Hvordan ville jeg kunne glemme dig?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2014
  • Opdateret: 7 sep. 2014
  • Status: Igang
Kan du huske din barndomsven? Vennen som kun du kunne se og som du var helt sikker på fandtes? Hende eller ham som nu kun er et minde, et sjovt minde fra dengang du var lille. Hvor var du bare fjollet, det var jo den rene barnlige fantasi. Men er der nogen der ser tingene fra den anden side? Hvordan er det at blive glemt, stemplet som fantasi? Skytsenglene ved det.

1Likes
0Kommentarer
116Visninger
AA

3. En tur på stranden


"My? Myosotis?"

"Mmmh?" Jeg kiggede ikke op fra bogen, men vidste allerede hvem der stod foran mig. 

"Vi tager altså på stranden nu" Han kiggede ned i jorden, som om han ville sige noget, men ikke rigtigt kunne få sig selv til det. 

Jeg valgte ikke at spørge ham eller lede efter svar, selvom det ikke ville tage mig særligt lang tid at finde ud af det. Lidt skuffet lagde jeg bogen fra mig, helten skulle lige til at skyde en række forbrydere ned, men de havde taget den smukke pige til fange og truede med at dræbe hende!

"Lucas!" Det var Charlotte, barnepigen, der kaldte. Som sædvanelig var der ikke nogen der kaldte på mig, men alligevel gjorde Lucas tegn til at vi skulle gå. 

Vi boede ikke langt væk fra stranden, men vi blev alligevel nød til at køre og køreturen var ikke spændende i dag, så jeg kan ligeså godt fortælle dig noget mere om min Lucas. 

Han boede jo på en gård, en stor gård. Der lå en masse marker omkring, men Lucas' familie ejede ingen af dem.

Det var Lucas' far der tjente alle pengene, for hans mor var nemlig død. Det skete meget kort tid efter at Lucas var blevet født, hun døde i et flystyrt. Hun fløj ret meget. hun fløj rundt og reddede mennesker i andre lande og vaccinerede dem mod sygdomme. Hun var en helt, det var ihvertfald det Khan kaldte hende. 

Lucas elskede godnathistorier, specielt dem jeg fortalte. Hver aften fik han mig til at læse noget op af en bog, eller måske digtede jeg en selv. 

Han (det vil sige vi) blev 8 år i dag. 

Han gik i 1. klasse. 

Han brugte briller, fordi han så virkeligt dårligt (hvilket forklarer hvorfor han aldrig kunne finde Bjørn)

Og hans bedsteven var mig. 

***

Da vi nåede frem til stranden havde Lucas endnu ikke sagt et ord. Jeg kunne mærke på ham at noget stadigvæk gik ham på, men jeg nåede ikke at spørge ham inden jeg blev afbrudt af hans far. 

"Skal du ikke med ud og bade Lucas?" Det var hans far der spurgte opmuntrende. 

Han sprang hurtigt ud af bilen. Selvfølgelig skulle han det, han elskede vand og gik til svømning, han var faktisk ret god til det. Jeg havde selv været med og prøvet et par gange, men det gav ikke det samme for mig, jeg kunne ikke rigtigt mærke vandet på samme måde som ham. Nu nøjedes jeg bare med at kigge på eller sidde og læse, fordi det var det jeg kunne. Lucas kunne sagtens læse og var god i skolen, men det var ingenting i forhold til mig. Selvom jeg lignede en der gik i 1. klasse, kunne jeg sagtens måle mig med en i 8. eller 9. Hvilket kunne være en smule frustrerende for Lucas, men jeg var jo til for at beskytte ham og gøre ham glad, ikke for at lære, og gå i skole.  

I dag blev jeg også oppe af vandet. Jeg betragtede familien som plaskede rundt og sørgede for at Lucas ikke druknede. Charlotte badede heller ikke, hun sad ved siden af mig og læste et blad. Hver gang Lucas kiggede op på mig lavede jeg sjove fagter bagved Charlotte som var totalt uvidende om hvad hun stod model til. Så ville han flække af grin og resten af familien ville kigge forvirret på ham. Sådan noget gjorde vi tit og han mumlede bare noget med "My lavede et underligt ansigt, eller My rakte tunge af Charlotte, eller My slog en prut". Så rystede de på hovedet og smilede kærligt til ham. Åh, et barns fantasi. 

***

Da familien var færdig med at bade og havde taget rent tøj på, tændte Khan en grill og stegte grillpølser. Lucas og jeg havde besluttet os for at gå lidt rundt ved vandkanten og kigge efter sten og muslinger.

"My?"

"Mmmh" Jeg bukkede mig ned og samlede en pæn sten op. 

"Hvis du nu var med til at lege kysseleg..."

"Men det er jeg jo aldrig" afbrød jeg.

"Ja, men hvis du nu var, ville du så løbe efter mig, eller de andre drenge?"

Jeg havde godt set ham lege kysseleg med dem henne i skolen, men jeg syntes det var åndssvagt. Drengene løb jo bare væk og pigerne blev jo bare ved med at løbe efter dem og det var alligevel ulækkert, men så igen, der var jo ikke nogle af dem der kunne se mig. 

"Ad, hvorfor?" jeg rynkede på næsen og han så helt fornærmet ud, men blev så trist igen. 

"Amalie sagde at pigerne ikke gad at have mig med fordi jeg har briller og det syntes de er grimt"

"Jeg syntes ikke det er grimt at have briller, du ser meget klogere ud end dem"

"Syntes du?"
"Ja"

"My?"
"Ja?"
"Vil du ikke nok kysse mig? Jeg er den eneste der ikke er blevet kysset af pigerne og det er min fødselsdag og de andre drenge syntes at jeg er underlig fordi ingen gider at kysse mig og"

"Okay, okay, jeg skal nok"

Han sagde ikke noget, men lukkede bare øjnene og lavede trutmund. Jeg ville ønske nogen havde taget et billede af det. Jeg lænede mig ind mod ham og kyssede ham på munden. Ad, men det var vores fødselsdag. 

Han kiggede bare på mig, helt blankt uden nogle følelser. Jeg kiggede bare ud på bølgerne. 

"Hvorfor har far ikke en skytsengel som mig?" spurgte han pludseligt.

"De har haft en, men de har glemt dem igen, eller er begyndt at tro på at det alt sammen var fantasi" jeg kiggede stadig ikke på ham. 

"Men hvad sker der så når de bliver glemt?"

"Ikke noget, man følger bare efter og holder øje med deres liv og med at e har det godt og er lykkelige, men de kan ikke se en"

"Jeg lover jeg ikke glemmer dig, du er jo min bedsteven"

Jeg smilede til ham. 

"Her, du må gerne få den her" Jeg rakte ham den pæneste sten jeg havde samlet op. Den var samme farve som havet og havde en helt glat overflade. Der var også et hul ude i kanten og den var ikke særligt stor. 

"Tak" han smilede til mig og løb så hen til de andre for at vise dem stenen. 

Allerede dagen efter, hang stenen om hans hals i en snor. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...