Hvordan ville jeg kunne glemme dig?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2014
  • Opdateret: 7 sep. 2014
  • Status: Igang
Kan du huske din barndomsven? Vennen som kun du kunne se og som du var helt sikker på fandtes? Hende eller ham som nu kun er et minde, et sjovt minde fra dengang du var lille. Hvor var du bare fjollet, det var jo den rene barnlige fantasi. Men er der nogen der ser tingene fra den anden side? Hvordan er det at blive glemt, stemplet som fantasi? Skytsenglene ved det.

1Likes
0Kommentarer
119Visninger
AA

2. Lucas

 

 

 


 

 

"My? Myosotis?" En barnestemme lød ud i rummet, han var forvirret og tæt på at blive ked af det. 

."Hvad?" Lød en pigestemme, min stemme

"Har du set Bjørn?"

"Nej, jeg troede du havde ham?"

Drengen kiggede fortvivlet rundt og jeg kiggede selv med. Vi lignede hinanden så meget at vi kunne være søskende, men det var vi ikke.

Lige nu var der ikke nogle forældre hjemme, kun Lucas' storesøster på 11 og hun så fjernsyn. Hun var jo helt uvidende om at Bjørn manglede! Normalt ville barnepigen også være hjemme, men hun lavede vist noget andet et andet sted. 

"Måske er han gået en tur?" Foreslog jeg. Drengen lyste op.

"Så må vi da gå ud og lede efter ham!"

Jeg tøvede, det kunne bringe Lucas i fare at tage ham udenfor, men på den anden side, der var jo ikke nogle biler eller farlige ting som vi kunne nå i nærheden. Min barnlighed og eventyrlyst vandt.   

"Okay, men så skal vi have gummistøvler på!"

***

"Kan du se Bjørn?"

"Næh"
"Nåh"

"Måske er han gået længere væk?"

"Men det er jo helt ude på marken"'

"Tør du ikke gå så langt ud?´"

"Det ved jeg ikke"

"Det tør jeg!"

"Vent på mig Lucas!"

***

Vi gik rundt ude på marken. Det var ret køligt, men jeg mærkede ingenting, endnu en fordel ved at være skytsengel, det var næsten umuligt at mærke om det var varmt eller koldt.

Vi gik og kaldte på Bjørn i hvad der føltes som en evighed, men forgæves. Jeg kunne mærke at Lucas ikke var glad og det gjorde også mig i dårligt humør. Lucas gav tilsidst op og vi gik tilbage ind mod huset, som egentligt var en gård. Vi satte os på en trappesten foran terrassedøren. Jeg ville gerne muntre Lucas lidt op, så jeg prøvede at foreslå en masse ting vi kunne lave, men han gad intet. Han tænke på hvis nu Bjørn var død, eller løbet hjemmefra eller endnu værre blevet smidt ud!

"Bare rolig, Bjørn kommer nok tilbage, hvor skulle han ellers sove?"

Lucas trak trist på skuldrene og begyndte så at græde. 

Jeg prøvede at give ham et lidt akavet kram og trøste ham, men det er begrænset hvad man kan i den alder. Vi sad sådan lidt, men så kom Lucas' far hjem. Han cyklede altid et sted hen og kom tilbage ca. klokken 5. Da Lucas (og jeg) havde spurgt hvad det var han skulle, forklarede han at han arbejdede for at de kunne bo på den store gård og spise den gode mad. Vi syntes det var lidt underligt, for det var alligevel altid Lucas' barnepige som købte og lavede maden.  

"Lucas? Hvad laver du dog herude i kulden? Hvorfor græder du?" Lucas' far lød ikke vred, det gjorde han aldrig.

Lucas snøftede.

"Bjørn er væk, Myosotis foreslog at han var gået en tur, men vi kunne ikke finde ham"

Den lille dreng bævrede med læben og faren kiggede ømt på ham. Jeg vidste godt at Khan ikke kunne se mig eller høre mig, men han lod som om og nogle gange blev jeg helt overbevist om at han kunne. 

"Har du prøvet at spørge Charlotte om hun har set den?"

"Nej, hun var her ikke" 

"Nårh ja, hun er til fødselsdag i aften, det er jo også rigtigt" Khan samlede Lucas op og kiggede på hans ulykkelige ansigt. "Kom så går vi indenfor, Bjørn skal nok dukke op, hvor skulle han ellers sove?"

Lucas smilede og fniste en smule.

"Hvad griner du så af?" Spurgte Khan drillende.

"Det sagde My også lige før" Han fniste igen og kiggede ned på mig, jeg kunne heller ikke lade vær med at fnise. 

"Nåhh, så det gjorde hun" Han smilede skævt og blinkede til Lucas. 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...