Kissmas of Opportunities ❅ Harry Styles

I julen plejer det at være misteltenen, der tvinger unge som gamle til at dele et kys i vinterkulden, men denne decembermåned må Olivia skyde skylden på sine venner. Til en ellers normal filmaften beslutter hendes venner, at hun og hendes bedste ven, Harry Styles, skal kæmpe sig igennem '12 Days of Kissmas', medmindre de vil se sig selv blive gjort til grin over for alle drengenes fans. De tager imod udfordringen uden at vide, om det vil forstærke eller ødelægge det venskab, de sammen har bygget op. Især en af dem begynder at fortryde sin beslutning, men når du har sagt A, må du også sige B, og så efterfølgende bekæmpe konsekvenserne.

593Likes
642Kommentarer
115730Visninger
AA

15. Ⓗ 17. december | I don’t want to feel alone


17. december   Frederikke

En underlig prikken, var hvad der vækkede mig midt om natten. En prikken i min side, som ikke skyldtes mavesmerter eller en anden form for sygdom. Nej - det skyldtes min bedste veninde, der stod med sin pegefinger og gravede den ned i siden på mig, hvilket jeg først så, da jeg søvnigt åbnede øjnene.

“Livi, hvad vil du?” spurgte jeg hende træt om, inden jeg vendte mig om på den anden side, og prøvede at falde i søvn igen. Så let endte jeg dog ikke med at slippe.

“Harry?” hviskede hun tæt på mit øre, hvilket fik kuldegysningerne til at skyde gennem min krop, til trods for, at jeg i forvejen havde det ret så varmt under min dyne. Stadig halvt sovende, vendte jeg mig endnu en gang rundt i sengen, og kiggede op på hende. Først nu lod jeg mærke til, hvor sørgmodig og bange hun egentligt så ud til at være, og hvor utilpas det fik mig til at føle.

Det tog mig derfor heller ikke lang tid for at sætte mig op i sengen. “Love, er der noget galt?” Forsigtigt tog jeg hendes lille hånd i min, og trak hende ned og sidde i sengen ved siden af mig.

Hendes blik var fjernt.

“Jeg havde mareridt,” svarede hun så bare kort, uden overhovedet at ane mig et eneste blik. Normalt, når en af os fik mareridt, hvilket ikke skete så tit længere, siden vi begge var kommet os over teenagealderen, plejede vi egentligt bare at holde det for os selv. At hun så pludseligt stod her, på mit værelse, iført sine ternede natbukser, samt sin store t-shirt, fik mig alligevel til at smile.
Mest fordi jeg var glad for, at hun kom til mig, i stedet for at holde på følelserne på sit eget værelse.

“Er du noget du vil snakke om?” Af egne erfaringer, vidste jeg, at det var godt at snakke om hvad der var sket i drømmen, og hvorfor det var så forfærdeligt. Gemma, min storesøster, havde altid, da jeg var mindre, fortalt mig, at hvis man snakkede om det, ville tingene ikke ske.

Olivia endte også med at nikke kort på hovedet. “Jeg drømte, at jeg en dag vågnede op, som var det en helt normal dag. For at irritere dig, som jeg altid gør om morgenen, gik jeg ind på dit værelse, men da jeg åbnede din dør, var du der ikke. Alle dine ting var væk - din seng, dit tv, alle jeres awards, ja selv billederne af os fra dengang vi var mindre, var væk.” Først der gik det op for mig, at hun stille sad og snøftede. Som en støttende bedste ven, lagde jeg armen om hende, hvorefter jeg trak hende ind til mig og kyssede hende i håret. “Det var som om du slet ikke var her hos mig. At du slet ikke havde eksisteret, og kun havde været en indbildning.”

“Hey hey hey…” Endnu et kys blev plantet i hendes hår, mens jeg tog min finger under hendes hage, for at få hende til at kigge på mig. “Jeg er lige her.” Denne gang kyssede jeg hende i panden. “Og jeg går ingen steder.” Så et kys på kinden. “Du ved jeg altid vil være lige her, og at jeg ikke sådan uden videre forlader dig.” Olivia nikkede i takt med, at jeg snakkede. Da jeg var færdig, rejste hun sig igen op, og var ved at forlade mit værelse, uden så meget som at sige én eneste lyd.

“Livi?” sagde jeg sagte, men alligevel højt nok til, at hun vendte sig om. “Kom her.” Jeg rejste mig helt op fra sengen, gik hen mod hende, og gav hende så et stort kram. “Du kan sove herinde i nat, og så lover jeg dig, at jeg nok skal holde om dig for at vise, at jeg ikke er en illustration.”

Det var lang tid siden Livi og jeg havde sovet sammen, og tanken om, at hun pludseligt skulle ligge så tæt op ad mig, fik igen kuldegysningerne til at poppe frem.

Forsigtigt lagde hun sig ned i min seng, hvorefter jeg fulgte trop. Da hun skulle til at vende sig væk fra mig, trak jeg hende ind i min favn, og svang armen om hende, sådan at vi endte med at ligge i ske. Hende som lilleske, og jeg som den store.

“Jeg går ingen steder, Gwen Stacy,” gentog jeg, inden jeg lukkede mine øjne i, og igen faldt hen i drømmeland, efter en sidste gang at have levet mig ind i rollen som Spiderman. En helt der gav hele sit hjerte til sin udkårne - Gwen. Denne gang faldt jeg dog hen med et stort smil plantet om mine læber.

Da jeg for anden gang vågnede, kunne jeg se hvordan sollyset oplyste rummet, hvilket var et tegn på, at klokken med garanti var hen af på formiddagen. Noget der ikke betød det helt store, da Olivia allerede havde fået ferie fra skolen, og derfor ikke skulle nå noget. Deres skole havde valgt at give dem længere ferie herop til julen, da elever fra hele verden, gik på hendes skole, og derfor skulle rejse hjem og fejre højtiden.

Jeg kiggede ned på min sovende bedste veninde, som lå og puttede sig ind til mit bryst, mens hendes ene arm lå rundt om min mave. Det var underligt at have hende så tæt på mig, som hun var lige nu. Især efter det ret så lidenskabelige kys vi havde delt dagen forinden. For ikke nok med, at vores såkaldte ‘Spiderman’-kys, endte med at give mig ondt i ryggen, så jeg derfor måtte flytte mig fra sofaen, så havde det ikke stoppet os i at kysse. Af ren lyst, var vi blevet ved, og havde ikke ladet vores læber forlade hinanden. En ting der både gjorde mig forvirret men som også overraskede mig.

Spørgsmålet var nemlig - hvad var det denne her udfordring gjorde ved mig, udover at få mig til at blive godt og grundigt forvirret omkring det hele?

Mere nåede jeg ikke at overtænke situationen, da Olivia rykkede lidt på sig, for til sidst at løfte hovedet nok til, at kunne få øjenkontakt med mig. “Godmorgen, H.” Hun gabte stort, efter at have sagt godmorgen. Et gab der fik hende til at se noget så kær ud.

“Godmorgen, dear,” smilede jeg og lod mine læber presse sig mod hendes pande. “Har du sovet godt?” Forhåbentligt havde hun været hurtig til at falde i søvn igen, efter nattens hændelser og efter det mareridt hun havde haft. Det bekymrede mig, at hun havde været så ked af det, når jeg kun ville hende alt godt. Det var alt jeg ønskede for hende. At hun var glad.

“Efter at have talt om tingene, og efter at have puttet mig ind til dig, fandt jeg mere ro, og var også i stand til hurtigt at kunne falde i søvn igen.” Et forsigtigt smil viste sig på hendes læber, dog virkede det ikke alt for overbevisende. Sikkert fordi, hun tænkte tilbage på episoden i sit mareridt. “Men tak fordi du gad lytte, og putte med mig.”

“Hvornår vil jeg ikke putte med dig?” Svaret kom ud som en svag hvisken, i stedet for i et normalt toneleje. Som ville jeg ikke have Livi til at høre hvad jeg havde at sige til hende. “Du ved hvor du kan finde mig,” valgte jeg så at svare lidt højere - højt nok til at hun kunne høre det.

“Ja ved siden af mit eget værelse,” drillede hun. En kommentar, der fik vores morgen udviklet til en stor kamp om, hvem der var mest kilden, og en diskussion om, hvem der skulle lave morgenmad.
Uheldigvis var jeg den der tabte, og uheldigvis endte jeg med at brænde vores spejlæg på, da jeg skulle lave dem.

Derfor havde vi begge besluttet os for, at tage en tur ud i et stort shoppingcenter, i udkanten af byen, hvor vi både ville finde noget morgenmad, men hvor dagen også ville blive brugt på at købe julegaver.

Egentligt manglede jeg som sådan ikke julegaver til andre end Olivia. Julegaverne til drengene og de andre piger i vores vennegruppe, havde vi allerede købt med de andre par, så vi i fællesskab kunne give for lidt mere, mens gaverne til min søster, Gemma, min mor og hendes nye mand, også allerede var købt.
Olivia derimod, mente, at hun var langt bagefter med sin plan, og manglede gaver til alle og enhver.

“Tror du nogensinde, at du vænner dig til folks stirren?” Olivias spørgsmål kom egentligt meget bag på mig, da jeg ikke som sådan havde kigget på menneskene omkring os. Dog kunne jeg godt se, da jeg så endeligt gjorde det, at en del af dem havde deres blik rettet mod Livi og jeg, som vi gik sammen gennem centret. Måske det skyldtes, at jeg endnu en gang, havde været så fordybet i mine egne tanker, at jeg ikke havde lagt mærke til hvad der skete omkring mig.

“Jeg tror aldrig det er en ting man vænner sig til. Dog er det en ting man kan lære at leve med,” svarede jeg klogt og sandt. I starten af min karriere, da jeg stadig kun var ny i branchen og var en del af ‘Another Rejection’ sammen med Zayn og Louis, havde jeg nydt at stå i spotlightet og havde nydt alle de mennesker der alle havde sin opmærksomhed rettet mod mig. Dog ændrede det sig, da Liam og Niall kom til, og jeg lærte at acceptere og nyde de øjeblikke jeg fik foræret, og lærte, at alt ikke handlede om at være i centrum. En ting Olivia også havde haft indflydelse på, at få mig til at indse.

“Men selvom du ikke er klar på hvem og hvor der bliver taget billeder, formår du alligevel altid at se godt ud,” grinede hun, inden hun gav mig et lille puf som et tegn på, at lavede sjov med mig.

“Hmpf,” var det eneste jeg lod komme ud gennem munden. “Du ved jeg altid ser godt ud.” For ikke at lade hende få det afgørende ord, følte jeg mig nødt til, at komme med et godt comeback, der ville få hende til at stoppe sit drilleri.

Men som altid, havde hun et kneb klar i ærmet. “Det kan så diskuteres, H.”

“Og det kan også diskuteres om du opfører dig som en god bedste veninde på nuværende tidspunkt.”

Vores comeback blev værre og værre, jo længere vi lod sagen køre ud, og efter små fem minutter, stadig med geniale kommentarer fra Olivia, måtte jeg se mig selv besejret. Af en pige.

“Måske vi bare burde lede efter en gave til Gems, i stedet for at rakke mere ned på min manglende selvtillid,” foreslog jeg, i håb om, at Livi for en gangs skyld ville give mig ret, og hjælpe mig med at lede efter gaven. Egentligt manglede jeg ingen gave til min søster, men fordi hun altid havde været så hjælpsom og barmhjertig, kunne det måske være, at jeg med mit gode sind, lystede at give hende en lille ekstra ting.

“Du er nok den sidste person på jorden, der mangler selvtillid, Harry. Tro mig.” En dejlig og varm latter, fyldte mine øre som var det sød musik, og da jeg kiggede over på min bedste veninde, kunne jeg ikke lade være med at smile ved synet af hende. Hun virkede til at være så glad, og virkede ikke til at have én eneste bekymring i livet, som hun gik her, ved siden af mig. “Men når det så er sagt - så syntes jeg vi burde starte med at kigge i en af smykkebutikkerne. Jeg er sikker på at Gemmy godt kunne tænke sig noget i stil med en halskæde eller en ny ring.” At Olivia stadig kaldte min søster for Gemmy, selv efter alle disse år, hvor vi havde været venner, fik smilet på mine læber til at vokse sig endnu større.
Det faktum, at Gemma og Olivia også var blevet venner, til trods for aldersforskellen mellem dem, fik mig til at holde endnu mere af min bedste veninde end tidligere. Hvilket nærmest var umuligt.

“Hvis du leder vejen, lover jeg at følge trop.” Så det gjorde hun.

Olivia gik målrettet mod en smykkebutik i midten af centret, mens jeg, som en lydig hundehvalp, fulgte efter og lod hende tage over.

Mange ord blev der ikke forvekslet mellem Livi og jeg, mens vi begge to vadede rundt mellem alle de flotte og uimodståelige smykker, i håb om, at finde den perfekte gave til min søster.

“Omg,” kunne jeg høre en lav stemme hviske ved siden af mig, hvorved jeg uden tøven rettede blikket mod Olivia. Dog var der ikke megen opmærksomhed at få fra hende, da hendes fokus var fast rettet på en halskæde i glasskabet foran os. En halskæde der så smukt var udsmykket med to simple sølvhjerter. Et stort og et mindre et, der blev smedet sammen, og som til sammen udgjorde et ufatteligt smukt smukke. Det store hjerte var pyntet med diamanter, mens det lille var af ren sølv og ikke havde noget tilføjet.

“Harry, jeg tror jeg har fundet den perfekte julegave til hende.” Hendes øjne strålede da jeg mødte hendes blik, og det var tydeligt at se, hvor meget hun ønskede at eje dette smykke. At hun ikke sagde det direkte til mig, var en typisk Olivia ting. Hvis jeg valgte at spørge hende ind til, om hun selv ville ønske sig det af mig, ville hun med garanti komme med en længere prædiken om, at hun ikke ville have mig til at bruge mine penge på en gave til hende, og at hun hellere ville glæde Gemma med den.

“Den er perfekt,” gjorde jeg mig enig med hende i. “Især den måde de to hjerter bliver forbundet på.”

“Det kunne være perfekt til at repræsentere dig og din søster på. Dig som det lille og enkelte hjerte, og hende som det store hjerte med diamanterne, der omgiver det lille. Som en beskyttende søster, og som et tegn på, at hun altid vil være den største.” Olivia grinte lidt af det sidste hun sagde, mest hentydet til, at Gemma godt nok altid ville være den ældste, men at hun ville være den største, var nok så meget sagt. Det var trods alt et par år siden, jeg voksede min søster over hovedet.

“Den tager vi så. Uden tøven.”

Vi fik på ingen ting trukket ekspedienten hen til os, og ignorerede de underlige blikke hun sendte os, da hun fandt ud af hvem hun skulle betjene. “Vi kunne godt tænke os, at købe denne halskæde med de to hjerter på,” konstaterede jeg, uden yderligt at tænke over mit valg af ord, hvilke indebar, at jeg havde sagt ‘vi’ i stedet for ‘jeg’. Noget der fik ekspedienten til at kigge underligt på os begge.

“Skal det være en gave til frøkenen ved din side, eller skal hun bare have den nu?”

“Ehm…” sagde Livi og jeg i kor. “Den er til min storesøster, så hvis du ville pakke den ind som en gave, ville det være perfekt.”

Min konstatering fik pigen bag disken til at kigge væk af flovhed, da hun havde troet, jeg havde købt halskæden til Livi og ikke til Gemma. “Jeg ser lige hvad jeg kan gøre, så jeg er straks tilbage.”

“Det gik da meget … fint,” grinede min bedste veninde. Hendes grin formåede at få den akavede situation til ikke at være så akavet alligevel, til trods for, at hun lige var blevet forvekslet for, stort set at være min kæreste.

“Måske jeg alligevel burde give dig hals-” I det jeg var ved at snakke, blev jeg afbrudt af pigen fra tidligere, der trist kiggede på os.

“Jeg er dog ked af, at måtte meddele, at vi ikke har halskæden på lager mere. Den er udgået af vores sortiment.” Ved hendes ord, begyndte jeg at rynke i panden. Hvis den var udgået af deres sortiment, hvordan kunne de så stadig havde den til at hænge i glasskabet, og derved også stadig fremvise den?

Andre alternative løsninger måtte så tages i brug. “Er der så måske en mulighed for, at vi kan købe halskæden, der hænger her?” spurgte jeg, mens jeg pegede på halskæden, vi tidligere havde kigget på.

Ekspedienten rystede på hovedet. “Den er desværre allerede reserveret til en anden herre, som vil komme og hente den senere på ugen.”

“Hvorfor lader I den så overhovedet hænge fremme, hvis ikke I har flere af dem?” Livi tøvede ikke med at hæve sin stemme overfor pigen. Hendes pludselige frustrationer viste tydeligt, hvordan hun havde udpeget den halskæde til at være noget hun fandt smukt, og at den så ikke længere var på lager, virkede til at irritere hende. “Det er dårlig service.”

“Jeg er ked af det, Miss, men det er intet jeg kan gøre.”

“Derfor er det stadig dårlig serv-”

For at denne episode ikke skulle ende oppe i en højere enhed, og for at skåne ekspedienten for min bedste venindes udbrud og temperament, valgte jeg at føre hende ud af butikken.

“Skidt være med den halskæde, love.” Olivias vejrtrækning indikerede, at hun tydeligvis stadig var irriteret over det hele, også selvom det var sådan en lille og ligegyldig ting at hidse sig op over. “Vi finder bare en anden gave til hende,” forsikrede jeg hende om, i håb om, at det ville køle hende lidt ned.

Problemet var bare, at Olivia og jeg ikke fandt en anden gave til min søster i løbet af dagen, og at vi endte med at tage direkte hjem efter episoden i smykkebutikken.
For at glemme alt om det, tog vi hjem til vores lejlighed, hvor vi satte den klassiske ‘Alene Hjemme’ på, og nød hinandens selskab i takt med, at vi begge proppede os med popcorn.
Heldigvis endte det også med, at Olivia efter godt og vel en halv time, igen var kølet ned, og igen var blevet sit normale jeg.

Jeg var ked, af at jeg havde været skyld i hele hendes opsving, men hvis hun bare vidste hvem den sidste halskæde var reserveret til og hvem den var bestemt for, ville hun aldrig kunne tilgive mig. At jeg havde indgået en aftale med smykkebutikken tidligere på dagen, måtte forblive en hemmelighed for min bedste veninde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...