Kissmas of Opportunities ❅ Harry Styles

I julen plejer det at være misteltenen, der tvinger unge som gamle til at dele et kys i vinterkulden, men denne decembermåned må Olivia skyde skylden på sine venner. Til en ellers normal filmaften beslutter hendes venner, at hun og hendes bedste ven, Harry Styles, skal kæmpe sig igennem '12 Days of Kissmas', medmindre de vil se sig selv blive gjort til grin over for alle drengenes fans. De tager imod udfordringen uden at vide, om det vil forstærke eller ødelægge det venskab, de sammen har bygget op. Især en af dem begynder at fortryde sin beslutning, men når du har sagt A, må du også sige B, og så efterfølgende bekæmpe konsekvenserne.

592Likes
642Kommentarer
115183Visninger
AA

20. Ⓞ 23. december | Yet all along


23. december   Frederikke

Tomhed var alt jeg kunne føle, da jeg sad på mit gamle værelse hjemme hos mine forældre i min hjemby, Watford. Det var meningen, at jeg først skulle have været kommet hjem til mine forældre i morgen, og at julen først rigtigt skulle have været gået i gang der, eftersom at Harrys og mit sidste kys skulle udføres den 24. december. Dog havde vi allerede nu misset de to sidste kys, så hvad gavn havde det vi igennem december måned havde været udsat for, hvad gjaldt de forrige kys?
Sagen var bare den, at jeg stadig ikke vidste, hvordan jeg havde det omkring hele situationen, og at jeg stadig var så sindssygt rundt på gulvet og forvirret over hans indrømmelse.

Han var stormet ud af døren efter at have tilstået, at han elskede og var forelsket i mig, og havde fået mig til at bryde sammen midt i gangen. Han havde også fået mig til at give op omkring det hele, og derfor havde jeg forladt Harrys og min lejlighed. Mest af alt af den simple grund, at jeg troede, det var det eneste rigtige at gøre. Clarice og Liam havde været hurtige til at åbne deres hjem op for mig, og havde endda ladet mig græde ud ved deres skuldre, selvom det var blevet langt over midnat.

Bedre blev det dog ikke, da Harry dagen efter blev ved med at ringe til mig, og endte med at få fat i Liam, hvorved han bad om at snakke med mig. Selvom om det var hårdt, fordi jeg ikke ville såre ham, måtte jeg dog afslå.

“Olivia, kommer du ned og hjælper med at pynte juletræet?” kunne jeg høre min mor kalde, hvilket også fik mig revet væk fra mine sørgmodige og triste tanker. Siden jeg kom herhjem til mine forældre, for godt og vel et døgn til halvandet siden, havde jeg mest af alt bare lukket mig inde på mit værelse. Selv vidste ingen af dem, hvad der var galt, og da slet ikke at Harry og jeg gennem december måned havde delt en del kys med hinanden.

“Olivia?” blev hun ved med at kalde, og gav mig ikke engang tre minutter til at reagere, før hun igen var på dupperne og bad mig komme ned.

“Jeg kommer,” halvhviskede jeg bare tilbage, og trak min røde julesweater over hovedet. Den julesweater, jeg havde fået af Harry tidligere på måneden. Grunden til, at jeg havde valgt at tage den på, var egentligt meget enkel - jeg savnede ham som bare fanden, og havde brug for at have ham ved min side, til trods for at vi ikke var på talefod på nuværende tidspunkt. Det seneste han havde givet mig, var derfor min sweater, og fordi det stadig var så ny en ting, følte jeg mig forbundet til ham på en underlig måde, når jeg havde den på.

“Hej sis,” sagde en genkendelig stemme, da jeg kom ned i stuen, hvor min familie sad i sofaerne. Egentligt havde jeg kun regnet med at det var mine forældre der skulle pynte juletræet med mig, men at min bror pludseligt sad ved siden af dem, kom som en glædelig overraskelse.

“Dylaaaaaan,” hvinede jeg, og sprang min bror i favnen. Et højt grin hørtes fra ham og fra mine forældre. “Hvad laver du her?”

Han rømmede sig kort efter at have placeret mig tilbage på jorden, sådan at jeg havde fået fodfæste. “Mor og far sagde, at du var lidt nede, og at du nok godt kunne bruge din elskede storebror ved din side.” Han kyssede mig kort i håret, hvilket sørgmodigt fik mig til at kigge ned på gulvet under mig. Hans berøring fik mig igen til at tænke på Harry, og den måde han altid kyssede mig i håret på. “Desuden har Elizabeth og jeg også noget vigtigt at fortælle jer alle.”

Elizabeth var min brors kæreste gennem fire år, og aldrig havde jeg set et par, der var mere forelsket end de to var. De ligefrem slog både Ella og Louis, Liam og Clarice samt Niall og Grace, hvilket var noget at et udtog at skulle slå.

Allerede da min bror sagde, at ham og Lizzy havde noget at fortælle os, vidste jeg godt hvor det ville føre hen.

“Oh my,” kunne jeg høre min mor sige, inden hun tog sine hænder op foran sin mund.

Dylan slap grebet om mig og gik hen til sin kæreste. “Vi skal giftes,” smilede han stort, og pressede blidt sine læber mod hendes. Farven fandt hurtigt vej til deres kinder, og deres kærlighed til hinanden fik en forfærdelig fornemmelse frem hos mig. Selvom jeg burde være glad på deres vegne, var det også bare svært, når jeg selv vidste hvad jeg gik igennem.
Deres kærlighed fik mig til at savne Harry endnu mere, og fik mig til at længtes efter de kys vi gennem december måned havde delt med hinanden.

“Jeg… Jeg er glad på jeres vegne, men jeg bliver nødt til at gå,” fik jeg fremstammet, da mine tanker og længsler efter min bedste ven fik mig skræmt på et punkt, så jeg simpelthen blev nødt til at snakke med en eller anden om det. Ikke en eller anden som var i min familie, men som var en af mine tætteste veninder. End ikke drengene i Harrys og min vennegruppe kunne bruges på dette tidspunkt. Alt jeg havde brug for én speciel person. En person, der ikke havde været ved vores side fysisk gennem hele december måned, men som psykisk havde været der 100%.

Grace.

Jeg havde brug for at snakke med Grace.

Et lettet suk strøg ud gennem mine læber, da jeg så, at hun også var online på Skype efter at have logget på. Uden at skrive til hende først, lod jeg et videoopkald gå igennem til hende, og krydsede alt hvad jeg havde, i håb om, at hun hurtigt ville besvare opkaldet.

Det tog heller ikke lang tid før at hendes savnede ansigt og det blonde hår dukkede op på min skærm, og jeg tog mig selv i at storsmile da jeg så hende for første gang i godt og vel en måned.

“Omg Grace, hvor har jeg savnet dig,” var det første jeg udbrød, da jeg så hende sidde på skærmen foran mig. Et smil dukkede også frem på hendes læber, og hun kunne ikke lade være med at grine over mit lille udsagn.

“Livs,” startede hun ud. “Hvor har jeg dog også savnet dig, og hvor er det lang tid siden, jeg har set dig.” At Grace havde været væk fra os alle i et godt stykke tid havde taget hårdt på os. Dog var det mest Niall, der havde været påvirket af det hele, grundet det, at han ikke havde set sin kæreste og ikke havde haft hende ved sin side.
At endnu et kærestepar dukkede op i mine tanker, fik mig til at kigge ned i bordpladen under mig. Hvordan kunne det være, at alle de glade og lykkelige par skulle dukke op i mine erindringer, mens jeg selv sad her, alene og fortabt på mit værelse, uden at have nogen jeg kunne putte mig ind til og søge ly hos?

“Men hvad bringer dig til sådan pludseligt at ringe til mig?” Da hun opdagede, hvordan hun havde sagt det, fik hun dog hurtigt tilføjet: “ikke at jeg ikke vil snakke med dig, for det ved du, at jeg hellere end gerne vil, men jeg troede, at du havde travlt med at hygge dig med Harry og gøre klar til julen.”

Ved Harrys navn kunne jeg mærke, hvordan tårerne pressede sig på. Grace vidste selvfølgelig ikke, hvordan hele forløbet med vores udfordring havde udformet sig, medmindre Niall havde holdt hende opdateret, og at Harry og jeg ikke snakkede sammen, var hun sikkert stadig uvidende om.

“Det var faktisk derfor jeg ringede,” indrømmede jeg. “Jeg har brug for en venindesnak.”

Hendes blik ændrede sig dristigt, da hun kunne se, hvor ked af det jeg så ud, og hun fik med det samme medlidenhed og medfølelse med mig.

“Er der problemer mellem Harry og dig, dear?” Jeg nikkede som svar. “Åh sig frem, love.”

Og derfra begyndte jeg så at forklare hende om hvordan udfordringen var startet den anden dag i december, og hvordan vi indtil det tiende kys havde udført hvert eneste udfordring. Hun fik også smøren om, hvordan kyssene blev mere og mere intense og kærlige for hver anden dag, der gik. Grace afbrød mig ikke én eneste gang, mens jeg snakkede, og sad og nikkede en gang imellem.

“Og her den anden dag skete der noget udover det sædvanlige.” Det var tid til at hoppe frem til mit store dilemma, og få hendes hjælp til hvad jeg skulle gøre. “Harry havde været fjern i et par dage, og havde ikke rigtigt lavet andet end at sidde indelukket på sit værelse, så da vi skulle til basketball kampen, hvor vi skulle lave vores Kiss-Cam udfordring, begyndte vi at diskutere i gangen, hvor han ud af det blå pludseligt bare kyssede mig.”
At tænke tilbage på den diskussion, og den dag, der havde hjemsøgt mig i så lang tid efterhånden, gjorde ondt, og fik tårerne til at hobe sig frem hos mig.

“Vi begyndte at diskutere om, at han mente han havde brug for mig på en anden måde, end jeg havde brug for ham på, og at jeg ikke kunne forstå, hvad der var galt med ham. Men selvfølgelig kunne jeg ikke forstå det, da han ikke fortalt mig hvilke ting, der gik og nagede ham. Drengen holdt det for sig selv, indtil han pludseligt udbrød, at han elskede mig mere end jeg nogensinde ville kunne komme til at elske ham og at han…”

Som det havde gjort den dag i gangen, så gik det også galt for mig her på mit eget værelse, da tårerne, for tusinde gang de sidste dage, fik frit løb og trillede stille ned af mine kinder.

“Han sagde, at han var forelsket i mig, Grace.” Jeg hulkede kort. “Harry er forelsket i mig, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.”

Det var svært for Grace at gøre noget, og da jeg kiggede på hende på computerskærmen, kunne jeg se, hvordan hun også havde fået tårer i øjnene. “Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne trække dig ind i et varmt og stort kram lige nu, Livs. Det piner mig at se dig sådan her.”

“Han løb ud af døren efter at have indrømmet, at han så mig som mere end en ven… Og hvad gjorde jeg? Jeg lod ham løbe, og brød sammen i midt på gulvet, som den idiot jeg er.”

“Hey hey hey!” tyssede hun stille. “Du er ingen idiot, og måske Harry havde brug for at være lidt alene. Det er trods alt en stor indrømmelse, han lige havde givet dig.”

Hun virkede til at tage så let på tingene, og virkede ikke just til at være overrasket over det jeg fortalte hende. Som vidste hun det allerede. “Grace?” Denne gang var det hendes tur til at nikke. “Vidste du godt allerede, at Harry havde sagt det til mig?”

Endnu en gang nikkede hun på hovedet. “Niall ringede og sagde det til mig efter at have hørt det fra Liam, der havde hørt det fra Louis.” Rygterne gik åbenbart hurtigt i vores vennekreds, men jeg havde underligt nok intet imod det. De fortjente at vide, hvad der foregik omkring dem.

“Han havde besøgt Louis og Ella i går, og havde vist været helt ude af den.” At høre min veninde snakke om, hvor følelsesladet Harry havde været, og hvor påvirket han stadig var af situationen fik mig til at græde endnu mere. “De fortalte ham om meningen og planen bag jeres udfordring, og det hjalp heller ikke på situationen.”

Planen bag Harrys og min udfordring? Hvad snakkede hun om?

“Grace, jeg tror ikke jeg forstår…”

Hendes blik flakkede, da jeg stillede hende det indirekte spørgsmål, og hun virkede tydeligvis til at være en person, der havde snakket over sig.

“Grace,” sagde jeg igen, og prøvede på at styre mine hulk, sådan, at hun kunne lægge kortene på bordet og komme til kort med mig. Jeg blev nødt til at vide, hvad hun mente.

“Meningen med din og Harrys udfordring om at kysse hinanden tolv gange gennem december måned, var at få jer til at indse, hvor meget I elskede hinanden.”

“Men vi elsker hinanden,” svarede jeg hurtigt. Dog vidste jeg også godt inderst inde, at det ikke var på den måde, hun havde mente. Ikke at vi elskede hinanden på vennemåden.

“Vi håbede på, at jeres kys og alt den tid, I skulle bruge sammen, ville få jer til at forelske jer i hinanden.” Selvom hendes tilståelse burde komme bag på mig, overraskede den mig ikke just.
Selvfølgelig havde det været den hentydning og selvfølgelig håbede de på, at Harry og jeg kunne indse hvor perfekte vi var for hinanden.

“Og Harry blev forelsket i mig.” Da jeg hviskede ordene for mig selv, alligevel højt nok til at Grace kunne høre det, gik det op for mig, at de havde haft ret i det, de håbede på at kunne få ud af udfordringen. “Og jeg…”

“Blev du forelsket i ham også, Livs? Fik du sommerfugle i maven, når I kyssede, og blev du varm indeni, når han kærtegnede din kind? Fik du lyst til at øjeblikket mellem jer, når I kyssede, ikke skulle stoppe, og at I ville være smedet sammen til evig tid?” Stadig virkede hun så rolig.

Jeg tænkte kort over tingene inden jeg besvarede hendes spørgsmål. “Ikke i starten nej. Der ville jeg bare have vores kys overstået.” At jeg ligefrem havde valgt kun at kysse Harry i ganske få sekunder i starten, fik mig til at fortryde mine handlinger på nuværende tidspunkt.

“Hvad så med senere hen? Efter at udfordringen udformede sig til at kyssene skulle blive mere intense og følelsesladede? Begyndte du så at kunne føle, hvordan Harry fuldendte dig, og hvor dejlig tilpas han gjorde dig, ved blot at presse sine læber mod dine? Hvor tryg han gjorde dig, ved blot at give dig sin tilstedeværelse?”

Som hun snakkede, nikkede jeg på hovedet. “Især til sidst begyndte jeg at tvivle på, om det var nogen god idé at blive ved, og om jeg nogensinde ville kunne rive mig fri fra ham, hvis han igen lod sine læber ramme mine.”

De ord jeg indrømmede overfor Grace, så ikke kun ud til at komme bag på hende taget i betragtning af hendes udtryk, men de kom også bag på mig selv. Aldrig havde jeg ladet mig selv have disse tanker om Harry, og aldrig havde jeg taget mine spekulationer op med mig selv, og havde tænkt dem igennem. Jeg havde bare ladet dem passere, hvorpå jeg så havde ladet det ligge.

“Oh my god, Grace,” udbrød jeg forarget over det emne vi lige havde snakket om, og om de tanker jeg havde haft. “Grace jeg-”
For tusinde gang i min venindes og min samtale stoppede jeg midt i en sætning, og måtte tage mig selv i at blive distraheret af mine tanker.

“Olivia, hvordan har du det med Harry?” spurgte hun ærligt om, og håbede sikkert også på at få et lige så ærligt svar tilbage.

“Grace, jeg tror jeg elsker ham…” Ikke bare tror, for søren. “Jeg tror jeg elsker ham som mere end min bedste ven.” Hun nikkede tilfreds på hovedet.

“Jeg er forelsket i Harry…” Det var først, da jeg sagde det højt, at det egentligt også gik op for mig selv, at jeg var faldet, og at jeg var faldet hårdt for ham. “Jeg er forelsket i min bedste ven,” gentog jeg, for at få ordene slået fast, især overfor mig selv.
Min indrømmelse gjorde dog også ondt, for jeg vidste, at selvom jeg nu var forelsket i Harry, efter at Grace næsten måtte banke det ind i hovedet på mig, ikke kunne gøre noget. Jeg kunne ikke ringe til ham og forklare ham det. Hvad ville han så ikke tænke?

At jeg måske kun ringede og sige det til ham, sådan at jeg ikke ville miste ham? For at bevare vores venskab.

“Men han kan ikke vide det,” endte jeg så med at sige til Grace, der stadig intet havde sagt til det jeg lige havde indrømmet. “Han må ikke vide, at hans følelser er gengældt.”

“Livs, du kan sku da ikke lade være med at fortælle drengen, at du er forelsket i ham, når du allerede med garanti ved, at han føler det samme for dig. Det er jo næsten som at begå selvmord for åben tv.” Hendes dårlige sammenligning, kunne ikke lade være med at få mig til at trække på smilebåndet. Til tider sagde den tøs nogle underlige ting, der helt klart fik mig bekræftet i, at hun passede perfekt sammen med Niall, og at de to fuldendte hinanden på bedste vis. “Du bliver nødt til at fortælle det til ham.”

“Jeg kan ikke…”

“Og hvorfor så ikke det?” Selvfølgelig forstod hun ikke hvorfor mine følelser måtte forblive hemmelige, især over for Harry. Han kunne bare ikke vide, at jeg også følte noget for ham. Ikke på den måde han havde løbet væk fra mig på, og havde efterladt mig grædende tilbage i gangen.

“Han vil ikke tro på mig, hvis jeg siger det til ham. Og jeg vil aldrig kunne være en god nok kæreste. Jeg vil aldrig være det han fortjener, for han fortjener så meget bedre end mig.”
Jeg selv vidste godt, at jeg langt fra var god nok til Harry, og at den dreng fortjente hele verden. Han fortjente bedre.

“Har du hørt på dig selv, love?” Grace hævede stemmen i håb om, at det ville få mig til at lytte godt efter. “Kan du høre, hvor latterlig du selv er lige nu? Selvfølgelig vil du have Harry til at have det bedste i hele verden, og ved du hvad?” Jeg rystede tårefyldt på hovedet.

“Du er det bedste Harry nogensinde kunne ønske sig. Du er hans verden, og du er den manglede brik i hans puslespil, ligeså vel som han er din manglende brik. I to fuldender hinanden på et punkt mange mennesker ikke forstår, og det var derfor vi lavede udfordringen til jer. For at få jer til at indse, netop hvor perfekte I er for hinanden. Så giv det lidt tid. Tænk over hvad du kan gøre for at fortælle Harry, hvordan du føler for ham, og spring så ud i det. Du ved han aldrig vil lade dig gå, og uanset om det så ikke fungerer, så vil du aldrig miste ham, lige så vel som han aldrig vil miste dig. Det er jeres bånd for stærkt til.”

Ud fra de ord Grace fortalte mig, skulle man næsten tro, at Clarice sad ved siden af hende og dikterede hver eneste sætning hun skulle sige, da det altid var hende, der plejede at komme med de gode råd. Dog viste det også bare, hvor heldig jeg havde været når det vedkom mine bedste veninder og venner, da de alle formåede at hjælpe end. Selv i de sværeste situationer.

“Fortæl, at du elsker ham, når den rette tid er inde, dear, og jeg lover dig for, at du vil gøre Harry til verdens lykkeligste dreng.”

Hendes ord sivede lige så stille ind hos mig, og det gik op for mig, at hun havde ret. Hun havde ret i det, hun sagde. Harry fortjente verdenen, og hvis Grace havde ret i det, hun havde sagt, var jeg hans såkaldte ‘verden’. Han var min øjesten, og han var den, jeg havde allermest kær, så jeg kunne kun håbe på, at han havde det på samme måde.

“Når du kommer hjem i morgen, giver jeg dig verdens største kram for at have hjulpet mig med så mange ting i dag, Grace.” Det var planlagt at Grace skulle komme tilbage til Storbritannien i morgen, og at hende og Niall så skulle tage videre til Irland senere på aftenen for at holde jul med hans familie.

“Ja, angående det…” Hendes ansigtsudtryk ændrede sig, da jeg nævnte julen og hjemvendelsen til England. “Jeg kommer ikke hjem til jul, og jeg ved ikke hvordan jeg skal fortælle det til Niall. De har lovet snestorm i New York, og har aflyst alt flytrafik ud af landet indtil den 26.”

Jeg kunne se hvor meget det gik Grace på, og hvor stort et dilemma det var for hende, at hun ikke ville kunne komme hjem til Niall. At hun så havde valgt at holde det tæt, indtil jeg havde fået opklaret og forklaret hende mine problemer, var noget jeg ikke kunne takke hende nok for. Bare det, at hun holdt trit med det, der nagede hende, for at kunne støtte op om mig, gjorde hende til en fantastisk veninde.

Derfor vidste jeg også, at det nu var min tur til at hjælpe hende og få nogle positive tanker banket ind i hendes hoved.

“Bare husk på, at uanset hvad der sker, og uanset hvor du holder jul, så ved du i det mindste, at Niall vil tænke på dig hvert eneste sekund af dagen, og at han ville ønske, han var ved din side.”

Hun sukkede kort. “Præcist som Harry vil med dig, love.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...