Klokkeslet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2014
  • Opdateret: 8 sep. 2014
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
97Visninger

1. Klokkeslet

”Han kommer når han kommer,” blev du ved med at sige. Men ordene havde ingen virkning på mig. Du talte for døve øre. Jeg blev ved at skæve mod uret, mens du tålmodigt havde sat dig med din roman. Jeg trampede også let i gulvet, mens mine øjne blev ved at søge de sløve visere.

Urets klik var det eneste der fyldte mine ører. Lyden af sekundviseren trængte ind under huden på mig. Den lød højere end normalt. Jeg lagde hovedet på skrå og lyttede. Fulgte viseren med øjnene. Begyndte at trampe i takt med den. Den havde besat mig. Jeg ventede på ham. Jeg ventede på, at han kom. Ventede på, at tiden gik hurtigere.

Jeg fór sammen, da du lagde hånden på min skulder for at få mig tilbage til køkkenet. Køkkenet med de hvide vægge og det ovale bord. Mit nye hjem. Køkkenet med abstrakte malerier. Det sted hvor jeg havde lært de hvide gulvfliser at kende. Der hvor vinduerne var store, så der slap meget lys ind, og loftet var af lyst træ. Jeg følte mig hjemme men uønsket i dette køkken. Det var som om jeg ikke hørte til der men havde kendt stedet hele livet.

Dit blik var bekymret og strengt. Du havde lagt romanen fra dig på bordet. Titlen sprang i øjnene på mig. De store røde bogstaver malede væggene med blod. ’Døde Ure’.

Rundt om på gulvet begyndte visere og møtrikker at dukke op. Væggene drev af blod. Mit hoved var ved at eksplodere. Den høje lyd fra viserne gav et slag mod mit kranium hvert sekund. Jeg havde lyst til at skrige af skræk og desperation.

Møtrikkerne tårnede sig snart tyve centimeter over gulvet. Viserne stak op fra havet som knivsblade. Jeg kunne mærke dem skære imod mine ben. Blodet på væggene blev mørkere. Alle billederne var dækket af mørkerødt blod.

Bunken af møtrikker og visere voksede sig større og nåede mit knæ.

Du stod ikke længere foran mig. Du var væk. Lyden af sekundviseren havde et fjernt ekko af din stemme. Jeg var fanget mellem bunker af ure, og smerten begyndte at vokse sig op til midten af lårene.

Skriget jeg ikke kunne skrige var ved at hobe sig op i min hals og truede med at kvæle mig. Det sortnedes for øjnene af mig, og jeg var sikker på at skulle besvime. Viserne var nået til hoftehøjde. Jeg ønskedec at besvime og slippe for smerten.

Men jeg besvimede ikke. Mørket forsvandt og det samme gjorde smerten og lyden af viseren.

”Er du okay?” lød din stemme. Jeg sagde ikke en lyd. Du ruskede i mig.

”Blod,” hviskede jeg hæst. ”Væggene driver af mørkerødt blod.” Jeg åbnede øjnene og stirrede på dig. ”Han kommer aldrig. Jeg er for sindssyg.”

”Han er psykolog, han er vant til folk som dig,” svarede du.

Dine øjne var bedrøvede og bange. Du anede ikke hvad jeg ville gøre i næste sekund. Jeg var blevet sindssyg efter at have mistet hende. Elaine. Min hustru. Min klippe. Min elskede.

En smerte i tindingen fik mig til at bakke baglæns og falde ned på stolen med lukkede øjne. Da jeg åbnede dem igen var du forvandlet. Du var blevet til hende.

Hun stod foran mig med det bølgende rødorange hår og klare grønne øjne. De små hjerteformede øreringe i guld sad klemt sammen om hendes ører, så de var en smule røde. Jeg havde givet den til hende i fødselsdagsgave. Den smukke hvide kjole med tynde stropper sad tæt ind til hendes krop. Mine øjne løb i vand.

”Elaine,” hviskede jeg. ”Du er kommet tilbage.” Jeg rakte ud efter hendes kind men stoppede op af frygt for, at hun ville forsvinde. Hun stod og kiggede på mig, med det lykkelige smil jeg savnede. De smukke grønne øjne havde en næsten glasagtig udstråling som virkede helt forkert. Jeg ignorerede det. 

”Tænk at du forlod mig. Tænk at du er væk. Men jeg vidste at du hørte til blandt englene. Du var jo en levende engel… dengang,” sagde jeg.

Elaines smil forsvandt, og hendes mund åbnede sig, som om hun skulle kaste op. Jeg stirrede på hende. Bange. Hun lagde sig på hænder og knæ. Ud af hendes mund kom bolte og møtrikker. Det var én stor klump klistret til med blod og spyt. Hun kiggede på mig. I stedet for de smukke øjne jeg kendte så godt, så jeg to, små ure. Viserne snurrede hurtigt rundt, så det flød ud for mit blik. Hendes tunge klikkede som en sekundviser.

Jeg rejste mig fra stolen og bakkede baglæns. Hun fulgte efter på gulvet og mindede uhyggeligt meget om et kravlende insekt. Hendes krop begyndte at skrumpe ind, imens hun fulgte mig. Jeg stødte ryggen imod væggen. Hun var ikke andet end skind og ben.

Jeg holdt vejret og så på at hun kom tættere og tættere på. Hendes tunge klikkede stadig, og lyden føltes højere, da hun var helt tæt på. De tynde ben løftede hendes krop fra jorden. Hun gik hen imod mig og stod helt tæt på, da jeg drejede hovedet til siden, af frygt for hvad hun nu ville gøre. Jeg fokuserede på uret på væggen, som matchede de der erstattede hendes øjne.

”Tik… Tak… Tik… Tak… Tik… Tak,” hviskede hun. Små pletter begyndte at danse for mine øjne. Hendes hånd drejede mit hoved, så jeg så på hende. Hun smilede. Det var ikke det lykkelige smil, men noget koldt og frydende der kom mig i møde. Ud under urerne flød der tynde striber af blod. Hendes hår var blevet tyndt, uglet og gråbrunt.

”Tik,” hviskede jeg.

”Tak,” hviskede hun igen.

Mørket flød frem for mine øjne men veg for lyset. Du stod på det samme sted som før. Din fod kom frem imod mig, da du så, at jeg var kommet til mig selv. Jeg stod stadig ved vægen.

”Gå væk!” skreg jeg angstfuld. Jeg krøllede mig sammen og holdt mine arme foran mit ansigt.

”Du behøver ikke at håbe på at se hende igen,” lød din stemme. Jeg tog nysgerrigt armene ned.

”Hvorfor ikke?” spurgte jeg.

”Fordi hun altid er med dig,” sagde du, og gik helt hen til mig. ”Derinde.” Du prikkede mig lidt til venstre på brystkassen.

”Hun sagde det samme lige før hun døde,” hviskede jeg.

”Hvad døde hun af?” Du satte dig på gulvet foran mig.

”Kræft. Jeg kan huske, at tiden gik langsomt. Jeg gik og ventede på, at hun ville dø til sidst. Hun led, og lægerne kunne ikke rede hende.” Du var stille. Helt koncentreret.

”Har du snakket med ham om det?” spurgte du.

”Hvem?”

”Psykologen.”

”Nej,” svarede jeg.

”Det lyder som om, at du er besat af tiden.”

”Hvorfor?”

”Når du går ind i dig selv og ser de grusomme ting…” du bed dig i læben og så ud til at overveje noget. ”…så skriger du. Det har altid noget med ure at gøre.” Mit blik gled hurtigt over uret på væggen.

”Tiden er ond,” sagde jeg. Dine øjne fangede mine. Jeg kunne se på dig, at du var bekymret for mig. Din hånd tog fat om mine og gav mig et opmuntrende klem. Det hjalp en smule, at vide at du var der for mig.

”Fortæl mig om det du lige så… måske hjælper det,” sagde du. Jeg fortalte det hele. Om hvordan du var blevet til hende, og at hendes øjne forvandlede sig til ure. Hvordan hendes tunge klikkede som en sekundviser, og hendes krop blev umenneskeligt tynd.

”Dengang jeg så hende stå foran mig, var det som om, alt den sorg jeg har gået og båret rundt på forsvandt. Jeg troede på at det var hende, og jeg håbede på at hun var virkelig,” sagde jeg. ”Men da hele senariet begyndte at ændre sig, havde jeg det selvfølgelig ikke sådan.”

Jeg rakte min hånd frem for at lægge den på din skulder. Stivnet. Min hånd stoppede midt i luften. Mine fingre var der ikke længere. Visere skød ud fra mine hænder. Jeg stirrede på dem ude af stand til at forstå det.

Min hud begyndte at trække sig sammen i store bobler som sprang og fremviste små ure uden visere. Det var smertefuldt. Jeg gispede efter vejret, mens jeg forsøgte at holde smerten ude og skrigene inde.

Mit hjerte slog hårdt mod mine ribben. Den hule lyd var som et urs klikkende sekundviser. Det første skrig der slap ud gennem mine læber satte en lavine i gang. En dunkende hovedpine buldrede i min tinding. Mit instinkt førte min hånd op til min pande. De skarpe visere borrede sig ind i mit hoved som nåle. Hovedpinen holdt straks op men blev overtaget af en værre smerte.

Jeg kunne mærke sveden drive ned af mig, så mit tøj begyndte at klæbe. Det gjorde mig opmærksom på min krop. Jeg var blevet til et skelet kun med hud, sener og organer. Hverken blodåre eller kød.

Jeg fik trukket viserne ud af mit hoved, men der løb fem striber af blod ned over mit ansigt. Jeg lukkede mine øjne i smerte. Hvad nu hvis jeg døde? Hvad nu hvis mareridtet var virkeligt? Hvad nu hvis mareridtene aldrig endte? Hvad nu hvis… En banken lød på døren.

”Hallo?” lød psykologens stemme. Det var ham. Han var kommet ind i mit hjem.

Jeg kunne allerede mærke håbet om en roligere fremtid vokse i mit bryst. Håbet om en normal hverdag. Håbet om kærligheden.

Jeg åbnede øjnene. Alt var normalt igen. Dette kunne ikke være mareridtet. Hvis han var her kunne det ikke være et mareridt. Men det passede jo ikke. Mit liv var, er og vil altid være et mareridt.      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...