Make me

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2014
  • Opdateret: 7 sep. 2014
  • Status: Igang
Lauren og Emily på 19 skal til one direction koncert i Manchester. Med V.I.P pas! Men da Lauren skal have taget med sin ynglings dreng (Niall) går det vildt for sig. Senere bliver de bedste venner, men da Laurens ekskæreste Sune kommer, ændre det sig.

1Likes
0Kommentarer
146Visninger
AA

2. Testen

Næste dag

 

Nialls synsvinkel

 

Det er første gang i 4 dage, jeg føler mig, sådan rigtig glad. Er det pga. hende? Jeg kendte ikke engang hendes navn. Jeg tjekkede min mobil. Lauren. "Det er et smukt navn," sagde jeg til mig selv og kunne ikke holde op med at smile igen. Zayn hørte det. "Hvad så Niall? Noget nyt om din kyssedukke?" Spurgte Zayn nysgerrigt. "Jeg kiggede over på ham med et dødt blik i øjnene og hovedet på skrå. "Hun er ikke en kyssedukke, Zayn." Svarede jeg og kiggede på klokken. "Hvor meget?" Spurgte Zayn og lagde hovedet ned på puden. "11.08" svarede jeg og lagde også mit hoved på min pude. Liam kom ud fra badeværelset. "Skriv til hende," sagde han. "Hun venter sikkert bare på at du skriver." Og jeg tror han har ret. "Hej Lauren. Jeg kunne slet ikke stoppe med at tænke dig igår. Har du ikke lyst til at komme forbi og snakke? VH Niall, One Direction." Jeg viste beskeden til Liam inden jeg sendte den. Han skulle lige sige god for den, og det gjorde han også. Jeg lagde telefonen fra mig og gik ud og lavede morgenmad til os allesammen. *Bip bip* det var min mobil. Jeg løb hen til min seng og samlede telefonen op. "Hej Niall. Jeg bor på Londonstreet 21. Jeg har tid i dag kl. 13. Vi ses. VH Lauren" Jeg kunne ikke holde op med at smile. Jeg ville så gerne snakke om det der var sket da vi skulle have taget billeder, og jeg håbede på vi kunne få taget nogle. 1:30 time senere Vi sad allesammen og spillede Fifa, men da jeg kiggede på klokken måtte jeg slukke controlleren og sige farvel til drengene. Nu skulle jeg hen at snakke med Lauren. 5 minutter senere. Så er jeg ankommet til hendes hus. Nervøsiteten pulser lige pludselig op i min krop, men jeg går alligevel hen og ringer på. Hun kommer og åbner døren og invitere mig indenfor. Hun viste mig hen i sofaen og vi satte os ned. "Nå. Lauren. Jeg ville gerne snakke med dig om det der skete i går." Sagde jeg, og hun begyndte at rødme. "Ja" sagde hun og trykkede sine læber sammen. "Jeg er virkelig ked af det der skete," sagde jeg "det var meget grænse overskridende og akavet for os begge, og jeg er ked af at jeg kom brasende bagefter alt det akavede og gjorde det værre." Sagde jeg og kigge på de billeder hun har hængt op i en fin ramme, hvor hun står med drengene og gruppebilledet. Hun kiggede på mig, og bed sig i læben. "Det er i orden." Siger hun så, og begynder at smile. I et kort øjeblik så hun ud som min ekskæreste Lajla, men så vendte hun tilbage med biddet i læben. "Nå. Men jeg må nok hellere gå igen." Sagde jeg og rejste mig op. Lauren rejste sig også, og gav mig et kram. "Måske kan vi hænge ud en dag?" Sagde hun og og kom med et spørgende smil. "Selvfølgelig." Svarede jeg med et smil på læben. Da jeg trådte ud af døren og ud i den kølige luft. Blev jeg så glad indeni. Det skulle nok gå godt.

 

Laurens synsvinkel

 

Kom han virkelig lige og sagde undskyld til mig? I mit hus?! Jeg var ikke sur eller noget, faktisk var der helt fantastisk! Tænk hvis han også kunne lide mig? Tænk hvis det var derfor han var her? Jeg ringede til Emily. "Hej skaaat," sagde hun med sin rolige stemme. "Hvad så?" Jeg svarede ikke. Jeg for fuldstændig lammet af det der lige var sket, da jeg skulle til at fortælle det. I stedet råbte jeg bare, "Kom hjem til mig... Nu!" Og lagde på. Lidt efter skrev hun "Ok". 10 minutter senere, ringede det på min dør. Jeg gik over og åbnede. "Hvad?!?" Det var Emily. Hun snakkede med sin nysgerrige stemme og brasede bare ind af døren, og gik ud i køkkenet og lavede en kop kaffe til sig selv. "Kan du huske da vi var til koncert?" Spurgte jeg og kunne ikke stoppe med at smile. "Ja. Før eller efter?" Hun kiggede underligt på mig. "Efter." svarede jeg og drejede en enkel gang om mig selv. "Da Niall kyssede dig?" Hun lavede et hjerte. "HAN HAR LIGE VÆRET HER! HAN SAD I MIN SOFA!!" Skreg jeg, og Emily løb hen til mig og tog mine hænder og vi hoppede op og ned, som to børn. Så satte vi os i sofaen og snakkede om det. Det var den næstbedste dag i mit liv! Næstefter igår, da han kyssede mig.

 

** 10 måneder senere **

 

Nialls synsvinkel

 

"Lauren?!" Intet svar. "Lauren!" Kalder jeg igen, dennegang med et svar. "Jeg er næsten klar!" Råber hun tilbage, og jeg venter på hende. Vi er på vej ud at spise med de andre bandmedlemer, og vi skal være der om 15 minutter. "Lauren!" Råber jeg igen, "Vi skal skynde os afsted." Kort efter kom hun gående i den smukkeste mørkeblå kjole. "Woow.." Sagde jeg med og kunne holde op med at kigge på hende. "Nu er det ikke for pænt vel?" Hun kiggede spørgende på mig. "Nej nej! Det er perfekt." Sagde jeg smilende og hun pustede lettet op og smilte til mig. "Lad os komme afsted," sagde jeg og smilte. Jeg tog hende under armen og fulgte hende ud af døren og ud i bilen.

 

** De er nu ankommet til restauranten **

 

Liams synsvinkel "Hold nu op.." Sagde jeg for mig selv, da Niall og Lauren kom ind af døren. "Hey! Begge samtidig? Er de kommet sammen!" Tænkte jeg for mig selv. Gad vide om det ville være okay for Lauren, hvis jeg inviterede hendes lækre veninde ud, Emily. De kom hen til os jeg fik et godt fast håndtryk af Niall, hvor jeg havde forventet et kram, mens Lauren giver et dejligt luftigt kram. Hendes parfume luftede af..... Our moment? Ej hvor sjovt. Hun har taget en parfume hun vidste vi alle ville kunne lide.

 

Louis synsvinkel

 

"Hvad så Lauren?" Spurgte jeg "trist". "Huset?" Henviste jeg til bagefter. " Hun kiggede ned i bordet. "Det er jo brændt ned og har ikke fundet en ny lejlighed, men Niall har givet mig lov til at bo på gæsteværelset." Hun smilede og kiggede over på Niall, som smilede tilbage til hende. "Du er min bedste veninde! Andet kunne jeg da ikke gøre." Sagde han og smilede endnu mere til hende. Men det jeg ikke forstår er at han ikke fortæller om sine følelser til hende. De har snart kendt hinanden i et år! Jeg ville få det overstået hurtigt!

 

Harrys synsvinkel

 

"Fuck hun er lækker!" Tænkte jeg for mig selv. Jeg elsker hendes kjole! Og hendes lille stjerne tattoo på hendes højre skulder. Jeg håber jeg får en pige en dag som er lille så sød og pæn som hende.

 

Zayn synsvinkel

Ej de to der... De er så søde sammen. De kigger bare på hinanden hele tiden. De ligner mig og Perrie når hun er her. Jeg tror kun Lauren og Perrie har mødtes en gang. De virkede til at have det rigtig godt sammen. Jeg savner hende, men hvis jeg ikke havde Perrie havde jeg måske været lidt forelsket i Lauren, men aldrig ligeså meget som Niall! Jeg kiggede rundt på de andre drenge. De snakkede allesammen lidt på tværs af hinanden. Jeg snakkede sammen med Harry, og Liam snakkede med Louis og Niall og Lauren snakkede sammen.

 

** I bilen på vej hjem **

 

Laurens synsvinkel

 

"Niall?" Spurgte jeg og kiggede hen på ham. "Hvad?" Han kiggede et kort øjeblik over på mig, men skulle kigge tilbage på vejen. "Tak." Sagde jeg og smilede. "For hvad dog?" Han kunne ikke lade vær med at kigge hen på mig hver tiende sekund eller sådan noget. "For alt. Dit bekendtskab, at jeg må bo hos dig, at møde alle de fantastiske mennesker jeg nu har mødt, og at tage mig med på ferie i sidste månede," sagde jeg, mens jeg kiggede frem ad. "Det var mega hyggeligt." Sagde jeg med et smil. "Det er det mindste jeg kan gøre. Og ja. Det var en hyggelig tur." Sagde han med endnu et større smil på læben. Da vi var kommet hjem, tog vi en kop kaffe og satte os i stuen og så fjernsyn inden vi gik i seng. Det ringede på døren. Niall gik hen og åbnede. "Øh hej?" Sagde han og kaldte på mig. Jeg gik ud til døren og så det var min gamle ekskæreste Sune der var kommet. "Åh nej." Sagde jeg for mig selv og gik ud udenfor til ham, og lukkede døren. “Hvad laver du her Sune?" Spurgte jeg og kiggede væk. Han lagde sin hånd på mig kind og fik mig til at kigge på ham. "Jeg savner dig skat." Siger ham og jeg kan se han fisker efter et kys. "Det skulle du ha' tænkt på før at du...." Jeg nåede ikke at sige mere før han trak mig ind til ham og begyndte at kysse for sygt med mig. Jeg prøvede at kæmpe mig selv væk, men han har altid været for stærk. Der var derfor jeg slog op med ham.. Jeg fik endelig kæmpet mig selv væk. Jeg skubbede ham væk fra mig og løb ind og låste døren, og løb grædende op på gæsteværelset, hvor jeg smed mig selv ned i sengen og hulkede. Hvorfor skulle det ske igen? Hvad hvis jeg ville være sammen med ham igen? Jeg klarer det ikke igen! Ikke igen....

 

Nialls synsvinkel

 

Jeg løb til Laurens dør. Jeg kunne høre hendes hulken og ville vide hvad der var sket. “Lauren?” Sagde jeg mens jeg stille og roligt bankede på døren. Hun svarede ikke. “Lauren?” Spurgte jeg igen, men endte med bare at gå ind. Hun lå på sin seng, helt forsvarsløs, og græd. Jeg satte mig på sengen ved siden af hende, og aede hende på ryggen. “Hvad gjorde han ved det?” Spurgte jeg og kiggede ned på hende. Jeg kunne ikke se hendes ansigt, men kunne alligevel se hun var ked af det. Hun kiggede op på mig med de sødeste øjne og en trist mund og tårerne trillede ned af hendes ansigt. Hun satte sig op ved siden af mig og kiggede ned mod gulvet. Jeg lagde min hånd på hendes knæ. Hun kiggede op på mig og kastede sig ned i mine arme og hulkede bare endnu mere. Efter lidt tid sagde hun endelig noget. "Da jeg var sammen med ham for 11 måneder siden, voldtog han mig en mig en aften, men han har altid trænet en del så jeg kunne ikke få ham væk. Så holde jeg op med at kæmpe imod og om natten mens han sov stak jeg af og flyttede hjem til Emily indtil jeg fandt min lejlighed, som lige er brændt ned. Og da han kom før blev jeg bange, da jeg så ham. Det var derfor jeg gik med ham udenfor. Han ville snakke og sagde at han savnede mig og så sagde jeg han havde været dum, og så trak mig ind til sig og begyndte at køre sine læber rundt i mit ansigt og sin tunge rundt i min mund. Da jeg fik skubbet ham væk løb jeg ind og endte hvor vi er nu." Nu græd hun endnu mere, og jeg blev også helt ked af det. Hun lå lidt længere i mine arme, men pludselig trak hun sig selv ud og hendes læber landede på mine. Og for jeg vidste af det lå vi og kyssede. Gad vide hvordan det ville være i morgen? Ville det betyde at vi kom sammen eller hvad? Ville det blive akavet hvis vi ikke gør?

 

** Morgenen dagen efter **

 

Laurens synsvinkel

 

Da jeg vågnede og så Niall i min seng huskede jeg hvad de var sket aftenen før. Niall kom herop og jeg fortalte det hele og så.... Havde vi sex? Hvad hvis han ikke kan lide mig sådan!? Åh nej. Hvad har jeg gjort? Jeg kiggede ned på ham. Han sov stadig. Jeg listede mig hen og tog mit tøj ud af skufferne og pakkede det hele sammen. Jeg kiggede hen på ham. "Farvel." Tårerene trillede så jeg var nødt til at gå, men først løb jeg ud På toilettet og tog en graviditetstest. Jeg tog mine bilnøgler og skyndte mig at køre, men hvorhen vidste jeg ikke.

 

Nialls synsvinkel

 

“Ahh godmorrr...... Lauren?" Jeg kiggede rundt. Hun var her ikke. "Lauren!" Jeg gik rundt i hele huset og ledte, men hun var der ikke. Til sidst gik jeg ind på toilettet og så en test på gulvet. "Positiv!" Jeg skreg af glæde eller sorg. Jeg er ikke sikker. Det var jo fantastisk men sagen var jo at jeg ikke kunne opdrage mit eget barn, så længe jeg car med i bandet. Og hvad skulle jeg gøre uden dem? Jeg løb ud i køkkenet for at lave en kop kaffe, som jeg plejede at gøre om morgenen. En seddel? Jeg tog den op og begyndte at læse dem. "Kære Niall. Det igår.... Det var fantastisk! Jeg er forelsket i dig og det var lige hvad der manglede, bortset fra det sidste... Jeg ved ikke om du har set testen på gulvet, men hvis du ikke har så gør det nu. Men jeg er altså stukket af begrund af den test. Vi ses måske igen. Jeg elsker dig. Kys Lauren" Jeg satte mig ned og begyndte at græde. Jeg kunne ikke lade vær! Jeg har lige fundet ud af at hun havde de samme følelser som jeg! Hvordan skal jeg sige det til drengene? De kommer i morgen og spiller Fifa her! Hvad skal jeg dog sige med Lauren? Hun plejer at være med. Og nu skal. Hun ikke. "Hej drenge. Lauren er her ikke, fordi jeg er kommet til at bolle hende tyk." Det kan jeg jo ikke sige til dem. Og jeg vil ikke lyve over for mine bedste venner og hvad Emily! Hvad skal jeg sige til hende. "Hej Emily. Det er muligt at du ikke kommer til at se Lauren i lang tid, da jeg er kommet til at bolle hende tyk og hun er stukket af. Undskyld." Det går jo ikke! Hvad skal jeg dog gøre?! Jeg savner hende allerede..

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...