Kissmas of Opportunities ❅ Harry Styles

I julen plejer det at være misteltenen, der tvinger unge som gamle til at dele et kys i vinterkulden, men denne decembermåned må Olivia skyde skylden på sine venner. Til en ellers normal filmaften beslutter hendes venner, at hun og hendes bedste ven, Harry Styles, skal kæmpe sig igennem '12 Days of Kissmas', medmindre de vil se sig selv blive gjort til grin over for alle drengenes fans. De tager imod udfordringen uden at vide, om det vil forstærke eller ødelægge det venskab, de sammen har bygget op. Især en af dem begynder at fortryde sin beslutning, men når du har sagt A, må du også sige B, og så efterfølgende bekæmpe konsekvenserne.

592Likes
642Kommentarer
115183Visninger
AA

5. Ⓞ 3. december | God knows we tried


3. december  ❅  Frederikke

Det var med en underlig fornemmelse, at jeg vågnede op dagen efter ved vækkeurets kimen.
Mest af alt fordi jeg ikke vidste hvad dagen ville bringe med sig, men også fordi jeg var nervøs for, hvordan stemningen ville blive mellem Harry og jeg.
Ville det være akavet mellem os grundet vores kys dagen forinden, eller ville alt være som det plejede, hvor vi stadig kunne joke rundt med hinanden, og opføre os som to tosser?
At jeg så oveni heller ikke havde det specielt godt siden Harry og jeg blev nødt til at drikke mod til os i går, gjorde heller ikke just min morgen meget bedre. Hvem var overhovedet også kommet op med den idé om, at det var smart at drikke sig okay fuld på en hverdag? Én ting var hvert fald sikkert - hvis jeg skulle drikke igen, blev det i weekenderne. Ikke når jeg skulle tidligt op dagen efter, for at sidde en hel dag på skolebænken og koncentrere mig.

Dog var der ikke tid til så megen undren hvad angik dette emne og ikke så meget tid til at have ondt af mig selv, da skolen kaldte. Egentligt var det ikke fordi jeg havde en trængende lyst til at tage i skole, for hvis det betød at jeg kunne ligge under dynen hele dagen, havde jeg klart gået med sidste mulighed.
Problemet var bare, at der intet var at gøre, når skolebænken kaldte.

Lydløst fik jeg gjort mig klar, og nåede ud af døren uden at vække min bedste ven, der lå og sov i rummet ved siden af mit.

Skoledagen gik i det samme langsomme tempo som jeg efterhånden var vant til. Lærerne kørte på i den samme smøre, hvilket af og til fik timerne til at føles som flere år, og da vi kom til pauserne, var det som om vi kun nåede at sætte os ned, før vi endnu en gang måtte vade fra det ene klasselokale til det andet, og igen måtte fokusere og lytte efter.
Til tider var det hårdt at skulle fokusere, når fag som historie på ingen måde fangede min interesse. Dog vidste jeg også, at jeg blev nødt til at tage netop disse klasser, da det var obligatorisk.
Det var mere markedsorienteret fag, som jeg interesserede mig for, hvor man skulle arbejde med forskellige former for økonomi, og hvor man havde fokus på det at være i besiddelse af penge. Egentligt var det Harry der i sin tid havde fået mig talt ind til, at vælge det som mit speciale. Mest af alt fordi vi begge to, i fællesskab, ville starte vores egen bank op, da vi var mindre.  

Alligevel var det en befrielse for mig, da jeg fik låst hoveddøren op til Harrys og min lejlighed, og endeligt kunne smide min tunge rygsæk fra mig på sofaen.

Harry var ikke at se nogen steder, da han tidligere på ugen havde fortalt om det møde han havde med det andre drenge og deres band. Deres management ville have dem til at optræde et par gange her i julemåneden, med nogle af de nye sange de havde arbejdet på gennem de seneste par måneder. Sange som jeg brændte for at høre dem synge, men som de ikke ville dele med os. Endnu.

Til trods for at jeg var træt og udkørt efter en hård dag, besluttede jeg mig alligevel for at gå ud i køkkenet og gøre mig nyttig. Her trak jeg en kageopskrift frem fra en gammel bog min mor havde givet mig, da Harry og jeg flyttede sammen.
Egentligt var det ikke fordi jeg var den helt store specialist i at bage, men jeg fandt det på en underlig måde afslappende, at slippe alt jeg havde i hænderne, for at lade magien flyde ud i den kage jeg nu havde valgt at bage.
Fordi jeg vidste, at Harry elskede julekager, hvilket passede perfekt til denne tid, var det hvad jeg endte med at hive ingredienserne frem til at kunne lave.

Dog nåede jeg ikke specielt langt hvad angik mit bageri, da et par hænder greb fat om mig bagfra og trak mig ind i et kram.
Da jeg kunne høre en hæs stemme grine, var jeg heller ikke i tvivl om hvem det var.

“Hej Harry,” grinede jeg kort, mens jeg mest af alt prøvede på at ignorere den akavede stemning, jeg vidste der ville opstå mellem os. “Hvordan var mødet med bandet? Hvad snakkede I om? Fik I skrevet flere sange? Var nogle af de andre piger der? Va-”

“Livi, rolig rolig rolig!” Jeg blev hurtigt tysset på, da jeg, som jeg altid gjorde når jeg følte mig nervøs, snakkede i vilden sky, og ikke synes at have en stopknap. “Mødet var fint. Vi snakkede bare frem og tilbage om nogle ting vi skulle fokusere på i fremtiden, og de andre piger var der ikke. Grace er stadig i USA, Ella har travlt med både skolen og med butikken, og Clarice havde travlt med dagens radioudsendelse. Du var selv i skole, så det var bare os drenge.” Han kiggede mig over skulderen og fik med garanti øje på mit bagegrej.
“Hvordan har din dag ellers været?” Det var tydeligt, at han hentydede til både de tømmermænd jeg havde haft i morges, men også til hvordan jeg sikkert havde det med gårsdagens kys.

“Lang og kedelig,” indrømmede jeg. “Så derfor tænkte jeg, at jeg ville overraske dig ved at bage julekager.” Som han forhåbentligt ikke har lyst til at hjælpe med at bage. Grunden til, at jeg ikke ville have Harrys hjælp hvad angik mit bageri, var fordi han altid formåede at få køkkenet til at ligne en svinesti.
Sidste gang vi havde bagt sammen, endte halvdelen af dejen i loftet, da han fandt det ufatteligt sjovt at kaste rundt med det, og lade det hele ende i en madkrig.
En ting der ikke skulle gentage sig.

“Du kender mig alt for godt til at vide, at jeg elsker julekager,” storsmilede han inden han af ren vane kyssede mig i panden, og fortsatte hen til skuffen med forklæder. “Så derfor melder jeg mig også frivilligt til at hjælpe dig.”

“Harry - du rører ingen ting.” Selvom det var ondt at stoppe ham fra at bage med mig, blev jeg også bare nødt til at gøre hvad der skulle gøres. “Jeg skal nok selv klare bageriet. Gå nu ind og se lidt fjernsyn, og slap af. Du har haft en hård dag i dag.” Løgn. Hvis han havde haft en hård dag, ved bare at hænge ud med drengene og deres band, hvad havde jeg så ikke haft?
Skole var udmattende.

“Nah - jeg er ikke træt, så lad mig nu hjælpe.” Uden at give mig en chance for at reagere, hoppede han hurtigt forbi mig, og stak uden tøven hånden ned i det store glas med mel.
Melen som var beregnet til at komme i skålen og på bordet ligeså, endte langt fra på de planlagte destinationer.

For som forudset, var Harry ikke lang tid om at smide rundt med det.

Melen fik han bevidst smidt i hovedet på mig, samt i mit hår, hvilket hurtigt fik givet mit hår en hvid-brun nuance. En ny hårfarve, der mest af alt lignede jeg ved ikke hvad.

“Harry,” udbrød jeg overrasket og forarget over, at han ikke snart blev lidt voksen. “Du skal ik-”

Endnu en håndfuld mel blev smidt i hovedet på mig.

“Okay, det var dråben,” hvinede jeg, inden jeg valgte at opgive håbet om overhovedet at få bagt bare et par enkelte kage. Jeg smed derfor mit bagegrej fra mig, greb også fat i en håndfuld mel, og kastede det efter Harry.
Da han sendte mig et overrasket blik, rystede jeg kort på hovedet. “Du bad selv om det, Styles.”

Harry og jeg omtalte aldrig hinanden ved efternavne, med mindre det var noget alvorligt vi havde at sige eller påpege. I dette tilfælde, måtte han også forstå alvoren i, at han snart var nødt til at opføre sig som en på 20, og ikke som en på 13.

Vores melkamp fortsatte i små fem minutter, inden vi blev afbrudt ved at en banken pludseligt hørtes. Spørgende kiggede jeg over på min bedste ven. Havde han inviteret nogen her over, eller var det uanmeldte gæster?

“Jeg åbner,” fik jeg kort sagt, og inden Harry kunne nå at reagere var jeg allerede ude ved hoveddøren. Fire velkendte ansigter var hvad jeg blev mødt af, da jeg fik svunget døren op.
Fire smilende drengeansigter, der alle så ud til at kunne bryde sammen af grin, hvornår det skulle være - sikkert på grund af hvordan jeg så ud på nuværende tidspunkt.

Louis var den første til at bryde stilheden. “Er der sprunget en bombe herinde, eller hvad er grunden til, at du er dækket ind i mel?” Det var ikke svært at se, at han prøvede på at holde et grin inde, da han snakkede. Niall derimod kunne åbenbart ikke lade være med at finde hele situationen ustyrligt sjov, for han brød ud i latter sekundet efter Louis var færdig med at snakke.

Et lille og forsigtigt smil viste sig også på mine læber, da Nialls gode humør hurtigt smittede af på mig. “Spørg jeres bedste ven om hvad der er sket.” Harry havde brug for at få skylden for dette. Og derudover havde han også brug for at få fortalt af andre end mig selv, at han dertil også var den rette person til at rydde alt rodet op. “Men kom indenfor, drenge. Det er dejligt at se jer.”

Til trods for, at det kun var godt og vel to dage siden jeg sidst havde set dem, var det altid dejligt med uventet besøg fra dem. De var alle mine tætte venner, og jeg elskede at have dem omkring mig.

Vi gik alle ind mod køkkenet, hvor vi fandt Harry stående, klar med endnu en håndfuld mel placeret i sin hånd. Han endte dog med at smile stort, da han så drengene, og lod igen melet falde tilbage i sin pose. Heldigvis.

Som snakken gik mellem os, endte vi selvfølgelig også med at komme ind på emnet om Harrys og min udfordring. Om vores udfordring med at skulle kysse hinanden.
Det var med garanti kun derfor, at drengene i første omgang var kommet. For at finde ud af, hvordan vi havde klaret vores første kys, og om hvordan forholdet mellem os var efterfølgende.
Liam var personen der endte med at bringe det på banen. “Så fortæl os om jeres kys.”

“Var det godt? Og nåede isterningen at smelte helt, inden I stoppede?” Niall, der virkede til at være mest spændt, kunne ikke holde spændingen ud, og slyngede derfor en masse spørgsmål i hovedet på os.
Et svar var dog ikke hvad han fik, da Harry og jeg bare endte med at kigge på hinanden, netop som spørgsmålet blev bragt på banen. Hvad skulle vi også svare?

Forhåbentligt ville han være den første til at tage ordet, og derfor også ville være ham der skulle beskrive kysset. Jeg selv håbede på at kunne se til ude fra sidelinjen, selvom jeg godt vidste, hvor usandsynligt det var.

“Ehmm…” startede Harry ud, inden han kiggede panisk over på mig. Jeg prøvede på at sende ham et opmuntrende og accepterende blik, som et tegn på, at han hellere måtte smide alle kortene på bordet fra starten af. “Vi kyssede ja.” Svaret endte med at blive kort og godt.

“Er det det hele? Intet andet end bare et hurtigt kys?” Zayn blinkede med sit ene øje i retning af os. “Jeg håber for jer, at I nåede at give isterningen videre, inden I trak jer ud af kysset.”

Siden Harry tidligere havde svaret, følte jeg mig tvunget til nu at tage skeen i min hånd, og føre ordet for os: “vi nåede at give isterningen videre jo. Men det var bare kort.”

“Isterningen var næsten smeltet inden jeg fik den i munden,” påpegede Harry. “Livi blev ved med at tøve, da vi stod og var klar til at kysse. Så det var ikke fordi der var meget isterning at tage af, da vi endeligt kyssede.” Jeg gav hurtigt Harry et smæk på armen, i håb om, at han bare ville holde sin mund, og undlade at fortælle de andre drenge alle detaljerne, såsom at jeg var ufatteligt nervøs for at kysse min bedste ven.

“Såååå….” Louis virkede tydeligt ikke til at kunne finde de rette ord. “Hvordan har stemningen været mellem jer siden da?”

Og der kom spørgsmålet, jeg gennem de seneste par dage havde frygtet. For hvordan havde stemningen mellem Harry og jeg været? Ud fra mit synspunkt, havde jeg vel nok følt at det var ret akavet mellem os lige efter at vores læber havde været smedet sammen. Dog følte jeg ikke, at der havde været det helt store at mærke mellem os i dag. Vi opførte os som vi altid plejede, og lod det ikke påvirke os.

“Den har faktisk været overraskende god. Men Harry kunne måske godt øve sig lidt på sine kysseskills,” drillede jeg. En konstatering der fik alle andre, undtagen min krølhårede ven, til at grine. Alt han gjorde, var bare at kigge irriteret på mig.

“Så er det jo godt, at du kan lære mig hvordan man kysser, når vi skal kysse hinanden 11 gange den næste måned.” var alt han havde at sige til sit forsvar.

Og jeg måtte jeg give ham, at det var et ret godt comeback, for en som ham.

Harry 1 - Olivia 0

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...