2'eren af Friends with benefits

Udskrivelse af hospitalet. Kan Louis blive tilgivet? Hvorfor kan humøret vende 180 grader på ingen tid? Hvorfor alle de skænderier? Hvad sker der i Camilla Adeles og Louis' forhold? Kan de klare skænderierne, kan de klare nederlagene? Hvad sker der når de mister det, som de har mest kært, og vil de nogensinde komme over det? Læs og følg med - men jeg foreslår du læser 1'eren først, hvis du er over 16. Stødende scener for mange.

6Likes
5Kommentarer
910Visninger
AA

3. Skænderierne

"Måske er det meningen, at vi ikke skal være sammen!" Røg det vredt ud af min mund, mens jeg holdte mit blik på Louis. "Mener du det?" Svarede han, og jeg kunne se han blev ked af det. Jeg valgte at lade vær med at svare på hans spørgsmål, og gik ud i gangen i stedet, mens jeg lod Louis stå ude i køkkenet. "Camilla" Sagde han bag mig, jeg svarede ham stadig ikke. Jeg mærkede en hånd på min skulder, som jeg fjernede. "Jeg kan ikke det her, Louis" Sagde jeg til ham, uden at jeg kiggede på ham. "Hvad kan du ikke?" Spurgte han forsigtigt, og jeg kunne høre, at han var på trappen til at kunne græde, når som helst. "Louis, vi har forsøgt at få det til at fungerer. Vi sårer kun hinanden" Svarede jeg, og jeg tvang mig selv til at kigge på ham. "Jeg er ked af det" Tilføjede jeg og gik mod døren, som jeg åbnede. "Du må ikke gå, Camilla!" Hans tårer begyndte at løbe ned af hans bløde kinder. Det gjorde ondt. "Farvel Louis" Sagde jeg, og gik ud af døren med bilnøglerne i min hånd. Jeg satte mig ind i min bil, og tændte for den og begyndte at køre min vej. Der gik ikke længe, før det begyndte at regne, og mine tanker kørte for fulde gardiner.

Louis og jeg havde skændtes meget for det seneste, vi havde skændtes over de mindste ting, og vi havde kun forsøgt at være kærester i 5 måneder. Det gik rigtig godt i starten, hvad der var gået galt, det vidste jeg ikke. Jeg elskede ham jo, jeg elsker ham. Det gjorde bare så ondt, når vi skændtes, og når jeg oveni ikke havde det særlig godt for tiden, men jeg tror bare det skyldtes at Louis og jeg havde skændtes så meget som vi havde. - Jeg vidste egentlig ikke hvor jeg skulle køre hen, jeg kørte bare. Jeg kørte væk for at aflede mine tanker, for at tænke på noget andet. For at komme væk fra Louis og skænderierne. Havde vores skænderier noget at være ed vores 'fortid'? Jeg genkendte en vejnavn, drejede og kørte i omkring 15 minutter, da jeg holdte min bil ind til siden. Jeg holdte foran et stort hvidt hus. Jeg slukkede for motoren og steg ud af bilen. Det regnede stadig.

"Harry? Det er mig" Jeg ringede på sådan en klokken udenfor hans hus, som man skulle, så ikke alle bare kunne gå ind på hans ejendom. Harry og jeg var efterhånden blevet gode venner, efter jeg blev udskrevet på hospitalet. "Camilla!" udbrød han, og jeg kunne se en vagt komme for at følge mig til huset, gjorde de engang imellem. Da jeg kom indenfor døren, skyndte Harry hen til mig, for at give mig et kram. "Ush, du er både kold og våd" Grinede han. "Det regner os" Svarede jeg, og fremtvang et smil. "Hvad laver du så her?" Spurgte han, og kiggede på mig. "Jeg var bare ude og køre.." Svarede jeg, og kiggede lidt ned i jorden, "Årh, har I skændtes igen?" Jeg nikkede på hovedet, mens mine tårer begyndte at løbe ned af mine kinder. Efter Harry og jeg blev gode venner, så var han altid den første jeg kom til, når jeg havde problemer især når problemerne omhandlede Louis. Harry tog mig i hånden og førte mig ind på hans værelse, "Bare sæt dig i sengen, så henter jeg noget varmt og drikke. Te, kaffe eller kakao?", jeg smilede en smule. "Bare kakao, tak" Svarede jeg, og så Harry smutte. Selvom jeg var kærester med Louis, så måtte jeg indrømme at Harry havde en dejlig overkrop. Jeg gik hen til Harrys tøjskab, "Er det okay jeg låner en t-shirt?" Råbte jeg til Harry. "Selvfølgelig!" Råbte han tilbage. Jeg åbnede skabet, og fandt en t-shirt, som jeg tog på. Jeg gik hen til Harrys seng, og satte mig op af væggen med dynen over mig. 

Harry kom med to varme kakao, den ene til ham og den anden til mig. Han satte sig ved siden af mig, og gav mig min varme kop kakao. Imellem tiden snakkede vi igennem om tingene, rettere skrevet, vi snakkede om Louis, og skænderierne. "Camilla?" Spurgte han, jeg kiggede på ham, "Ja?". Han stilte sin kop på bordet, og tog min efter. "Du må ikke blive sur, men", jeg kiggede en smule nervøst på ham, jeg kunne se han ikke vidste hvordan han skulle sige det. "Men hvad, Harry? Sig det bare!" Svarede jeg.

"Du er muligvis ikke gravid, vel?" Han kiggede seriøst på mig. Hvorfor spurgte han om det? "Hvorfor spørger du om det?" Jeg kiggede ligeså seriøst tilbage på ham. "I starten der gik det godt mellem dig og Louis, og nu laver I næsten ikke andet end og skændtes, du har humørsvingninger - og mest af alt, du har fortalt du ikke har det særlig godt for tiden, få det tjekket Camilla" - Jeg kunne da ikke være gravid, vi beskyttede os når vi havde sex? Jeg måtte ha lignet et spørgsmålstegn, og Harry måtte ha kunnet læse mine tanker, for han sagde: "Det er for at være på den sikre side, Camilla. Jeg vil vædde med, at du selv har tænkt om du var gravid"

"Hvad hvis pressen finder mig, Harry? Finder mig når jeg køber en graviditetstest?" Pressen havde det med at følge tit efter mig, klart, jeg var kærester med en af de mest kendte drenge. "Jeg får en til at købe to stykker" Svarede han, og lagde en arm om mig og holdte mig tæt. Det føltes godt, på vennemåden. Jeg lukkede mine øjne og slappede af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...