Kissmas of Opportunities ❅ Harry Styles

I julen plejer det at være misteltenen, der tvinger unge som gamle til at dele et kys i vinterkulden, men denne decembermåned må Olivia skyde skylden på sine venner. Til en ellers normal filmaften beslutter hendes venner, at hun og hendes bedste ven, Harry Styles, skal kæmpe sig igennem '12 Days of Kissmas', medmindre de vil se sig selv blive gjort til grin over for alle drengenes fans. De tager imod udfordringen uden at vide, om det vil forstærke eller ødelægge det venskab, de sammen har bygget op. Især en af dem begynder at fortryde sin beslutning, men når du har sagt A, må du også sige B, og så efterfølgende bekæmpe konsekvenserne.

591Likes
642Kommentarer
115150Visninger
AA

18. Ⓗ 21. december | Long before we both thought the same thing


21. december   Laura

Det er nemlig der, du tager fejl, Olivia.” Jeg burde ikke fortælle hende det, men jeg kunne ikke holde det inde længere. “Tro mig - jeg elsker dig. Mere end jeg burde gøre, og det er derfor, jeg har brug for at komme væk. Jeg har brug for ikke hele tiden at have dig som en distraktion, og hele tiden at blive mindet om, hvad jeg går glip af, ved nu at lade dig gå.” Jeg vidste, at jeg gjorde hende endnu mere forvirret end hun allerede var, men jeg måtte fortælle hende sandheden. Vi fortalte hinanden alt.

Olivia så på mig. “Stop.” Vores blikke fandt hinanden. “Harry, jeg kan ikke se, hvad problemet er? Hvorfor kan vi ikke bare tage til den der lorte basketball kamp og få det kys overstået, så vi kan komme videre med vores liv?” Hendes ordvalg ramte mig hårdt. Komme videre. Jeg ønskede ikke at komme videre.

“Problemet er, at jeg for fanden er forelsket i dig, og at jeg ikke har lyst til at få det kys overstået, som betød det ingenting for nogen af os. De kys betyder alt for mig-”

Jeg vågnede med et sæt og mærkede sveden pible frem på min pande og rystede nogle få gange, før jeg fik overtag over min egen krop. Forfærdet træk jeg hurtigt og tungt vejret, da jeg var blevet mindet om den forfærdelige episode med Olivia i går. Jeg hadede det faktum, at jeg havde fortalt hende sandheden, men igen, så vidste jeg godt, at det var det eneste rigtige. Jeg kunne ikke leve en løgn ved siden af hende som blot hendes bedste ven - det var bare ikke rigtigt.

Et billede af Olivia tonede sig frem foran mig, og jeg forestillede mig hende stå foran mig og give det sødeste smil, hun havde. Hendes flotte brune hår hang fladt ned over hendes skuldre. Men pludselig forsvandt hun for mit syn, og da jeg aldrig ønskede at miste hende, blev jeg nervøs og bange.

Der var noget galt, jeg kunne mærke det.

En følelse af angst voksede sig stor inden i mig, da jeg hurtigt slog dynen af min krop, trodsede kulden og spurtede ind til Olivias værelse. Jeg blev nødt til at vide, om hun var okay. Jeg burde sige undskyld - alt for at hun havde det godt. Det var det eneste vigtige for mig, også selv om jeg så skulle gå rundt og have det dårligt. Olivia var min første prioritet.

Jeg gled hen ad gulvet, men fik bremset mig selv ved hendes dørkarm. Straks som jeg befandt mig der, og kunne se ind, bemærkede jeg det. Hendes seng var tom. Det var som om hele min verden stoppede, da jeg stod der og kiggede på den tomme seng. Hun kunne ikke være taget væk, det kunne ikke være rigtigt. Jeg håbede inderligt, at jeg ikke havde ret, og gik ud i køkkenet, stuen, badeværelset - men ingen af stederne, var hun. Da jeg i min søgen åbnede hendes tøjskab og så, at der kun hang sommerbluser tilbage, blev jeg helt sikker i min sag.

Olivia var taget hjem før tid, og det var på grund af mig.

Frustreret og såret gik jeg over til hendes seng og smed mig i den, da jeg ønskede at være nær det eneste, jeg havde tilbage lige nu. Hendes duft var bedre, end den plejede at være, men det var nok bare savnet, der gjorde mig helt ør i hovedet. Jeg lagde mit hoved på hendes pude og duftede til hendes egen duft, der stadig hang i pudens stof. Hvordan kunne jeg være så dum at fortælle Olivia, at jeg var forelsket hende? Det var jo klart, at jeg havde forskrækket hende, og at hun derfor var taget hjem for at komme væk fra mig. Tanken om, at jeg skræmte hende, og at jeg havde gjort hende så ked af det, fik mig næsten til at græde. Olivia betød bare så meget for mig. Hun var jo min bedste veninde. Jeg lukkede øjnene i, og så den nat for mig, hvor hun var kommet ind, fordi hun havde mareridt. Det var en af de bedste ting, jeg havde oplevet med hende, da jeg fik lov til virkelig at holde om hende og vise, at jeg altid ville passe på hende. Pludselig hørte jeg Olivias stemme for mig, og åbnede øjne, da jeg holdt fast i det håb, at hun var kommet tilbage. Desværre resulterede det i stedet i, at jeg huskede, hvordan hun havde fortalt mig om sit mareridt den nat.

“For at irritere dig, som jeg altid gør om morgenen, gik jeg ind på dit værelse, men da jeg åbnede din dør, var du der ikke.”

Det gik op for mig, at jeg udlevede Olivias mareridt. I stedet for, at hun oplevede det i virkeligheden, var jeg nu fanget i et forfærdeligt set-up uden min bedste veninde ved min side. Jeg mærkede, hvordan en tåre pressede sig på, men jeg ville ikke græde. Jeg måtte bare indrømme, at jeg savnede hende. Ikke nok med, at jeg måske havde mistet hende, så var hun min bedste veninde, og det her var i hvert fald ikke som, når jeg var væk på tour - det her var anderledes. Måske ville jeg aldrig få hende tilbage igen.

Der var gået timer, det var det eneste, jeg var klar over. Siden det hele havde forårsaget en indre kamp i mine tanker, var jeg gået ned. Jeg havde ingenting magtet, jeg havde blot været i Olivias seng og drømt tanker om, at når jeg stod op, ville hun være tilbage. Desværre vidste jeg godt, at det ikke ville ske i dag. Det blev en realitet, da mobilen ringede inde fra mit soveværelse, og jeg følte mig nødsaget til at tage den. Med mine tilbageværende kræfter fik jeg sat mig op i sengen og slentrede ind på værelset. Da jeg så, at Liams navn tonede hen over skærmen, tog jeg hurtigt fat i min mobilen i håb om, at han vidste et eller andet.

“Hej,” hilste han, da han kunne høre, at jeg havde taget telefonen. “Er du hjemme?” spurgte han med en usikker stemme, der var et uvant element for Liam.

Jeg nikkede sløvt, men huskede efter nogle sekunder, at han ikke kunne se mig. “Jeg er på mit værelse, ja,” svarede jeg lavt, da jeg intet overskud havde.

“Så du har ikke været oppe, eller?” spurgte Liam, og prøvede at finde ud af, om jeg havde indset, at jeg var alene hjemme.

“Hvorfor føler jeg, at du ved mere, end du burde?” spurgte jeg ham i stedet for at svare og afventede min vens reaktion. Jeg ønskede ikke at fortælle ham, at jeg faktisk håbede, han kunne fortælle mig noget om Olivia.

Liam tøvede. “Hun er her, Harry. Clarice hentede hende tæt på midnat i går,” forklarede han, og da jeg indså hans ord, var jeg tæt på at falde sammen. Hun havde altså valgt at tage væk herfra, og det havde været for sent at gøre det i dag. Jeg følte mig som en idiot. Det var jo aldrig min intention at såre hende, og især ikke at få hende til at flygte fra vores lejlighed.

“Har hun sagt noget? Åh Gud, Liam, jeg har været et fjols,” sukkede jeg opgivende og ønskede bare at grave mig ned i et stort hul og aldrig komme op igen.

“Jeg tror, at Clarice ved det, men det eneste Olivia har sagt til mig er, at det ikke går så godt imellem jer lige nu. Har du lyst til at forklare, eller?” spurgte han mig.

Mit blik faldt til jorden, mens jeg tænkte. Var det forkert at fortælle Liam det, eller skulle jeg? “Jeg …” Jeg tog en dyb indånding, før jeg fortsatte. “Jeg fortalte hende, hvordan jeg følte,” mumlede jeg og lod mit blik kigge ud af vinduet, og først nu opdagede jeg, at sneen faldt fra en flot himmel. Et lille smil fandt frem til mine læber, men så snart jeg indså det, forsvandt det igen.

“Og hvordan føler du så, om jeg må spørge,” kom det fra Liam, der bragte mig tilbage til virkeligheden.

Jeg sukkede. “Jeg elsker hende, Liam. Jeg fortalte hende, at jeg var forelsket hende.” Der var en stilhed, og jeg hadede det.

“Hvor længe har du vidst det?” spurgte Liam efter noget tid.

Jeg trak på skuldrene. “Ikke særlig lang tid,” mumlede jeg og fik pludselig en åndssvag idé, men det var nok det eneste, der kunne redde vores venskab. “Men tror du, at jeg kom komme over? Jeg bliver nødt til at snakke med hende,” protesterede jeg.  

“Desværre, Harry. Jeg burde ikke engang fortælle dig, at hun var her. Jeg ønskede bare, at du skulle vide, hun var okay - vi passer på hende.” Liams ord gjorde ondt, da jeg var den person, der plejede at passe på Olivia. Det var mig, der slog armene om hende, når hun var ked af det, mig, der hjalp hende igennem de sværeste tider i skolen, og mig, hun delte det meste af hendes dag med. Forhåbentlig kunne det blive det samme igen, men vi ville begge leve en løgn, hvis vi forblev bedste venner og kun det.

“Men … Liam, hvad skal jeg gøre?” spurgte jeg ham panisk. “Jeg vil ikke miste hende, dog er jeg bange for, at jeg allerede har gjort det,” pointerede jeg og sukkede. Måske skulle jeg bare have ladet vær med at fortælle hende det og have levet videre som bedste venner. Så havde jeg i det mindste ikke mistet hende.

Liam tøvede i den anden ende, og det føltes som om sekunderne blev til minutter. “Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle dig, at alting nok skulle blive okay igen, men ih, det var ikke det her, der var meningen,” brokkede Liam sig, hvilket fik mig til at blive mere opmærksom.

“Meningen? Meningen med hvad?” spurgte jeg forvirret.

“Ikke noget, ikke noget,” sagde han og prøvede at komme udenom det, han havde sagt. “Men hvorfor prøver du ikke at få hende tilbage. Du er kreativ, jeg er sikker på, at du kan finde på noget, der vil overbevise hende om, at I skal forblive bedste venner,” foreslog han i stedet, og for første gang, formåede han at få mig væk fra det emne, han ikke ønskede skulle diskuteres.

Jeg sukkede. “Men hvordan, Liam?”

“Du havde købt den der halskæde til hende ikke, og hvad med sangen, du skulle skrive? Du kan godt Harry, det er jeg sikker på,” sagde han og jeg kunne mærke, at han smilede i den anden ende.

Det gik op for mig, at Liam havde ret, og han havde lige givet mig en fantastisk idé. “Du har ret, Liam!” udbrød jeg. “Jeg bliver nødt til at smutte, jeg skal have min bedste veninde tilbage,” erklærede jeg med et stort smil og lagde hurtigt på, så jeg kunne få fred til at forberede mig.

Jeg skyndte mig at finde min guitar og sangblok frem, da mine idéer endelig begyndte at eksplodere i mine tanker. Nu når jeg havde indset, at jeg havde elsket Olivia siden jeg var 18, blev jeg nødt til at udnytte mine følelser. Jeg ønskede at beskrive vores historie i en sang, og samtidig synge, at jeg elskede hende. Det her havde bare at fungere, for hvis ikke, så var det for alvor slut.

I got a heart and I got a soul

Believe me I will use them both

We made a start

Be it a false one, I know

Baby, I don’t want to feel alone

Efter jeg hurtigt havde fået skrevet et vers, der passede så godt ind i min situation, smilede jeg. Det her gik bedre end jeg troede og for hvert ord, jeg fik skrevet ned, blev jeg mere og mere sikker i, at det her faktisk kunne fungere. Lige nu var min drøm at få min bedste veninde tilbage, jeg var ligeglad med, at hun måske ikke gengældte mine følelser. Hun skulle bare vide, at jeg ikke ønskede at være uden hende ved min side. Vi havde bedste venner så lang tid, at det ikke bare sådan kunne ende. Vi kendte hinanden ud af ind, vi kendte hinandens svagheder, og sådan skulle det forblive.

Sekunder tikkede fra uret i stuen, mens jeg fik skrevet idéer og ordsammensætninger ned. Jeg havde aldrig før skrevet en sang til Olivia, så at det var så let for mig, overraskede mig. Jeg kendte dog mig selv godt nok til at vide, at når jeg havde et ønske, og målbevidst gik efter det, så skulle intet stå i vejen for mig. Det her var, hvad jeg ønskede allermest lige nu, så jeg vidste præcis, hvad jeg skulle gøre. Jeg skulle bruge min guitar, sangblok, halskæden jeg havde købt og hjælp fra John. Det her skulle lykkes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...