2'eren af Friends with benefits

Udskrivelse af hospitalet. Kan Louis blive tilgivet? Hvorfor kan humøret vende 180 grader på ingen tid? Hvorfor alle de skænderier? Hvad sker der i Camilla Adeles og Louis' forhold? Kan de klare skænderierne, kan de klare nederlagene? Hvad sker der når de mister det, som de har mest kært, og vil de nogensinde komme over det? Læs og følg med - men jeg foreslår du læser 1'eren først, hvis du er over 16. Stødende scener for mange.

6Likes
5Kommentarer
917Visninger
AA

1. Daten <3

Jeg havde taget den flotteste kjole på, som jeg havde hængende i skabet. Jeg havde taget sorte stiletter på, ikke for lave, ikke for høje og en sort sød cardigan på om skulderne. Min mor havde krøllet mit lange brune hår, og efter havde jeg fået lagt en fin make up. 

Jeg sad bare på min stol og trippede med min fod. Kom han ikke snart? Han skulle ha været her for 5 minutter siden! Jeg var tæt på at blive nemt irriteret, ikke kun fordi han var omkring 5 minutter forsinket, men jeg var os nervøs for at se ham igen.

Det ringede på døren, og jeg kunne høre to personer der hilste på hinanden. Han var her. Hans søde stemme, som jeg ikke kunne få nok af. Den stemme som altid kunne få et smil frem på mine læber. Jeg gik hen mod min dør, efter min mor råbte til mig, at han var kommet. Jeg gik forsigtigt ned af trappen, og så ham stå i døren, med de sødeste røde roser, og han var virkelig flot i hans sorte jakkesæt. Så fin havde jeg nu alligevel ikke set ham, ikke engang til hans mors fest for lang tid siden.

Jeg smilede forsigtigt til ham, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv - eller sige. "Hej smukke" Sagde han, og brød tavsheden. Han smilte sit sødeste smil, og jeg kiggede ham bare direkte ind i de kønne blå øjne. "Hej" Svarede jeg. Jeg forventede intet, jeg forventede ikke at jeg fik et kram af ham, men det fik jeg. Jeg slog blidt mine arme om hans nakke, mens hans arme var om mine hofter. Jeg havde savnet duften af ham. Jeg havde savnet hans øjne, hans stemme - bare savnet alt ved ham.

Jeg kunne mærke at jeg var begyndt at ryste på mine hænder. "Er det noget galt?" Spurgte Louis mig om, efter han fik sluppet grebet om mig, og jeg nikkede forsigtigt på hovedet. Ikke engang så akavet har det været mellem os. Aldrig har det følt mere pinligt eller ydmygende. "Skal vi gå?" Spurgte han, og kiggede på mig, hvor jeg bare valgte at nikke som ja. Vi sagde farvel til min mor, eller vi råbte farvel til hende, da hun var smuttet ind i stuen igen.

Jeg kunne ikke lade vær med at pille i mine egne finger, at knække dem. Jeg var nervøs. Jeg satte mig ind i hans bil, og han satte sig bag rettet og begyndte at køre. "Jeg er ked af, at jeg kom lidt for sent. Men jeg kunne ikke finde mit jakkesæt" Han holdte øje med vejen, "Det helt fint" Svarede jeg bare, og kiggede ud af vinduet. Hvad gik jeg dog med til? Jeg havde på fornemmelsen at aftenen ikke ville gå godt på nogen måde. Det føltes for akavet mellem os.

Vi ankom til hvor vi skulle spise, og vi blev hurtigt ført hen til vores bord. Lidt væk fra de andre borde, på trods af fans og paparazziene. Louis havde fortalte mig på vejen herhen, at han havde styr på det hele - og jeg ikke behøvede at sørge for hvad jeg ville ha og spise, modigt gjort af ham, var min eneste tanke, men os meget spændende. En tjener kom hen til os med grillstegt laks med rosenkål og hvidkålssalat. Jeg elskede laks! Jeg kiggede på Louis og smilede. Til drink fik vi en Cocktail.

Under maden, snakkede vi frem og tilbage. "Hvordan går det så?" Spurgte Louis, eller Louis spurgte om en masse! "Det går vel fin nok" Svarede jeg, og han nikkede på hovedet. "Hvad med dig?" Spurgte jeg, og kiggede på ham. Jeg tog en bid laks ind i munden, "Det går godt. Jeg savner bare dig" Svarede han, og jeg kiggede lidt ned i bordet. Havde han ikke behøvet at komme med.. Efter maden, snakkede vi stadig lidt frem og tilbage, og det var ikke så akavet mere, som før. Efter fik en rigtig god suppe. Efter fik vi dessert som var chokoladeis med havsalt og Baileys i et lille glas, noget jeg aldrig har smagt før.

Aftenen gik ikke som jeg forventede, af helvedes til. Nej, aftenen gik faktisk meget godt. "Vil du med mig hjem?" Spurgte Louis, og jeg kiggede på mig, mens jeg tænkte på om jeg ville eller ikke. "Du behøver ikke sove hos mig, det bare.. Jeg har planlagt noget mere" Han smilede sødt til mig, og jeg overgav mig. Vi kørte hjem mod Louis, inden paparazziene fik øje på os, da de stod ved indgangen, heldigvis nåede vi at få vores mad.

Hjemme ved Louis, havde han pyntet det hele så hyggeligt op. Stearinlys som han tændte. Jeg satte mig i Louis' sofa, hvor han kom ind med en stor skål - med en masse lækre frugter i. I den anden hånd havde han en lidt mindre skål med jordbær med chokolade overtræk.  Hvorfor var han så sød ved mig? Hvorfor behandlede han mig så godt? Det hele begyndte at føles som det altid har føltes, da vi var venner med fordele, at vi havde det godt med hinanden. Denne gang havde vi bare begge følelser for hinanden, der var det lidt akavet. Vi spiste frugterne stille og roligt, mens vi så en sød kærlighedsfilm. Louis lagde sin arm om min nakke, og jeg lagde mig sådan lidt op af ham. Det her var så skide hyggeligt. Jeg havde sådan manglet ham!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...