at synge, mens han lige så begyndte at danse med mine skøjter i sine hænder, hvorpå han skiftevis pegede skøjterne i retning af mig.
Grundet hans, igen, barnlige opførsel, kunne jeg ikke lade være med at grine af ham, for derefter at gå hen til ham, og slynge mine arme om ham.

“Har jeg nogensinde fortalt dig, hvor sød du er, når du opfører dig som et lille barn, og prøver på at få dig selv til at fremstå modig?” Stadig med mine arme om Harry, hviskede jeg forsigtigt ordene til ham, hvorefter jeg hurtigt lod mine læber ramme hans kind.

“Man kalder ikke en dreng for sød, Livi. Især ikke en verdenskendt popstjerne med krøllet hår.” Måske han virkede fornærmet, dog vidste jeg godt, at han spillede.

“Men du er sød. Især med de små, nuttede smilehuller også.” Grinende lod jeg mine fingre køre over hans smilehuller, inden jeg besluttede mig for at igen at sætte mig ned på stolen jeg tidligere havde rejst mig fra. Harry rakte skøjterne ud til mig, som et tegn på om de var okay og passende, hvilket jeg gav et kort nik til.

Stilheden lagde sig så over os, mens vi begge fik skiftet ud af vores fodtøj og fik monteret skøjterne på vores fødder. Derefter vaklede vi sammen ud til et stort skøjteareal, der så smukt var oplyst af tusindvis af små bitte pærer, alle sammensat i utallige lyskæder.

“Wow,” var det eneste jeg kunne formå at sige, og sikkert også det eneste ord der kunne beskrive hvor smukke omgivelserne var.

Inden vi fortsatte ind på skøjtebanen, satte Harry sig i hug foran mig, og begyndte at binde mit ene snørrebånd, som underligt nok allerede var gået op.

“Jeg vidste, at du ville kunne lide det,” smilede han stadig siddende i hug, mens han fik øjenkontakt med mig. Da arbejdet med snørrebåndet var gjort, tog han min hånd i sin, og sammen gik vi ud på isen. “Lov mig bare én ting, mens vi skøjter,” fik han sagt inden vi forlod rælingen. Endnu en gang nikkede jeg. “At du ikke giver slip på min hånd, for du ved hvor dårlig jeg er til at skøjte.”

Det var en typisk “Harry-kommentar” at komme med, og som altid fik hans ord mig til at grine. “Du ved jeg aldrig ville give slip på dig, H. Kun hvis det var for at se dig falde.”

“Problemet er så bare, hvis du vil se mig gøre mig selv til grin, så ryger du selv med ned i faldet.” Og med de ord slap vi grebet fra rælingen, og begyndte usikkert at skøjte rundt blandt de andre mennesker, mens vi sugede de romantiske omgivelser til os, og mens vi egentligt bare nød hinanden selskab.

Som tiden gik, begyndte Harry også at få mere og mere styr på rutinen, og lod til sidst min hånd forlade hans. En handling, der fik mig til at kigge sørgmodigt op på ham.
Han signalerede, at jeg dog ikke skulle være bekymret, men bare skulle fastholde mit blik på ham, idet han stille skøjtede væk fra mig.

Mens vi begge havde skøjtet rundt sammen, havde jeg godt lagt mærke til, hvordan Harrys blik havde været rettet mod menneskene om os, og hvordan han havde iagttaget deres teknikker og tricks. Så hvis jeg skulle skyde på, hvad han nu havde gang i, var det, at efterligne de andre mennesker.

Rigtigt nok, slog han først ud med sin sorte jakke, inden han satte farten op. Med hænderne oppe løftet op i luften, lavede han så også sin første pirouette. Et skøjtetrick, han selv virkede til at være noget så stolt over, så at jeg begyndte at klappe af ham, virkede måske ikke som den bedste idé, da han grundet min handling, begyndte at lave flere og flere, inden han til sidst greb fat i min hånd og trak mig med ind i sine tricks.

“Harrrrry - stoooop,” hvinede jeg, mens vi begge begyndte at dreje rundt sammen, og mens han pludseligt var begyndt at skøjte baglæns. “Det her ender jo med at gå galt,” måtte jeg så også lige minde ham på.

“Kom nu, Livi. Slå dig løs og ha’ det lidt sjovt. Så længe du har fat i min hånd og ikke giver slip, så er der intet der går galt.” Måske han havde ret, og jeg for en gangs skyld bare burde slippe alle hæmningerne, og slå mig løs sammen med ham.
Så jeg lod mine bekymringer svinde væk, og begyndte at skøjte med Harry, der stadigvæk skøjtede baglæns - nu i et højere tempo.

Det gik også fint nok i et godt stykke tid, i det han skøjtede baglæns og havde min hånd i sin, mens hans hele tiden havde sit blik rettet mod mig, dog skete der en ting, som endte med at få situationen til at vende.

Harry valgte med et ryk, at trække mig ind til sig, og begyndte at dreje rundt, som han tidligere selv havde gjort. Da jeg ikke var klar på hans handling, endte jeg med at snuble i springet mod ham, hvilket resulterede i, at jeg endte med at falde hårdt ned i isen, og lande ovenpå mit håndled. Det hele føltes som om, at det skete i slowmotion, og derfor overraskede det mig også, at smerten pludseligt skød op i mit håndled.

Hvad der skete i sekunderne efter mit fald, var som en bred tåge, og først da Harrys bekymrende ord hørtes over mig, syntes jeg at komme til mig selv igen.

“Livi, er du okay?” Uden tøven, fik han grebet fat i sin telefon, og ringede derefter efter en ambulance. Menneskene om os, begyndte at samle sig om mig, dog fik Harry dem på en pæn måde, til at trække sig lidt tilbage, så jeg kunne få lidt pusterum til at komme mig.

“Livi?” gentog han, da jeg ikke tidligere havde svaret ham. “Jeg er så ked af det der skete. Det var ikke med vilje. Undskyld.” Forsigtigt løftede han mig op fra isen, sådan at jeg ikke skulle fryse ihjel, dog stadig mens han passede på mit håndled. Da han havde mig i sine arme, lagde jeg mit hoved ind mod hans bryst, og prøvede på at ignorere smerten i min hånd.

Der gik heller ikke lang tid før, at ambulancen kom, og før lægerne kunne konkludere, at min hånd kun var svagt forstuvet, og at der ikke var sket noget alvorligt. Harry kunne dog ikke lade være med at gå forvirret rundt, uden at lade sit blik forlade mig.
Han havde altid begge øjne rettet mod mig, som var han bange for, at jeg ville gå i stykker, hvis han kiggede et andet sted hen.

Da han endeligt blev placeret på en stol overfor mig, af en læge der var med ambulancen, kunne jeg se hvordan han stille mimede til mig: “Undskyld.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...