~ Why ~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2014
  • Opdateret: 6 okt. 2014
  • Status: Igang
I Why læser vi i Samantha Rose's dagbog. Hendes liv med mobning, kærlighed, familie, interesser osv.

2Likes
2Kommentarer
291Visninger
AA

1. Kapitel 1

15/04 

Kære Dagbog

Jeg har først lige købt dig og dette er det første jeg skriver i dig.

Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg gør det, men jeg gør det altså.

Lad os starte med idag.

Jeg pjækkede fra skole idag, jeg tog hjem klokken 10.46 eller deromkring. Forklaringen er entlig meget nem. Jeg fik af vide jeg var klam. Uduelig. Fed. Fed var nok ikke hvad jeg er - for jeg har anoreksi. Selvom jeg er den eneste der ved det, så har jeg det. Nå men det var Juliet der sagde det - og resten af pige gruppen. Min had til hende var kæmpe, hun er som steget op fra helvede. Hun har magten ligesom. De andre piger var tvunget med til at se på og en gang imellem tilføje kække kommentare, og grine når Juliet kom med en 'god' kommentar. Men jeg havde ikke ondt af dem, for var ikke dem hele klassen havde vendt sig imod. Og så var de nogle små svage piger der ikke kunne stå imod Juliet. Da jeg løb ud af skolegården nåede Juliet lige at give en "Husk at dræb dig selv når du kommer hjem!" i baghovedet. Jeg løb ud i skoven. Helt ud midt i skoven i en lysning, som kun jeg og skovens vilde dyr kendte til. Der var en træstub hvor jeg kunne sidde og en jeg kunne skrive på. Da nåede der ud, var min trøje gennemblødt af tusindevis af tårer. Jeg rev min elastik ud af håret, og løsnede fletningen. Jeg tog en stykke krøllet papir, en blyant og en kuvert op af min skoletaske. På papiret skrev jeg: Jeg er meget ked af at skulle skrive dette brev, men det bliver jeg nød til. Jeg kan ikke klare mere. Selvom i nok aldrig vidste det havde jeg anoreksi, så havde jeg det. Og det blev blot værre og værre. Mor, det var ikke din mad der var dårlig - jeg fik altid at vide jeg var fed og det var det der skar i mig. At tilbringe flere timer om natten med græde var på ingen måde fedt. Jeg var bange for at gå skole. Jeg var bange for sandheden. I forstår mig nok ikke. I har aldrig selv oplevet det, men det er forfærdeligt. I har ingen ide om hvor meget jeg har stikket og skåret i mig selv. Jeg sad tit i en skoven, på mit ynglings sted - en lysning omkranset af smukke birketræer. Som et mindre eventyr midt i skoven. Men mit liv var intet eventyr. Begrav mig med min dagbog og sørg for ingen andre end min lille søster Cathrina Rose læser den. Jeg synes hun skal vide hvad sandheden entlig er. Når hun har gjort det skal min dagbog ligges på min kiste med nøglen ved siden af låsen som jeg selv gjorde. Cathrina jeg ved godt du sikkert bliver meget ked af dette, jeg ved godt jeg var dit forbillede. Men lov mig du finder en ordenligt idol og at du bliver ved med at ride til det sidste som mig selv. Jeg ved du brænder lige så meget for ridning som jeg gjorde, og du er en fantastisk rytter. Mor, jeg vil gerne have at du ligger min kors halskæde på min kiste ved siden af min dagbog. Du ved jeg var meget kristen. Og jeg elsker dig, tak fordi du var sådan en fantastisk mor. Men tilsidst vil jeg sige til alle mine medmennesker - tak fordi i har støttet mig til det sidste. Jeg godt at i føler jeg var svigtet jer, men det var intet fair liv for mig. Selv hvis Juliet og co. stoppede vil mine ar altid side i mig. Men i behøver ikke at være kede af det, for nu er jeg i himlen sammen med min Far. - Samantha Rose

Den tekst i så var endnu et selvmords brev, dog vidste jeg at dette blev sidste. Jeg kom ikke til at skrive flere fordi det her er det der allermest siger hvad jeg mener. Det var blot en dag i april hvor det små lunt og de lysegrønne farver dækkede hvert træ. Jeg sad der i mange timer før jeg tog hjem. Jeg gik gennem skoven som altid. Jeg elskede skoven og fuglene og de andre dyr. Det var mit fristed, et af de få steder jeg følte mig velkommen. Mit andet sted var den stalden hvor min hest Blackie står. Blackie og min lillesøster Cathrina var mine bedste venner. Jeg kunne ikke finde min nøgle i tasken da jeg kom hjem. Jeg havde glemt den indenfor. Men Cathrina var syg så hun lukkede mig ind. Min mor var ikke kommet hjem på det tidspunkt. Men hun kunne sagtens være alene. Hun er 14 og går i 8. klasse. Jeg er selv 15 og gik i 9. klasse. Jeg fyldt 15 den første april. De var kun 4 dage siden. Vi holdte dog kun en lille fødselsdag. Jeg brød mig ikke om for mange mennesker. Cathrina så film og jeg så med. Det var hyggeligt og jeg elsker Cathrina meget højt. Desværre forlader jeg hende snart. Jeg vidste hun så op til og elskede mig. Vi havde aldrig skændes som andre søskende. Jeg kan huske Cathrina spurgte mig "Du lover at du ikke forlader mig ikke?". Og jeg svarede "Jeg intet love, husk nu jeg aldrig lover noget.". "Men Sam, du ved at du betyder alt for mig!" beklagede hun sig "Det er ligemeget hvad Juliet siger, jeg vil altid elske dig som søster. "Lige gyldigt hvad der sker må du ikke følge i mine fodspor, heller ikke selvom jeg er den ældste." svarede jeg hende og prøvede at holde tårene tilbage. "Men Sam!" råbte Cathrina. "Cath! Husk nu... Intet vare evigt.." sagde jeg som slut og sukkede lavt. Nu sidder jeg her. Klokken er snart 22.00. Jeg græder i stilhed og skriver det her. Det bliver ikke sidste gang jeg gør det.

- Samantha Rose

 

Samantha lukkede bogen i og låste den. Hun lagde den på bordet, med nøglen ved siden af låsen. Hun hørte en tåre bryde stilheden da den ramte bordet. Hun lukkede øjnene.

 

 

Hun ville aldrig blive hel igen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...