Kissmas of Opportunities ❅ Harry Styles

I julen plejer det at være misteltenen, der tvinger unge som gamle til at dele et kys i vinterkulden, men denne decembermåned må Olivia skyde skylden på sine venner. Til en ellers normal filmaften beslutter hendes venner, at hun og hendes bedste ven, Harry Styles, skal kæmpe sig igennem '12 Days of Kissmas', medmindre de vil se sig selv blive gjort til grin over for alle drengenes fans. De tager imod udfordringen uden at vide, om det vil forstærke eller ødelægge det venskab, de sammen har bygget op. Især en af dem begynder at fortryde sin beslutning, men når du har sagt A, må du også sige B, og så efterfølgende bekæmpe konsekvenserne.

593Likes
642Kommentarer
115779Visninger
AA

12. Ⓗ 13. december | I got a heart and I got a soul


13. december   Laura

Jeg mærkede den hårde underflade, da jeg forsigtigt åbnede øjnene. Trætheden hærgede min krop, men jeg huskede hurtigt, hvorfor mine bedste venner lå omkring mig og hvorfor min bløde seng var udskiftet med en madras på gulvet. Mit blik flakkede rundt på de mange madrasser, der fyldte stuen og tættest ved mig, så jeg Olivia. Fredfyldt lå hun, mens hun lavede nogle lave lyde, der ikke fik en til at tvivle på hendes sovende tilstand. Med et smil flyttede jeg en af hendes hårtotter om bag øret, da jeg vidste, det ville genere hende, hvis hun var vågen. Mens jeg studerede hende og kom i tanke om den mærkelig oplevelse i går. Det var kommet bag på mig, hvordan hun sådan pludselig havde bedt mig om at kysse hende. Hun virkede slet ikke til at have været bange, og det havde ærlig talt overrasket mig så meget, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Indtil videre havde det været mig, der havde været meget direkte, når det kom til vores kys, men i går havde vores roller været byttet om.

Jeg trodsede trætheden og rejste mig fra madrassen, da jeg følte mig rundtosset og trængte til at være alene. Forvirret gik jeg ud mod badeværelset og studerede mig selv i spejlet. Jeg var iført mit tøj fra i går, da ingen af os havde fået skiftet tøj, da vi havde nydt den lange nat. Mine rander under øjnene var mere end tydelige og det uglede hår gjorde det ikke meget bedre. Mit blik fangede to polaroid-billeder, Olivia havde sat fast på spejlet med tape for noget tid siden. Billederne havde vi taget for cirka et halvt år siden ved en festival, der var blevet sat op i Londons centrum, og lige siden havde jeg nydt at se på dem, når jeg var herude. Olivias smil strålede som flere sole, da hun kiggede ind i kameraet, hvorimod mit blik studerede hende. Det havde været en varm sommerdag, der gav billedet en varm glød, men det formåede ikke at overstråle Olivia.

Jeg rystede på hovedet, da jeg ikke burde tænke sådan her om min bedste veninde. Selvfølgelig kunne hun være flot, uden det behøvede at betyde noget, men de sidste dage, føltes det så forkert. Jeg vidste ikke, hvad der gik af mig, andet end jeg følte, noget var anderledes. Det irriterede mig, at jeg ikke var helt sikker på, hvad det var, men nervøsiteten steg blot dag for dag, uden jeg havde styrken til at gøre noget ved det. Jeg måtte bare prøve at droppe alle de tanker og fokusere på julen og dens glæder.

Det var som om Gud havde læst mine tanker, for da jeg trådte ud af badeværelset og så igennem stuen og hen på vinduet, så jeg de små hvide fnug, der langsomt dalede ned fra himlen. Sneen var lige så fantastisk som jeg huskede den, og betog mig blot endnu mere i år, da det føltes så specielt. Det var ikke hvert år vi havde sne her i London, så når det kom, også blot som tøsne, gav det mig den mest fantastiske følelse i maven. Jeg kunne stå i flere timer blot at se på sneen, der faldt og gjorde græsplænen hvid. Det var smukkest om aftenen.

“Det er smukt, ikke?” Min opmærksomhed blev hevet væk fra fnuggene, da jeg hørte den halvironiske stemme. Jeg kiggede ind i køkkenet og så Clarice stå med sin kop kaffe mod sine læber, mens hun afventede en reaktion fra mig.

“Jeg glemmer tit, at du ikke er ligeså vild med julen som os andre,” kommenterede jeg og placerede mig på barstolen over for hende. Hendes hånd puttede langsomt koppen ned på bordet og hun begyndte forsigtigt at dreje rundt på sit guldarmbånd. Jeg havde ramt et ømt punkt, uden det havde været min intention.

Heldigvis forblev Clarice fattet, da hun med årene og med Liams hjælp, havde lært at leve med sorgen. “Det er to år siden, jeg mødte ham, Liam altså” valgte hun i stedet at sige og kiggede igen op på mig. “Jeg kan ikke fatte, at han har kunnet forandre mit liv så positivt ved bare at være ham,” smilede hun.

“Alt det poesi-snak, Clarice - stopper du nogen sinde?” spurgte jeg hende med et smil og refererede til hendes job som radiovært. Hun formåede altid, selv i den sværeste tid, at sprede glæden mellem folk, selv i julen.

Hun trak på skuldrene, “selv om du ikke er klar over det, så er du noget af en poet selv, Harry,” gav hun igen og tog endnu en tår af sin kaffe. Jeg ønskede at spørge hende ind til, hvad hun havde i tankerne, men nåede det aldrig. “Har du tænkt over, at det snart er to år siden I formede One Direction?” spurgte hun.

Hendes spørgsmål kom bag på mig, da jeg 1) ikke havde regnet med, hun ville komme ind på det, og 2) ikke havde tænkt over det på noget tidspunkt. Det var først nu, når hun sagde det, at jeg indså, vi snart havde årsdag som One Direction. Jeg zoomede ud fra vores samtale et øjeblik, og tænkte tilbage. Tiden før One Direction, dengang Zayn, Louis og jeg havde formet Another Rejection, var jeg ikke særlig stolt af. Jeg havde været en egocentreret popstjerne, der ikke ønskede andet end at få en karriere og have mange fans. Der var forfærdeligt, at jeg kunne være så naiv og sårende. Jeg havde næsten mistet Olivia. Hvis det ikke havde været for Liam og Niall, og at vores manager John havde samlet os, havde jeg nok faktisk mistet hende. Dengang var jeg en idiot over for hende - jeg tog hende ikke seriøst, jeg glemte vores aftaler - alt sammen på grund af en åndssvag drøm om at blive sanger. Selvfølgelig elskede jeg stadig at synge og skrive sange, men det fungerede bare meget bedre nu hvor Liam og Niall havde sluttet sig til os. One Direction - det var dét band, jeg ønskede at være en del af.

“Harry?” Clarice trak mig ud af mine tanker, da flashbacket tydeligvis havde taget for meget af min opmærksomhed. “Er du okay?” spurgte hun.

Jeg nikkede. “Du fik mig bare lige til at tænke tilbage på det,” forklarede jeg og gav hende et lille smil.

“Ikke for at være ond eller noget, men jeg er så glad for, at I blev til One Direction,” startede hun med en løftet mundvige. “Det er ikke kun fordi Liam fik sin drøm opfyldt, men Louis og dig dengang, Harry-”

“-Ja, jeg ved det godt, vi var nogle idioter,” svarede jeg og trak på skuldrene. Jeg havde indset det for længst. “Dengang var det bare nogle andre værdier, der betød noget. Scenen blev et vigtigere element end venskabet og familien,” sukkede jeg.

Clarice grinede. “Og du mente, at jeg var en poet,” jokede hun og rullede med øjnene. “Men to år er egentlig ikke særlig meget. Olivia og dig har jo kendt hinanden i evigheder,” pointerede hun og fik mig endnu engang til at tænke.

“Siden vi var små ja. Min mor og hendes mor var kolleger, som du jo ved,” nævnte jeg for hende. Olivia og jeg havde fortalt om vores historie flere gang, så endnu et foredrag ville jeg ikke indbyde hende til.

“Men er det så ikke mærkeligt, at I skal kysse hinanden?” Hendes spørgsmål kom ud af det blå, og jeg måtte indrømme, at det var det sidste, jeg ønskede at snakke om lige nu. Mit forhold til Olivia var så specielt lige nu. Jeg vidste egentlig ikke, hvordan jeg ville beskrive det, hvis jeg fik chancen.

“Det er mærkeligt,” fik jeg mumlet, da jeg var usikker på, hvad jeg burde sige. Olivia og jeg havde jo aftalt, at det skulle blive mellem os, men at snakke om mine følelser, var vel ikke en del af den aftale?

Clarice nikkede. “Du skal vide, at jeg var meget imod, at I skulle gøre det, men så igen, det var et lille skub, der hjalp mig for to år siden,” forklarede hun og signalerede til, hvordan hun skulle åbne op til Liam.

“Et lille skub? Jeg forstår ikke,” sagde jeg uforstående, da jeg stadig ikke fattede, hvorfor mine venner mente, Olivia og jeg manglede et skub. Et skub hen mod hvad? Vi var jo de bedste venner, man kunne være, og det burde ikke ændres.

Clarice så ikke ud til at vide, hvad hun skulle svare, det var som om, hun allerede havde sagt for meget. Derfor var hun heldig, da vi blev afbrudt. “Clarice, din mobil bliver ved med at vibrere inde på gulvet,” sukkede en søvnig Olivia. “Det er noget med radiostationen,” forklarede hun, og ikke lang tid gik der, før Clarice havde forladt os.

Mit blik studerede for anden gang i dag Olivia, og et smil bredte sig rundt om mine læber, da jeg så hende. “Godmorgen Livi,” hilste jeg og valgte at vikle mine arme rundt om hendes krop, så hun stod i min favn, mens jeg sad ned. “Har du sovet godt?”

Hun nikkede, mens et gab undslap hendes læber. “Hvad snakkede du med Clarice om?” spurgte hun med et undrende blik, da det ikke var særlig tit Clarice og jeg satte os ned for at snakke, hvilket Olivia selvfølgelig havde bemærket.

“Ikke det helt store,” løj jeg og rejste mig fra barstolen. “Har du for øvrigt set vejret i dag? Er sne-”

“-Sne?!” Olivia blev pludselig vågen, da hun ivrigt løb hen mod køkkenvinduet, for hastigt at hive gardinet op. Synet, der mødte hende, fik hele hendes ansigt til at lyse op. Hun havde ventet på sneen lige så længe som mig, måske endda længere. “Hvor er det bare smukt, Harry!” udbrød hun og hvinede kort. Jeg beundrede hende, mens hun med ryggen til studerede vejret udenfor.

Langsomt gik jeg om bag hende, tog armene omkring hendes krop og kyssede hende på håret. “Det er smukt, men ikke lige så smukt som dig,” hviskede jeg. Hun kiggede straks på mig med et overraskende blik, hvilket straks fik mig til at ønske, jeg havde gjort det anderledes. Jeg plejede aldrig at beskrive hendes ynde på den måde. Heldigvis var det nu mig, der fik en redning, da Ella og Louis hånd i hånd kom ud i køkkenet for at starte på morgenmaden. Desværre vidste jeg godt, at næste gang ville der ikke være en redning, og så skulle jeg forklare mig ud af min kommentar, også selvom jeg ikke var helt sikker på, hvor den kom fra.

***

Niall havde som den sidste af vores venner efterladt lejligheden efter flere timers hygge. Jeg måtte indrømme, at jeg var træt efter at skulle holde mig kørende i så lang tid, så da Olivia havde tvunget mig med ud for at købe et juletræ, hjalp det ikke. Dog blev mit humør holdt oppe af sneen, der stadig faldt over os, og så det faktum, at vi faktisk var igang med at udpege det perfekte juletræ. Jeg følte altid, at julen nærmede sig endnu mere, når juletræet blev pyntet og sat op. Det var også en af mine yndlingsting, udover at købe gaver til mine nærmeste.

“Hvad med det her?” Olivia gav mig et sødt smil nogle meter fra mig, hvor hun stod op af et juletræ. “Det er da meget flot,” overbeviste hun mig og om studerede nøje træet ved at røre ved grenene og dreje rundt på det. “Eller nej, det her er flottere!” udbrød hun og havde fået fat på et andet træ lidt længere henne. Jeg grinede højlydt af hende, mens jeg så hvordan hun forvirret gik fra træ til træ. Jeg valgte at blive stående og nyde synet af min bedste veninde, der simpelthen ikke kunne beslutte sig. Derfor valgte jeg for hendes egen skyld at pege det første træ, hun havde udvalgt og få den ansatte til at pakke det ind.

“Nå, kan du finde et træ?” spurgte jeg Olivia, da jeg var kommet over til hende.

Hun kiggede op på mig og rystede på hovedet. “Nej, der er simpelthen for mange,” brokkede hun sig og tog irriteret sin hue af. Hun fortrød dog hurtigt sin beslutning, da sneen nu havde lettere ved at komme ind i hendes øjne, så hurtigt tog hun den på igen. Det var typisk Olivia.

“Så er det godt, at jeg allerede har købt et,” forklarede jeg hende og pegede hen på manden, der var ved at have træet igennem maskinen, der ville give net på. Olivia rystede med et smil på hovedet og gav mig et lille slag i siden. En handling, jeg vidste betød, at hun faktisk nød, at jeg havde taget overtaget og hjulpet hende. “Nu skal vi så bare have det med hjem og pynte det,” smilede jeg.

Olivia og jeg sad i vores sofa efter træet var sat op og pyntet og beundrede vores mesterværk. Jeg nød at pynte juletræ med Olivia, og eftersom det ikke var ufattelige mange gange, vi havde gjort det samme, var det stadig en helt ny følelse. Olivia drak en tår af sin varme kakao. “Er det ikke vildt, at det i går var vores sjette kys,” sagde hun og valgte at lade sit blik forblive på juletræet i stedet for at kigge på mig.

Jeg justerede tæppet over os og nikkede langsomt. “Seks tilbage,” påmindede jeg hende om. “Tiden går hurtigere, end jeg havde regnet med-” Jeg nåede ikke at afslutte min sætning, og slet ikke at få Olivias mening, for pludselig rejste hun sig.

Jeg formåede ikke at opfatte, hvad hun havde hørt, før hun var ovre ved radioen og skruede op for sangen. “Hør, Harry!” smilede hun stort, mens de velkendte toner tonede frem fra Do They Know It’s Christmas? Bandet havde været med i denne sang, og jeg genkendte hurtigt vores stemmer, da sangen begyndte.

It's Christmastime; there's no need to be afraid

At Christmastime, we let in light and we banish shade

Hurtigt smed jeg tæppet væk for at kunne gå hen til Olivia, der spændt stod og lyttede til de første par linjer af den kendte julesang. Jeg vidste ikke, hvad der gik af mig, men da jeg nåede hen til hende, mærkede jeg hvordan min hånd strakte sig ud efter hendes. Forvirret kiggede hun op på mig, men jeg stod hende til fulde, da jeg selv ikke rigtigt var klar over, hvad jeg havde gang i. Hun tog i mod min hånd og med et smil trak jeg hende lidt væk fra radioen, så vi havde plads omkring os. Jeg begyndte naturligt at bevæge mig til den stille sang, og før jeg vidste af det, stod Olivia og jeg midt i vores stue og dansede forsigtigt rundt i cirkler. Jeg mærkede hendes varme, og der var noget ved mig, der gjorde, at jeg ikke havde lyst til at slippe hende. Hun skulle blive tæt ved mig.

At Christmastime it's hard, but when you're having fun ...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...