Ham vi ikke kan nå

En realistisk kærligheds-fortælling om den forbudte følelse af sommerfugle i maven. Længslen efter ham som er så tæt på, men alligevel så langt væk. Ham som enten er optaget, eller en totalt idiot men også ham som du ikke kan lade vær med at tænke på hver gang du lukker dine øjne. Ham som du bliver ved med at tro at du er ovre, indtil han hjemsøger dine tanker igen. Ham som ingen af dine veninder kan lide, og ham som er et helt andet sted end dig. Ham som du ikke må få. Ham som du ikke kan nå.

3Likes
2Kommentarer
148Visninger
AA

2. Intet er så skidt at det ikke er godt for noget

Det er fredag, og bilerne udenfor fræser konstant forbi, som for at minde mig om at det er blevet fyraftenstid for de fleste. Selv sidder jeg foran skrivebordet og forsøger at koncentrere mig om weekendens lektier, men lige i det øjeblik synes alt udenfor vinduet meget mere spændende. Træerne langs med fortovet på den anden side af vejen er så småt begyndt at tabe deres gule blade, og de af dem som er landet på vejen bliver hvirvlet op hver eneste gang der kører en hurtig bil forbi. Jeg har lukket vinduet, for at undgå de larmende bilmotorer, men egentlig elsker jeg både synet, duften og lyden af efterår. Jeg elsker de smukke gyldenbrune, orange og røde farver som kan lyse enhver grå mandag op, og jeg elsker vind i håret og duften af modne æbler. Men hvis der er noget jeg hader, så er det lugten af benzin og lyden og synet af larmende biler på trafikerede veje.

Lige som jeg tænker at verden ville være et meget bedre sted uden kunstige ting som biler, kommer Kris kørende på sin kobberfarvede Puch vz; hans elskede veteran-knallert som han stort set selv har fikset sammen af reservedele. Originalt var den vist rød men han malede den kobberfarvet engang sidste år. Det ved jeg, fordi garagen ligger lige ovre på den anden side af vejen, og når carporten er åben kan jeg se alt hvad han laver fra mit værelsesvindue – hvilket giver mig mulighed for at iagttage ham når jeg sidder ved mit skrivebord eller ligger i min seng. En mulighed jeg nok må indrømme at jeg har benyttet mig mere end rigeligt af… Men jeg kan jo ikke gøre for at han nærmest bor i den garage.

Kris trækker hjelmen af hovedet og jeg når lige at bemærke hvordan hans hår stritter ud til alle sider, inden han kører venstre hånd igennem det og efterlader det perfekt pjusket. Jeg har altid elsket hans kakaobrune hår, men desværre er jeg ret overbevist om at jeg ikke er den eneste. Pigerne i hans klasse virker i hvert fald ret forgabte i ham. Og jeg vil da også give dem ret i at de krystalblå øjne, den solbrune hud og det perfekte hår er en fuldstændig uimodståelig blanding.

Da han får lagt sin hjelm fra sig rækker han hånden ud mod blondinen på forsædet af knallerten som nu også har fået sin hjelm af og er i gang med at ryste det platinblonde hår og rette på sideskilningen. Og hvis du ikke for længst har gættet det, så er det allerede her filmen knækker. For ja, selvfølgelig har sådan en fyr som Kris dame på. Eller måske rettere sagt damer på. Han har altid været elsket blandt pigerne, og selvom jeg har svært ved at forestille mig det, så er det ifølge rygterne lang tid siden han stadig var jomfru.  Men jeg forstår ham godt. Hvis jeg nu var ligeså attraktiv som ham, så ville jeg nok også benytte mig af det. Faktum er bare, at det er jeg langt fra. Jeg vil ikke ligefrem kalde mig grim, men mit udseende er helt sikkert heller ikke noget at råbe hurra for. Ikke fordi det spiller nogen rolle; Ligegyldigt hvor attraktiv jeg end er (eller mangel på samme), så vil Kris aldrig nogensinde se til min side, for jeg er stadig mindreårig hvis du spørger ham, og det er ligesom ikke rigtigt noget jeg kan ændre på.

Mens han går i 2.g så er jeg fanget i 10. klasse af folkeskolen – og jeg hader det. Stod det til mig selv, ville jeg have sprunget direkte ud i gymnasielivet ligeså snart jeg blev færdig med 9.klassens eksamener, men mine forældre mente, og mener stadig at et år i 10. først, ville være en bedre ide. Jeg kan på en eller anden måde godt se hvad de mener, for jeg er hverken specielt dygtig i skolen, eller specielt udadvendt og det er vel to egenskaber som er meget nyttige når man starter i gymnasiet. Alligevel kan jeg bare ikke lade vær med at tænke på hvor surt det er at Kris så vil gå i 3.g når jeg starter i 1.g. Men på den anden side er det jo heller ikke sikkert at jeg bliver optaget på samme gymnasium som ham. Og egentlig er det totalt latterligt at jeg tænker over sådan nogle ting.

Kris er i en helt anden liga end mig. Selvom han bor så tæt på mig, er det som om at han er uopnåelig. Han er ham jeg altid har drømt om, men også ham som jeg aldrig kommer i nærheden af at få fingrene i. Nogle nætter, når jeg ikke kan falde i søvn, tillader jeg mig selv bare at ligge med lukkede øjne og forestille mig hvordan det ville være hvis Kris pludselig så til min side. Jeg forestiller mig præcis hvad jeg ville sige og gøre, og hvor tydeligt det ville være at han ikke kunne stå for mit selvsikre smil og mine glimtende øjne. Og næsten hver gang, lige inden jeg falder i søvn, tænker jeg at i morgen vil jeg opføre mig anderledes. I morgen vil jeg gøre noget ud af mig selv, og i morgen vil jeg være mere smilende og selvsikker. Det kedelige faktum er bare at dagen efter sover jeg altid over mig, og har hverken tid eller overskud til at tænke i nye baner. På den måde ender det altid med at jeg er den samme kedelige udgave af mig selv, og at dagene er de samme kedelige dage som altid.

Nu er det heller ikke fordi at jeg altid har været forelsket i Kris. Jeg havde sågar en kæreste et par uger af 7.klasse, men det var langt fra seriøst. Drengen hed Mads (og det gør han så vidt jeg ved stadig) og selvom han ikke var overdrevet lækker, så var han da heller ikke grim. Sød var han egentlig også, men jeg følte ingenting for ham. Lige meget hvor hårdt jeg prøvede på at lade som om, så var jeg ikke forelsket i ham. Og jeg tror egentlig heller ikke at han havde de vildeste følelser for mig, for efter ca. to uger slog han op og blev kærester med Amanda fra klassen. Siden da har jeg hadet Amanda. Ikke fordi hun tog Mads fra mig – det var nærmest en befrielse – men fordi hun klarede sig så meget bedre end mig på kærestefronten. Hun havde altid været den af pigerne som var længst fremme i skoene, og så var hun sindsygt smuk. Så smuk at jeg nogle gange tog mig selv i at tænke at hun godt kunne have gemt lidt til os andre – og jeg tvivler på at jeg var den eneste der tænkte sådan. Og da jeg en sommerdag i juni, for to år siden, pludselig så hende bag på Kris’ knallert gjorde det ikke ligefrem situationen bedre. Heldigvis blev det vist kun til den ene gang hos Kris, men alligevel kunne jeg mærke hvordan hadet voksede i maven på mig hver gang jeg fik øje på hende. Derfor blev jeg også ekstremt lettet da jeg fandt ud af at hun gik direkte på gymnasiet og at jeg ville slippe for hende igennem hele 10. klasse. Men som min mor altid siger, så er der intet som er så skidt at det ikke er godt for noget. Og lige på det punkt må jeg give hende ret, selvom det ikke er noget jeg gør så tit.

Jeg blinker med øjnene og fokuserer igen på Kris der har fået parkeret knallerten ordentligt i garagen og er i gang med at lukke carporten. Selvom jeg prøver på at se bort fra blondinen ved hans side, så kan jeg ikke. Det er fuldstændigt umuligt. Da de er på vej op ad trappen bliver det straks nemmere for mig at tolerere blondinen, for når hun står med ryggen til ligner hun faktisk til forveksling mig, hvilket gør det let at forestille mig at det ikke er hende, men mig der går der ved siden af ham. Mine drømmende tanker bliver dog hurtigt afbrudt da Kris smækker hoveddøren efter dem. Det er ligesom om at lyden af døren der smækker, får mig til at komme tilbage til virkeligheden. Den triste virkelighed hvor mine lektier venter på mig og hvor der absolut ingenting spændende sker.

Så er der vist kun tilbage at sige; Velkommen til mit liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...